|
SolMånens Forlag v / D a n k w a r d E. N i e l s e n |
|
OM KIA'S VENLIGHED
684. ÅH MENNESKE! Gid du ville befri dig til nye veje
uden krig!
Åh, menneske, du er ikke en regnorm værdig!
Som Kia sagde,
dengang jeg fodrede mine regnorme med vissent græs:
Det du gjorde her
for én af mine mindste,
det gjorde du for mig!
685. Kia er venlig, så utrolig venlig,
at næsten ingen tør tro på hende.
Hun er så venlig,
at næsten ingen kan kende hende.
For hvem kan vel kende venlighed,
uden selv at være venlig først?
686. Venlig, venlig,
ingen er så venlig som den første lune forårsvind!
Sådan er Kia, men langt stærkere, langt større.
Så stor at ingen, næsten ingen kender hende.
Men uden hendes venlighed kunne vi
ikke være på besøg her, slet ikke, nej.
687. Så overvældende venlig,
som når harens skrig -
mens høgen borer sine klør
dybt ind i dens krop -
forvandler dens smerte til én
stor, overvældende venlighed!
Og så er haren død.
Så venlig er Kia, så utrolig venlig.
De færreste kender hendes venlighed.
Som når lynet rammer dig og du blir borte
i Jordens og Himlens forening:
dét er en stor venlighed!
688. Kia har ikke bedt dig om at gå til nordpolen
og få forfrosne hænder og fødder.
Kia har brug for sin egen fred, sin egen ro,
sin egen stilhed.
Kia har ikke bedt dig om at gå ud i ørknen
og blive forbrændt og dø af tørst!
Kia har givet dig en have,
Kia har givet dig en mark,
Kia har givet dig en skov.
Kia har ikke bedt dig om at gå
op på bjergenes højeste top,
hvad skal du dér? Du er nyfigen!
689. Kia har givet dig skygge og lys.
Og Kia har givet dig myrerne, som iler omkring.
Og du må gerne sidde i timevis
og se på dem. Og undre dig:
Hvad er det de gør? Hid og did?
690. Kia, du er så venlig! Så overvældende venlig!
Der er intet, intet ondt i dig. Intet uvenligt,
når vi er ven med dig.
Hørte du ikke musvitten her i morges?
Hørte du hvad den sagde? Den gav lyd
til venligheden i verden, til glæden.
691. Du er vores gode, gode Kia.
Jeg er en mand, derfor kalder jeg dig:
min elskede. Og min elskede er en kvinde.
Nej, du er ikke min mor,
du er heller ikke min far.
Nej, du er min elskede.
Du er den planet jeg kan lide.
692. Af alle planeter i universet har jeg valgt dig,
fordi du er så smuk og venlig. Venlighedens klode.
Fuld af de smukkeste storme. Fuld af store regnvejr.
Fuld af varme og kulde. Fuld af store,
stærke bølger. Fuld af vand!
Kia, kun du kunne lave en luft,
så smuk og venlig og ren til mine lunger.
Kun du kan lave en jord så hård og så blød
at jeg kan gå, og gå i dagevis, i ugevis,
i årtier på dig - uden at blive træt.
693. Uden at mine fødder føler sig fremmede.
Sådan er du, Kia.
694. Og så alle de frugter på træerne!
Du skaber træerne i al mangfoldighed,
i et overskud, en overflod af frugtbarhed.
Alle træerne, alt græsset, alt har en overflod,
så vi alle kan være her,
så vi kan være gæster hos hinanden,
hele sværmen, alt piblende og kravlende og flyvende
og krybende og gående og løbende -
og også dem der bare står helt stille,
langsomt flytter deres rødder i jorden,
langsomt bevæger deres blade, deres grene,
deres stængler i luften, disse evigt tålmodige,
evigt smukke, evigt genfødte træer og buske,
urter og græs.
695. Og se på det bjerg! Se dér den gyldne lav,
sammen med den grå og den grønne! Jeg har hørt
at denne håndflade lav skal være
tusinder af år gammel!
Åh, så meget tid, så meget tid! Åh, bare jeg havde
så meget, så meget tid!
696. Hvis jeg var en kvinde, ville jeg måske
kalde dig NJORD.
Men du er ikke mand eller kvinde, kære Jord,
det har du slet ikke brug for.
Du er hel, du har en nordpol, du har en sydpol,
du er hel, vidunderlig hel.
697. Da vi så dette utrolige billede,
denne fantastiske, farverige kugle,
den blå planet, på papiret,
udefra, fra disse rumskibe
mennesker nu kan lave,-
véd du hvad, Kia! da var vi mange,
mange var vi, der vidste:
hoho! - det havde vi da vist set før!
698. Hoho! Det kendte vi da egentlig godt,
ho! det var ikke noget vi
bare havde forestillet os, nej,
hoho, det var noget vi kunne genkende!
Ja, vi kunne godt huske:
sådan ser du ud.
Før rumskibet tog disse sofistikerede fotografier,
så vi dig måske med lidt andre øjne,
med lidt andre farver, men vidste godt:
sådan ser du ud. Det havde vi set før!
699. Ja - Kia! - på evigheders afstand,
- som det tar mindre
end ét sekund at gennemkrydse -
ser vi dig i din fulde skønhed,
i din fulde harmoni,
i din totale venlighed.
Og når vi selv er venlige,
så drages vi mod dig.
Vi, som altid er på rejse, altid på vandring,
fra klode til klode, fra liv til liv,
fra bølge til bølge.
700. Véd du hvad, Kia, jeg kom her egentlig kun
for at give dig et kys -
men så kyssede min far og min mor hinanden,
og de elskede -
og så blev det kys, som jeg gav dig
- du véd det jo godt, du kan godt huske det, ikke? -
til spiren til min krop.
701. Så nu går jeg omkring på dig,
og ærligt talt, Kia,
jeg synes jo ikke jeg har haft det
alt for godt det meste af mit liv.
Jeg synes ikke at det var så rart at vokse op her.
Jeg kan godt lide min mor og min far,
men Kia! sikke en verden jeg voksede op i!
702. Hørte du hvad jeg sang for lidt siden?
Om dengang den store død faldt ned fra himlen?
Og husene faldt sammen med vældige brag
og ilden stod op i kæmpeflammer og asken
blæste gennem luften,
støvet knirkede mellem tænderne, og folk
- lettede over at de endnu engang havde overlevet -
overlevet! - m å t t e tale højt, for at høre sig selv,
for at høre hinanden: at de var levende -.
Jeg synes ikke, det er nemt for alle dem i verden,
som skal gro op på denne måde.
703. Men mon jeg ellers havde opdaget
din store venlighed?
Mon jeg havde opdaget din musik,
mon jeg havde opdaget din store kærlighed,
mon jeg havde opdaget,
at jeg engang havde været dérude,
havde set dig længe før - mange gange -
længe før de tog dette smukke billede, så nu alle
med deres egne øjne kan se et fotografi,
et genbillede af din skønhed, du, min elskede?
704. Åh, Kia, og så er du er ikke alene!
Du har et brudeslør, en stråleglans omkring dig.
Du har en legekammerat, du har en hånd
ude i rummet.
Du har din Måne, som så vidunderligt
bliver usynlig og så synlig igen
- som nu for et par dage siden:
en bittelille, åh, så lille krumning,
en vidunderlig bue, den smukkeste bue
der kan tænkes, der kan findes.
705. Og se, Venus stod oven over din Måne,
og det var det smukkeste smykke du har pyntet dig med
i lang tid. Jeg tror du har kaldt
på mange af min slags med dét smykke!
Det tror jeg. Venus hjalp dig.
706. Kia, nogen gange tænker jeg,
hvis du ikke havde din Måne,
så kunne jeg ikke se ret meget af din skønhed.
Men det er ligesom hver gang Månen vokser og vokser
og blir større og mere rund og tilsidst så helt rund,
så føler jeg at jeg må få lov til at se
op til noget af din skønhed: jeg må se dit smykke.
Og ofte har dit smykke kaldt på mig.
707. Åh, jeg ville så meget gerne hen til dit smykke!
De voksne havde fortalt mig at der ikke er luft deroppe,
at der er koldt deroppe, osv. osv. -
men det var ikke det, som det handlede om for mig,
jeg ville hen til det!
Nu véd jeg, at det var
fordi jeg ikke kunne se d i g, Kia!
708. Jeg kunne se træerne og skoven og husene,
jeg kunne se gaden og værelset og rummet, eller
dem jeg var sammen med, men jeg kunne ikke se dig.
Husk på: vi ser meget lidt af dig, dér hvor vi er.
Men Månen, den giver du os at se på i sin fulde
vidunderlige rundhed, i sin helhed: Én gang hver måned,
tolv gange hvert år.
709. Det synes jeg egentlig er meget venligt af dig.
Se, jeg længtes, jeg var ganske lille, eller måske
var jeg fem eller syv år gammel
og jeg så op på fuldmånen
og jeg længtes op imod den,
ja, det var dengang på isen,
ved denne tid om vinteren, på den lille dam.
Og jeg kan huske, at den var meget smuk den nat og den stod meget højt, det gjorde den.
Jeg ville op til den, op til den -.
710. Men nu véd jeg at den er dit smykke omkring dig.
Igennem rummet kaldte den på mig.
Og jeg var her på et sekund,
fordi dette smykke fortalte mig at du var venlig,
at vi var af samme slags, vi kunne lide hinanden.
Men jeg glemte det undervejs, Kia,
det må jeg indrømme.
711 Ak, de fleste ting vi omgås til daglig,
de mennesker vi omgås,
får os til at glemme dig.
Man skal virkelig - måske skal man have været bange? -
man skal have elsket, ja,
jeg skal elske,
for at kunne huske, hvordan du ser ud, udefra,
hvorfor jeg kom til dig, for at give dig et kys.
712 Jeg er glad for at kunne fortælle dig det her, Kia.
Jeg kalder dig Kia.
Det er det smukkeste navn som nogen har givet dig:
Kia.
Nu vil jeg slutte, Kia.
713 Jeg er glad for at du kan lide at være sammen med mig.
Jeg er glad for at du kan lide at jeg siger det her til dig.
Jeg er glad for at du siger det her til mig.
Jeg er glad for at være sammen med dig.
Hvis der er noget jeg kan gøre for dig, skal du bare sige til.