SolMånens Forlag
    v / D a n k w a r d  E.  N i e l s e n 
O-U-A

TO SAMTALER OM ELSKOV


A.
321. EN TIDLIG EFTERMIDDAG fandt jeg mig selv i den Gamles hus. Han ordnede noget med sine tørrede urter. Vi faldt i snak om lidt af hvert. Jeg kunne ikke finde ud af, hvorfor jeg mon var rejst til ham denne gang. Men så fik jeg øje på et lille maleri, der forestillede en mand og en kvinde i tantrisk elskov. De to syntes helt vævet ind i et ornamentalt mønster af blomster og blade. Måske var det derfor, jeg ikke havde lagt mærke til billedet før, skønt det hang i øjenhøjde lige overfor døren. Lyset skulle måske falde på en bestemt måde, så man kunne skelne de to skikkelser fra ornamenterne?
Jeg rejste mig for at se billedet fra alle vinkler, men nej, de to mennesker var tydelige nok, når man først havde fået øje på dem. Deres kroppe havde et sart gyldent skær.
Jeg undrede mig igen over denne sære optagethed af den kønslige forening i denne kultur og sagde:

322. - I vores kultur fremhæver vi polariseringen. Vi taler endda om 'kønnenes kamp'. I derimod synes at fremhæve den fælles kilde og sammensmeltningen. - Jeg tegnede en hurtig skitse på bordet:


  Kilde
+-
 Forening

- I foreningen genspejles kilden. De er to sider af samme sag, - sagde han.
- Som foroven, så forneden? - spurgte jeg.
- Ja og nej, - sagde han. - Enheden forneden er en ny enhed, en skabelsesakt. Enheden foroven er evig, uforanderlig. Enheden forneden er en mulighed, der kan blive til virkelighed.
Men jeg kan ikke lide dine udtryk "foroven og forneden".
- Hvad er der galt med dem?
- Du udtaler dem, som om forneden er ringere end foroven.
- Gør jeg det?
- Ja - eller din tankeform er sådan.

323. - Vi er vant til at anse livet forneden - livet på Jorden - for at være ringere, for at være mindreværdigt i forhold til det him-melske liv.
- Det er nok, fordi I ikke kender Jordens Lys.
- Hvad mener du med det?

324. - Din krop er skabt af Jordens Lys. Den stol du sidder på, den jord du går på, er skabt af Jordens Lys.
- Det er stof, materie. Kalder du materien for Jordens Lys?
- Ikke al materie er Jordens Lys, det meste er andre Stjerners lys.
- Er materie lys?
- Meget fortættet lys, eller kraft, eller LIA, som vi kalder det.

325. - Men for mig er det mørk materie. Jeg kan ikke se igennem dig, ikke igennem den væg dér. Og hvis du om natten slukker lampen, er der mørkt her, fordi Jorden skygger for Solens lys.
- Netop. Jorden skygger for Solens lys. Dine øjne er skabt af Jordens Lys, for at du skal kunne se i Solens lys. Men med de øjne, som ikke er skabt til at se med i Solens lys, kan du se Jordens Lys.

326. - Med mine Stjerneøjne?
- Ja.
- Hvordan kan jeg lære at se med dem?
- Først må du opdage dem. Og når du har opdaget dem, kan du se med dem. Ligesom den nyfødte kan se dagslyset med sine nyfødte øjne. Derefter kan du øve dig i at se med dem.
- Hvad skal der til, for at jeg kan opdage dem?
- Opmærksomhed, vågenhed med dele af dig, som du måske endnu ikke kender.
- Hvorfor kender jeg dem endnu ikke?
- Fordi du fejlfortolker dine sansninger, de signaler du får.
- Hvornår?
- Når du spiser, når du elsker, når du arbejder eller leger.
- Hvordan?
- Du er opmærksom på dine sansninger, men ikke på det, du sanser. Men en del af dig er opmærksom på det, du sanser. Denne del er et udtryk for dine Stjerneøjne.
- Er det derfor, vi fokuserer på polariteten?
- Måske. Med dine Stjerneøjne kan du se tingenes væsen. Og tingenes væsen er altid en helhed.

327. - Og elskovens væsen er helhed!
- Netop. To menneskers Lys og Jordens Lys bliver ét lys. Derfor elsker Kia elskov.
- Det er kilden, som nu flyder på Jorden?

- Det er kilden til livet på Jorden.

328. - For mig er det fremmedartet, at I har så meget fokus på elskov. Hos os er den noget, som er skjult i det private liv, noget næsten hemmeligt. Hos Jer synes den at være en væsentlig del af Jeres religion.
- Religion?
- Jeres tro.

329. - Elskov er den kilde, hvoraf undfangelsen flyder. Undfangelsen er den kilde, hvoraf fødslen flyder.
Fødslen er den kilde, hvoraf Jordelivet flyder.
Livet er den kilde, hvoraf døden flyder.
Døden er den kilde, hvoraf Himmellivet flyder.
Himmellivet er den kilde, hvoraf elskoven flyder.

330. - Vi har religioner, der søger at bryde denne kæde af genfødsler.
- Hvorfor det?
- Fordi livet på Jorden anses for at være en lidelse.
- Kun det liv på Jorden som mislykkes, er en lidelse.
Vi gør alt for at livet på Jorden kan lykkes.

331. - Er det derfor, I dyrker sex i Jeres templer?
- Vi dyrker ikke sex i vores templer. Når du siger sex, kan jeg mærke, at du kun tænker på elskovens redskaber, ikke på dens væsen.
- Som at reducere vores samtale til vores to munde, der taler?
- Lige præcis.
- Hvor dumt af mig!

332. - Samtalen får lyd mellem vores to munde, men ville vi samtale blot for at bruge vores to munde?
- Andre vil måske, men vi to ville næppe gøre det.
- Nej, du ville næppe rejse så langt, blot for at bruge din mund!
- Men de, som kun samtaler for at bruge deres mund... hvorfor gør de det?
- Samtalen er måske blevet væk for dem?
- Men kan man skabe en samtale blot ved at bruge to munde?
- Nej, men samtalen kan opstå.

333. To mennesker, der benytter hinandens kroppe, kan ikke skabe elskov.
- Men elskoven kan opstå mellem dem?
- Det kan den. Men ikke, hvis den ikke først var i deres hjerter. Gennem kroppenes samspil kan de opdage den elskov, som altid har været i deres hjerter.
- Altid?

- Den elskov, som du oplever, var til, før du dannede dig en krop på Jorden. Den var i dig, da du lod dig føde.
- Som en nødvendig del af mit liv?
- Som en mulighed i dit Jordeliv.

334. - Jeg har hørt, at der er tre slags elskov?
- Der er mange slags elskov. Vi skelner mellem tre grundformer: plante-, dyre- og ånde-elskov.
- Plante-elskov? Kender planter til elskov?
- Jeg taler ikke om planternes elskov, men om den form for menneske-elskov som vi kalder plante-elskov.
- Fortæl!

335. - Plante-elskov er lodret, dyre-elskov er vandret, ånde-elskov er rund. Planterne finder deres mad og deres mage oppefra ned og nedefra op. Dyrene finder deres mad og deres mage i vandret retning, parallelt med Jordens overflade.
Ånden er uden retning og overalt, derfor er ånde-elskov rund.

336. - Hvordan elsker man, når man laver plante-elskov?
- Elskov er at give liv. Når vi giver hinanden vores lyst, giver vi hinanden liv. Planters liv og lyst er stille, næsten ubevægelig.
Planter befrugter ikke hinanden, de lader sig befrugte.
I plante-elskoven skaber vi ikke lyst, vi lader os fylde af lyst.
Vi er som frugten, der modnes på grenen, vi er som frøet der modnes, for siden at falde til jorden. Det giver fred.

337. - Og dyrenes elskov?
- Dyre-elskov er fuld af bevægelse, for dyr går efter deres mad og deres mage, de befrugter hinanden, deres elskov er aktiv, dynamisk. I dyre-elskoven skaber vi lysten, befrugter hinanden med livslyst.

338. - Og hvad er ånde-elskov?
- Vores ånd er overalt og er vævet ind i alt levendes ånd.
I ånde-elskov rører vi ikke hinanden, men trækker vejret sammen, ser og hører og lugter hinanden. Vi søger først og fremmest at sanse, erkende og blive ét med den andens ånd. Når det sker, oplever vi den højeste fryd. Det er englenes elskov, for sådan elsker vi, når vi er i himlen.
- Himmelsk elskov?
- Vi kender den fra før vi lod os føde på Jorden. Det er saligt at opleve himlen på Jorden.

339. - Hvorfor nøjes I ikke med denne elskov, når den nu er så salig?

- Mange gør det, nogle gør det i perioder. Men få kan opnå åndens fulde forening.
- Hvad gør du selv?
- Jeg har elsket på alle måder, men nu hvor jeg er gammel og min ånd er ved at løsne sig fra Jorden, har jeg mest lyst til ånde-elskov.
Dyre- og plante-elskov giver mig livskraft, men ånde-elskov giver mig størst glæde.

340. - Kan man opleve ånde-elskov uden at kende de to andre?
- Din første elskov var måske ånde-elskov? Har du været meget forelsket før du oplevede elskov i kroppen?
- Ja, jeg kunne på ingen måde løsne mit sind fra hende, og når jeg blot så hende på afstand, blev jeg varm over det hele!
- Du behøver ikke at fortælle mere! Sådan er ånde-elskov! Forestil dig at du er sammen med din elskede og at I vækker disse følelser i hinanden, at din forelskelse og hendes forelskelse mødes, smelter sammen og bliver til elskov, at I bliver ét i sjælene!
341. - Kender du én som du holder så meget af? Har du en kæreste, en kone?
- Kærlighed kender ingen grænser!
- Men har du en kone - eller elsker du med alle?
- Jeg har ingen kone og jeg elsker ikke med alle. Kun dit begrænsende sind kan finde på at spørge sådan!

342. - Er det for at få livskraft, at du elsker i kroppen?
- Ikke for at få, men fordi jeg kan lide det. I elskov er der ingen forskel på at få og at give.
- Og for at blande din kraft med Jordens kraft?
- For at forene min kraft med min elskedes kraft og med Jordens kraft. Det er livskraft.

343. - Hvilken form tror du, der bedst passer til mig?
- Hvad føler du selv?
Når du føler for trommen, så spil tromme.
Når du føler for fløjten, så spil fløjte.
Når du føler for at synge, så syng!
- Hvad mener du?

344. - Dyre-elskov er som trommen, den giver den stærkeste bevægelse i kroppen.
Plante-elskov er som fløjten, den giver den fineste rørelse i sjælen.
Ånde-elskov er som at synge, den giver den største ro i ånden.
- Er det derfor, I mest bruger disse tre instrumenter til Jeres rotas?
- Derfor og derfor! Ting taler deres eget sprog.

345. - Dyrker I alle tre måder, når I laver rotas?
- Al elskov er en blanding af disse tre grundformer.
Men om fredagen giver vi trommen den første plads,
om lørdagen får fløjten størst opmærksomhed
og søndagen er sangens og stilhedens dag.
- Hver fredag, lørdag og søndag?
- En rota kan være en fredags-, en lørdags- eller en søndags-rota, og en rota kan være en fredags-, lørdags- og søndagsrota. Det er forskelligt.

346. - Jeg føler mig temmelig forvirret! Jeg vil gerne hvile mig lidt.
- Fint! Lad os gå over til min nabo. Hun har en dejlig hængekøje. -
Jeg havde aldrig lagt mærke til, hvem hans nabo var. Vi gik over til hendes hus. Der hang en hængekøje under et blommetræ. Jeg lagde mig op i den.
Jeg kunne ikke se eller høre den Gamles nabo. Jeg var lidt spændt på at se hende. Var hun ung eller gammel, tiltalende eller uinteressant? Idet jeg tænkte sådan faldt jeg i søvn og vågnede hjemme hos mig selv.

347. Jeg var skuffet. Jeg var slet ikke færdig med at spørge til deres opfattelse af elskovens væsen. Hvorfor kunne jeg ikke blive hos dem? Fordi jeg havde tænkt begærligt på hende? Eller - nej - jeg havde jo slet ikke tænkt på hende, men kun på mig selv.

B.
348. Der gik dog ikke mange dage, før jeg igen var på rejse og mødte den Gamle. Han gik i haven bag huset og puslede med sine planter. Men da jeg havde kigget lidt på ham, så jeg noget helt andet: det var ikke ham, som puslede med sine planter, det var planterne, der puslede med ham!
Mens han langsomt gik mellem bedene og rakte en hånd ud her og der, så jeg tydeligt at det var planterne som strejfede hans knæ og skuldre, at de bøjede sig hen til hans hånd. Han vendte sig om mod mig og sagde:

349. - Når vi leder efter en partner til dyre-elskov, leder vi efter det ydre menneske. Når vi leder efter en partner til plante-elskov, leder vi efter det indre menneske. -

350. Nu blev jeg først rigtig forvirret. Hvad mente han med det? Hvad havde det med hans frugttræer, urter og blomster at gøre? Fortsatte han blot vores samtalen fra sidst, som om jeg slet ikke havde været borte? Jeg sagde lidt studst:

351. - Jeg leder ikke efter en partner. Hvad er det, der sker mellem dig og dine planter?
- Hvad ser du?

- At de bøjer sig hen mod dig. At de kæler for dig!
- Ja, er det ikke dejligt? Lupinerne derhenne véd godt, at jeg er lidt svag i knæene.

352. - Men hvad har det med elskov at gøre? Hvorfor taler du om dyre- og plante-elskov?
- Hvor er forskellen? Kunne du tænke dig en tomat? - Mens han plukkede tomaten, så det ud, som om planten lod den falde i hans hånd.

353. - Spis! - sagde han, mens han kastede den hen til mig. Jeg spiste og det var, som om jeg havde hele havens vellugt i min mund. Vellugt? Var det mon første gang, at lugten blev til smag? Og et kort øjeblik var jeg ganske lille og sugede min mors vellugt fra hendes bryst.

354. - Ja, - sagde han. - Sådan er dyre-elskov. Vi søger og giver kraft og næring. Vi griber efter hinanden og lader os falde i hinandens hænder.
- Var det derfor, planterne kælede for dig?
- Nej, det var plante-elskov.
- Hvordan?
- Jeg elsker deres væsen.
- Og de elsker dit?
- Var det det, du så?
355. Planter kender menneskenes væsen, men deres handlinger forstår de ikke.
- Fordi de ikke selv handler?
- Sådan er plante-elskov. De handler ikke selv, og deres vækst og modning bare sker for dem.
- Men da de kælede for dig - var det ikke en handling?
- De kælede ikke for mig. Vi blev draget mod hinanden. Det var noget som skete for dem og for mig.
- Men lupinerne rørte netop ved dine knæ, som du siger er svage.

356. - Elskov gør hel. Intet helbreder som elskov. Elskov sker dér hvor heling behøves. -

357. Vi satte os på nogle kævler ved hans bålplads. Men næppe havde vi sat os, før han nærmest sprang op og skyndte sig ind i huset. Efter nogle få minutter kom en yngre kvinde ud af døren og hen imod mig. Hun hilste med et smil og satte sig dér, hvor den Gamle før havde siddet. Jeg havde aldrig set hende før. Hun sagde:
- Jeg er hans nabo.
- Så var det din hængekøje...?
- Ja, den er god at drømme i.

358. - Åh, drømme, - sagde jeg, - drømmer jeg, at jeg sidder her, sammen med dig, eller drømmer jeg blot nogen gange, at jeg er hjemme hos mig selv?
- Sådan er elskov, - sagde hun.
- Elskov? - spurgte jeg forbavset og tænkte: hvad har det med elskov at gøre?
- Ja, - og hun nærmest efterabede mig: - Drømmer jeg, at jeg er sammen med dig, eller drømmer jeg, at jeg er hos mig selv?

359. - Hvad har det med elskov at gøre?
- Drømmen vandrer, drømmen væver frem og tilbage. Drømmer jeg, at jeg er sammen, drømmer jeg, at jeg er mig selv?
- Og til slut ...
- Til slut er drømmen mæt.
- Så vågner man op igen og bliver en tid i sin rus, og hvis man er forelsket, så føler man sig lykkelig, og hvis man ikke er det, føler man sig måske lidt udaset og måske tilfreds.
- Rus?
- Ja, er det ikke en rus? Er drømmen og rusen ikke det samme?

360. - Drømmen er ikke en rus. Drømmen er kraftens billeder.
Og når kraften er blevet forenet, når den er blevet stor og hel, holder billederne, holder drømmen op.
- Så kommer klarheden?
- Den største udvidelse, den største sammentrækning?
Der findes ikke ord. -

361. Vi sad en stund, mens jeg betragtede hende og prøvede at finde ud af, hvad hun var for én. Men jeg gled hurtigt over i en slags drømmetilstand, hvor jeg bølgede ind i hendes sind og ud igen, ind og ud ...
- Tak, - sagde hun.
- Tak? - jeg vågnede brat.
- Tak, fordi du kom på besøg. - Var det alvorligt ment, var det ironi? Men så forstod jeg hende og sagde:
- Det var rart at være i dit sind.
- Du er god til at drømme, - sagde hun.

362. - Vil du fortælle mig mere om elskov? Eller vil du tale om kærlighed til mig?
- Hvad vil du vide? - Ja, hvad ville jeg vide? Jeg var lidt i vildrede, men spurgte så:

363. - Hvad er det, der får mennesker til at elske så meget med hinanden?
- Det véd du jo godt, - sagde hun smilende og straks følte jeg mig igen på vej ind i hendes sind, men jeg modstod og sagde:

- Nej, jeg er ikke spor sikker på, at jeg véd det. Lysten, sansepirringen alene kan ikke have så stor en magt.
- Nej, de er kun midler, og midler har ikke nogen magt.

364. - Men hvad i os er det, som bruger disse midler? Ønsket om at få børn? Forplantningsdriften?
- Har I hos Jer noget der hedder 'forplantningsdrift'? - og det lød næsten som om hun vrængede ad mit udtryk.
- Hvad er der galt med det?

365. - Vi kalder det at give liv. Vi er her jo for at give liv.
- For at elske? - Jeg ville ikke bruge et grovere ord.
- Ikke sådan som du tænker på det, - sagde hun, og pludselig mærkede jeg, at hun var dybt i mit sind. Jeg tror, jeg rødmede lidt.

366. - Men I elsker da ikke med hinanden blot for at give liv, for at få børn?
- For at give liv, ja, men ikke for at føde børn. De kommer når de vil og når vi er parate.
- Hvad er forskellen?
- Al elskov skaber børn - i kroppen eller i sjælen. Faderkraften og Moderkraften, Stjernekraften og Jordens kraft - alle fire forenes, bliver til liv, bliver til børn. Derfor er al elskov hellig.

367. - Hvordan er et sjælebarn?
- Den Gamle ville nok kalde det en sjæleform. Den gavner og glæder alt liv på Jorden.

368. - Hvad med seksualitet uden elskov? Uden fælles lyst, fælles liv, fælles glæde? Den fører da ofte til befrugtning?
- Da skaber den børn, som lider under manglen på fælles lyst, liv og glæde.
- Vil de altid lide under denne mangel?
- Når de har fundet deres Stjerne, vil de finde det, de søger.

369. - Og hvad med de sjæleformer, som opstår af seksualitet uden fællesskab?
- De er længselsfyldte og utilfredse og gavner og glæder ingen. Men hvis de kommer i berøring med lykkelige sjæleformer, tiltrækkes og opløses de. Ét lykkeligt sjælebarn kan forløse mange ulykkelige.
- Så er elskov altså ikke begrænset til de to som elsker og deres fysiske eller sjælelige afkom?

370. - Nejda, lykkelig elskov er ikke kun en lykke for de to elskende, men en lykke for hele den synlige og usynlige verden.

- Det er dejligt at tænke på. Måske er det derfor vi hos os nogen gange siger: Det var som at høre englene synge!
- Siger I sådan? Det er et dejligt udtryk.
- Så burde man måske elske meget mere? - Og igen tænkte jeg på den fysiske forening.

371. - Måske ikke mere, men bedre. En elskovs-rota .. - hun brugte et meget smukkere udtryk, som jeg slet ikke kan over-sætte eller finde ord for, - en elskovs-rota, hvor vi beslutsomme og hengivne lader vore to Stjerner forenes i vore kroppe, er den stærkeste hjælp, de uforløste sjæleformer kan få, uanset af hvilken art de måtte være. Deres utilfredshed ophæves, deres mørke oplyses, deres ufuldkommenhed heles.
- Taler du om den rota, I laver til Jeres fester?
- Både den, vi laver alene og den, vi laver sammen med andre, mens der spilles musik og synges sange og hvad der ellers sker af hellige handlinger.

372. - De fleste hos os ville være alt for generte til at gøre det offentligt eller at se på det.
- Vi gør det da ikke offentligt! Det er heller ikke alle, der gør det til vores fester. Nogen gør det måske kun én gang i deres liv, nogen måske aldrig.
- Véd du ikke, hvem der gør det?
- Ikke altid. Når jeg af hele mit hjerte deltager i en elskovs-rota - om jeg elsker eller blot er tilstede - bliver jeg en del af dette stærke felt af harmonisk Stjernekraft. I dette felt er for-skellen mellem den ene og den anden ikke så stor. -
Og igen mærkede jeg, hvordan hun bølgede ind i mig ... og jeg forstod.

373. - Dette sker vel ikke, når vi blot søger vores egen sanselige tilfredsstillelse, selvom der måske er mange der kopulerer i fællesskab?
- Hvad tænker du på? - Ja, hvad tænkte jeg på? Det var pludselig meget svært at forklare, hvad et seksuelt orgie er, her, sammen med hende, i denne smukke have. Men det lykkedes vel, for hun svarede:
- Hvis man gjorde det sådan som du siger, ville det sikkert skabe en stor forstyrrelse i Jordens kraft! Jorden elsker at forbinde sig med vores Stjerner. Dertil har vi vores kroppe. Hvor stor en skuffelse må det, du kalder et seksuelt orgie, være for den: en masse muligheder, men ingen forening. Arme Kia! - Og hun lo. - Rota-elskoven til trommefesterne og frugtbarhedsfesterne er noget ganske andet: da giver vi af vores menneskekraft til Jorden for at Jorden kan blive så glad og så rig, at den giver os i overflod af sine gaver. -

374. 'Rig'? tænkte jeg. Og kom i tanker om at 'rig' og 'frugtbar' i gamle dage betød det samme. Så fortsatte jeg:

- Men er forløsning af sjæleformer og Jordens rigdom den bagved liggende årsag til, at de allerfleste mennesker elsker at elske, ja, har et voldsomt behov for at elske? Der må da være noget andet? Selvfølgelig udtrykker man sin kærlighed til sin elskede gennem elskov - men alligevel?
- Det er helbredelsen.
- Helbredelsen!?

375. - Elskov skaber en meget konkret helhed af mandens og kvindens kraft. Elskov er denne helhed. Helhed helbreder. Kærlighed mellem mand og kvinde er ikke noget mystisk. Kærlighedens lykke er den helhed som breder sig, i både deres elskov og i alle andre ting, de foretager sig sammen.
Den er den stærkeste helbredende kraft.
- Men har egoistisk seksualitet ikke også noget af denne virkning?

376. - Egocentrisk seksualitet kan slet ikke skabe denne forening af de to energier. Derfor kan den kun i ringe grad være helbredende. De, som ikke giver liv når de elsker, får ikke liv når de elsker!

377. - Men heling sker da også uden elskov!
- Du skelner så mærkeligt!- sagde hun mens hun så ud som om hun vred sin hjerne for at forstå mig. - Når kærlighed bliver til virkelighed, er det elskov! Altid. Når jeg lægger hånden på dit syge sted, er det elskov, ellers sker helbredelsen ikke. Når jeg synger for mit syge barn, er det elskov, for så kan det blive rask. Når jeg lytter til musik, når jeg er sammen med naturen, når jeg deler venskab med mine venner - er det elskov!
- Heling sker altså, når vi indgår i helheden? Når det hele breder sig i vores sind og liv...
- Det er elskov! Det er helbredelsen. Derfor elsker vi hinanden.
378. - Mener du os to? Elsker vi hinanden?
- Fra tidernes morgen! - sagde hun og så meget mystisk ud.
- Jeg skal vise dig noget! - Og hun rejste sig og gik ind i huset.

379. Jeg ville ikke følge efter hende, men den Gamle kom frem i døren og vinkede mig til sig. - Du ser meget træt ud, - sagde han. - Vil du have lidt at spise, inden du tager hjem? -
- Jo - øh - nej - jeg véd ikke - lidt at drikke måske? -
Jeg fulgte efter ham ind i køkkenet. Kvinden var der ikke. Jeg forstod absolut ingenting.
- Find dig en plads, - sagde han venligt. - Kunne du lide min nabo? -
- Jo, meget! - sagde jeg, - men jeg føler mig så lille og dum når jeg er sammen med Jer! Det kan jeg ikke lide.


380. - Lille og dum? Nej, hør nu her! Tænk, hvis du ikke kom! Tænk, hvis du ikke bragte bud fra vores til din verden! Uden din kærlighed... -
- Min kærlighed?
- ville vi slet ikke kunne mødes her i denne dejlige verden.
- Jeg forstår ikke...
- Tiden! - nærmest råbte han og tegnede en cirkel på bordet.
- Tiden? - spurgte jeg og stirrede på den imaginære cirkel. Jeg faldt i søvn og vågnede i min stue.
'Tiden, tiden, tiden'..!? tænkte jeg og rystede på hovedet. Og så skyndte jeg mig at skrive alt det ned, som du nu har læst.

 

 


KIA'S KROP


381. - DET KAN IKKE være rigtigt, at Jorden er en Stjerne, som skaber denne klode som sin krop. Jeg har lært, at Jorden består af materiale fra Solen og fra Kosmos. Det er noget med, at der først var en vældig sky af gas, som fortættede sig til Solen og dens planeter. Er det ikke rigtigt?
- Jo... det er en måde at se det på, men den er meget util-strækkelig. For hvem samlede denne gas, som du kalder det, til Solen? Hvem samlede denne materie til planeterne?
- Det skete vel af sig selv. Ifølge kosmiske love.

382. - Love er bevidsthed. Hvis bevidsthed samlede de forskellige kloder?
- Aner det ikke. Guds bevidsthed?
- Stjerners bevidsthed. Al bevidsthed er Stjerners bevidsthed.
- Individuelle Stjerners bevidsthed?
- Ja.
- Altså ikke Guds bevidsthed?
- Jo, Guds bevidsthed.

383. - Begge dele?
- Begge dele. Der er ingen forskel mellem de individuelle Stjerners bevidsthed og Guds bevidsthed. I Stjerneverdenen findes disse forskelle ikke.
- Jeg tror, at jeg har hørt det før.
- Det har du nok. Men det er måske svært for dig at forstå?

384. - Ja, meget. Men så består Jordens materie altså af stof, som den har samlet? Eller med andre ord: den har ikke selv skabt materien?
- På samme måde som din krop: består den af fremmed materie eller har du selv skabt den?
- Begge dele.

- Er det nu rigtigt? Er det din krop eller andre væsners krop?
- Det er min krop.
- På samme måde er Jorden Kia's krop.


385. - Vil det sige, at Kia ligesom har fordøjet al den materie, som den samlede, da den dannede sig en krop, og stadig fordøjer alt det stof, som kommer til den fra universet?
- Sådan kan du se det. Den har gjort ethvert atom til sit eget, og det bliver den ved med. Ligesom du.

386. - Men du siger, at Jorden er Kia's fortættede lys.
- Det er rigtigt. Hvis Kia ét øjeblik holdt op med at fortætte sit lys, ville al Jordens materie opløses til ren energi.
- Den ville dø?
- Dens krop ville dø, ligesom du dør, når du ikke mere fortætter din Stjernekraft på Jorden. På denne måde er din krop dit lys, på denne måde er Jorden Kia's lys.   
*8.

 

 

EREMITTEN


387. DA JEG VÅGNEDE, stod jeg på en smal sti mellem markerne. Hvorfra kom den og hvor førte den hen? Hvilken vej skulle jeg vælge? Jeg tænkte:
Hvis jeg nu var ude at sejle, ville jeg sejle med vinden, og hvis jeg var på jagt, ville jeg gå mod vinden. Men nu hverken sejler eller jager jeg. Hvad gør jeg så?
En humlebi fløj forbi og fulgte et kort øjeblik stien mod højre. Jeg fulgte dens råd og fik snart øje på en meget lille hytte, der stod i en lavning mellem markerne. På taget groede der græs og urter og en lille hyldebusk.

388. Husets grundflade var omtrent to mandslængder på hvert led. Jeg gik varsomt omkring huset: var der nogen, forstyrrede jeg nogen?
Døren vendte mod øst, i de andre vægge var der vinduer.
Jeg bankede forsigtigt på døren. Ingen svarede. Jeg satte mig på en bænk udenfor og nød freden i det milde vejr. På en måde var dette mit drømmehus, lige stort nok til en seng og et komfur. Hvad behøvede jeg mere? Var det for at jeg skulle blive klar over det, at jeg denne gang var rejst?

389. Efter nogen tid gik jeg lidt bort fra huset for at se ud over markerne. Hvor var jeg dennegang? Jeg kunne ikke kende stedet. Skoven derovre kunne godt være Vestskoven, og så måtte landsbyen ligge længere østpå, på den anden side af skoven. Eller lå den bag bakkerne mod syd?

390. - Hvad søger du? - spurgte en dyb og langsom mandestemme bag min ryg. Jeg blev ikke forskrækket. Som om jeg havde ventet dette spørgsmål, som jeg netop havde stillet mig selv. Jeg vendte mig om, manden stod barfodet i sit arbejdstøj og så roligt på mig.
- Er det ikke det, vi alle spørger os om? - svarede jeg.

391. - Landsbyen er derovre, - sagde han og pegede mod øst.
- Tak, - sagde jeg, - det er rart at vide hvor man er. Men jeg véd ikke, om jeg kom her for at gå til landsbyen. Måske kom jeg for at møde dig?
392. - Der kommer ingen her for at møde mig, - sagde han.
- Hvorfor dog ikke?
- Fordi jeg er eremit.
- Eremit? Vil det sige, at du helst vil være alene?
- Ja.
- Så vil jeg gå. Tak for oplysningen!
- Klostret ligger denne vej, - og han pegede mod sydøst.
- Tak, - sagde jeg igen.
- Går du nu? - spurgte han.
- Ja, - sagde jeg. - Jeg kan godt forstå at du kan lide at være alene.

393. - Kan du lide at være alene?
- Ja, - sagde jeg, - jeg er alene.
- Alene er man sammen med alting.
- Når man er sammen med nogen, er man mere sammen med nogen, end med alting, - svarede jeg.
- Når man er sammen med nogen, er man sammen med alting, - sagde han og bød mig smilende ind til en kop te.

394. Vi gik tilbage til hans hytte og han bød mig indenfor. Som jeg havde forestillet mig det: et sovested, en taburet og et bord, et komfur, en spand med vand, en stak brænde, et lille skab til madvarer.

395. - Hvor længe har du varet eremit?
- Snart et år.
- Og hvor længe vil du være eremit?
- Kun dette år.
- Ikke længere?
- Ét år er nok for mig, - sagde han.

- De eremitter, jeg har hørt om i min verden, plejer at være det resten af deres liv.
- Det er sjældent godt, - sagde han. Jeg må have set spørgende ud, for han fortsatte: - Tilknytning og fraknytning. Pålandsbølger, fralandsbølger. Ind- og udånding. Når bevægelsen standses, truer døden.
- Er det derfor du er eremit?
- Fra tilknytning til fraknytning, fra fraknytning til tilknytning.
- Er det derfor du vender tilbage?
- Ja.
396. - Mange eremitter hos os siges at være meget vise, - sagde jeg.
- Ensidig visdom, - sagde han.
- Ensidig? De siges at være i meget nær kontakt med Gud.
- Ensidig, - sagde han.
- Ensidig? Nogle siges at opleve ekstatisk forening med Gud, - sagde jeg.
- Ensidig, - sagde han.
- Hvorfor siger du ensidig? Er foreningen med Gud ikke det mest omfattende, man kan tænke sig?
- Ensidig, - sagde han. - Grav din jord og kys din kone: det er ekstatisk forening med Gud.

397. - Så gå hjem og gør det, - sagde jeg.
- Snart, - sagde han. - Vil du have mere te?
- Ja tak, - sagde jeg, - har du også en bid brød?
- Fladbrød, - svarede han.
- Fint, - sagde jeg.
- Det er nemmest at bage. Man bringer mig mel.
- Folk bringer dig det du har brug for?
- Nej. Men jeg får hvad jeg skal bruge.

398. - Så taler du aldrig med nogen?
- Ikke siden sidste år.
- Hvad er der galt i at tale? - spurgte jeg.
- Ord! - sagde han.
- Ja?
- Ensidig, - sagde han.
- Ensidig? Alle de ord? Alle de sætninger? Det mest fuldkomne middel til kommunikation?
- Som fængsler, - sagde han. - Alting er større.
- Hvordan?

399. - Vi tror på det vi siger og glemmer det vi taler om.
Vi tror på det vi tænker, men glemmer det vi tænker på.
- Og når vi ikke tror på det vi siger og tænker?
- Svært, - sagde han.

- Ja, svært er det nok, men ikke umuligt, - mente jeg.
- Let, - sagde han.
- Nu siger du let? Er det både svært og let?
- Du tror på det vi siger, - smilede han. - Velbekomme, - han rakte mig et stykke fladbrød. Jeg takkede og spiste.
- Ord er som fladbrød, - sagde han, - de skal spises inden de bliver for gamle.

400. - Hvad skulle jeg svare? Han så så fornøjet ud, som en marguerit i morgensolen.
- Må jeg komme igen og besøge dig?
- Vi ses nok i landsbyen, - svarede han.
- Vi ses! - sagde jeg og gik.

Jeg gik vel en halv times tid, inden jeg så nogle store smukke huse i en park. Det var tydeligt at huset i midten var et rota-hus. Spredt i hele parken stod en mængde små huse, ikke større end eremittens hytte.
Det trak op til regn. Nogle voldsomme vindstød fik træerne i parken til at synge og bruse. Jeg skyndte mig til det nærmeste af de store huse og gik ind ad den store dør. Vinden rev døren ud af mine hænder og smækkede den i ryggen på mig. Jeg følte en voldsom smerte og faldt forover.
Da jeg vågnede, holdt jeg mit barnebarns bamse i mine hænder. Jeg undrede mig højlydt og skrev så hastigt ned, hvad jeg havde oplevet.

Læs bogen: