|
SolMånens Forlag v / D a n k w a r d E. N i e l s e n |
|
MUNKEN
A.
401. EN TIDLIG MORGEN, da jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle tage mig til, stirrede jeg ind i den opgående sol, indtil det flimrede for mit blik. Jeg måtte lukke øjnene, og da jeg åbnede dem igen, så jeg et stort rum, hvori der stod eller sad en 20 - 30 mænd i forskellige aldre.
Jeg var åbenbart dumpet ned i en slags skole, for der sad en ældre herre ved et lille bord og talte og de andre lyttede. Den ene og den anden syntes at spørge ham om noget og han svarede. Jeg forstod intet af det der blev talt, jeg kendte ikke én af dem der var i rummet.
402. Efter lang tid rejste læreren sig og nogle af eleverne tog nogle instrumenter frem og spillede en rytmisk melodi, som alle dansede til. Der gik vel et par minutter, så satte læreren sig igen. Han intonerede en monoton sang med meget lange lyde. De fleste syntes at deltage i hans messen. Efter et kvarter holdt sangen eller bønnen op og alle elever gik ud af rummet. Nu så læreren direkte på mig og sagde:
403. - Jeg lagde mærke til at du kom. Forstod du hvad vi talte om?
- Nej. Jeg hørte kun lyde.
- Men du forstår mig nu?
- Åbenbart.
- Jeg troede du kom, fordi du ville høre hvad jeg sagde.
- Jeg aner ikke hvorfor jeg kom. Jeg vidste slet ikke, at jeg ville tage ud at rejse. Hvad er dette for et sted, og hvem er du? Jeg kender slet ikke nogen af Jer.
404. - Du er et sted vi kalder Stjernevejen. (Dette ords mening kan jeg bedst oversætte med: Klosteret.) Jeg er munk.
- Hvad vil det sige at være munk?
- At følge Hjulets vej mod Stjernen.
- Det siger mig ikke noget. Vil du forklare det nærmere?
- Forestil dig et hjul som drejer mellem Jorden og Stjernen.
- Hvilken Stjerne?
- Din Stjerne, min Stjerne, Stjerneverdenen. Hjulet drejer fra Stjernen mod Jorden, fra Jorden mod Stjernen.
- Og nu befinder du dig på den del af hjulet, som drejer bort fra Jorden?
- Min opmærksomhed følger denne vej, ja.
- Hvorfor det?
405. - Vi kommer alle fra Stjernen til Jorden og bringer vores Stjernekraft og visdom til vores elskede Jord. Men des mere kraft og visdom vi forener med Jordens kraft og visdom, des mere fanges vores opmærksomhed af det som sker på Jorden. Vi bindes ind i vaner og rutiner, i mønstre og relationer. Så kan det ske, at vores kraft bliver splittet og svag og at vores visdom bliver borte i tilknytningen.
- Og så begynder I at søge efter Jeres kraft og visdom?
- Når vi føler, at vores visdom ikke længere slår til, kan vi vælge at blive munk, at søge vejen fra Jorden til Stjernen. Sådan er vi mange der får det. Så kan vi trække os tilbage til et sted som dette.
- For resten af livet?
- For et år eller fem eller ti. Her søger vi at genfinde vores visdoms kilde.
406. - Vil du blive i denne kilde, hvis du finder den?
- Nej, kilden er i mig. Så snart den flyder klart og rent, vil jeg igen gå Jordevejen.
- Hvorfor det?
- Jeg søger ikke visdommen for dens egen skyld. Jeg søger den, for at mit liv på Jorden kan få mere kraft og mere visdom. Jeg søger ikke Stjernen, for at blive i den, jeg søger den, fordi jeg gerne vil stråle endnu klarere på Jorden.
407. - Og så giver du din visdom videre til dine elever?
- Elever? I morgen er jeg det, du kalder elev. Da er det en anden der giver sin visdom videre.
- Er du da ikke lærer?
- Vi er alle lærere og elever. Ingen har større visdom end andre.
- Men nogle har vel mere viden om deres visdom end andre?
- Det kommer ikke an på hvor meget viden man har, men hvordan man har den. Visdom er visdom, uanset forklædning.
- Hvorfor lytter I så til hinanden?
- Ved at lytte til hinandens visdom, bliver vi bedre til at lytte til vores egen. Det er som at danse. Jeg kan sagtens danse alene, men jeg synes at det er sjovere når vi er mange, der danser sammen.
- Du ser gammel ud. Kan du stadig lide at danse?
- Jo ældre, des bedre!
408. - Ja, sådan ser vi næppe på det, dér hvor jeg kommer fra.
- Du lyder trist. Din kraft har mange mørke linier. Hvorfor mon du er kommet?
- Jeg véd det ikke, men måske kan du forklare mig nogle ting.
- Hvad vil du gerne, at jeg skal forklare?
- Hvordan du ser på dit liv på Jorden.
- Hvordan ser du selv på dit?
- Jeg har lært at Jorden er mørk, at livet på Jorden er fangenskab i materiens mørke.
409. - Jorden er da ikke mørk! En Stjernes krop kan ikke være mørk! Materien er lys. Meget koncentreret lys, fortættet kraft.
- Men jorden er jo mørk. Når jeg går under jorden, er der ikke noget lys. En mur omkring mig.. og jeg er i mørke. Hvis jorden er koncentreret lys, må jeg jo kunne se det!
- Når du er omgivet af jord eller sten, når du er inde i det stoflige, er det kun Solens lys, du ikke kan se. Dine fysiske øjne er skabt til at se i Solens og Månens lys. De er ikke skabt til at se Jordens lys. De er skabt af Jordens lys.
410. - Jeg har før hørt om Jordens Lys. Hvordan forstår du Jordens lys?
- Materien er Jordens fortættede lys, dens fortættede kraft.
- Og den kan ikke se sig selv?
- Hvis dit øje var af ild, ville du så kunne se ild med det?
- Når vi med de øjne vi nu engang har fået, ikke kan se Jordens lys, hvordan kan du så vide at materien er lys?
- Det kan jeg se med mine Stjerne-øjne. Du kan selv se det med dine Stjerne-øjne.
- Jeg har før hørt om Stjerneøjnene. Men jeg forstår ikke hvad de er. Kan Stjernen da se?
- Skal vi kalde dem dine åndelige øjne, dine sjælelige øjne, dine indre øjne? Kun med dit væsen kan du fatte Jordens væsen.
411. - Man har altid givet mig det indtryk at livet på Jorden er en lidelse, en forblændelse, en illusion. Eller at Jorden er et sted, hvor vi skal lære noget, en slags læreanstalt. Eller at den er en opdragelsesanstalt eller en straffeanstalt. Og så er der nogle der mener, at vi er her for at åndeliggøre Jorden.
- Nå, du mener, at der skulle være et formål med at leve her på Jorden? Det er der ikke! Kærlighed kender ikke til formål.
Vi er her helt frivillige - af kærlighed. Vi kan ikke åndeliggøre Jorden, materien. Den er fuldt så åndelig som vi. Vi er alle Stjerner.
- Så er der altså ingen mening i at være på Jorden!?
- Der er ingen mening i kærlighed. Først når du er faldet ud af kærligheden, begynder du at søge efter en mening.
412. - Hvad mener du med kærlighed?
- Glæde ved alt liv, lyst til at blande kraft, til at dele sig selv med andre, indre forbundethed.
- Jeg kender mest til sorg og tungsind, lidelse og ligegyldighed. De glade timer er få, dyb glæde oplever jeg sjældent. Frygt er langt hyppigere.
- Så er du ikke opmærksom på den glæde, der bærer dig igennem dit tungsind, din ligegyldighed og dine lidelser. Jo mere du lever i denne glæde, des mindre lidelse er der i dit liv.
- Hvordan kan det mon være, at jeg er så fjern fra denne glæde?
- Du er overhovedet ikke fjern fra den. Det er kun din be-grænsede bevidsthed, der er fjern fra den. Det er nok fordi du har lært, at lidelsen er jordelivets væsentligste træk. Måske har man ikke sagt det direkte til dig, men det synes at være en almen og grundlæggende tankeform, dér hvor du bor. Du tror på lidelsen.
413. - Jeg har lært at selv mine smukkeste sansninger er lidelser. Eller at de er illusioner, der medfører lidelse. Og selv om mange i min verden gør sig store anstrengelser for at eje og nyde så meget som muligt, har de nok inderst inde en angst for, at de efter døden bliver straffet for deres grådighed.
- Så har du lært at hade Jordelivet.
414. - Hvordan kan det dog være, at jeg har lært alt det forkerte?
- Spørgsmålet er da ikke, hvorfor du har lært det, men hvorfor du tror på det. Når du først er holdt op med at tro på lidelsen, bliver det uvigtigt for dig at finde ud af, hvorfor du har troet på den.
415. - Hvad skal jeg gøre?
- Lyt til din glæde. Mind dig selv, og dem du er sammen med, om glæden. Tro på glæden. Giv glæde. Gør glad.
- Forsvinder lidelsen så?
- Lidelsen findes kun som din oplevelse af lidelsen. Fjendskab findes, fordi du er fjende. Glæden, kærligheden, forbundetheden, kender ikke til fjendskab og lidelse.
- Vil det sige, at alle mennesker kunne blive gode og kærlige? At intet menneske behøvede at lide mere? Vil der ikke ske uheld, vil der ikke være sygdomme og krige?
- Med glædens øjne ser uheld og sygdom anderledes ud, med dine Stjerneøjne kan du se, hvorfor de sker. Vær ubekymret. Find din glæde. Gå dybere og dybere ind i den. Vær din glæde. Det er alt. -
B.
416. Munken rejste sig. Jeg troede, at han ville sige farvel og rakte hånden frem. Han tog den venligt og spurgte:
- Vil du se min hytte?
- Meget gerne! - Vi gik mellem nogle større huse og gennem nogle haver, indtil vi kom til en park. Nu kunne jeg kende stedet igen: det var henne ved det hus, jeg fik den store dør i ryggen, og her var alle de små hytter som jeg havde set. Vi mødte en del mænd i alle aldre og jeg spurgte:
417. - Er de allesammen munke?
- Ja.
- De ligner ikke munke.
- Hvad mener du?
- Hos os har munke en speciel påklædning, en kutte eller andet, så man kan kende dem fra andre.
- Hvorfor skulle man kunne kende dem fra andre?
- Aner det ikke. Måske har de denne kutte på, for at minde sig selv om, at de har forsaget verden.
418.- Har de forsaget verden? Hvad mener du med det?
- At de har givet afkald på alle verdslige fornøjelser, specielt omgangen med det andet køn.
- Det forstår jeg ikke. Hvorfor forsager de verden?
- Fordi de tror, at de kødelige lyster forhindrer dem i at komme i nærheden af gud, eller hvad de ellers tror på.
- Hm.
- Men vældig mange af dem har stor lyst til disse ting. Derfor må de bruge meget af deres åndelige styrke til at undertrykke deres lyster. Og de beder meget til gud eller nogle helgener om hjælp til det.
- Det lyder mærkeligt. Lysten er jo selve grundlaget for vort liv. Hvorfor så undertrykke den?
- Fordi lysten binder os til Jorden. De vil gerne hurtigst muligt op i himlen, tror jeg.
419. - Det er da ikke lysten som binder os til Jorden. Lysten opstår, fordi vi elsker Jorden. Det er vores kærlighed, som får os til at binde os til Jorden. Det er os selv, som binder os. Denne binding er ikke ufrihed, men frivillighed. -
420. I mellemtiden havde vi nærmet os en hytte, som lå i en åbning i krattet. Jeg syntes, at den på alle måder lignede eremittens hytte ude mellem markerne, og da vi kom indenfor, var alt som ude hos ham. Jeg kiggede nøje på min nye ven for at se, om jeg hidtil blot ikke havde opdaget, at han var eremitten, men det var han ikke.
Som så ofte i dette land var jeg et øjeblik fuldstændig forvirret, men så rakte han mig et stykke fladbrød og et glas vand, og jeg tænkte: måske er ligheden perfekt, måske er min hukommelse ikke god, måske skaber mit sind denne lighed for at forvirre mig. Måske forsvarer mit sind sig mod dette møde?
421. - Kender du eremitten ude mellem markerne? - spurgte jeg med den gode brødsmag i munden.
- Det er ham, der har lavet det dejlige brød til mig.
- Jeg troede, han aldrig så mennesker?
- Ikke mens han er derude. - Han bankede let på ruden i vinduet modsat døren. En pony's vågne ansigt dukkede op på den anden side. Han åbnede vinduet og kælede for dens mule.
- Det er denne her, som henter og bringer alt hvad vores ven behøver, - sagde han.
- Kan den selv finde ud af hvornår den skal hen til ham og hvornår den skal komme tilbage?
- Det kan du tro! - sagde han smilende. - Min vens meditation er fladbrød, min meditation er denne pony.
- Jeg forstår ingenting, - sagde jeg, men alligevel forstod jeg det hele på en måde meget godt. Min hjerne havde blot lidt svært ved at følge med. Jeg tænkte stadig på lysten og spurgte derfor:
422. - Kan man komme til en erkendelse af gud, uden at fornægte lysten?
- Det er umuligt at erkende gud, når man fornægter lysten!
423. - Hvad forstår du ved lyst?
- Lysten til livet, i alle dens udtryk. Det er den rod hvoraf livet gror. Hvis du fornægter den, undertrykker den, afskærer dig fra den, kan du aldrig erkende livet. Og livet er vel det samme som det du kalder gud?
- For mig er det. Men disse munke og folk i min verden kalder Gud for 'skaberen' og synes at gøre en forskel på skaberen og det skabte. For mig at se, skaber skaberen sig selv, det er det samme som liv. Men jeg vil ikke trætte dig med hvad jeg synes.
- Du trætter mig ikke. Det er spændende at høre, hvordan I tænker i det land, du kommer fra.
424. - Vil du sige, at lysten aldrig kan forhindre os i at opleve åndens oplysning?
- Der er mange lyster, der kan forhindre os, men ikke lysten. Vi kan være bundet til alle mulige små lyster og tilfredsstillelser og de kan gøre os meget snæversynede. Men lysten til livet og nydelsen ved sansernes brug, er en forudsætning for at kunne kende livet. Kunne du tænke dig et glas vin?
- Jo tak. -
Han gik ud. Jeg syntes, at jeg hørte ham mumle et eller andet. Så kom han ind igen og sagde: - Vinen kommer snart.
425. - Jeg forstår stadig ikke det der med lysten. Forhindrer denne lyst til et glas vin ikke din kontakt med din højeste visdom?
- Overhovedet ikke. Jeg glæder mig til at smage den og jeg ved, at jeg vil være glad for at smage den. Jeg håber at du også vil være glad for den. Det er glæden som skaber lysten!
426. - Hvad er glæde? Jeg er bange for, at jeg ikke rigtigt ved hvad du mener. Er det nydelsen, fornøjelsen?
- Glæde er ikke det samme som fornøjelse og nydelse. Glæde er den kvalitet, som forbinder Stjernen med kroppen. Fornøjelse og nydelse er relativ, glæde er absolut.
- Men vores glæde på Jorden er sjældent absolut, ofte kan vi slet ikke få øje på den.
- Den er der og kan vokse. Når vores glæde er stor nok, kan vi møde vores Stjerne.
427. - Hvordan kan jeg få glæden til at vokse?
- Gennem dine handlinger kan du gøre dig selv og andre glade. Gennem din væren kan du formidle glæde til alt omkring dig.
- Men hvordan kan jeg skabe denne glæde?
- Glæde kan ikke skabes. Den kan kun opstå og vokse. Glæde kan findes.
- Hvor kan jeg finde glæde? Hvem kan jeg dele glæden med?
428. - Du må finde din glæde hos dig selv, hvis du vil kunne dele den med andre. Hvis du har din glæde hos en anden eller andre, kan du ikke dele den med nogen. Men har du den hos dig selv, kan du dele den med mange.
429. - Men hvad med begæret? Jeg har hørt, at det er begæret, der knytter os til Jorden, at vores begær forhindrer os i at opnå åndelig oplysning og fred i sjælen.
- Når vi er i tiden, i Bevægelsen og forandringen, og vi har appetit på livet, er vi i begæret, thi vi begærer det kommende. Gennem begæret giver vi det kommende en retning, vi vælger med begæret blandt mulighederne.
- Så er det altså en uundgåelig del af livet på Jorden? Er vi tvunget til at begære?
- Hvis vores begær er bundet af fortid og glemsel, begærer vi blindt og vælger oftest det ringeste. Hvis vores begær er frit og vågent, kan vi vælge det bedste.
430. - Hvordan kan vi begære frit? Begær er jo bundethed! - Jeg hørte nogle skridt udenfor, der blev skrabet let ved døren. Min vært lavede en fløjtelyd, døren gik op og ponyen kom ind. Der hang en lille kurv på hver side af den. I den ene var der en flaske og i den anden en håndøkse. Han tog vinen og øksen, ponyen stod og så venlig ud. Han vendte sig mod mig: - Du undrer dig vel over øksen?
- Ærlig talt, ja.
- Min gode køkkenven synes nok, at jeg skal hugge lidt brænde til ham, - sagde han grinende. Så åbnede han flasken, hældte lidt vin i sin hule hånd og rakte den til hesten. Den drak som heste drikker, virrede med hovedet og bakkede ud.
431. - Hvad sagde du? Bundethed? Jeg sagde jo, at vi har bundet os selv. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi er bundne, men hvordan vi binder os selv. Begær er appetit. Spørg dig selv hvilke vaner, erfaringer og mønstre, der betinger din appetit. Et dårligt liv kan næppe give appetit på noget godt. Et foragtet liv kan næppe give en god appetit. Med vores begær tiltrækker og udvælger vi vores muligheder. Det vi begærer, vil vi få. Af det vi får, kan vi kende vores begær.
432. - Hvad er årsagen til begæret?
- Begær er altid begær efter fuldkommenhed. Hver gang et lille eller stort begær er tilfredsstillet, føler jeg mig mere fuldkommen, mere hel. Ofte meget forbigående. Men jeg fik noget som jeg savnede.
- Men er det ikke en illusion?
- Jo, på en måde. Ingen bliver mere hel af at få tilfredsstillet sit begær efter dele af verden. Ethvert begær er en genspejling af ét eneste begær: begæret efter fuldkommenhed. Dette begær slukkes kun af fuldkommenhed.
433. - Så bør vi kun begære fuldkommenhed?
- Fuldkommenhed er ikke noget, som kan opnås eller skabes. Fuldkommenheden er der, den kan opdages, opleves. Vi kan åbne os for den. Vi kan give slip på det, som forhindrer denne åbning.
- Er det derfor du er munk?
- Hvad mener du?
- For at slukke dit begær efter fuldkommenhed?
- Nej, for at stimulere det! Kan du lide vinen?
434. - Den er fuldkommen! Undskyld at jeg leger med dine ord.
- Leger du med ordene? Smag igen! -
Jeg tog igen en lille slurk og lod den langsomt falde til ro i min mund inden jeg sank den. Han kiggede roligt på mig. Og pludselig var jeg inde i min mund, helt inde i smagen, jeg lukkede øjnene. Efter nogen tid sagde jeg:
- Oh, nu aner jeg hvad du mener! Må jeg bede om lidt mere?
- Stop! - sagde han og løftede hånden. - Nu begynder tilknytningen!
- Tilknytningen?
- Ja, du bliver ikke hvor du er, du vil have mere, du binder dig, du knytter dig til gentagelsen!
- Så galt er det nu heller ikke, - mumlede jeg. Så spurgte jeg:
435. - Er du på Jorden af kærlighed eller af tilknytning?
- Jeg kom her af kærlighed, men jeg blev her af tilknytning.
I tilknytningen tabte jeg min kærlighed, gennem min tilknytning tabte jeg min frihed, i tilknytningen oplever jeg lidelse.
- Er det derfor du er munk?
- Jeg vil ophæve min tilknytning, give afkald på den, give slip på hver knude, som binder min glæde.
- Er det derfor du er munk?
- Jeg vil øve fraknytning, give slip på min genspejling,
jeg vil være den kærlighed som finder vej til Jorden.
- Er det derfor du er munk?
- Jeg blev så forelsket i Jorden, at jeg blev blind for den. Ja, det er derfor, jeg blev munk! - og han smilede.
- Af kærlighed.
436. - Men du har slet ikke fortalt mig, hvordan du bærer dig ad med at finde vejen tilbage til din Stjerne. Mediterer du? Laver du yoga? -
Ponyen vrinskede udenfor huset. Langt borte fra hørte jeg en anden hest svare. I tankerne så jeg den stå under træerne i parken.
Da jeg kiggede ud af vinduet så jeg min have. En gul kålsommerfugl flagrede hen mod mit vindue. Jeg gik en tur i alt det grønne, inden jeg satte mig ned og skrev det ned, som du nu har læst.
*9.
MUNKENS SANG
437. HER FØLGER de ord som munken i begyndelsen af vores fortælling sang sammen med sine venner. Oversættelsen er mangelfuld, fordi det ikke er muligt, at fange deres ords kompleksitet i vores sprog. Munkens stemme var meget dyb og hvert ord blev sunget i én lang udåndingsbølge, meget monotont. (HUAN = HUN + HAN i forening):
438. HUAN ER HUAN
HUAN ER HUN
HUAN ER HAN
HUAN ER HUAN
439. I HUAN ER HUAN
I HUAN ER HUN
I HUAN ER HAN
I HUAN ER HUAN
440. UDEN HUAN INGEN HUAN
UDEN HUAN INGEN HUN
UDEN HUAN INGEN HAN
UDEN HUAN INGEN HUAN
441. HUAN ER HUAN
HUAN ER HUN
HUAN ER HAN
HUAN ER HUAN
442. ('I' betyder omtrent: 'hvis eksisterer' og 'indbefattet i'. 'Uden' betyder også: 'hvis ikke eksisterer' og 'udenfor'.)
KOGEKONEN
A.
443. DEJLIGT SOMMERVEJR, ikke for varmt. Jeg fulgte stien ned mod søen, forbi bådeskuret. Bådebroen førte gennem bræmmen af tagrør, otte skridt fremme var vandet frit. Straks jeg nåede frem til kanten, lettede en fiskehejre på den modsatte bred. Jeg satte mig, solens blinkende genskær i de lette bølger gjorde mig døsig. Jeg lagde mig på broens varme brædder, lyttede til lappedykkernes rytmiske strubelyde, nød rørsangerens snærrende evighedssang. For mit søvnige blik forvandledes de bølgende tagrør til streger, der dannede et evigt skiftende mønster, inde i mønstrene så jeg former der opløstes, blev til og opløstes igen. Fuglenes lyde og vindens hvisken blev til en fjern musik, der kom nærmere og nærmere, indtil jeg hørte milde trommer og hæse fløjter, indtil jeg så nogle børn, der holdt hinanden i hænderne. De syntes at øve en dans. Jeg vågnede brat og rejste mig: var jeg nu igen kommet til Stjernelandet?
444. En ung mand rørte mig let på skulderen og spurgte: - Vil du ikke hjælpe mig med at stramme bardunerne? -
Og jeg så, at jeg var inde i et stort telt, hvor folk hyggede sig med at forberede en fest. Jeg nikkede og gik med den unge mand udenfor og gav ham tavst en hånd.
- Kom, - sagde han, - vi skal hente brød til i aften. -
Jeg fulgte med ham og snart stod vi foran et hus, hvor der røg kraftigt fra skorstenen, hvor der lugtede godt af brød og mad. Han gik ind, kom ud igen og sagde:
- Vi må vente lidt. Skal vi sætte os? - Vi satte os på en bænk ved et bord i den lette skygge af en hyldebusk. Omsider fik jeg samlet mig, så jeg spurgte:
445. Skal der være fest igen?
- Ja, vi får gæster fra hele egnen.
- I har vel nok mange fester! Hvor mange har I?
- Vi har mange. Sol- og Månefester, så- og høstfester, sommerfester, vinterfester, renselsesfester, forsoningsfester,
givefester, takkefester, fester til forening med de døde og med dyrene og planterne, helbredelses-fester... mange fester.
- Det var mange. Deltager I alle i disse fester?
- Det er sjældent, at alle deltager. Til nogle fester er næsten alle med, til andre er vi måske kun to eller tre.
446. - Hvad tjener disse mange fester til?
- Til glæde. Til øgelse af glæden. Til at forene os med vores Stjerne. Til at give Jorden og hinanden gode gaver. Til at øge livslysten. Til at give slip på ufrivillighed, på bindinger. Til at løsne de bremser, som forhindrer åndens frie nedstigning i kroppen og sjælens frie opstigning til Stjernen. -
447. Det var en ivrig ung mand og han talte hurtigt, mens han spejdede omkring, som for at få øje på én eller anden, han gerne ville møde. Jeg spurgte:
448. - Med alle de fester har I vel næppe tid til ret meget andet?
- Jo friere vi er, des lettere går tingene fra hånden.
449. - Det lyder logisk. Hvem er det du kigger efter?
- Det får du se! -
Han rejste sig hurtigt og nærmest løb hen til teltet igen, hvor han forsvandt bag den gule teltdug.
450. - Hej, du! Gider du ikke bringe mig en favnfuld brænde? - en trivelig kvinde stod i døren og pegede på en brændestak. Jeg rejste mig, tog en favnfuld, gik ind i huset og stod nu i et stort køkken, hvor kvinder og mænd havde travlt ved deres gryder og ovne.
- Læg det dér, - hun pegede på gulvet ved siden af et stort ildsted. Så så hun spørgende på mig: - Du er kommet langvejs fra? Så må du være sulten. Kom med! - og hun trak mig gennem travlheden i køkkenet, ud i et lille rum, hvor vi satte os. Der stod mad og drikke på bordet og hun nødede mig til at forsyne mig.
Jeg var faktisk meget sulten, så jeg tog mig en ordentlig portion og det varede ikke længe før jeg var færdig med den.
451. - Men du sluger jo maden! - udbrød hun. Jeg så forbavset op, lidt irriteret, for skulle jeg først inviteres, for siden at kritiseres?
- Det må du undskylde, - sagde jeg af høflighed, - men det smagte så dejligt!
- Det var ikke for at kritisere dig, - sagde hun venligt, - jeg blev blot forbavset.
- Hvad forbavsende var der ved det?
- Det er da ellers kun hunde, der sluger deres mad! -
Skulle jeg nu sammenlignes med en hund? Men hun så meget venlig og rar ud, så jeg holdt op med at være irriteret og spurgte:
452. - Måske spiser jeg som en hund. Men hvordan spiser menne-skene her hos Jer? Dér hvor jeg kommer fra, spiser man ofte sådan som jeg gør.
- Vi tygger da vores mad. Det er da det vigtigste.
- Det vigtigste? Hvorfor det? - Og jeg fik igen denne fornemmelse af at være et ivrigt og nysgerrigt barn, der helt uden forbehold vil lære, hvad der kan læres.
- Der er mange grunde. Vil du høre dem?
- Nogle af dem?
453.- Bortset fra, at halvdelen af fordøjelsen sker med spyttet i munden, bortset fra, at det er sundt for spytkirtlerne at arbejde: under kæben sidder den port, hvor lymfen går over i blodet. Når den bliver stimuleret, bliver hele kroppens
cellevæske renset bedre.
- Jeg vasker altså kroppen indvendig, når jeg tygger?
- Jo mere du tygger, des bedre vasker du den, det er rigtigt. Når du bruger din tunge efter dens hensigt, bliver hele dette område masseret, - og hun pegede ind i sin mund på mandlerne og uden på halsen hvor skjold- og biskjoldbrusk-kirtlerne sidder. - Når du tygger godt, får du en smukkere stemme.
- Det vidste jeg ikke. Hvordan det?
- Du masserer og stimulerer dine stemmebånd. Samtidig trækker du en mængde urolige energier væk fra din hjerne, fra dine øjne og ører. Det letter på din opmærksomhed og eftertanke.
- Altså får jeg ikke kun en smukkere stemme, men også smukkere sansninger og smukkere tanker?
- Lige præcis. Når din stemme bliver smukkere, bliver din krop gladere, fordi du giver den smukkere lydbølger at svinge med.
- Jeg har aldrig tænkt på, at min stemme betyder noget for mit velbefindende.
454. - Mediterer du? - Hvorfor spurgte hun pludselig om det? Hvad mente hun? Jeg svarede: - En gang imellem, ikke ret tit. Jeg er vist ikke ret god til at sidde stille og lave ingenting. Men jeg drømmer, dagdrømmer vist ret meget.
455. - En rolig tygning er den enkleste og mest naturlige meditation. En grundig tygning hjælper på den egentlige meditation. Tygning er nok den mest elementære meditation, den giver nærvær og jordforbindelse. Når du har tygget din mad grundigt, har du givet din åndelige meditation et godt fundament.
456. - Jeg anede ikke, at det at spise og det at meditere, havde noget med hinanden at gøre. Jo, jeg har da hørt, at man ikke skal spise tung mad, før man mediterer, men jeg har aldrig hørt, at det skulle betyde noget for éns åndelige velbefindende, hvordan man spiser.
- At tygge er jo én af de allervæsentligste handlinger her i livet! Den udtrykker din accept af at være på Jorden. Det er ikke nok, bare at spise og at sluge. Det kan du gøre af begær eller af behov for føde. Når du tygger grundigt, modtager du maden med nydelse og glæde. At tygge er at værdsætte. At spise er som at elske: du kan gøre det hastigt af behov og begær, eller langsomt og grundigt af værdsættelse.
457. - Vi har ofte alt for travlt til at bruge så megen tid på at spise! Og hvis vi bruger tid på at spise, er det som regel af sociale årsager. Når vi hygger os sammen med at spise.
- Du får da mindre travlt, når du giver dig god tid til at tygge din mad. Tygning kræver ro, men den giver også ro. Og når du har ro, går alting meget hurtigere fra hånden.
458. - Du har godt nok givet mig noget at tænke over! Men skal du ikke ud og arbejde? Jeg vil nødig sinke dig, hvis du har travlt.
- Jeg har ikke travlt. Min suppe har heller ikke travlt. Lad de unge mennesker sørge for bænke og borde!
459. - Så vil jeg gerne, at du fortæller mig mere om mad.
Hvad skal jeg spise? Hvad er den bedste mad?
- Den mad som smager godt og bedre, jo længere du tygger på den.
460. - Det var en simpel opskrift! Men jeg har ofte lyst til alt muligt andet.
- Lad form vælge kraft!
- Hvad mener du med kraft?
- Livskraft. Du lever af den livskraft der er i din mad. Lad lyst søge kraft!
- Det lyder som elskov.
461. - Akkurat. Ligesom elskov er den mest intime forbindelse mellem to mennesker, er din mad din mest intime forbindelse med Kia, sammen med dit åndedræt.
- Det er jo rigtigt.
462. - Det tøj du har på, den mad du spiser og den luft du indånder, fortæller hvor nær du vil være forbundet med Kia.
463. - Alt hvad jeg rører ved, rører ved mig..
- .. sådan som du rører ved det, det er rigtigt. Også her gælder denne lov. Jeg kan høre, at det ikke er første gang du er på besøg hos os.
- Jeg har været her en del gange. Jeg har meget at lære endnu. Du så altså mit forhold til Kia, da du så mig sluge maden?
- Det er lige hvad jeg gjorde. Når din sjæl bygger sig en krop på Jorden, i Jorden og af Jorden, rører den ved Jorden og berøres af den.
- Så vil jeg lade min sjæl bygge en bedre krop!
464. - Vil du med ud og se på forberedelsen til festen?
- Meget gerne. Det bliver godt at gå lidt, så jeg kan fordøje alt det du har sagt til mig. -
B.
465. Ude foran huset blev hun standset af nogle folk, der skulle snakke med hende. Hun vendte sig hen mod mig og sagde: - Jeg skal lige i skoven efter nogle børn, som plukker pynt til i aften. Vil du med?
- Gerne, meget gerne!
- Så kom! - og vi fulgtes ad langs en sti mellem nogle marker og ind i skoven. Vi kom forbi et lillebitte hus, der stod lidt borte fra vejen, næsten skjult mellem buske og bregner. Jeg standsede og spurgte:
466. - Bor der nogen i det lille hus?
- Nej, det er et Bedehus. Min farfar har bygget det.
- Et bedehus? Jeg troede ikke, I brugte at bede. Jeg har kun hørt om meditation og rotas.
- Her bad han til Gud, og det gør jeg også af og til. Jeg kan godt lide stedet. Beder du til Gud?
- Nej. Eller... kun når jeg er i yderste nød. Eller når de, som jeg elsker, er det. Men det er mere... hvad skulle man ellers gøre i den slags situationer?
467. - Du skulle bede til Gud!
- Det forstår jeg ikke. Hvordan skal jeg bede?
- Bed sådan: Herre i Himlen giv mig..., og så bed om det du har behov for.
- Men jeg har jo lært, at jeg er en Stjerne, at jeg selv er Gud!
- Ja, men den som beder, er ikke Stjernen, men et menneske. Dette menneske er et barn, der beder sin mor eller far om noget godt.
- Så beder jeg jo til mig selv?
- Nej, du beder til Gud. Gud er det som du - også som Stjerne - er en del af. Og Gud er det, som din sjæl forstår.
468. - Kan jeg bede til Gud uden at bede om noget?
- Tak din Gud, hver dag, altid. Tag Gud med i enhver af dine glæder. Lad din sjæl lige så vel være i Gud som i nydelsen, når du glæder dig. På denne måde bliver din glæde større.
469. - Der må være forskel på åndens og sjælens forhold til Gud. Er det rigtigt?
- Ånden vil klarhed i erkendelsen. Ånden vil være uhildet i sit syn. Men sjælen vil sandhed i følelsen. Sjælen er hildet i kroppens liv. Ånden erkender kærligheden. Sjælen føler den. Kroppen følger sjælen og ånden.
470. - Jeg ved, at sjælen kan føle det som et offer, når den
'stiger fra ånden ned i kødet'. Den kan føle sig korsfæstet eller bundet til genfødslens hjul. Den kan søge befrielse.
- Ja, men sjælen kan også føle det som en glædesrus, når den manifesterer ånden i kødet. Den kan føle stor fryd ved at binde sig til kroppens liv. Det er sjælens højeste fryd, at lade menneskelivet blomstre på Jorden.
471. - Men hvoraf opstår da al den sjælelige nød?
- Den opstår, når sjælen ensidigt binder sig til Jorden, eller ensidigt søger befrielse fra Jorden. Så er den i nød.
472. - Men vi talte om at bede. Hvorfor skal jeg egentlig bede?
- Du skal da ikke bede. Du kan bede. Glæden vil gerne sige tak. Og hvem kan den takke? Sig selv? Nej, sjælen føler sig som en del af noget større end den selv. Sjælen vil hengive sig til helheden. Den kalder helheden Gud.
- Véd ånden sig ikke også som en del af en større helhed?
- Jo, men ånden er fri. Ånden er i verden og hinsides verden. Men sjælen er i verden - og den véd sig i verden. -
473. En stor flok unger kom løbende ned ad stien hen imod os. De havde favnene fulde af grene og blomster og blødt mos.
- Hej, Jordemor, Jordemor! - råbte ungerne i munden på hinanden og det så ud, som om de alle ville give kvinden et knus, skønt de have favnen fuld.
- Skal vi ikke sætte os lidt? - spurgte hun.
- Jo jo, - råbte de allesammen, - men så skal du også synge for os!
- Det skal jeg nok. - Mens de alle søgte at finde en plads så nær kvinden som muligt, spurgte jeg:
474. - Er du jordemor?
- Ja, - sagde hun, - jeg har hjulpet dem alle til verden, - og hun gjorde en stor favnende bevægelse.
- Jeg troede at du var kogekone! - sagde jeg lidt undskyldende.
- Forskellen er såmænd ikke så stor! - lo hun.
- Må jeg godt kigge lidt på Bedehuset? Må jeg gå ind?
- Gerne, meget gerne, se du dig blot om! - Jeg gik hen mod det lille hus, men vendte mig om og spurgte:
- Hvad vil du synge for dem?
- Fødselssangen. Den som jeg sang, da de kom til verden.-
475. Jeg gik ind i huset. Der var tusmørkt og lidt støvet. Der var kun en lille bænk langs den ene væg, ellers intet. Nu hørte jeg hende synge, dejligt, blidt, vuggende.
Hendes sang blev svagere, blandede sig med rørsangerens utrættelige kvidren og lappedykkernes bas.
Jeg satte mig på bænken. Døren knagede i den lette brise. Jeg sad i bådeskuret ved broen. Jeg lyttede længe til hendes sang, skønt jeg igen var hjemme i min egen verden. Fødselssangen, fødselssangen...