SolMånens Forlag
    v / D a n k w a r d  E.  N i e l s e n 
O-U-A

STJERNEN


A.
476. JEG VÅGNEDE VED at jeg frøs. Jeg lå på den frosne jord, over mig så jeg himlen, overstrøet med uendelig mange stjerner.
- Kom herover, - sagde en venlig stemme. Jeg rejste mig halvvejs og vendte mig om: der lå en skikkelse i en hængekøje et par meter fra mig. Jeg kom på benene og gik hen til ham.
- Jeg fryser, - sagde jeg.

477. - Bliv mindre kød, - sagde den Gamle, for det var ham: jeg genkendte hans stemme.
- Blive mindre kød? Hvordan? - spurgte jeg.
- Det véd du jo bedst selv, du som kan rejse, som du gør.
- Jeg véd ikke hvordan jeg er kommet her!

478. - Bliv mere kraft! - sagde den Gamle, mens han sagte gyngede i hængekøjen.
- Hvordan? - spurgte jeg med hæs stemme.
- Træk vejret sådan, - sagde den Gamle, og viste mig hvordan jeg skulle trække vejret, hvilke bevægelser jeg skulle gøre og andet, som jeg ikke husker særlig præcist. Jeg gjorde som han sagde, og få minutter efter havde jeg det godt.

479. - Læg dig her,- sagde den Gamle, og da jeg gik om på den anden side af ham, fandt jeg endnu en hængekøje.
- Det er dog en sær idé, at lægge sig i en hængekøje midt ude i frostnatten! - sagde jeg, mens jeg gjorde mig det behagligt. - Hvorfor ligger du dog her?

480. - For at se på Stjerner, - sagde han.
- Dér hvor jeg kommer fra, tar vi tykt tøj på om vinteren, inden vi går ud for at se på stjerner, - sagde jeg. - Og vi kunne aldrig finde på at lægge os i en hængekøje!
- Ja, hvad mig angår, er jeg for gammel til at stå og bøje nakken bagover i timevis, - sagde han, mens han grinede.
- Nu skal du se! - og han stak en lang stav ud til siden og skubbede med den, ligesom man stager en båd frem i vandet, og langsomt begyndte vi at dreje.
- Nej, hvor smart!- udbrød jeg. Jeg slappede langsomt af og begyndte at nyde den hvide himmel. Ja, hvid!

Aldrig havde jeg set så mange stjerner, de stod så tæt, at de mange steder næsten rørte ved hinanden.

481. - Hvordan kan det være, at der er så mange stjerner på Jeres himmel?
- Vores himmel? Det er vel den samme himmel som din derhjemme?
- Selv ikke i de klareste nætter er der så mange og så store stjerner på vores himmel derhjemme, - sagde jeg.
- Det kommer an på øjnene, der ser, - sagde han.
- Var der lige så mange stjerner, da du vågnede her ved siden af mig og frøs?
- Det lagde jeg ikke mærke til, - sagde jeg. - Nej .. jeg lagde ikke mærke til noget særligt. Det var der vel ikke?

482. - Vær kraft og se med kraftens øjne, - sagde den Gamle.

483. - Hvad skal vi her? - spurgte jeg ham. - Se på stjerner?
- Hilse på Stjernerne, - svarede han.
- Hvordan? -
- Luk øjnene. - sagde han. Jeg lukkede øjnene.
- Ser du noget? - spurgte han.
- Nej, - sagde jeg.
- Ser du slet ikke noget?
- Nej - jo - der bliver ved med at være en masse stjerner for mit indre øje.
- Prøv at lade være med at se dem.
- Det kan jeg ikke.
- Giv dig tid, lad dem forsvinde. Glem dem. -
Jeg prøvede, og langsomt forsvandt stjernernes efterbillede fra mit syn.
- Lykkes det? - spurgte han.

484. - Ja, men der bliver ved med at være én stor stjerne foran mit indre øje.
- Bliv ved. Prøv om den ikke også vil forsvinde.
- Jeg prøver, - sagde jeg efter en rum tid, - men den bliver ved med at stå lige så klart foran mit syn.
- Godt, - sagde den Gamle, - nu vil jeg dreje vores køjer, og når du føler at stjernen derude og den stjerne som du ser med dine lukkede øjne er lige ud for hinanden, så sig stop. -
Han drejede os langsomt og jeg lå og nærmest lyttede med mit indre øje, indtil jeg pludselig fik en sær fornemmelse: det var som om jeg så stjernen med den bageste del af mit baghoved, jeg så den lysende, klar og rund.
- Stop! - sagde jeg.

485. - Luk øjnene op, - sagde den Gamle. Hans stemme lød meget varm og meget nær. Alligevel lød det, som om han råbte langvejs fra. Jeg åbnede øjnene. Der var ingen forskel!
- Der er ingen forskel! - råbte jeg. Jeg lukkede øjnene, lukkede dem op igen: der var ingen forskel!
- Er det stadig det samme?
- Fuldstændig ligemeget om jeg åbner eller lukker øjnene. Men det særeste er, at jeg synes jeg ser den med mit baghoved.
486. - Fint! - sagde han. - Nu vil vi hen og hilse på den. Hold øjnene åbne! - Stjernen stod klart for mit blik, jeg så ikke andre end den, den var overmåde stor, næsten som en lille fuldmåne, dens lys trængte ind gennem mine øjne og et sted i baghovedet ramte den et øje, som jeg aldrig havde vidst at jeg havde dér. Det var sært.
- Slap af i nakken! - hørte jeg den Gamle sige, og jeg slappede af. Stjernen blev større og større.

487. - Hvad hedder den? - nærmest råbte den Gamle til mig,
- hvad er dens navn?
- Det véd jeg ikke, - mumlede jeg.
- Find ud af det!
- Hvordan?
- Spørg! - sagde han, igen helt nær, næsten som om han talte inde i mit hoved. Og mens jeg ihærdigt forsøgte at finde ud af hvordan jeg kunne spørge den, voksede og voksede stjernen til den tilsidst fyldte hele mit synsfelt. Jeg flyttede øjnene og så, at den hang lige over mig, som en kæmpemæssig bleg sol. Og pludselig var jeg inde i dens lys, alt omkring mig var stjernens lys.
Nu lander jeg snart på den, tænkte jeg og var lidt bange. Men jeg landede ikke og var helt klar over, at jeg bevægede mig igennem den med stor fart. Pludselig blev der mørkt. Jeg vågnede forskrækket og vendte mig mod den Gamle. Jeg kunne ikke se ham. Jeg mærkede hængekøjens fletværk mod min krop. Jeg svedte.

488. - Hvad var det? - hviskede jeg. - Hvad var det som skete? Hvor er jeg - og hvor er stjernen?
- Hvad hedder den? - hørte jeg den Gamles stemme.
- Hedder?
- Dens navn!
- Intet navn, - mumlede jeg. - Intet navn, intet navn.
- Godt, - sagde den Gamle. - Du var ikke kommet tilbage, hvis du havde fundet det.
- Ikke tilbage? Hvad mener du? Hvad hedder den da?
- Den har ikke noget navn, den hedder ikke noget.
- Hvorfor skulle jeg så finde dens navn?
- For at rejse hen til den og hilse på den! -

489. Jeg forstod ingenting. Men pludselig blev jeg meget varm, meget dybt inde, inde i mit hjerte. Jeg blev meget varm og meget stor inde i mit bryst. Det var overvældende, jeg hev efter vejret - og græd.

490. Efter en rum tid hørte jeg den Gamles rolige stemme:
- Så-så! Nu kender du den. Nu kan vi begynde. Men lad os først drikke noget varmt - kom! - Og han rejste sig og gik nogle skridt bort fra hængekøjerne. Jeg rejste mig, meget langsomt, jeg prøvede at se noget i natten, men nu var stjernehimlen igen som derhjemme, og det var svært at få øje på den Gamle. Jeg kom langsomt på benene og stavrede i den retning jeg havde hørt ham gå.
- Det var voldsomt! - sagde jeg, og han lo sagte. Han rakte mig et krus med en duftende varm te. Jeg nippede til den, den smagte meget bitter. Jeg nippede igen, og efterhånden vågnede jeg helt til min krop og teen smagte næsten ikke bitter mere.
- Tak, - sagde jeg. - Hvor er vi egentlig?
- Oppe på Bjerget.
- Den høje bakke bag din landsby?
- Nej, det bjerg du har set i horisonten. -
Havde jeg set et bjerg i horisonten? Ja, nu huskede jeg svagt en fjern kontur.

491. - Hvad mener du forresten med, at vi nu kan begynde?
Vi har da været i gang længe! Hvad er det forøvrigt vi er
i gang med? -
Men jeg følte, at det kun var min mund der spurgte, at min hjerne kun prøvede på at holde fast i noget. Jeg gik hen og satte mig igen på min hængekøje. Jeg prøvede på at sunde mig. Igen så jeg stjernen foran mig, igen oplevede jeg, at den blev større og omsluttede mig - og at det blev mørkt.
Hvad var det jeg havde oplevet? Havde jeg set Gud? En engel? Og igen fik jeg denne følelse af en stor overvældende varme i mit bryst og ville falde på knæ, men den Gamle råbte:
- Jeg har også fået noget kage med! Vil du have noget? - og han kom hen til mig og rakte mig en lille tør kage.
Jeg blev helt rolig og klar i hovedet.

492. - Kunne du tænke dig at hilse på alle dem, som du mødte på vejen?
- Mødte på vejen? Mødte jeg nogen på vejen?
- Ja, så du dem ikke?
- Jeg så ingen, jeg så ikke andet end stjernen.
- Det er, fordi du havde så travlt! - grinede han.
- Jeg havde ikke travlt, det skete bare så hurtigt! - råbte jeg.

- Det er fordi du er en Rejsende, - sagde han, nærmest til sig selv. - Men lad os nu gøre os det behageligt. - Han lagde sig igen op i hængekøjen og jeg gjorde det samme.

493. - Bliv mindre kød, bliv mere kraft! - sagde han roligt. Nu vidste jeg hvordan jeg skulle gøre, og det føltes som om jeg langsomt løftede mig op over hængekøjen.
- Ser du din Stjerne? - spurgte han. Og i samme øjeblik så jeg den igen, lysende klar, med et meget mildt og venligt lys.
- Ja, - sagde jeg.
- Så lad os rejse, - sagde han, - hold øjne og ører åbne! -

494. Kunne jeg andet? Jeg følte at jeg havde sanserne vidt åbne, mens jeg stille svævede højere og højere op.
- Holdt! - råbte den Gamle.
- Hvad?
- Bliv ved jorden! Bliv ved med at mærke din ryg mod fletværket! Ikke flyve, ikke flyve!
- Hvordan?
- Bare beslut dig. - Jeg greb fat i fletværket med begge hænder og holdt hårdt fast. Hver gang jeg begyndte at svæve, tog jeg hårdere fat.
- Hvad skal der ske? - spurgte jeg.

495. - Rejse, siger jeg jo, rejse! Men ikke med vores kroppe, men med sjælen, med vores ånd. Ser du stadig din Stjerne? -
- Ja.
- Hvad føler du for den?
- Jeg længes efter den. Jeg vil hen til den!
- Godt. Mere behøves der ikke. -

496. Igen kunne jeg mærke, at jeg så med et sted dybt inde i mit baghoved. Og nu hørte jeg lyde, mange sære smukke lyde. Stjernen forsvandt fra mit syn. Nu så jeg et vældigt, frodigt landskab, fyldt med alle slags træer, urter og blomster.
- Hvad ser du? - råbte den Gamle, ligesom langvejs fra.
- Planter, - svarede jeg.
- Kender du dem?
- Ja, nogle af dem. Nej, jeg ved ikke.. - Jeg fik en sitrende, summende fornemmelse i hele min krop, mens jeg ligesom svævede hen over landskabet, en meget behagelig fornemmelse, som blev stærkere og stærkere. Pludselig fløj en dejlig orange blomst lige ind og igennem mit hoved.

Den var borte endnu inden jeg kunne nå at se, hvad det var for én, men straks efter så jeg den stå i klynger omkring mig.
- Jeg kender dig! - råbte jeg, - du hedder.. -

497. - Ikke nævn dens navn! Kys den! - råbte den Gamle.
Jeg bøjede mig ned og kyssede den og med ét følte jeg mig så stærk og glad som aldrig før.
- Dejlig blomst! - sagde den Gamle, næsten som om han var inde i mig.
- Dejlig blomst, - gentog han. - I er venner, kan jeg se. -
- Ja, - sagde jeg.

498. Det begyndte at blæse og blæsten voksede til storm, der blev mørkt, men jeg svævede roligt og uanfægtet videre.
Et sølvernt lys bredte sig over det hele, det blev rødt og gult og nu så jeg, at vi fløj over en ørken, over et hav, over en ur-skov, over agerland og marker og igen over et stort ocean.
Jeg var en fugl med skarpe vinger og et spidst næb, jeg fløj med rasende fart og pludselig opløstes jeg og faldt ned, ligesom sne på en flage af is. Jeg var en snehare, og så blev jeg til en ...
- Ikke sige det! Ingen navne! - råbte den Gamle, ligesom højt oppefra, - jeg ser jo hvad der sker, nu har I fundet hinanden. -
Jeg greb fat i hængekøjens netværk. Den gyngede voldsomt. Jeg prøvede at lukke øjnene op - men de var jo åbne!
499. - Nå? Er du her igen? - spurgte den Gamle ved siden af mig. Hans hængekøje gyngede ikke. Jeg så på ham. Selvom det var mørkt under stjernerne, så jeg ham tydeligt. Men det var sært: jeg følte, at jeg så på ham med fjendtlige, vagtsomme, næsten kolde øjne.
- Jaja, - sagde han, jeg kan godt se det, men du er altså Taran! - Og så råbte han mit navn, mange gange. Jeg var sprunget ud af hængekøjen og på alle fire kravlet hen til ham, havde rejst mig og ludede nu hen over ham.
Pludselig så jeg hans smil, genkendte dets varme... og faldt ham om halsen med et dybt suk.
- Det er godt, det er godt! - råbte han fornøjet, - så smuk din ven er! Et rigtigt rejsedyr! - og han lo.

500. Jeg kom på benene og sagde: - Lad os gå.
- Hvad siger du?
- Lad os gå! Afsted! - og jeg løftede hovedet og snusede i vinden: - Denne vej! - råbte jeg.
- Hvad er det du siger? - grinede han. Hvad var der at grine af? Men så hørte jeg det selv og med menneskeord sagde jeg til ham: - Lad os komme afsted!


501. - Nej, - sagde han, - vi er først lige begyndt! Men nu har du kraft nok til rejsen. - Han rejste sig, gik et par skridt ud i mørket og kort efter så jeg en lille flamme, der hurtigt voksede til et hyggeligt bål. Han satte en gryde over ilden.
- Kom herover! - kaldte han, og jeg nærmede mig mistænksomt flammerne, men jo nærmere jeg kom, des mere menneske blev jeg og snart kunne jeg lugte en kraftig duft fra gryden. Nej, hvor var jeg sulten! Og tørstig.
- Har du noget at drikke? - spurgte jeg.
Han rakte mig et krus iskoldt vand. Det fór som et chok ned i min mave, og nu var jeg helt vågen.

502. - Hvad er det, der sker? - spurgte jeg ham.
- Du har mødt din plante og dit dyr, - sagde han, - men det er du vel klar over? - Jeg havde jo en del gange hørt, at mennesker har hver deres dyre- og planteven, men jeg havde ikke troet, at de var så virkelige.
Jeg havde tænkt, at vi havde en vis abstrakt forbindelse med disse dyr og planter, at de var en slags fjerne ånder.

503. - Er de en del af os? - spurgte jeg.
- På en måde ja, på en måde ikke. De giver dig en del af sig selv. De giver dig lov til at bruge af deres kraft og væsen. De kan lide dig, derfor hjælper de dig med deres væsen og visdom. Uden dem kunne du slet ikke leve her på Jorden.
- Hvad ville der mangle?
- Du ville hverken kunne få din krop, dine sansninger, din vilje eller dine følelser til at hænge sammen. Dit liv på Jorden ville være kaos.
- Jeg føler mig mere hel og stærkere end nogensinde før, - sagde jeg. - Iøvrigt er din suppe aldeles fortræffelig!

504. - Tak, - sagde han. - Nu er du stærk og hel, siger du, men er du også rolig?
- Ja.
- Helt rolig? Helt inderst inde?
- Vi får se, - sagde jeg, - hvad skal der ske?

505. - Vi vil gradvist fylde mindre og mindre, mens vi bliver større og større, for tilsidst at forsvinde helt. Har du tillid?
- Til hvad? Til dig?
- Nej, ikke til mig. Til livet. Til din Stjerne? -
Jeg havde helt glemt min Stjerne. Oplevelserne med planten og dyret havde været så intense, at jeg fuldstændig havde glemt alt, hvad der var gået forud.

- Jeg havde helt glemt min Stjerne, - sagde jeg.

B.
506. - Lad os lægge os i vores køjer igen, - sagde han. Jeg gik afsides for at lade vandet. I det øjeblik hvor jeg gav efter for presset, faldt en dyb ro over mig. Jeg mærkede igen varmen i mit bryst. Den blev til et lys, der fyldte mig og strålede ud af mig.
Jeg havde næppe ordnet mit tøj, mens jeg var på vej til min hængekøje, før jeg mødte nogle mennesker, der stod og smilede til mig.

507. Alt var nu lyst og jeg kunne se deres skikkelser og ansigter. De forekom mig uendelig bekendte, men jeg kunne ikke lige straks finde ud af hvem de var. Men da kvinden sagde mit navn, blev jeg helt svag i knæene og sank ned. Det var min mor, men hvor var hun dog ung!
Og min far stod og smilede så smukt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige eller gøre og skulle lige til at vende mig mod den Gamle, men så sagde min far:
- Det er dejligt at se dig. Er du på gennemrejse eller vil du blive hos os?
- Jeg, jeg...
- Jeg kan se at du er på rejse. Bare kald på os, vi skal nok hjælpe dig. - Og de smilede begge to. Og så sagde min mor:
- Husk, at du ikke er vores barn mere! -
Det var som at styrte i en afgrund! Men jeg faldt ikke langt, for med ét lå jeg igen i min hængekøje, som vippede og gyngede mig i mørket. 'Ikke deres barn mere! Ikke deres barn mere!' kværnede det i mit hoved. Mit ansigt var vådt af tårer.

508. - Har du tillid? - spurgte den Gamle fra sin hængekøje.
- Tillid? -
Åh ja, nu så jeg min Stjerne igen, lige oppe over mit hoved, og min længsel efter at komme op til den voksede.
- Jeg længes, - svarede jeg.
- Lad os rejse, - sagde han. Han nynnede nogle takter af en melodi, der forekom mig ældgammel.
- Kom! - sagde han og tog mig i hånden. Men inden jeg kunne rejse mig, stod jeg på en blomstrende eng og hilste på nogle venlige mennesker, som jeg ikke kendte.

509. - Vil I hjælpe mig med at finde min vej? - hørte jeg mig selv spørge.
- Vi er gået alle veje, - sagde en kvinde, - kan du finde din? Så skal vi nok hjælpe dig.

- Hvad er det hun siger? - mumlede jeg for mig selv. Men så så jeg en lille dreng, der blev ved med at gå ind og ud af en ældgammel mand med et kæmpestort hvidt skæg, og så forstod jeg. Men nu, hvor jeg skriver disse ord, kan jeg ikke huske, hvad jeg forstod.
- Hvor er vi? - spurgte jeg den Gamle ved min side.
- Hos Anerne, - sagde han.
- Anerne? - men inden han kunne nå at svare, så jeg igen min Stjerne, større og mere strålende end før. Det, som jeg så nu, var helt forvirrende.

510. Stjernen voksede og voksede, indtil den vel var hundrede gange så stor som fuldmånen. På dens overflade dukkede en enorm mandsskikkelse frem, frygtindgydende i sin strålende rustning, mægtig, tvingende, med øjne der så lige tværs igennem mig.
Han satte sig ned og lagde sine ben overkors, han lukkede øjnene og hans rustning blev til en munkekutte, som opløstes og blev til regn, der skyllede skikkelsen bort, indtil der kun var et stort ansigt tilbage på Stjernens strålende flade, og dette ansigt græd.
Tårerne blev til en mængde små, næsten gennemsigtige skikkelser med store bløde vinger, der fløj omkring og dansede i luften til en musik, jeg aldrig havde hørt før.

511. - Hvad er det jeg ser? - spurgte jeg forundret, - er det engle?
- Jaja, - sagde den Gamle tørt, - sådan er sindets billeder!- Jeg fór op og ville sige noget heftigt til det gamle fjols, men ved siden af mig lå der en tudseagtig skikkelse og gloede ondt på mig.
- Nå, du driver gæk med mig, din ækle troldmand! - råbte jeg fuld af arrigskab, men den Gamle trykkede blidt min hånd og nu så jeg igen, at det var ham og at han smilede.

512. Jeg faldt tilbage i min hængekøje og lukkede øjnene. Men det hjalp ikke, for nu så jeg alle mulige tal og ord, der i rasende fart opstod og forsvandt på den lyse skive.
Trekanter og firkanter og cirkler og terninger, kuber og alle mulige former dansede foran mine øjne, de bøjede sig indad i sig selv, ud af sig selv, samledes i mønstre og opløstes i en ubeskrivelig, mangedimensional lyd, indtil jeg pludselig igen mærkede varmen og lyset i mit indre og faldt til ro.
Den Gamle slap min hånd, greb sin stav og drejede os langsomt en halv omgang. Stjernen stod stadig lige foran mine øjne.

513. - Hvordan har du det? - spurgte den Gamle.
- Hvem? - spurgte jeg.
- Fint! - sagde han, - nu kan vi begynde.

- Ja, lad os begynde, - sagde jeg. Det er det sidste, som jeg kan beskrive med ord. Men det var rigtigt, som han havde sagt: jeg svandt ind til ingenting og udvidede mig samtidig uendeligt. Jeg var helt mig selv og samtidig var jeg slet ikke. Jeg dansede over det hele og var samtidig i den dybeste ro. Jeg følte mig salig, overvældende salig, men samtidig følte jeg slet ingenting.

514. - Det er på tide, - hørte jeg den Gamles stemme.
- Hvad?
- Det er på tide, - sagde han igen.
- Ja, - sagde jeg.
- Kom! - sagde han.
- Hvad? - spurgte jeg.
Jeg rystede, nej, den Gamle ruskede i mig. Hængekøjen gyngede. - Hvad skal der ske? - spurgte jeg.
- Luk øjnene op!- kommanderede han.

515. Nu mærkede jeg køjens fletværk mod min ryg, jeg satte mig op, svingede benene over kanten og lukkede øjnene op: hvilket skue! Solen steg op over de fjerne bjergkæder, ren og klar. Jeg rejste mig på benene og mumlede:
- Min kære, kære jordiske Sol! - så faldt jeg langsomt forover og vågnede på sofaen i min stue, hvorfra så mange af mine rejser udgår. Jeg frøs. Ilden var gået ud. Jeg skyndte mig i seng.
Det tog nogle dage, før jeg kunne nedskrive de første notater til den beretning, som du nu har læst.

 

 



STJERNERNES VERDEN


A.
516. IKKE LÆNGE EFTER var jeg igen i Stjernelandet. Jeg havde lige spist til aften, og mens jeg gik ud i køkkenet med min tallerken, gik jeg lige ind i den Gamles køkken. Jeg satte tallerkenen og gik tilbage mens jeg åbenbart fortsatte en samtale:

517. - Hvad var det for et hul, hvad var det for et mørke, som jeg oplevede efter at alt havde været stjernelyst omkring mig, hvor jeg troede, at jeg passerede gennem Stjernen?
- Det var Stjernen.
- Mørket? Hullet?
- Ja. -
Jeg forstod ingenting og spurgte: - Og det vældige lys som jeg passerede før?
- Var også Stjernen.
- Vil du forklare?
- Da du oplevede din Stjerne som lys, var du endnu i sindet. Da du oplevede mørke, var du ikke mere i sindet.

518. - Men jeg var jo.. bange? Jeg kan næsten ikke huske oplevelsen. Hvad følte jeg egentlig?
- Lige før og lige efter var du måske bange, men i selve hullet er der ingen følelser, intet. Ingen tanke, ren væren.
- Jeg oplevede ingen speciel salighed eller lignende i 'hullet'.
- Nej, før og efter lappede så meget over hinanden, at du næppe har været opmærksom i dette ingenting.
- Kan man det? Var det ING jeg oplevede?

519. - Jeg tror at du var i ING, men ikke at du oplevede det. Når vi går ud af sindet og når vi går ind igen, passerer vi sindets skygger. Eller med andre ord: Selvom vi er ude af sindet, er vores utrænede opmærksomhed endnu fanget i sindet. Og før vi går ind i sindet igen, er det vores vanemæssige forventning, der skygger. Mange mennesker oplever ING, men deres opmærksomhed er ikke forberedt, ikke trænet til at være uden genstand.

- Jeg kan altså træne min opmærksomhed, så jeg en anden gang kan være fuldt opmærksom, mens jeg er i ING?
- Ja, men opmærksomhed er noget helt andet i ING. Det du kan træne, er at give slip på opmærksomhedens binding til sindet.

520. - Jeg tror jeg blev forskrækket. Som om jeg et kort øjeblik var død.
- Du var både død og mere levende end nu.
- Det var ligesom en port. Jeg gik ind i den og ikke igennem den.
- Ja, porten mellem ING og TING.
Den lysende Stjerne var TING, i porten mødte du ING.

521. - Var det min Stjerne?
- Ja, det var dig selv.
- Mig selv?
- Ja, dit inderste, dit egentligste. Hvordan skal jeg sige det? Du er din Stjerne og Stjernen er dig. Det er også forkert at sige "din" Stjerne, ligesom det er forkert at sige "dit" Jeg, du er Stjernen, du er Jeg.
- Jeg fornemmer hvad du taler om. Jeg var altså ligesom hjemme?
- Din bevidsthed var "hjemme". Du er altid hjemme, ligegyldigt hvor du befinder dig, om du er død eller levende.
- Jeg vil prøve at forstå det.

522. - Det er lettest, hvis du forestiller dig, at Stjernen er inde i dig, dybt inde i dit hjerte. Stjernen er uden dimension, den er allevegne og ingen steder. Det er Stjernen som skaber dimensionerne.

523. - Altså var jeg slet ikke på en rejse langt ud i universet?
- Helt sikkert ikke, nej.
- Men hvorfor så hele sceneriet med hængekøjerne og nattehimlen?
- Sindet kræver det. For at sindet skal kunne gå på en rejse, må den tro, at den bevæger sig i tid og rum.

524. - Sikken et trylleri! Hvad med de andre ting jeg så?
- Hvad tænker du på?

- Dyrene, mine forældre, alle de ord og former som jeg mødte. Er de også inde i mig, eller er de objektive, reale, uden for mig?
- Både og.
- Du forvirrer mig.
- Så tag denne kage! - sagde han og rakte mig noget, der kunne ligne en vanillekrans.
- Hvad er der i midten?
- Et hul.
- Hvad er der i hullet?
- Luft.
- Hvad er der uden om kagen?
- Luft.

- Hvis jeg altså spørger dig: er luften indeni eller uden om kagen, hvad svarer du? -
Jeg grinede: - Både og.

525. - Dér kan du se! - sagde den Gamle, - men spis den nu. Tyg den godt. Synk den sent. Så modtager du al kraften fra den.
- Er det da en speciel kage?
- Den er fra Høstfesten. -
Jeg gjorde som den Gamle sagde, og ganske stille følte jeg mig meget stærkere og roligere end da jeg lige var kommet. Det tar mig gerne et lille stykke tid, før jeg har vænnet mig til at være i det andet land. Jeg spurgte:

526. - Vil du fortælle mig om planterne og dyrene?
- Du oplevede planterne og dyrene, men det var ikke dem du mødte.
- Ikke det? Hvem var det så jeg mødte?
- Du var i det ufysiske, det usynlige, og dér mødte du deres Stjerner.
- Mødte jeg plante- og dyre-Stjerner?
- Deres ufysiske form, deres væsen, som det ser ud, før de blander sig med Jordens lys og får deres utallige afkom.

527. - Vil det sige at alle blomsterne kun har én Stjerne?
- Hver plante- og hver dyreart har hver sin Stjerne.
- Har alle menneskene også kun én Stjerne?
- Nej, vi er hver vores egen Stjerne.
- Hvordan kan det være?
- Menneskestjerner har valgt kun at have én krop på Jorden. De andre levende væsners Stjerner har valgt at have mange kroppe på Jorden. Lad os lige nu se bort fra, hvorfor det er sådan.

528. - Den blomst som jeg mødte kendte jeg godt, det var..
- Ikke nævne navnet! Ikke engang for mig.
- Hvad er der med det navn?

529. - Uden navn er den en del af dig. Med navn er den udenfor dig. Den kan få svært ved at komme ind i dig igen, for navnet vil alt for let stå i vejen!

530. - Men hvad skal jeg gøre, når jeg vil kalde på den?
- Find dit eget navn til den, når du vil kalde på den, men brug ikke det navn som alle kender!
- Hvorfor ikke?
- Af flere grunde. Den er ikke sit navn, den er ikke noget begreb. Og så beskytter du dig mod andre menneskers ondsindede brug af den.
- Kan navnet da misbruges?

- Ja.
- Hvordan?
- Det vil jeg fortælle dig en anden gang, så du kan være på vagt.
- Kan mennesker da finde på den slags ondskab?
- Måske ikke i min verden, men i din.

531. - På hvilken måde er det egentlig min plante?
- Da du besluttede dig til at blive født på Jorden, blev du enig med din plantes Stjerne om at arbejde sammen om det.
- Behøver alle mennesker en plante, for at kunne blive født på Jorden?
- Ja. Ligesom vi behøver et dyr og mange andre Stjerners hjælp. Vi behøver deres visdom, for de véd hvordan man skaber det organiske liv sammen med Kia.
- Véd vi da ikke det?
- Vi er her kun kort tid, set i forhold til de andre levende væsners Stjerner. Vi har valgt at gøre det på denne måde. Eller måske har Kia bedt os om det? De andre væsners Stjerner har valgt en anden måde at blande deres kraft med Kia's kraft.

532. - Arbejder Plantestjernerne sammen med Dyrestjerner?
- Ja, og omvendt. Der er ingen plante på Jorden, som ikke har sin Dyrestjerne, og ikke nogen dyre-art, der ikke har sin Plantestjerne. Alle arbejder sammen, alle hjælper hinanden.
- Kunne min rododendron have humlebien som sit dyr?
- Det kunne den. Men den kunne også have elefanten i ur-skoven, eller silden i havet.
- Det er forvirrende.
- Bryd ikke dit hoved med det. Hos os lever der nogle mennesker, der véd meget godt besked med disse ting.

533. - Hvad hjælper min plante mig med? Hvad sker der hvis jeg er dårlig til at samarbejde med den? Eller forekommer det ikke?
- Jo, det forekommer tit. Så kommer din krop ud af balance, du bliver for varm eller for kold, du taber din sans for mådehold og du véd ikke hvad du bør spise, hvordan og hvor og hvornår du bør sove, og en hel masse andre ting. Derfor bliver du let syg og dør langt før du egentlig behøver.

534. - Og hvad sker der, hvis jeg har det dårligt med mit dyr?
- Du véd ikke, hvorfor du føler som du gør, hvorfor du gør de ting som du gør, eller du gør ting, som er i modstrid med dine egne interesser. Men værst er måske, at du ofte lader dig styre af dit dyr. Du handler og reagerer som dit dyr ville have gjort, du ser gennem dets øjne og forstår dine oplevelser ud fra dets sind.

- Det lyder ikke godt. Kan du give mig et eksempel?
- Hvis dit dyr er en mus, vil du i alle situationer, du ikke kan overskue, søge et hul at gemme dig i. Mus er jo ikke særlig gode til at overskue situationer. Hvis du har en ko, vil du måske lade dig malke af alle og enhver, hvis du har en tiger, vil du måske se alle andre mennesker som om de var dine byttedyr. For med dyrets øjne ser du ikke mennesker, men deres dyr.

535. - Det lyder fantastisk. Så kan jeg bedre forstå at jeg har en tendens til at gå mine egne veje, alene, hvor der er meget lidt at se.
- For menneskeøjne er der ikke så meget at se, hvor dit dyr lever. Men for dit dyr er der meget at se. Det ser linierne, kraftlinierne, derfor kan det finde vej.
- Det havde jeg ikke tænkt på.

536. - Find dit eget navn for dit dyr, kald på det og tal med det, lev med det, så vil du opdage hvorfor du lever som du gør, og du kan lære at blive meget bedre til at leve.
- Så er jeg altså på en måde min plante og mit dyr?
- Nej, du er en Stjerne. Men de giver dig.. skal vi sige: nogle af de mønstre som du lever efter her på Jorden.
Så snart du kender dit dyr og din plante og erkender at du ikke er dem, men en Menneskestjerne, vil du ikke mere lade dig styre af dem, men bruge deres visdom og kraft til dine menneskelige formål, til dit menneskelige liv.
- Og hvis jeg ikke kender dem og ikke véd, at de styrer mig?
- Så vil du ikke være menneskelig, men dyrisk overfor dine medmennesker, i hvertfald i nogen grad.
- Hvis jeg har en tiger som mit dyr, vil jeg altså æde folk?
- Ja, mere eller mindre.
- Og hvis jeg har et får som mit dyr?
- Så vil du lade dig klippe og slagte.
- Uha!

537. - Enhver Stjerne følger sin egen lov, og hvis man følger andre Stjerner, er man på afveje.

538. - Er det kilden til ondskaben blandt menneskene, at de ikke kender deres dyr?

- Det er én af de vigtigste årsager til al den angst og alt det grusomme, der sker blandt mennesker. Dyr ser hinanden som dyr. Kun mennesker kan genkende hinanden som mennesker. Kun med din Stjerne kan du se andres Stjerner.
- Hvis alle mennesker kendte deres plante og dyr, ville vi kunne leve i fred med hinanden, er det rigtigt?
- Det ville hjælpe meget.
- Hvad bør vi gøre, for at lære dem at kende?
- Det vil jeg fortælle dig en anden gang. Men du mødte da mere end dit dyr og din plante?

539. - Ja. .. Jeg så jo mine forældre.
- Deres billeder.
- Hvad?
- Deres billeder. Det var ikke dem selv du så. De er Stjerner, ligesom du og jeg. Du så deres billeder.
- De var så unge og smukke, sådan har jeg slet ikke kendt dem, da de var i live.
- Menneskenes billeder i det usynlige viser dem i den alder hvor de er stærkest, i deres fulde blomst.

540. - Hvorfor sagde de, at jeg ikke er deres barn mere? Jeg blev så frygtelig ked af det.
- Fordi du aldrig har været deres barn i det usynlige. Du var kun deres barn i den fysiske verden, deres fysiske afkom. Stjerner er ikke hinandens børn!
- Nå ja, det kan jeg godt se nu.
- Det kunne du åbenbart også, da du så dem, for du blev ikke hos deres billeder. Så vidt jeg kunne se, gik du straks videre.
- Men mødte jeg dem da ikke? Var det ikke mine forældre?
- Jo, gennem deres billeder mødte du deres Stjerner. Men du fik intet at vide om, hvor deres kroppe befinder sig nu, i det fysiske eller i det ufysiske. De sagde ikke noget om, hvad de var i gang med lige nu. Eller gjorde de?
- Nej, det kan jeg ikke huske noget om. -

B.
541. Jeg kiggede over på den Gamle. Var det ham der lavede de mærkelige lyde, jeg lige pludselig hørte? Lyde som en elevator, der accelerer på vej ned. Nej, han sad og formede en lille figur af noget, der så ud som brødkrummer. Han spyttede på dem og pressede dem sammen, modellerede en mand, der syntes at skulle holde noget i armene.
- Hvad er du i gang med? - spurgte jeg.
- En lille figur. Én af mine venner, for længe siden.
- Hvad er længe siden?
- At han stod med det barn på sin arm.

- Hvorfor har du lyst til at modellere ham lige nu?
- Fordi han er nydød.
- Er han begravet?
- Nej. Imorgen.
- Er det sådan en figur som dem jeg så, dengang jeg var med til Overgivelsen?
- Ja. -

542. Lyden blev stærkere og stærkere.
- Hører du også denne mærkelige lyd? - spurgte jeg, men jeg kunne dårligt høre min egen stemme.
- Hvad for en lyd?
- Som om vi falder med rasende fart. -
Han så opmærksomt på mig.
- Om lidt holder den lyd op, - sagde han. Jeg holdt fast i bordkanten, alt det jeg kunne. Mit hoved sank ned på bordet, jeg rakte armene ud mod ham, som for at bede om hjælp. Så var der stille, og jeg så en blomstrende eng og hilste på nogle venlige mennesker, jeg ikke kendte. Lidt borte så jeg en lille dreng, der gik ind og ud, ind og ud af en ældgammel mand med et kæmpestort hvidt skæg...
- Hvad er det jeg ser? Hvor er jeg faldet hen?

543. - Kan du kende ham? - spurgte den Gamle, og holdt den lille figur hen mod mig.
- Nej ... men barnet... nej ... men jeg kan mærke hans arme under min ryg, under mit hoved ... -, jeg fór op og satte mig så stille ned igen. Vi sagde ikke noget et godt stykke tid.
- Jeg faldt gennem tiden, - sagde jeg, nærmest til mig selv. - Gennem mange liv. Oldingen og barnet. Nu forstår jeg dem. - Jeg kiggede op og så ind i hans uudgrundelige øjne.
- Har jeg mødt din ven, som lige er død?
- Det tror jeg nok. Var du ikke ude hos eremitten mellem markerne?
- Jo, fornylig. Er det ham der er død?

544. - Ja. Hvor var han glad for at dø!
- Var du hos ham?
- Ja. Nej, ikke med min krop. Vi var altid sammen og det bliver vi ved med at være.
- Hvorfor var han glad for at dø?
- Fordi han så tit havde været i himlen.
- I himlen?
- Ja. Og havde set på Jordelivet deroppe fra. Han fik lyst til at være uden krop, så han kunne fuldføre sine studier.

- Vil han studere videre i himlen?
- Nejda, det var ikke det han var optaget af, da han var her i kroppen. Her lyttede han til musikken mellem kornet og fuglene.
- Musikken?
- Ja, den lærkerne og vinden og viberne synger sammen med kornet og græsset og buskene. Og han så de smukke linier mellem dem, mønstre i mange farver og mange dimensioner.
- Du forvirrer mig.
- Men fra himlen kan han høre og se alt dette meget bedre, og han vil meget bedre kunne hjælpe dig og mig med at se og høre, hvad han ser.

545. - Tænk at han er død! Og jeg havde lige lært ham at kende..
- Åhh.. - sagde den Gamle, - du har nok kendt ham meget længe.
- Forklar! - næsten råbte jeg til ham.
- Nej, - sagde han og rejste sig. - Jeg vil bringe min figur ud til Helliglunden, vil du med?
- Jeg vil hellere hjem! - sagde jeg, men jeg vidste, at jeg ikke bare sådan kunne komme afsted, når det passede mig. Han lagde et slag over sine skuldre og tog sin hat på, greb over døren efter sin stok og gik ud. Jeg fulgte tøvende efter ham.

546. Vi talte ikke sammen, mens vi vandrede gennem markerne i den synkende sol. Han stillede sin lille figur under eremittens Livstræ og vendte sig for at gå. Han så pludselig meget ung ud. Han greb mig under armen og med raske skridt gik vi hen til en bænk der stod i nærheden.
Han tog sin hat af og lagde den på sine knæ. I aftenlyset skinnede hans hår med et rødligt skær. Han lignede min søn. Et egern kom nærmere i tøvende spring, standsede og så på os med meget kloge øjne.

547. - Hvad skete der efter at du forlod dine forældres billeder?- spurgte den Gamle, som om vi blot fortsatte vores samtale fra før. Jeg prøvede at samle mig.
- Jeg faldt. Og stod så på en eng, sammen med en masse folk jeg ikke kendte. Og jeg så en dreng der hele tiden gik ind og ud af en olding. Hvad var det for et sted?
- Det fortalte jeg dig jo dengang. Hos anerne.
- Mine forfædre?
- Og formødre! Vores aner!
- Alle dem, som har levet før os?
- Alle de erfaringer, alle har gjort og vil gøre.
- Men det var jo mennesker!

- Du så dem som mennesker. De er livets spor, de tusinde veje mennesker kan gå.
- Ville jeg kunne have mødt mine egne erfaringer?
- Selvfølgelig. Men dem har du jo i dig, så du vil have svært ved at se dem uden for dig.
- Er anerne også Menneskestjerner?
- Nej, det er Ane-Stjernen.
- Anestjernen?
- Dens krop. Noget af dens krop.
- Jeg forstår ingenting.

548. - Der er en Stjerne, hvis krop tildels består af menneske-
livets spor. Vi arbejder sammen med Anestjernen før vi kan fødes på Jorden. Vi vælger livsspor fra dens krop. Dem har vi med i vores Jordeliv.
- Har alle mennesker den samme Anestjerne?
- Ja, men de forskellige tiders og steders menneske-grupper vælger spor fra forskellige dele af dens krop.
- Forskellige dele?
- Forestil dig Anestjernen som et menneske. Nogle grupper tar deres livsspor fra armene, nogle fra knæene, nogle fra maven. Det giver dem et vist fælles præg og det gør det lettere for dem at forstå hinanden.
- Men Anestjernens krop ligner ikke et menneskes krop, vel?
- Nej, dens krop kan ses på mange forskellige måder. Nogle ser den som et fjernt land med en fjern kultur. Nogle ser den som en række hændelser i fortiden, nogle ser den som... - han holdt inde.

549. - Vi må hellere gå hjem nu, - sagde han. - Det bliver snart for mørkt til at du kan finde vej.
- Jeg?
- Ja, jeg kan godt finde vej i mørke.
- Du kender den jo også temmelig godt.
- Jeg kan finde alle veje i mørket, - smilede han. Vi rejste os og vendte ansigterne mod hans landsby. Over de fjerne huse så jeg i et glimt Manhattans silhuet mod aftenhimlen. Eller var det Rio? Singapore?
Jeg snublede over en trærod. Da jeg igen så hen mod landsbyen, så jeg blot lidt røg fra skorstenene og en flok hvepsevåger, der kredsede højt oppe.

550. - Hvad skete der efter at du talte med Anerne?
- Det er svært at beskrive. Stjernen voksede hele tiden. Dens skive fyldte hele himlen. På skiven så jeg en kæmpekriger, som blev til en en munk, som blev til et ansigt der græd. Hele himlen var et ansigt der græd! Men så blev tårerne til engle eller sådan noget.. ja, og så blev du til den skinbarlige djævel! Det kan du da godt huske? -

Den Gamle grinede. - Det var guderne. Det var da godt, at du fik set andet end djævlen. Gudestjernen har rigtig mange skikkelser.
- Endnu en Stjerne! Gudestjernen?

551. - Når vi kommer fra vores Stjerne, danner vi os et billede af os selv på Jorden. En god del af Gudestjernens krop består af disse billeder. Men når vi så fra Jorden ser op mod vores egne billeder af os selv, ser de helt anderledes ud, vi kan måske slet ikke genkende dem, for nu ser vi på dem med vores fysiske øjne, og de er ikke så gode til at se den slags med.
- Også det er altså en Stjerne...
- En meget venlig, meget hjælpsom Stjerne.
- Det siger du! Mange guder er meget kolde og fjerne, eller grimme og grusomme! Jeg kan ikke lide hverken den ene eller den anden gud!
- Gudestjernen er venlig og viser os vores billede det bedste vi kan se. Men fra Jorden og et langt stykke ind i det hinsides, ser vores billede af os selv så enormt stort ud, at de fleste tror, at det er Gud de ser, og så tænker og tror og handler de efter denne gud og glemmer at de selv er Stjerner.
Det kan få mange grimme konsekvenser, som du jo godt véd. Men det kan vi ikke laste Gudestjernen for. Den viser os vores billede, så vi lettere kan finde vejen hjem til vores kilde, vores Stjerne.

552. - Og hvad så med alle de bogstaver og ord og former jeg så? Og alle de lyde jeg hørte?
- Også Stjerner. Fra dem får vi former og måder og en hel masse andet. De giver os på en måde de materialer vi skal bruge for at lave os et billede i Gudestjernens krop.
- Disse Stjerner synes meget abstrakte, - sagde jeg. - Er de også levende og bevidste væsner, ligesom jeg?
- Selvfølgelig, de er jo Stjerner. Alt er levende.
- Hvad med tyngdeloven, er det også en Stjerne?

553. - Tyngdeloven? Nej. Den har I vist selv lavet. Men tyngde-kraften, ja. Det er Tiltrækningens Stjerne, én af vores allerbedste venner.
- Men den gør jo, at det er anstrengende at være på Jorden!
- Ja, og at tingene kan være faste og stabile. Men du kender måske kun den ene side af dens kraft?
- Findes der flere?
- Letheden. Den er en anden side af dens kraft.
- Er det en kraft? Det er måske den jeg bruger, for at komme her hen til Jer?
- Du må selv bedst vide, hvordan du gør. Der er mange måder at rejse på.

- Du vil ikke hjælpe mig med at forstå det?
- Jeg hjælper dig jo hele tiden! - udbrød han med en latter. Jeg gik og følte mig dum.

554. - Hvad skete der så?
- Hvornår?
- Da du havde hilst på alle de former og ord.. var der ikke også lyde?
- Jo, forvirrende mange. Lyde jeg slet ikke kender.
- Hvad skete der så?
- Aner det ikke. Men det lignede det som du havde sagt. Jeg blev uendelig stor og uendelig lille. Samtidig. Jeg vidste alt og ingenting. Jeg følte alt og ingenting... Jeg véd, at det lyder tosset. Men jeg husker, at jeg aldrig har været så lykkelig som i det øjeblik.. selvom jeg ikke følte nogetsomhelst. Jeg tror, at jeg var selve lykken.
- Det tror jeg også. Men det varede altså ikke kun et øjeblik!
- Ikke det? Hvor længe varede det da?
- Fra det sidste du sagde og til jeg vækkede dig, blev midnat til morgen.
- Jeg husker det som et sekund eller to.
- Sådan er det i porten mellem ING og TING.
- Var det dér jeg var? -

555. Den Gamle standsede og vendte sig mod mig. Han tog sin hat af og rakte den til mig. Jeg tog forundret hatten og så på den. Den lignede mest en slidt cowboyhat. Jeg kiggede op på den Gamle igen, men han forsvandt for mit syn.
Jeg hørte ham hviske:
- Med uhildet opmærksomhed, med uhildet opmærksomhed! -
Jeg så ned på hatten. Jeg stod med min tallerken, på vej ud i mit køkken.

Læs bogen: