SolMånens Forlag
    v / D a n k w a r d  E.  N i e l s e n 
O-U-A
"Men der var en ung mand,
som fulgte med ham,
kun med et lagen over
sin nøgne krop;
også ham griber de fat i,

men han gav slip på lagnet
og flygtede nøgen."

Markus, 14, v 51 og 52

 

 

Ved havet


1. Der skete det, at jeg en vinterdag gik langs stranden og fandt en stor død fisk i vandkanten. Den skinnede i blide regnbuefarver i den synkende sol. En mand i en slags lang grøn frakke kom hen til mig og vi beundrede sammen den døde fisks skønhed. Derefter havde vi omtrent følgende samtale:
- Hvorfor går du med et grønt kors?
- Fordi kærligheden får det døde træ til at grønnes. Kærligheden giver liv til alt, - svarede han.
- Korset er et torturinstrument som blev brugt til at slå Jesus ihjel med. Det er et meget livsfjendsk symbol!
- Det er ikke spor livsfjendsk. Vi er jo her på jorden for at korsfæste Jesus.
- For at korsfæste Jesus? Et noget usædvanligt synspunkt, må jeg sige!
- Når Jesus bliver født, bliver det guddommelige født ind i et menneske. Vi kan opleve det som om det guddommelige dør, når det bliver født ind i materien. Men det dør ikke, det genopstår, bliver født ind i himlen igen. Det er et evigt kredsløb, - sagde han, mens han tegnede en cirkel i luften.
- Men hvorfor skulle han dø? For mig er der noget forkert i at tilbede en død mand.
- Han er jo ikke død! Han er jo opstanden. Hvad er død? Hvordan kan kærligheden dø? Han er kærligheden, med ham bliver kærligheden født ind i din krop.
- Født ind i min krop?
- Med hver kærlig handling vil du lade kærligheden fødes i kroppen, i medmenneskene, i denne verden. Men kærligheden dør jo ikke, selvom den bliver født ind i materien, den vender tilbage til Gud, eller bedre sagt: den er altid hos Gud.

- Jeg føler ikke at der er noget i mig der korsfæstes, når jeg er kærlig mod nogen. Jeg føler det modsatte af lidelse. Bortforklarer du ikke hans lidelse og død?
- Jesus var Guds søn. Med ham blev Gud født på jorden. En Gud lider ikke som almindelige mennesker. En Gud kan ikke dø.
- Så led og døde han altså ikke? Altså ikke rigtigt? Man siger da ellers at han led og døde for vores synders skyld og at han derved frelste alle som tror på ham. Er han da ikke vores frelser? -
Måske lød jeg lidt drilagtig, men han svarede roligt:
- Jo, det er han da.
- Hvorved frelste han os da, hvis det ikke var ved at løskøbe os fra synden med sit blod?
- Ved at vise os kærlighedens vej, Guds vej fra himlen til jorden og fra jorden til himlen igen. Derved er han vores frelser. For når vi følger denne vej, synder vi ikke mere.
- Hvad mener du med at synde?
- At gå imod Gud.
- Og hvad mener du med kærlighed?
- Kys på kinden, et varmt smil, en nænsom hånd.
- Er det det, du kalder kærlighed?
- Nej, sådan kan den udtrykke sig. Kærligheden er ubegrænset og det ubegrænsede kan ikke siges i ord. -
Jeg stod og lod havets vældige flade komme ind gennem mine øjne og fylde mit hovede. Så fokuserede jeg igen på bølgerne, på stranden, på den fremmede mand, som jeg stod og talte med.
- Det er koldt, - sagde jeg, - skal vi ikke gå lidt? -
Han nikkede og vi gik med varmende skridt mod nord. Og så spurgte jeg:
- Var det ikke Jesus der sagde: Tilgiv dem, for de véd ikke hvad de gør?
- Det fortælles. Sådan er kærligheden, den rummer også det i os, som ikke elsker.
- Men vi ved da udmærket godt, når vi slår ihjel.
- Hvis vi var i kærligheden, ville vi vide, hvad det er vi gør.
- Så beder Jesus vel også om tilgivelse for mig, - sagde jeg ironisk, - for jeg véd jo heller ikke hvad jeg gør. Jeg er jo ikke i kærligheden. Er det sådan at det skal forstås?
- Sådan kan det forstås. Men er du nu sikker på at du ikke er i kærligheden? -

2. Mens jeg spekulerede over det, begyndte vi langsomt at gå op mod klitterne. Så sagde jeg:
- Jeg forstår ikke hvad du mener med kærlighed. Du siger at den er ubegrænset? Hvad vil det sige, at noget er ubegrænset?
- Det som er i tiden og i rummet er begrænset. Det som ikke kender til tid og rum er ubegrænset.

- Men det som ikke findes i tid og rum, findes jo ikke. Altså findes kærligheden ikke.
- Fladen siger: eftersom rummet ikke findes i fladen, på ingen måde er begrænset af fladen, findes rummet ikke. Taler fladen da sandt?

- Det må jeg virkelig tænke over. Mener du dermed, at det begrænsede forholder sig til det ubegrænsede, som fladen forholder sig til rummet?
- Jeg mener at vi kan bruge det som et billede. Når vi nu ikke kan sige noget om det ubegrænsede, kan vi heller ikke vide noget om, hvordan det forholder sig til denne verden. Vi kan kun vide at det er der. Eller med andre ord: vi kan vide at Gud findes. At kærligheden er virkelig.
- Vi kan bare ikke beskrive den?
- Nej. Vi kan kun beskrive dens virkninger.
- Men hvordan kan vi vide at det ubegrænsede findes? At Gud findes? Når vi nu ikke kan tænke det, ikke kan begribe det med ord?
- Fordi vi selv er ubegrænsede, selv er guddommelige. Han sagde jo: Himmeriget er inde i Jer! Så snart et menneske har oplevet sin egen guddommelighed, véd det at Gud findes.
- Kan man da opleve sig selv som ubegrænset?
- Sagtens, det har du sikkert gjort tit, men du har måske ikke været opmærksom på det.
- Hvornår har jeg oplevet det, tror du?
- Når du har elsket.

3. Da vi var kommet ud for det sommerhus, som jeg denne vinter boede i, bad jeg ham med indenfor. Jeg var ellers ikke meget for at blive forstyrret i mine grublerier, men denne mand virkede spændende. Derfor spurgte jeg:
- Tror du at der er en mening med livet? Har vi en eller anden opgave?
- Ja det tror jeg. Jeg tror vi skal forbinde himlen med jorden. Vi skal binde det ubegrænsede til det begrænsede. Det er kærligheden. Det er troen. Det er korsfæstelsen.
- Men når nu det ubegrænsede er overalt både indeni og udenom det begrænsede, ligesom rummet er inde i og udenom fladen, hvordan kan vi så binde det til det begrænsede? Hvad mener du med det?
- Gud er i alt og alt er Gud. Det har du ret i. Men vi mennesker véd det ikke. Måske har vi glemt det.
- Og så kom Jesus for at minde os om det?
- Ikke kun for at minde os om det. Men for at leve det. Da han levede, skabte han vejen, vores vej. Nu kan vi selv gå den, vores handlinger kan gå den.
- Han levede jo ikke kun. Han døde jo også. Sagde han ikke, at han var Vejen og Sandheden og Livet?

- Døden er ikke noget særskilt. Den er en del af livet, af dette liv på denne Jord. Alt som fødes på jorden, må også dø på jorden. Også Gud må forlade den krop han lod sig føde i. Jesus er ikke kun vejen, men hele vejen. Han er ikke kun sandheden, men hele sandheden. Han er ikke kun livet, men hele livet.
- Hvad mener du med det?
- Han er den vej og den sandhed og det liv, som både er jordisk og himmelsk, som både er begrænset og ubegrænset. Som både er kødeligt og guddommeligt.
- Men gælder det så ikke også dig og mig? At vi er vejen og sandheden og livet? For vi er jo også både begrænsede og ubegrænsede, siger du.
- Alt, hvad Jesus sagde om sig selv, kan du også sige om dig selv - når Gud er vågnet i dig, når du helt klart véd og oplever at du er Guds barn. Da er du Guds søn eller datter, da er Himmeriget i dig, da er du i kærligheden og alle dine handlinger vil være kærlige.
- Men hvorfor tilbeder du da Jesus?
- Jeg tilbeder ikke Jesus. Jeg prøver at gøre ligesom han. Jeg elsker Gud - ligesom Jesus.
- Du taler om handlinger, ikke om følelser.
- Alt er handlinger. Også følelser er handlinger. De er noget som sker. Hver tanke er en handling. Kun det ubegrænsede er uden handling.
- Handler Gud da ikke?
- Det ubegrænsede har det begrænsede i sig. Gud har verden i sig. Derved har Gud også handlingen i sig. På denne måde handler Gud. Men Guds handling kommer af ikke-handlen. Derfor kan vi aldrig forstå Gud. Vi kan kun elske ham og vide os ét med ham, både i det begrænsede og i det ubegrænsede.
- Det lyder nu ikke så dumt. Findes der en bog, hvor man kan lære at tænke på denne måde?
- Du ved da sikkert selv, at der er mange gennem tiden, der har forsøgt at udtrykke disse erfaringer, denne indsigt.
- Tænker du på mystikerne?
- Ja, og digterne. Men det er nu ikke dem jeg har lært af. Jeg læser ikke så meget.
- Har du så selv tænkt dig til det?
- Det er svært at skelne mellem det man selv har tænkt og det man har læst og det man har forstået mens man har snakket med andre.
- Det er rigtigt. Men går du alene med disse tanker, eller har du venner, som du kan dele dem med?
- Jeg har venner.
- Går de også i sådan en grøn frakke og med et grønt kors i en snor om halsen?
- Nogle af dem.

- Nå ja, undskyld jeg spørger. Jeg var blot nysgerrig efter, om du tilhører en orden, for du ligner jo næsten en munk.
- Jeg er en slags munk.
- Munke er sjældne på vores kanter. Jeg har aldrig hørt om eller mødt en grøn munk før.
- Jeg er ikke med i nogen munkeorden, sådan som du forstår det. De hører hjemme i de katolske lande.
- Ja, det er jo også derfor jeg undrer mig. Men jeg vil ikke presse dig, det er ikke så vigtigt. For min skyld må du gerne kalde dig munk og gå i grønt tøj.
- Vi er de nøgne kristne.
- Hvorfor nøgen?
- Ubeskyttet.
- Overfor -?
- Gud, selvfølgelig. Og dermed overfor verden. Direkte. Uden omsvøb.
- Også overfor hinanden?
- Især overfor hinanden. Uden angst.
- Kan det lade sig gøre?
- Af og til. Ofte.

4. Jeg kunne høre vandet koge ude i køkkenet. Jeg gik ud for at lave te. Da jeg kom ind igen sad han og kiggede ud af vinduet. Jeg skænkede op og sagde:
- De fleste sekter har en grundlægger og en tradition. Hvad med den du tilhører?
- Vi er ikke nogen sekt, men lad gå. Vores fortælling går til- bage til Den Nøgne.
- Hvem er han?
- Det er ham, som du kan læse om hos Markus. Ham som de ville fange sammen med Jesus, dengang i haven. Men de fik kun fat i det lagen, han havde om sig. Han selv flygtede nøgen.
- Jeg kan svagt mindes at jeg har læst det engang. Jeg husker at det undrede mig, at de havde taget denne detalje med. Ham kalder I 'den nøgne'?
- Ja.
- Fortæl mig lidt om ham. Hvem var han?
- Man fortæller, at hans far var en af de tre vise fra østerland, som kom langvejs fra for at tilbede den nyfødte Jesus.
- Hvem af dem var hans far?

- Det er da ligegyldigt! Da Den Nøgne var blevet en ung mand, bad hans far ham om at rejse til Israel, for at være sammen med Jesus. Men som så mange unge mænd modsatte Den Nøgne sig sin fars ønske og drog mod øst i stedet for, til Persien, Indien og Kina. Dér opsøgte han alle de vismænd han kunne finde. Men jo mere han lærte og jo visere han blev, jo mere savnede han at være sammen med en mand, der var født oplyst, født som Guds søn. Alle de andre mestre som han havde mødt, var blevet mestre og syntes ham derfor ufuldkomne. Men Jesus var født fuldkommen. Det havde hans far fortalt ham. Derfor rejste han tilsidst mod vest, indtil han kom til jødernes land og fandt Jesus. Og han blev i nærheden af ham, dag og nat. Ved at være sammen med Jesus, blev han mere end oplyst. Ja, han blev selv så fuldkommen som et menneske kan blive.
- Men han flygtede jo, ligesom alle de andre, da Jesus blev taget til fange. Hvorfor blev han ikke hos ham?
- Han var jo kun ét af Jesus vidner. Men den eneste, der stod nøgen tilbage, da Jesus blev taget til fange.
- Hvorfor fremhæver du, at han var nøgen? Flygtede han ikke nøgen, fordi han var nødt til at slippe det lagen, han havde om sig? Og hvorfor gik han forresten kun klædt i et lagen?
- Den skik havde han vel taget med fra østen. Dér er der jo mange, der kun indhyller sig i ét stort stykke stof. Denne skik kendte evangelisten måske ikke og kaldte det et lagen.

- Men ligger der en særlig betydning i at han flygtede nøgen?
- Ja. Da han så og oplevede, at Gud kunne fanges som alle andre virkelige mennesker, da slap han den sidste beskyttelse mod livet, mod Gud. Han slap den sidste rest af sit jeg. Han overgav sig fuldstændig til Guds storhed.
- Og det er hans beretning om Jesus, der er baggrunden for jeres forståelse af livet?
- Ja.
- Den beretning har jeg aldrig hørt om.
- Man har aldrig talt højt om den.
- Hvem kender denne beretning? Er den nedskrevet?
- Den er ikke skrevet ned. Den er gået fra mund til mund.
- Den er altså en hemmelighed?
- Den er ukendt for de fleste.
- Hvorfor offentliggør du den nu?
- Jeg offentliggør den ikke. Jeg har da ikke fortalt dig ét eneste ord af den endnu.
- Men hvad er det så, du fortæller mig?
- Jeg fortæller dig om virkningen af denne beretning. Eller bedre sagt: jeg fortæller dig min forståelse af livet. Den hviler på Den Nøgnes vidnesbyrd. -
Vi havde drukket vores te. Han sad stilfærdigt og kiggede ind i ilden. Jeg undrede mig over ham. Jeg plejer at blive irriteret over folk, der er så sikre i deres sag. Men han her irriterede mig ikke. Selvom han lignede lidt af en vildmand med sit store skæg og lange hår. Det virkede ikke som om han ville imponere eller spille en bestemt rolle med sit ydre. Måske havde han bare glemt, hvordan han så ud set udefra?

Men jeg var træt af at tænke og tale. Jeg var vant til at være alene. Han må have opfattet det, for han rejste sig.
- Tak for te!
- Velbekomme. Jeg vil godt høre mere om dine tanker. Bor du her i nærheden?
- Jeg vil gerne komme forbi en dag.
- Så kan vi gå en tur langs havet sammen, - sagde jeg.
- God ide,- brummede han mens han gik ud.

5. Da jeg næste dag gik op over klitterne og så ud
over havet og stranden, så jeg hans karakteristiske skikkelse på lang afstand. Han kom gående fra nord. Hvis jeg gik lige ned til stranden, ville vi mødes der. Havde jeg lyst til det? Skulle jeg hellere gå bag klitterne i modsatte retning, så vi ikke mødtes?
Nej, skulle jeg skjule mig? For hvad? Når nu tilfældet fik os til at mødes igen? Hvad er tilfældet? At jeg havde smølet med opvasken, at jeg havde hygget mig lidt længere end ellers med min morgenlæsning?
Vinden var taget lidt til, den drev små skyer af sand hen over strandens ujævne flade.
Vi mødtes, hilste og gik lidt i tavshed. Så sagde jeg:
- Den beretning, du taler om, forekommer mig væsentligt anderledes, end den jeg kender fra vores bibel.
- Biblen er skrevet af jøder. Det nye Testamente er skrevet af jøder. De forstod Jesus, som jøder gør. Jesus kom med noget nyt, men de kunne kun forstå ham ud fra det gamle. Derfor henviser de så ofte til deres profeter. Derfor lader de Jesus henvise til profeterne.
- Var han da ligeglad med profeterne? Mange mener jo, at han var en oprører.
- Han sagde, at han ikke kom for at bryde, men for at fuldkommengøre loven.
- Hvilken lov? Moses lov?

- Alle de jordiske love som gælder menneskers liv.
- Og der hvor han levede var det vel bibelens lov?
- Netop. Men idet han fuldkommengør den, løfter han den ud af den jødiske religion og gør den universel. Det som Jesus sagde og gjorde, kan ikke rummes i nogen religion. Alle religioner er gamle. Men Jesus er altid ny.
- Hvad er Jesus lov? At du skal elske din næste som dig selv?
- Ja, i det ny testamente står at vi skal elske Gud af hele vort hjerte og vores næste som os selv. Men jeg tror nu ikke at Jesus sagde: 'du skal'. Han sagde snarere: 'Når du elsker Gud af hele dit hjerte, så vil du elske din næste som dig selv.'
- Hvorfor tror du at han ikke sagde: 'Du skal'?

- Fordi Jesus aldrig tvang nogen. At sige 'du skal' er at tvinge, at befale. Kærligheden tvinger ikke. Men den kan vise vej. Og den eneste vej til Gud er at elske ham. Og når man elsker Gud, elsker man ham i alting. Dog især i sig selv og i sit medmenneske.
- Mit indtryk af Jesus er anderledes. Forbandede han ikke både mennesker og byer? Jeg synes ikke det var særlig kærligt.
- Han forbandede ingen. Men de som hørte hans ord, følte sig forbandet. Når den ufuldkomne møder den fuldkomne, kan han let føle sig skamfuld. Og når han ser på sin fremtid, kan han nemt tabe håbet og føle sig forbandet.
- Men han sagde da, at han ikke var kommet med fred, men med sværd! Jeg kan huske at jeg engang slog det sted op, fordi det blev brugt som bevis på hans krigeriske sind. Han beskriver vist ovenikøbet, hvordan selv familier slagter hinanden for hans skyld.
- Han har aldrig sagt, at han kom med sværd. Han var den legemliggjorte kærlighed, og kærlighed er fred.
- Så er det altså løgn, hvad der står skrevet?
- En misforståelse. Når Jesus' ord og væsen virker i dig, og du oplever, at du er Guds barn og at Himmeriget er i dig, skiller du dig ud af den verden, som du hidtil har levet i. Du forlader den verden, som du kender. Derfor kan man sige, at Jesus virker som et sværd.
- Men at forlade manden eller konen, éns forældre eller børn for sin tros skyld - er det ikke galt nok?
- Man går ikke fra sin familie eller sine venner. Men så snart Gud kommer i dit hjerte, slipper du dit tag i din verden. Før havde du hus og hjem i dit hjerte. Og venner og familie og alt det du ellers har knyttet dig til. Men nu er der kun Gud. Nu er alt det, du før havde i dit hjerte, omkring dig. Før elskede du alt inde i dig. Som om det var noget af dig selv. Nu kan du elske det som det er - og for det, det er - for nu er Gud i dit hjerte. Du forlader ikke din fader og moder eller dit barn, nej, de forlader dig! De går ud af det sted inde i dig, hvor de var dit og dine. Nu er de omkring dig, og nu kan du se dem. Og med Gud i dit hjerte kan du se at de er Gud.
- Der er altså tale om en grundlæggende ændring af éns verdensbillede?
- Det tør siges. Du bliver genfødt, du bliver et nyt menneske. Og dermed har du forladt din gamle verden og lever nu i en ny. -

6. Ja, lige nu har jeg forladt min gamle verden, tænkte jeg. Jeg har forladt byen, jeg har forladt skoven, nu bor jeg ved det nøgne hav. Men har jeg forladt min egen verden? Jeg lod blikket strejfe ud over bølgerne, henover klitterne og vendte mig for at se munkens og mine fodspor i sandet: nej, dette var min velkendte verden og jeg var mit velkendte jeg. Og så fortsatte jeg:
- Men han forbandede da et figentræ, fordi det ikke ville bære frugt i utide. Det var da ikke særlig økologisk bevidst.
- Han har aldrig forbandet et levende væsen. Han lavede aldrig trolddom eller magi. Han ville aldrig have krævet af et figentræ, at det skulle bære frugt, blot fordi han kom forbi og var sulten. Han bad os tværtimod om at være opmærksomme på tidens tegn.
- Så er historien om figentræet altså en løgn?
- Løgn? En misforståelse af hans væsen. Evangelisterne, eller de som redigerede evangeliet, har åbenbart syntes, at de havde brug for en kraftig troldkarl, men Jesus var ingen troldkarl!
- Men han var da meget grov. Han siger jo et sted om nogen, at de skulle kastes med en møllesten om halsen i vandet ..
- Nej, han sagde, at hvis de blev ved med at handle som de gjorde, ville det være som at have en møllesten om halsen i vandet: Så svært er det for nogle at dukke op af deres mørke. Man vil synes, at det er umuligt for dem. Men for Gud er alting muligt.
- Og andre skulle kastes i helvede, hvor der er gråd og tænders gnidsel - jeg tænker på den pjalt, der sammen med alle de folk fra gadehjørnerne var inviteret til bryllup, men ikke havde taget festklæder på. Det var en hård straf for en fattig mand!
- Vi er alle pjalte, når vi går til bryllup med Gud. Denne mand havde ikke givet sit hjerte bryllupsklæder på. Han troede at kunne giftes med Gud uden glæde, uden kærlighed, uden fred i sit hjerte. Og da får han at vide, at han er i helvede. At han aldrig vil blive gift med Gud. At han aldrig vil blive genfødt, aldrig vil dø til et nyt liv.

- Og hvad med ham, der ikke drev åger med de penge, som han skulle passe på? Den eneste hæderlige blandt de tre tjenere?
- Det handler ikke om penge. Det handler om kærlighed. Hvis du ikke får kærligheden til at vokse i dig og omkring dig, så er den død, - og så er du i helvede. For ham gælder det samme som for bryllupsgæsten.
- Og ikke nok med at den groveste åger roses, men den belønnes ovenikøbet! Sagde han ikke: thi den som har, skal der gives, men den som ikke har, skal også det fratages, som han har?
- Når din kærlighed vokser omkring dig, vil du få mere og mere kærlighed. Men hvis du ikke får den til at vokse, vil den dø for dig.
- Det er en helt anden forståelse, end den jeg kender. Men det er da en underlig idé, at sammenligne kærlighed med penge og åger.

- Ja, de er modsætninger. Når penge avler penge, er der noget dødt der avler noget dødt. Når kærlighed avler kærlighed, er det liv der avler liv. Han sagde: med Himmeriget er det sådan, at Gud har givet enhver del i sig. Lad denne del vokse inde i dig og omkring dig, så vil du leve. Denne del kalder vi kærlighed eller fred eller tro.
- Mener du, at vi ikke lever, når vi ikke ved eller tror, at vi har del i Gud?
- De fleste lever et meget begrænset liv, når de kun oplever sig selv og deres nærmeste som levende. Når de ikke er klar over at deres eget liv er del af Livet - af det store liv. Så er de meget ensomme. De er lukkede. De har glemt at de er Guds børn.
- Hvordan kan det være, at vi har glemt at vi er Guds børn?
- Det ved jeg ikke. Er det vigtigt?

- Jo, for hvis vi ikke ved det - hvordan kan vi så finde tilbage til Gud?
- Ved at huske på at vi er Guds børn. Jesus har jo mindet os om det. Han har vist os, hvad det vil sige at være Guds barn. Han har vist os vejen tilbage. Det er det, der er vigtigt.
- Jeg mente: hvordan kan det være at Gud lod os glemme, at vi er hans børn? Hvad var hensigten?
- Som jeg sagde før: Guds handlen kommer af ikke-handlen. Vi forstår ikke hans handlinger.
- Det er altså tåbeligt at spekulere på, hvorfor Gud gør det ene eller det andet?
- Ja, i bedste fald er det frugtesløst, i værste fald fører det til hovmod. Vi kan kun elske Gud. Det er det samme som at have fred med Gud. Det er det samme som at tro på Gud.
- Så er det hovmod at sige: Gud gjorde sådan, fordi han havde denne hensigt?
- Gud er Gud. Gud er sin egen hensigt. Gud har ingen hensigt udenfor sig selv. For der er ikke noget udenfor Gud. Gud har ingen hensigt. Mennesker har hensigter.
- Så er det altså at gøre Gud til et menneske, når man siger at han har en hensigt?
- Ja, så er det at tro, at Gud er ligesom et menneske.
- Altså er Gud både retfærdig og uretfærdig?
- Kun mennesker kan være retfærdige eller uretfærdige.
- Men det er da uretfærdigt, at den fortabte søn skal fejres, mens den brave søn blot skal arbejde og ikke får ros. Eller at den sidstankomne arbejder på vinbjerget får samme løn som dem, der har puklet dagen lang?
- Når du kommer til bryllup med Gud, er der fest. Og ligegyldigt, hvor længe du arbejder på at møde Gud, er lønnen den samme: at få Gud i dit hjerte. Det er rigtigt at det er uretfærdigt i menneskenes øjne. Men så er det også 'uretfærdigt', at spedalske bliver raske og blinde bliver seende, for det bryder også med vores forestillinger og normer.
- Ja, jeg tror nok at mange præster i deres stille sind kunne tænke sig, at Gud kom i deres kirke, så han kunne lære lidt mere retfærdighed! -

7. Mens vi snakkede var vi kommet så langt mod syd, at vi var ud for vejen, der fører op mod landsbyen. Han standsede op og sagde:
- Jeg tror jeg vil gå hjem nu.
- Fint, - sagde jeg, - jeg trænger til at tygge lidt på det du har fortalt. - Og dermed skiltes vi.
Jeg vendte om og gik mod nord igen. Jeg havde mine gummistøvler på. Jeg elsker at gå lige i vandkanten. At plaske ind i den sidste del af bølgen mens den løber op ad sandet, at mærke suget under fødderne, når den løber tilbage igen. Var jeg uopmærksom og bølgen uventet stor, måtte jeg hurtigt løbe længere op mod land. Ofte er jeg kommet hjem med støvlen fuld af havvand.
Der gik en del dage, hvor jeg ikke så noget til min nye bekendt. Jeg passede mine studier og hyggede mig med mine daglige sysler, af og til funderede jeg over de ting han havde sagt. Jeg havde godt nok en bibel liggende i huset, men jeg gad ikke røre ved den. Jeg havde en inderlig modvilje mod denne sorte bog. Jeg havde godt nok læst den for mange år siden, men kun for at finde ud af hvor præsterne og de kristne som jeg kendte, havde alle deres mørke tanker fra.
Så en formiddag, hvor jeg dårlig nok var stået op, bankede det på døren. Jeg åbnede, han stod udenfor. Havde jeg lyst til besøg nu? Var jeg ikke endnu for indadvendt? Men jeg bød ham da indenfor.

8. Da vi havde sat os spurgte jeg:
- Hvorfor var der så mange, der blev vrede på Jesus?
- Du ved da, hvor vrede sure mennesker kan blive, når de møder en glad mand. Hvor ubehageligt alvorlige mennesker kan føle det, når de ikke kan lade være med at smile. Hvor de prøver på at beherske sig, hvor de tvinger smilet væk fra deres maske. Sådan var der mange der fik det, da de kom i nærheden af Jesus! Derfor fik han så mange fjender. Han var ikke fjender med nogen - de var fjender med ham. Den Nøgne beretter, hvordan folk begyndte at smile, at sitre, ja, at danse af en ukendt glæde, når de var i nærheden af Jesus. Hvordan de blev raske. Men de troede at det var Jesus, der gav dem denne glæde, og så ville de have mere og mere. De forstod ikke, at de havde den inde i sig selv. De troede stadig, at Gud var udenfor dem selv. For det havde deres præster prædiket i mange generationer. Men den Nøgne vidste, at Gud er lige fuldt i det skabte som i det uskabte. Derfor var det lettere for ham at forstå Jesus.
- Hvordan kan det være at Den Nøgnes beretning aldrig blev kendt?

- Apostlene var opsatte på at danne en menighed. De troede at de skulle forny deres religion, at Jesus var kommet for at forny den. Den Nøgne følte derimod ingen tilskyndelse til at missionere og danne menigheder. Det, han havde oplevet, kunne han ikke missionere for, ikke prædike over, ikke forny nogen religion med. Han kunne kun fortælle om sine oplevelser. Og det gjorde han. Han kunne slet ikke lade være. På denne måde fik han venner, der forstod ham. Eller bedre sagt: som forstod livet på samme måde som han. På denne måde er Den Nøgnes beretning gået fra ven til ven gennem tiderne.
- Så kan man altså sige, at du ikke tilhører nogen religion?
- Jeg tilhører en religion, fordi jeg er født ind i den. Men Jesus har ikke givet mig en religion, han har givet mig en tro. Og det er meget mere end en religion. Denne tro er der mange, der har, uanset, hvilken religion de tilhører.
- Så betyder religionen ikke noget?
- Jo, den betyder meget. Men den er noget udvendigt, mens troen er noget indvendigt, som du véd. -

9. Jeg sad et stykke tid og spekulerede over, om jeg nu kendte forskellen mellem religion og tro - sådan som han forstod de ord. Jeg vidste jo godt besked med min egen mening om den ting. Men nu var der noget andet, der interesserede mig.

- Der er noget, jeg ikke kan lide ved Jesus, - sagde jeg. - Det er dette forbud mod de kødelige lyster, denne manglende glæde ved det jordiske liv.
- Jesus har da aldrig forbudt jordiske lyster og han glædede sig meget ved det jordiske liv. Han festede med sine venner. Så meget, at Johannes' disciple blev fortørnet over det. Han kaldte sig selv brudgommen og sine venner brudesvendene.
- Du kalder apostlene hans venner? Vi kalder dem hans disciple.
- En mester har disciple. Jesus var ikke nogen mester. Han var Gud.
- Men har Gud venner?
- Det har han da. Er du ikke Guds ven?

- Måske, - hvis du vil kalde det sådan? Men vi kom bort fra livslysten. Tror du at Jesus hengav sig til druk og svir?
- Druk og svir er ikke udtryk for livslyst. Det er ikke at nyde jordelivets nydelser. Det er at døve sig selv, så man ikke kan nyde.
- Men hvad med seksualiteten? Tror du at Jesus havde et seksualliv?
- Ingen ved om han elskede med sin kone eller om han avlede børn.
- Hans kone? Var Jesus gift?
- Kender du ikke beretningen om brylluppet i Kana?
- Jo, men dér var han da gæst?
- Hvis han havde været gæst, havde hans mor næppe fortalt ham, at der ikke var mere vin. Det siger man jo ikke til en gæst. Og hun havde næppe heller arbejdet dér, for hvad kom det bryllup ellers Jesus mor ved? Hvorfor skulle Jesus mor - jomfru Maria - arbejde på en anden mands bryllup? I en helt anden by, end hun selv boede i?
- Det véd jeg ikke. Hun var måske ansat som kogekone eller køkkenhjælp?
- Måske. Men det forklarer ikke, at hun henvendte sig til sin søn om hjælp, og slet ikke, at han følte anledning til at gøre noget ved det.
- Så blev han altså gift i Kana? Med hvem?
- Maria Magdalena.
- Hvorfor giftede han sig?
- Han elskede hende vel?
- Fuldstændigt som alle andre mænd?
- Aner det ikke. Men i den Nøgnes beretning er Jesus et rigtigt menneske, et helt menneske, en hel mand. Men der fortælles intet om, hvorvidt han elskede med sin kone eller nogen anden kvinde. Der siges intet om, hvad han foretog sig privat. Kun at han var et helt menneske. Først var han
et barn, der legede, siden blev han en mand, der arbejdede.
- Tror du det? Du tager jo hele hans guddommelighed fra ham og gør ham til et almindeligt menneske!

- Du tar fejl. Gud lod ikke kun som om han blev menneske på jorden. Han blev virkelig menneske. Et virkeligt menneske. Gud lader aldrig 'som om'.
- Hvad så med alle miraklerne? De mange helbredelser? Lavede han ikke netop på dette bryllup den tryllekunst at forvandle vand til vin?
- Det var ingen tryllekunst. I Den Nøgnes beretning forvandlede han ikke vand til vin. Men selve brylluppet bliver kaldt: 'at forvandle vand til vin'. Jesus selv bruger dette billede.
- Hvordan skal det forstås?
- Kærligheden fylder legemet og sjælen med ånd. Det er som når vand bliver til vin. Det er da meget ligetil.
- Men så har forbudet mod de seksuelle lyster altså intet med Jesus at gøre?
- Jeg sagde ikke noget om seksuelle lyster. Jeg sagde kærlighed. Jesus forbød aldrig nogen ting. Han brød jo netop med den jødiske forbudsreligion. Tænk blot på alt det vrøvl, han fik, fordi han brød sabattens regler.
- Kristendommen er da fyldt med forbud!
- Ikke vores kristendom. Ifølge vores overlevering forbød Jesus ingenting. Det er ikke Guds natur at forbyde. Jesus viste os, hvordan vi kan leve med Gud og hvordan vi kan undgå at leve imod Gud. Han forklarede os, hvordan tingene hænger sammen. Han gjorde det muligt for os at leve uden synd.
- Nu taler du om synd. Hvordan kan man synde, når der ikke er noget forbud?
- At synde er at leve imod Gud.
- Hvad vil det sige at leve imod Gud?
- At tro, at der kun findes denne begrænsede verden, hvor alt har tid og sted. At der kun findes dette begrænsede
Jeg og at det er det vigtigste i verden. At der kun findes dette begrænsede liv, at det er det eneste, vi har.
- Og hvordan er det at gå med Gud?
- At vide, at det ubegrænsede er overalt udenom og indeni denne begrænsede verden. At leve ud fra denne viden, denne erfaring. Dette er troen. Dette er kærligheden.
- Altså er Gud det ubegrænsede? Og hvad er det begrænsede så? Er det djævlen?
- Djævlen er den dumhed, der kan overfalde os, så vi tror at verden er begrænset. Denne dumhed er årsag til al synd: hovmod, egenkærlighed, had ...
- Så findes djævlen altså?
- Djævlen er et ord, som vi bruger på denne dumhed. Djævlen er ikke nogen person eller magt som findes. Dumheden er i ethvert menneskes eget hoved.
- Så er Gud altså det ubegrænsede og djævlen findes ikke, fordi det begrænsede ikke findes - for det er vel kun denne dumhed, som får os til at tro, at det begrænsede findes adskilt fra det ubegrænsede? Forstår jeg dig rigtigt?

- Du har ret i, at det begrænsede ikke er adskilt fra det ubegrænsede. Ligeså lidt som fladen er adskilt fra rummet. Men Gud er ikke det ubegrænsede.
- Men det sagde du jo selv!
- Gud er Gud. Det ubegrænsede er bare et ord, en forestilling. Du kan ikke have 'det ubegrænsede' i dit hjerte. Du kan have Gud i dit hjerte. 'Det ubegrænsede' kan ikke gøre dig glad. Men Gud gør dig glad. -

10. Gør Gud mig glad? Den største glæde jeg kender, er når jeg næsten har glemt mig selv og jeg føler at jeg er liv af liv. Det kan ske når jeg elsker, det kan ske når jeg danser i stormen. En gang skete det ganske kort, da jeg tyggede på de allerførste spæde bøgeblade og en mejse kaldte mig bort fra mig selv.
Min nysgerrighed var tændt: kunne der findes en kristendom, som selv en hedning ikke kunne have noget imod?
- Hvad med hor? - spurgte jeg. - Jeg synes at jeg kan huske, at han fordømmer hor i de stærkeste vendinger. Og han nøjes ikke med at fordømme elskov med en anden mands kone. Selv det at begære hende, er hor i hans øjne.
- Hor er at begære en andens mands hustru, det er rigtigt. Det er ikke hor at begære hende, når hun ikke er den anden mands hustru.
- Kan hun da blive skilt fra sin mand?
- To menneskers veje kan skilles. Det som kan mødes på jorden kan også skilles på jorden. Men hos Gud er der intet, som kan skilles, for dér er alt forenet.
- Så bliver vi altså kun skilt på jorden, men ikke i himlen?
- Sådan er det. For vi bliver heller ikke gift i himlen. I himlen er vi allesammen gift med hinanden.
- Er det det, han mener med, at vi ikke skal skille det på jorden, som er føjet sammen i himlen?
- Lige præcis. Sådan opfatter jeg det. Vi skal ikke se det som adskilt på jorden, som ikke er adskilt i himlen. Det er jo netop djævlens værk: at skille det på jorden, som ikke er skilt i himlen.
- Så skal det altså forstås på et helt andet niveau, end det sociale?
- Det kan nok forstås på mange måder.

- Men hvad skade kan det gøre, at begære en anden mands kone? Så længe jeg ikke har elsket med hende, er der jo ikke sket nogen skade!
- Det er begæret, der er kilden til handlingen. Uden denne kilde ville handlingen ikke ske. Når denne kilde flyder i dig, er du på afveje. For da er du i det begrænsede, i dit jeg, du er egoist.
- Så er det altså forkert at begære noget?
- Det er ikke forkert at begære sit eget. Men vi skader vores sjæl, når vi begærer noget, der ikke er vort eget, som ikke hører os til. Det er synd. -

Der var virkelig noget her, som jeg måtte tænke nærmere over. Det lød jo, som om man kunne forstå det nye testamente helt anderledes end jeg havde hørt, end jeg havde læst i kirkehistorien. Jeg sagde:
- Du får det til at lyde, som om alle biblens ord betyder noget andet, end det man umiddelbart læser. Som om det var en kodeskrift. Jeg ved at kabbalisterne læser biblen på den måde. Er du kabbalist?
- Nej. Dem kender jeg ikke. Jeg har hørt at det er mennesker, der vil nøjes med at forstå Gud med deres hovede. Jeg taler heller ikke om hele biblen. Den har jeg ikke læst. Jeg taler kun om de evangelier vi kender.
- Ikke om apostlenes gerninger, ikke om Paulus breve og alt det andet der følger efter?
- Nej, det er kirkehistorie. Som du ved, gik den Nøgne en anden vej. Han hørte godt nok at Jesus venner fortalte at han var blevet korsfæstet og at de havde mødt ham og set ham fare til himmels, men om Den Nøgne selv har mødt Jesus efter tilfangetagelsen ved jeg ikke. Er det ikke uvæsentligt? -

Jeg var ved at være træt af at tænke i de baner og begyndte at snakke om noget andet. Om sandet, om klitterne, om affaldet på stranden, om de døde fugle, om havet...
Da han var gået, lagde jeg mig lidt for at sunde mig. Men tankerne myldrede i hovedet på mig, så jeg stod op, kørte til købmanden og gik en lang tur. Blæsten var begyndt at blive strid, der var frost i luften, sandet føg så stærkt, at jeg måtte bøje hovedet for at beskytte øjnene. Havet rumlede, der var kommet skumtoppe på mange bølger.

11. Da jeg kom tilbage, stod han på verandaen og ventede. Jeg blev lidt irriteret. Var han ude på at missionere? Jeg vil gerne have fred og ro og passe mig selv. Alligevel mødte jeg ham med et spørgende smil.
- Må jeg låne din telefon?
- Selvfølgelig må du det. -
Jeg viste ham min telefon og gik ind i stuen. Jeg hørte ham tale med en meget blid stemme. Havde han et barn? Jeg måtte snart spørge nærmere til ham, til hans forhold, men da han kom ind for at sige tak og ville give mig et par mønter, spurgte jeg ham, nærmest mod min vilje:
- Har Jesus virkelig lavet alle disse mirakler?
- Han har lavet mange flere, end dem du kan læse om. Han var et mirakel. Alt, hvad han gjorde, var mirakler.
- Hvad er et mirakel?
- Et mirakel er noget som sker, uden at det har sin årsag i den begrænsede virkelighed, den som vi kan sanse.
- Så er alt jo et mirakel, hvis vi skal følge din filosofi.
- Helt rigtigt. Verden er mirakuløs. Der er intet sted, hvor vi ikke kan finde Guds under.

- Men jeg kan ikke helbrede spedalske og blinde og lamme.
- Det kunne han heller ikke.
- Men han helbredte dem jo. Det er jo det, som han er så berømt for.
- Nej, han vakte deres tro. Det var deres tro, der helbredte dem. Han siger det tydeligt, mange gange.
- Hvad er denne tro? Hvordan kan troen virke på denne måde?
- Når man er i troen, er man i fuldstændig overensstemmelse med Gud.
- Hvad vil det sige?
- At man åbner sin begrænsethed for det ubegrænsede. At man ikke lægger det ubegrænsede nogensomhelst hindring i vejen. At man fuldstændigt opgiver enhver begrænsende tanke og følelse. At man giver slip på sit begrænsende Jeg.

- Men hvorfor bliver man rask af det?
- Fordi man bliver skabt på ny.
- Hvordan det?
- Som fladen får sin eksistens af rummet, får det begrænsede sin eksistens af det ubegrænsede.
- Det er lidt tåget, det her. Hvordan kan fladen åbne sig for rummet?
- Jeg taler ikke i tåger, men i billeder. Vi mennesker kan forhærde os og nægte at give den større virkelighed adgang til vores liv. Denne forhærdelse kalder vi djævlen.
- Og når djævlen får magt, bliver vi syge? Er sygdom djævlens værk?
- Djævlen er ikke et væsen, som kan få magt eller gøre ting. Djævlen er vores egen forhærdelse. Det er den som gør os syge. Når denne forhærdelse forsvinder, bliver vi
raske. For så bliver vi en harmonisk del af det ubegrænsede.
- Er det det samme som at komme i harmoni med sit højere Jeg?
- Det kan være en begyndelse. Også det højere Jeg, som du kalder det, må forsvinde.
- Jamen, så kan vi jo ikke fungere her på jorden. Vi kan ikke fungere uden et Jeg, hvorfra vi fungerer.
- Jesus kunne. Vi kan prøve. -
Det var en stor mundfuld. Jeg tog imod mønterne og han forstod at jeg ville være alene. Da han var på vej ud, spurgte jeg ham, hvor han boede.
- Jeg skal vise dig hvor det er, - sagde han. Jeg fulgte med
ham ud og rundt om skuret.
- Kan du se det store sommerhus derhenne? - spurgte han og pegede. Det kunne jeg.
- Det har et anneks, som vi får lov at bruge.
- Er det den tilbygning som er halvvejs begravet af klitten? - spurgte jeg.
- Det er det, - sagde han.
Så, nu vidste jeg, hvor han boede. Et beskedent sted. Jeg var gået forbi nogle gange, havde undret mig over at se røg fra et lille skorstensrør.
Men foreløbig havde jeg nok at tænke over.

12. Weekenden kom, jeg fik besøg og hyggede mig, så ikke noget til min nye grønne ven. Men om mandagen havde jeg så mange spørgsmål i mit sind, at jeg efter min sædvanlige tur langs havet smuttede op i klitterne hen til hans lille hus. Han tog venligt imod mig, han var ved at bage brød.
Jeg satte mig på en taburet og sagde:

- Kristendommen går - lige som andre store religioner - ud fra lidelsen. At livet på jorden er en lidelse. Jeg kan umuligt tro, at det er et sundt udgangspunkt.
- Den almindelige kristendom gør. Den Nøgne Kristendom gør ikke. Vi tror, at det er en lyst at være på jorden. Men det er svært at åbne sig for Gud. Derfor er der så megen lidelse.
- Er dét lidelsens årsag, at vi ikke åbner os for Gud?
- Jeg kender ikke lidelsens årsag, men jeg véd, at det kan gøre meget ondt at åbne sig for Gud.
- Når jeg bliver lemlæstet ved en ulykke, sker det måske også, fordi jeg skal åbne mig for Gud?
- Du skal ikke. Du vil.
- Vil jeg min egen ulykke?
- Ulykken sker af tekniske, menneskelige eller naturlige årsager, som du kan efterforske i denne verden. Men disse årsager forklarer ikke, at de sker. Og det er denne årsag, du velsagtens spørger om. Denne årsag er Gud.
- Så er Gud altså skyld i alle ulykker og sygdomme og al anden lidelse?
- Du kan ikke sige, at Gud er skyld i noget. Du taler om Gud som var han et menneske. Guds veje er uransagelige.
- Men når Gud er årsagen til ulykkerne og sygdommene, er vi jo magtesløse overfor dem!
- Du er da ikke magtesløs. Du kan gøre dit bedste for at undgå at deltage i dem eller at forårsage dem. Og du kan bruge al din kraft til at mildne deres følger.
- Men Gud må da have en mening med lidelserne.
- Gud har ingen mening med noget. Gud er meningen. Når du elsker Gud med dit hjerte, forstår du det. -
Mens han satte brødene i ovnen og gjorde rent på køkkenbordet forsøgte jeg at sætte mig ind i hans tankegang.

Men jeg var stadig vred på kristendommen og fortsatte:
- Jeg synes at vores kirke er meget fikseret på synd og bod. Hvoraf kommer det mon?
- Måske fordi Paulus havde bragt adskillige af de første kristne til deres bødler. Han havde vist meget dårlig samvittighed. Den forbandt han med den gamle jødiske forestilling om, at alle ulykker er Guds straf for forsyndelser. Han var opvokset med en straffende Gud.
- Så er det altså Paulus, der er ophavsmanden til denne lidelsesfiksering?
- Den kristendom, som du tilhører, er paulinsk. Det er ham og hans efterfølgere, der har skrevet det ny testamente.
- Så kender jeg altså kun en forvrænget sandhed om Jesus?

- Forvrænget? Enhver må forstå Gud på sin egen måde. Jeg er glad for, at kirken har gemt denne historie så længe, at jeg kunne lære den at kende! Hvis du synes, at den er forvrænget, kan du jo rette den ud igen! -

13. Han havde godt nok svar på rede hånd, det må jeg sige. Der var noget meget enkelt og håndfast over hans argumenter, det var svært sådan lige straks at komme i tanker om modargumenter, men min utilfredshed var ikke aftaget, så jeg rettede et personligt spørgsmål til ham:
- Hvorfor har du sådan en grøn kutte på?
- Det har du spurgt om før. Fordi jeg skilter med, at jeg er munk.
- Hvorfor gør du det?
- Fordi min oplevelse er så kraftig, at jeg må fortælle den til alle som vil høre.
- Er I mange, der sådan går rundt og missionerer?

- Jeg missionerer ikke. Men jeg svarer når nogen spørger mig.
- Hvordan går de andre klædt?
- Ligesom andre mennesker.
- Hvordan kan man så kende dem?
- Hvorfor skulle man kunne kende dem? -
Ja, hvorfor skulle man kunne kende dem, kunne skelne dem fra andre? tænkte jeg. Bare fordi de synes at de er munke? At være munk er vel at tjene Gud i et og alt? Og dertil behøver man vel ikke specielt tøj?
- Hvad forstår du ved det at være munk?
- At jeg vil leve et helt igennem gudhengivent liv.
- Behøver du være munk for det?
- Nej.
- Så må der findes andre grunde til at blive munk, - konstaterede jeg.
- Ja.
- Hvilke? -
Jeg kunne godt høre på mig selv, at jeg måske lød en anelse agressiv, men bare ordet 'munk' får mig til at stejle. Nej, nu overdriver jeg. Men jeg tænker, at jeg måske i tidligere liv har haft nogle meget ubehagelige oplevelser i den forbindelse.
- Skal jeg ikke hellere fortælle dig noget om de regler, som jeg lever efter? - spurgte han, mens han satte nogle kopper frem.
- Kan du lide urte-te?
- Som regel, - svarede jeg.
- Vil du prøve min 'himmel-jord'-te?
- Spændende! Hvad laver du den af?
- Af lyngblomster, som er himlen, og sandstar-rødder, som er jorden.

- Lad mig smage! - og snart sad vi hver med et krus duftende og velsmagende te foran os.
- Lad mig så høre, hvilke regler du lever efter. Jeg for min del har ingen regler, kun vaner.
- Jeg ejer ikke noget andet, end det tøj som jeg kan overleve i og det værktøj som jeg tjener Gud med.
- Hvad lever du så af?
- Af det som folk giver mig.
- En slags tiggermunk?
- Nogle gange. Som regel arbejder jeg for folk.
- Du tjener Gud og arbejder for mennesker? - spurgte jeg lettere ironisk.
- Ja, er der nogen modsætning i det?
- Næ..
- Jeg øver mig hver dag. I at opleve det gudommelige i menneskene og naturen. Jeg vil gerne arbejde sammen med det. Ja, hvad siger jeg - lege! Lege sammen med det vil jeg, så jeg kan blive en del af den kraft som skaber verden og livet lige nu! -
Min besindige ven var pludselig blevet begejstret. Han talte med kraft og store bevægelser.
- Da Maria Magdalena genså Jesus efter korsfæstelsen, så hun ham som gartner. Sådan en gartner vil jeg gerne være!
- Arbejder du i landbruget eller i et gartneri?
- Jeg laver alt muligt. Nogle gange luger jeg hos folk, andre gange giver jeg dem en hånd, når de skal have repareret noget, nogle gange laver jeg mad til folk, andre gange musik, nogle gange beder jeg for deres planter eller dem selv eller deres dyr, nogle gange måske for hele landskaber.
- Men du siger at du leger!
- Når det lykkes er det som at lege. Det er en leg! Det er utroligt så meget man kan nå på ingen tid når man leger!
- Og hvad lever du så af?
- Af det som man giver mig. Af gaver.
- Hvor meget får du?
- Meget forskelligt.
- Hvad så hvis folk ikke giver dig noget?
- Det sker at jeg ikke får noget. Måske fortsætter jeg alligevel. Det kan også ske at jeg går hjem når min glæde ikke fremkalder blot en lille smule rigdom i hjerterne.
- Aftaler du gavens størrelse på forhånd?
- Så ville det jo ikke være nogen gave!
- Hvorfor vil du ikke sætte en pris på din indsats? Fordi du leger?
- Sådan gør jeg, fordi jeg ikke kan tjene Gud for vederlag.

- Men nogle gange tigger du også, eller..?
- Det sker at jeg beder om gaver selvom jeg ikke gjort noget for folk. Jeg kan godt lide folks følelser, når de giver noget uden at forvente vederlag for det. Jeg tror at det er godt at give uden at kræve gengæld.
- Hvad gør du så af pengene?
- Der er dem, der trænger mere end jeg. Jeg vil ikke eje noget. Jeg vil leve i tillid. -

14. Han tav. Han gik hen til ovnen og så til brødene. Så fyldte han te i kopperne. Efter nogen tid sagde jeg:
- Jeg ville aldrig være i stand til at give så meget afkald på verdens goder som du.
- Jeg giver da ikke afkald, tværtimod, - sagde han. - At befri sig fra illusioner er ikke at give afkald. Det er tværtimod at vinde verden.
- Vil du forklare det nærmere? - spurgte jeg eftertænksomt.
- Himmerriget er i os, - sagde han. - Det er overalt. Derfor er vi hinandens templer. Derfor er naturen vores tempel. Derfor nyder vi at være i verden. Men når vi glemmer, hvis tempel vi selv er og hvis tempel vi er inde i, så nyder vi enten forkert eller det forkerte.
- Hvorfor kalder du hele verden et tempel? Er den ikke bare hvad den er?
- Hvis jeg tror at verden bare er hvad den er, vil jeg også bare gøre med den som jeg har lyst til. Min glæde ved mig selv, hinanden og verden vil være meget mindre. Men når jeg ser alting som skaberens værk - både det som findes og det som bliver til - vil jeg voldsomt gerne være med til at skabe og derfor går jeg ligesom i lære hos Gud.
- Laver du al slags arbejde, uanset hvad? Kan folk bare kalde på dig, og så kommer du og ordner deres ting gratis for dem?
- Der er mange ting, jeg ikke laver: jeg slår ikke dyr ihjel, jeg bruger ikke gift eller andre skadelige ting. Jeg arbejder aldrig med penge. Jeg laver ikke mad til folk, bare fordi de kan spare udgiften til en kok. Men jeg laver gerne mad til dem, hvis det kan få dem til at elske Gud mere. Og jeg laver også gerne mad til dem som ingenting ejer.
- Du siger at du også helbreder dyr og planter. Så kan landmanden jo spare udgiften til kemien og medicinen.
- Jeg forsøger at helbrede planter fordi jeg kan lide dem. Landmandens regnskab kommer kun ham ved.
- De fleste mennesker som hjælper andre ser ud til at ydmyge sig selv, mens de i virkeligheden snarere ophøjer sig selv ved at synes at de er bedre mennesker end andre.

- Jeg hverken ydmyger eller ophøjer mig selv: jeg ser bort fra mig selv. Gud er overalt, vi er i Himmeriget.
- Det lyder vidunderligt! - sagde jeg lidt skeptisk. - Det må kræve stor øvelse og disciplin at nå så langt.

- Nogle må anstrenge sig meget hver dag, for andre er det altsammen den naturligste sag af verden!
- Tak for din dejlige te! - sagde jeg og rejste mig for at gå . Men han lagde hånden på min arm, jeg satte mig uvilkårligt igen, og han sagde:
- Vil du ikke lige vente, så du kan få et brød med hjem?
- Jo tak, - sagde jeg. Jeg kunne mærke, hvordan jeg pludseligt slappede helt af og nærmest hengav mig til den dejlige lugt af nybagt brød, der bredte sig fra ovnen.
Jeg havde ikke lyst til at snakke. Han sagde heller ikke noget. Skumringen mørknede langsomt vinduerne. Tilsidst spurgte jeg ham igen om det grønne kors. Mens han slog et rent viskestykke om det varme brød sagde han:
- Det grønne kors? Har du gjort din gerning, så slip den! -
Så gav han mig hånden og jeg gik hjem.

15. Næste dag var blæsten vokset til storm. Jeg nød at kæmpe mig igennem de voldsomme luftmasser ned til de herlige, store bølger som sendte deres sultne tunger langt op ad stranden. Skummet drev i store flager op mod klitterne. Hele vinteren var jeg flere gange om dagen gået ned til havet. Jeg blev ikke træt af at tage lyden og synet af bølgerne ind i min sjæl: bølgen som med stigende kraft strømmer tilbage og møder vandet der presser ind fra havet, standser det, dæmmer det op, højere og højere, indtil den nye bølge runder sig og kammer over, rammer havstokken og bruser imod mig..
Men denne gang kunne jeg ikke nærme mig min tomhed. Den grønne munk havde sat for mange tanker i gang i mig, tanker som egentlig forstyrrede mig, for jeg var jo i gang med et helt andet arbejde.

- Det er livet! -, hørte jeg en stemme bag mig. Jeg vendte mig om, dér stod han, ansigtet næsten skjult bag det flagrende skæg og det flyvende hår.
- Hvorfor kommenterer du min oplevelse? - spurgte jeg surt.
- Fordi du er klog, - sagde han, og tilføjede: - Men jeg gav jo blot udtryk for min oplevelse .
- O.K. - sagde jeg. - Men når vi nu igen er tilbage i ordene, så forklar mig, hvad du mener. Hvordan er livet?
- Vi er hav, vi er bølge.
- Bølge er hav, hav er bølge, - svarede jeg.
- Uadskilt,- sagde han.

- Undtagen..-, svarede jeg.
- Hvad siger du? - råbte han. Det var svært at forstå hinanden: stormen rev ordene ud af munden på os, bølgernes vældige musik overdøvede enhver nuance i vore stemmer. Jeg gik hen mod de sorte sten, som var kastet i havet for at bryde bølgerne. Han fulgte med, vi søgte læ bag nogle kæmpeblokke. Kun af og til fejede en fin byge havvand henover os, når en særlig stor fontæne havde rejst sig længere ude. Ansigtet kølnedes vådt. Tungen smagte salt på læberne.
- Hvad var det, du skulle til at sige? - spurgte han. Hans øjne strålede, han lo - han var åbenbart lige så vild med at være herude som jeg.
- Jeg sagde vist bare 'undtagen' - svarede jeg. Vi behøvede ikke mere at råbe for at forstå hinanden.
- Undtagen hvad?
- Undtagen bølgen rammer stranden. Da er den kun denne ene, helt individuelle bølge.
- Sådan er livet! - råbte han fornøjet.
- Ja, - sagde jeg - klask!
- Rigtigt, - svarede han.
- Men vi tror at vi er dette klask, - sagde jeg.
- Og vi glemmer at vi er hav, - sagde han.
- Det er klart, - svarede jeg, - det er jo et voldsomt klask!
- Og så ruller vi op mod stranden, og så ruller vi med stenene og slæber en masse sand med os...
- .. og så suges vi tilbage igen, og ruller med stenene og tar en masse sand med os...
- .. og så kommer den næste bølge, og vi tror at vi er død. -
Vi lo. Vi kunne ikke være mere enige.
- Lyt til musikken! - råbte han, - fra den dybeste bas til den højeste diskant!
- Ja, - svarede jeg, - men jeg vil hellere være i den! -
Jeg rejste mig og gik bort fra stenene igen, hen til det sted, hvor havet havde samlet alle de større strandsten. Her var kysten stejlest, her trak vandet sig dybest bort, her rejste bølgerne sig højest, her larmede og skummede de kraftigst i mødet med det faste land.
- Jeg vil længere nordpå, - råbte han.
- Vi ses senere! - råbte jeg tilbage.

16. Selvom der var koldt stod jeg endnu længe i det skridende ral og lod bølgerne vaske min sjæl.

Er der noget så godt som at komme hjem til sin varme kakkelovn? At flå overtøjet af sig! Og så gå så tæt på , at man nærmest brænder sig, holde armene omkring den, som om man er lige ved at give den et knus! Jo måske: at vende sig om og få varmet ryggen og bagen! Og så noget varmt at drikke og en bid brød. Og, mens man sidder og nyder sin te, at lægge fødderne op på en stol og holde dem så tæt ind til varmen, at sokkerne er lige ved at ose - ja, det er behagelig fred!

Men det var hans brød, jeg spiste. Den slyngel havde sørget for, at jeg ikke kom til at glemme ham. Var jeg vred? Nej, ham kunne jeg ikke være vred på! Jeg havde jo troet at jeg skulle bruge min tid på de gamle guder, og ikke på hans sære form for kristendom. Eller var det nu hans kristendom, var det ikke snarere hans person, der fascinerede mig? Men de kunne vel ikke skilles ad. Jeg havde lyst til at finde ud af ham, stille nogle nærgående spørgsmål, sætte nogle fælder op, få ham til at reagere anderledes end jeg hidtil havde set.
Derfor gik jeg i den begyndende skumring ned til hans hus. Der var ingen røg fra skorstenspiben. Jeg bankede på døren. Intet svar. Jeg prøvede håndtaget. Døren var åben. Jeg gik ind. På bordet lå et brød, under brødet en stak maskinskrevne ark papir, ved siden af en seddel, håndskrevet:

Kære ven! Jeg er færdig her, tager tilbage til fællesskabet. Tag brødet og kopierne med dig. Velbekomme. Vil du smække døren efter dig? Jeg ved at vi vil mødes igen. Vi kan lære af flagermusen!
Hans

Jeg tog papirerne op, det var tydeligvis kopier af en tekst der var skrevet på en gammeldags skrivemaskine. Jeg gik ind i det tilstødende rum. På et lille bord ved vinduet stod en gammel, rød Erika.
Nå, det var altså derfor han havde trukket sig tilbage hertil. For at skrive. Jeg gik nærmere hen til vinduet for at se, hvad det var han havde efterladt til mig. Men her var for mørkt nu, jeg kunne ikke læse. Jeg stod med et lille manuskript i hånden.

Blæsten var stadig kraftig. Døren stod åben. Jeg havde ikke lukket den da jeg gik ind. Nu lå der en masse sand i dørkarmen. Med manuskriptet blafrende i den ene hånd måtte jeg lede efter en kost og feje sandet bort, inden jeg kunne lukke døren. Jeg gemte papirerne på brystet under jakken og stred mig hjem gennem det fygende sand.
Hvad mente han med flagermusen? At vi kan orientere os i det uhørlige? Måske kommunikere?

Hjemme lagde jeg manuskriptet fra mig, fyrede kraftigt op og varmede mig. Tog mig en kop kaffe og nogle madder. Lyttede til havets rumlen som hørtes tydeligt gennem klitterne. Et stærkt sted.
På vej ud efter mere brænde standsede jeg i gangen og læste på den første side:

Til min flok!
I har alle elleve bedt mig fortælle, hvordan jeg første gang kom i kontakt med Jer. Hvorfor jeg har ledt så længe, indtil jeg fandt Jer. Jeg har skrevet så kort og sandfærdigt som jeg kunne.
Hans

Da jeg igen havde sat mig til rette, tog jeg manuskriptet frem. Jeg læste det i et stræk. Jeg følte mig lige parat til at gå ind i visionernes verden, at bryde ud af mine tankers vanemønstre og forestille mig nye, hidtil usete virkeligheder.

Og nu vil jeg gengive manuskriptet som jeg modtog det:

Læs bogen: