|
SolMånens Forlag v / D a n k w a r d E. N i e l s e n |
|
Samlingen
En mystisk erfaring1. Jeg ville gerne have fat i noget dybt i mig selv. Jeg ville gerne tale med de gamle, de ældgamle.
Eller med det ældgamle i mig selv.
Jeg følte stærkt, at der var en viden et sted, et eller andet sted på jorden eller i universet, som jeg ønskede mig, for at min egen verden kunne blive mere rund, mere fuldkommen.
Hvor kunne jeg finde denne viden? Hvor og hvordan kunne jeg komme i kontakt med den?
2. Jeg har siddet ved roden af gamle træer og fundet megen ro og visdom dér.
Jeg har siddet ved havet om natten og oplevet enkeltheden: jeg var ilden som sad i luften på jorden ved vandet, der bølgede og bølgede, ligesom mit åndedræt, ligesom mit hjerte, der sender bølge efter bølge af blod gennem min krop.
Jeg har været mange steder, for at finde enkeltheden og sandheden.
3. I denne nat havde jeg valgt mig en jættestue. Jeg var gået ind i dens mørke under højen med et vokslys i min hånd, havde stillet min stol op og tændt for min lille kedel og lavet te.
Jeg havde sat mig godt tilrette, slukket lyset og langsomt vænnet mig til mørket og ensomheden.
Jeg havde lyttet med mine ører, med mine sanser, mit sind og min krop.
4. Da jeg var faldet til ro og følte, at jeg var ankommet til stedet, begyndte jeg at synge lange, dybe lyde. Lyde som får mit hovedet, min hals og hele min krop til at vibrere. Det har jeg ofte gjort før.
Der er intet, der standser mine tanker så godt og som udvisker grænserne mellem mig og det usynlige så let, som disse lyde. Ofte stiger de til høje toner og ofte ligner de ord.
Men det er ord, som jeg ikke forstår, fordi de ikke er begreber.
5. Jeg standsede sangen og lyttede. Hvad opstod der i mig? Hvilke billeder, hvilke anelser? Hvad havde jeg forventet? At stemmer skulle tale til mig? At en stenalder-vismand skulle dukke op, sætte sig overfor mig og give mig en belæring?
Nej, jeg havde ikke nogen bestemt forventning.
Jeg ved, at det er nok at gøre de ting, som forekommer mig rigtige, og at disse handlingers frugt langsomt vil dukke op i mit daglige liv, vil vokse og gro i min bevidsthed, som farver, der bredes i min sjæl, som frø, der bliver til spirer og får deres liv i mit sind.
6. Jeg sad der i det dybe, sorte mørke. Luften lugtede jord-slået, indelukket og lidt klamt. Jeg kunne røre ved stenvæggene til venstre og højre, jeg kunne føle på loftets store kølige sten over mig uden at rejse mig. Jeg var i et gravkammer.
Her havde der gennem tiden ligget mange lig og rådnet, men det var længe siden.
Måske havde et eller andet dyr boet her. Måske nogle ensomme vandrere havde fundet ly for regn og storm her engang. Måske havde der ligget en skat gemt på dette sted, hvor fortidens mennesker næppe gik ind uden frygt og bæven.
7. Nu sad jeg her. Var der en særlig energi her? Kunne der findes visdom et så tåbeligt sted? Jeg begyndte at kede mig. Var det blot en dum, romantisk idé, jeg havde fået?
Eller var det rigtigt, som jeg havde set det i flere syn - som forekom mig som glimt fra fortids bevidsthed - at jættestuerne er steder, vor man kan komme i kontakt med selve den kraft, der giver slægten og dens medlemmer deres helt egen, enestående retning og formål i livet?
Og hvis det var sådan, var jeg så modtagelig for denne kraft? Jeg, som ikke hørte til den slægt, der havde bygget denne jættestue for mange årtusinder siden?
8. Jeg ville ikke tænde lyset. Jeg ville synge igen. Men forinden måtte jeg ud på naturens vegne.
Udenfor var luften blid og duftede af lyng og blomster og af sand, der langsomt kølnes. Selvom der var overskyet, kunne jeg se et svagt lys mod nord, for vi var i de lyse nætters tid.
Da jeg famlede mig tilbage til min stol i kammeret, følte jeg mig mere fortrolig med stedet, ja, der var næsten hyggeligt inde i jættestuen.
9. Igen sang jeg lange, vibrerende toner. Jeg rejste mig og undersøgte stenkammeret med lyden: hvor var den kraftigste resonans? Hvor opstod der interferenser, i hvilken retning skulle jeg sende lyden, for at overtonerne blev stærkest?
Samtidig følte jeg på stenene, følte deres flader og former og mellemrummene imellem dem. Jeg holdt mig fra at kigge ud gennem indgangen, jeg ville være helt inde i mørket og i min egen lyd.
10. Omsider satte jeg mig igen, standsede sangen, tog en smule jord og grus op fra gulvet, snusede til den støvede lugt, holdt den og vejede den i hånden, følte på småstenene med fingrene - og faldt i staver. Kunne jeg mærke at jorden og småstenene var levende? At også de havde bevidsthed? Nej, det kunne jeg ikke.
Men hvordan var det mon at være jord, at være sten? Jeg rakte ud til vægstenene. Holdt mine håndflader imod dem. Kunne jeg mærke deres liv? Vibrerede de, bare lidt? Nej, jeg følte nok kun mine egne hænders sitren.
Men sært nok: stenene føltes som venner. Jeg kælede for dem, strøg varsomt med min hånd langs deres ujævnheder: det føltes, som om de kunne lide det. Var det indbildning?
11. Jeg lagde hænderne i skødet for at meditere. Jeg var opmærksom på mit åndedræt, som blev langsomt og roligt. Sådan sad jeg en tid.
Men tankerne ville ikke standse: Hvad var liv? Kendte stenene til evigheden?
Og hvad var evighed? Uendelig tid? Nej, den måtte være noget mere, måtte være en anden kvalitet. Noget andet, noget helt andet end tid. Noget udenfor tiden. Var det muligt?
12. Jeg tænkte på havet. Jeg forestillede mig bølgeslaget, huskede lyden, når bølgerne løb op ad stranden og tilbage igen.
For mit indre øje så jeg ud mod horisonten, som svagt kunne anes i den mørke nat. Det var svært at fæstne blikket på noget så ubestemt.
Gang på gang så jeg igen på bølgerne lige foran mine fødder, men jeg tvang mit blik tilbage til horisonten, til mødet mellem luften og vandet, denne næsten usynlige streg, hvor der intet skete, som var tom for bevægelse.
13. Pludselig var det, som om der duftede svagt af blomster. Jeg snusede lidt i luften, duften blev kraftigere - hvad var det for en duft, her ude ved havet?
Konvaller, roser? Syrener? Nej, violer - ja, der lugtede svagt af de små, mørkeviolette violer, som er så tidligt ude om foråret, gemt i efterårsløvet og mellem de visne urter.
14. Horisonten blev lysere. Noget bevægede sig derude. Var det en stor fisk, en hval, et skib? Nej, det var en skikkelse, som kom nærmere og nærmere, svævende hen over vandet, stående på en bølge. Det var et menneske, jeg så det tydeligt i det voksende lys fra kimmingen.
15. Da det kom helt tæt på stranden og lige var ved at gå i land, så jeg, at det var mig selv.
Jeg rejste mig for at tage imod mig selv, men slog hovedet mod stenloftet. Jeg så mig omkring, men der var bælgmørkt. Jeg var tilbage i jættestuen.
16. Jeg satte mig igen tilrette i min stol og sundede mig lidt. Sært nok: der duftede stadig af blomster, ja, duften var blevet stærkere. I hvilken retning jeg end snusede, lugtede der dejligt af violer.
Der begyndte at blive varmt i jættestuen. Jeg åbnede min jakke, løsnede skjortens krave.
Duftene skiftede karakter og mindede mere og mere om roser, om de hvide rosers duft, som så ofte havde henført mig i sommernatten.
17. Jeg sang et langt, blidt OM. Stenene sang med, og da jeg tav, fortsatte stenene med at synge.
I det fjerne så jeg en svag stribe lys. Var det ved at blive morgen? Men nej, jeg så jo mod jættestuens modsatte endevæg, ikke mod indgangen.
Jeg sang igen OM, stenene sang med og deres sang blev stærkere, den omgav mig helt. Det var en stille sang, mange blide, klare toner på samme tid.
Jeg sad og tænkte: er det stenalderånden, der er nærværende nu? Med blid stensang og rosenduft? Ja, hvorfor ikke?
18. Lyset på den modsatte væg voksede, som når en dør langsomt åbnes af en luftning, der får den til at svinge i sine hængsler. Det blev meget kraftigere, så kraftigt at jeg kunne ane sidevæggenes sten.
Jeg undrede mig ikke mere, sad blot i den lune, velduftende luft og betragtede den første lysning om morgenen.
Og nu lød det, som om det ikke blot var stenene der sang, nu hørte jeg menneskestemmer, der tonede frem af den blide harmoni.
19. Jeg lukkede øjnene. Det var som om jeg med ét så den modsatte vej: ikke ud af øjnene men ind i mit eget hoved.
Og derinde så jeg jorden. Den svævede i rummet, omgivet af atmosfæren og af - tiden!
Den svævede i rummet og i tiden, og jeg vidste, at det var tiden, jeg så.
Det føltes helt naturligt, at jeg var udenfor tiden.
20. Da var det som om nogen var kommet ind i rummet og ville mig noget. Jeg åbnede mine øjne: en klar, hvid rose bredte sine blade ud over hele den modsatte stenvæg. Det var som om den så på mig. Duften var overvældende. Jeg var målløs.
Men så tog jeg mig sammen og spurgte med usikker stemme: Vil du tale med mig?
Jeg fik ikke noget svar. Jeg kunne ikke holde ud at se på denne store rose. Den var for smuk, den var så blændende hvid, at jeg måtte lukke øjnene, og snart faldt jeg i en
slags søvn.
21. Jeg drømte, at jeg svømmede ligesom en fisk i en slags vand. Jeg svømmede omkring uden mål eller retning, uden forventning og uden bekymring.
Efter nogen tid så jeg en lille lysende streg i vandet. Da jeg svømmede hen til den, blev stregen til en plet, men jeg kunne ikke finde ud af, hvor lyset kom fra og hvor det gik hen.
Jeg svømmede ind i det oplyste vand, og da jeg var helt omgivet af det svage lys, så jeg min stol og mit vokslys og min tekedel stå ved stenvæggen i jættestuen. Jeg gik hen til min stol og satte mig. Jeg vågnede.
22. Rosen blomstrede stadig på den modsatte væg, men nu havde den fået et let lyserødt skær og dens lys var mildt og venligt.
Jeg må spørge den om evigheden, tænkte jeg. Jeg må spørge den om Gud. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle spørge den.
23. Jeg var blevet tørstig. Jeg tændte lyset, som stod foran mig i sandet, tændte ild under min kedel og så op. Rosen var borte. Der duftede endnu svagt af blomster. Men det var må ske min te, der duftede sådan?
Kruset varmede mine hænder. Veltilpas og helt tanketom slubrede jeg den varme aromatiske te i mig, mens jeg så på kærten, der brændte foran mine fødder.
24. Da hørte jeg nogle mandestemmer inde i et rum ved siden af. De syntes at samtale mens de kom nærmere. Jeg så mig omkring.
Jeg var i et rundt rum, hvor der duftede dejligt af blomster og mennesker. Der stod tretten behagelige stole i en cirkel omkring et lille rundt bord i midten.
Øverst på hver af de høje stolerygge så jeg et lys, men lysene var ikke tændt. På bordet stod et stort vokslys, som skinnede med en klar flamme.
Ved siden af lyset så jeg en stor vase med blomster i alle farver, et fad med et gyldent brød, et stort bæger med mørkerød vin, to skåle med vand og en krukke, som syntes tom.
25. Mændene kom ind gennem døren bag min ryg, gik hen til bordet, stak hånden ned i krukken, trak et stykke papir frem, hvorpå der var malet et tegn. Så satte de sig på den stol, som havde det samme tegn malet på sit ryglæn.
Mændene havde hvide bedekåber på .
Jeg så ned ad mig selv. Også jeg havde en blød, hvid lærredskåbe på. Jeg følte mig nyvasket. Jeg havde bare fødder. Jeg gik hen til bordet, stak hånden ind i krukken, trak en seddel frem og satte mig på den stol, papirets tegn havde anvist mig.
Snart kom der flere mennesker, mænd og kvinder, unge og gamle og fandt deres pladser. Den tolvte lukkede døren bag sig.
Alle havde hvide bedekåber på. Den trettende stol var tom.
26. Vi sad længe tavse og holdt hinanden i hænderne, mens vi sammen søgte mod den afslappethed, fred og tillid, hvori kærligheden mellem os kunne opstå.
Efter en rum tid slap vi hinandens hænder og manden til venstre for mig sang en lang, dyb tone. Snart sang alle deres toner, også jeg prøvede at finde en lyd, der kunne harmonere med de andres.
Langsomt ebbede sangen ud. Vi rejste os alle og vendte os mod den tomme stol.
27. Vi stod i tavs bøn. Nogle stod med løftede arme, andre med hænderne lagt sammen foran brystet, én knælede, en anden stod med korslagte arme, hans hænder rørte ved skuldrene.
Jeg stod og spekulerede på, om nogen mon kunne se en person sidde i den tomme stol, et menneske eller et væsen, som jeg ikke kunne se?
28. Vi tog vort lys fra stoleryggen og tændte det ved det store lys i midten. Jeg kan ikke huske, hvem der tændte lyset over den tomme stol.
Vi satte os igen og begyndte på en ny ordløs sang, en flerstemmig harmoni.
Først var den søgende, men snart voksede den i sikkerhed og styrke. Sådan sang vi i lang tid de toner, som opstod inde i os, som der kaldtes på af de andre stemmer.
29. Mens jeg lod lydene strømme ud af mig, tænkte jeg pludselig: hvorfor synger vi dog uden ord? Og hvorfor samles vi om natten?
Men så vidste jeg: Ord lukker, lyd åbner. Lys deler, mørke heler.
30. Sådan sang vi i et kvarter eller mere, uden at der skete en øgning i lydstyrken, men snarere i intensiteten og harmonien. Langsomt mærkede jeg, hvordan jeg glemte mig selv og blot sang, helt hengiven til tonefylden.
Lydene ebbede ud og da den sidste stemme tav, rejste vi os alle. Den kvinde, som sad til højre for den trettende stol, tog den lille skål med vand fra bordet og stillede sig foran sin nabo til venstre.
Han sagde:
31. Døb mig, når du ser at jeg har
set min elskede i himlen.
Døb mig, når du ser at jeg i længsel
ser i dine øjne efter den,
som er min for altid,
som var min
før jeg fødtes.
Døb mig, når min gud
smiler til mig.
Døb mig! Du skal døbe mig,
når du med dit eget hjerte
ser din elskede i himlen
favne min.
Ja, døb mig nu i kildevand
med kærlighedens navn.
32. Mens hun løftede skålen, svarede hun:
Med vand fra kilden hilser jeg din ånd.
Velkommen i livets flod!
Hun dyppede hånden i skålen, løftede den over hans hoved og lod nogle dråber falde på hans isse. Dette gjorde hun tre gange.
Første gang sagde hun:
For din elskede.
Anden gang:
For min elskede.
Tredie gang:
For vores kærlighed.
33. Så gav hun ham skålen, han bukkede let og hun gik tilbage til sin stol.
Han stillede sig foran sin nabo til venstre, som sagde det samme vers og han blev døbt på samme måde. Således døbte vi alle hinanden.
34. Vi satte os. Igen sang vi lyde, men denne gang kun kort, og så var der én, som gik hen til bordet i midten og knælede således på den lave bænk, der var rundt omkring bordet, at han kunne se på lyset og bag lyset den tomme stol.
Han begyndte at tale til lyset - eller til den tomme stol? - og bad og ønskede og takkede. Så rejste han sig og gik tilbage til sin stol.
En kvinde tog hans plads ved bordet. Hun sagde kun et ganske kort vers. Og dette vers indprentede jeg mig, måske fordi det er så smukt:
35. Oh, Jesus Kristus,
du, hvis kærlighed
bor i alle hjerter,
skjult eller åbenbaret.
Hjælp mig at lide uden smerter,
hjælp mig at dø uden angst!
36. Således gik fire eller fem frem og sagde, hvad de havde på hjertet. Efter en lille pause viste det sig, at der ikke var flere, der ville tale ved bordet.
Vi sang igen, også denne gang helt uden ord, men med større variation og modulation, som om meget af det, vi hver især havde på hjertet, nu kunne strømme ud til fællesskabet.
Sangen sluttede. Jeg hørte, at nogle sukkede, jeg hørte en der græd. Så rejste vi os igen.
37. Kvinden ved min højre side gik frem for mig.
Hun strøg med sine hænder langs min rygrad og sagde:
Velsignet være din ryg.
Vær ikke krum mere. Rejs dig!
Så strøg hun ned langs mine ben og sagde:
Velsignet være dine ben.
Vær ikke lam mere. Gå!
Hun rørte med sine hænder ved mine øjne og sagde:
Velsignet være dine øjne.
Vær ikke blind mere. Se!
Så rørte hun ved min mund og sagde:
Velsignet være din mund.
Vær ikke stum mere. Syng!
Derefter strøg hun med hænderne langs mine sider og sagde:
Velsignet være dit legeme.
Vær ikke uren mere. Lys!
Så lagde hun sin hånd på mit hjerte og sagde:
Velsignet være din sjæl.
Vær ikke besat mere. Glæd dig!
Hun lagde begge hænder på mit hoved og sagde:
Velsignet være din ånd.
Vær ikke død mere. Lev!
Til sidst tog hun mine hænder i sine, så mig ind i øjnene og sagde:
Velsignet er du,
fordi du helbredes,
blot du rører
ved den eviges kappe!
Din tro helbreder dig.
Bliv i troen. Synd ikke mere!
38. Manden til venstre for mig sagde det samme til sin nabo, og da kvinden med en ærbødig gestus gik tilbage til sin plads, vidste jeg, at jeg nu ville vende mig mod ham og velsigne ham, som hun havde velsignet mig.
Jeg følte mig fri og glad og ganske højtidelig til mode. Min nabo stod med lukkede øjne og et inderligt smil om munden og tog imod mine velsignelser.
39. Så satte vi os igen. Jeg mærkede, at alle sad og fordybede sig. Mange satte sig godt tilrette og så fulgte en lang og dyb tavshed, hvor jeg prøvede at meditere det bedste jeg kunne.
Omsider glemte jeg alt omkring mig, ja, jeg glemte mig selv.
Da hørte jeg en fin klokkelyd, så flere, og jeg vågnede og kunne mærke at mine venner var ved at flytte lidt på sig. Det var på tide at vende tilbage til de åbne øjnes verden.
Lysene syntes at stråle i en anden glans, jeg så langt flere farver omkring dem end ellers.
40. Manden til højre for døren gik med vinen og brødet hen foran den tomme stol og knælede.
Da sagde vi i fællesskab følgende vers:
41. Kan du huske dengang, vi spiste sammen?
Da du gav mig brødet og vinen?
Da var vi samlede, helt samlede, og du sagde:
Gud gav os druen.
I kælderens mørke blev dens saft fyldt med ånd.
Gud gav os kornet.
I ovnens varme blev dens krop fyldt med kraft.
Kan du huske? Du sagde:
Se, nu giver jeg dig Guds ånd til din sjæl,
så du altid må være Guds barn.
Se, nu giver jeg dig Guds kraft til din krop,
så du altid må gøre Guds gerning.
Kan du huske? Jeg gjorde som du.
Jeg sagde de samme ord til min nabo,
og denne igen til sin nabo.
For vi var mange.
Ja, mange er vi også i dag.
Kan du huske?
Jeg lovede at minde dig om denne aften,
hver gang vi var samlede, helt samlede.
Se, nu har jeg mindet dig om den.
Se, nu er vi helt samlede.
42. Manden gik tilbage til sin plads, gav vinen til sin nabo på venstre hånd og sagde:
Se, nu giver jeg dig Guds ånd til din sjæl,
så du altid må være Guds barn.
Og hans nabo drak af bægeret.
Så gav han sin nabo brødet og sagde:
Se, nu giver jeg dig Guds kraft til din krop
så du altid må gøre Guds gerning.
Og hans nabo spiste af brødet.
Sådan gav vi hinanden vinen og brødet og bad for hinanden. Den sidste satte bægeret og fadet på den tomme stol.
43. Efter en rum tid, hvor folk snakkede lidt med hinanden, sang vi igen et kort stykke tid. Hvor var det nu let at hengive sig til tonerne, hvor ubekymret sprang de frem af mit bryst! Og selv da sangen forstummede, fortsatte tonerne inde i mig.
44. Da stod den mand op, som sad til venstre for døren når man kommer ind, gik hen til bordet, tog den store skål med vand, gik frem for den tomme stol, satte knælende skålen ned, bøjede hovedet og løftede sine hænder.
Så tog han skålen op igen, vendte tilbage til sin nabo på venstre hånd, knælede foran ham og satte hans fødder i skålen.
45. Varsomt vaskede han den venstre fod og sagde:
Vær tilstede!
Så vaskede han den højre og sagde:
Vær tilstede!
Til sidst flyttede han skålen lidt og tørrede fødderne med sin bedekåbe, og mens han holdt om dem begge, sagde han for tredie gang:
Vær tilstede!
46. Han rejste sig og satte sig igen på sin plads. Imens stod hans nabo op, løsnede sit bælte, smøg bedekåben af sig og stillede sig med sine nyvaskede fødder ovenpå sit tøj. Sådan stod han et øjeblik, tog så skålen og satte den foran sin nabo til venstre og vaskede hendes fødder.
47. Da det var min tur til at få vasket fødderne, fór en gysen igennem mig. Jeg var pludselig helt klar over, at det var den Evige selv, som knælede nøgen foran mig, varsomt vaskede mine fødder og tørrede dem med sit eget tøj!
Jeg følte mig fuldstændig hensat til en anden verden. Men da jeg rejste mig, tog tøjet af og stod nøgen, sansede jeg mine fødder og den vægt de bar, mere end nogensinde før.
Og jeg sansede min vægt med glæde! Alt det støv og alt det snavs fra fortiden, som havde tynget mine fødder, var nu vasket bort.
Brudt var den sidste rest af min modstand mod evigheden. Som af en hvirvelvind blev jeg løftet højt op.
48. Min sjæl var som et lynramt træ, der brænder op, så nyt liv kan bryde frem af den ældgamle rod.
En søjle af lys og kraft gik igennem mig, fra himlen og dybt ned i jorden. Jeg følte mig umådelig stor, umådelig stærk, umådelig hel!
49. Da mærkede jeg en hånd, der blidt lagde sig på min skulder og ruskede i mig. Jeg åbnede øjnene. Kvinden, der havde vasket mine fødder, stod foran mig. Med en let bevægelse pegede hun på min nabo.
Det gav et ryk i mig, da jeg huskede, at jeg skulle vaske hans fødder. Jeg knælede ned foran ham og tog hans fødder i mine hænder, satte dem ned i vandfadet og vaskede dem.
50. Pludselig forstod jeg, hvorfor jeg skulle knæle netop nu. Da fik jeg tårer i øjnene og sukkede dybt. Og da jeg tørrede hans fødder og så op i hans ansigt var jeg så glad som aldrig før, helt anderledes glad end nogensinde.
51. Jeg rejste mig og stillede mig på min plads. Lyset på bordet i midten af rummet strålede klart og rent. Dets stråleglans voksede og bredte sig, snart så jeg ikke bordet mere, jeg så kun lys.
Den søjle af lys og kraft, som før var gået igennem mig, stod nu i midten af rummet.
52. Mine naboer til højre og venstre tog mig i hænderne. Jeg så på dem, så, at alle stod på deres tøj og holdt hinanden i hænderne.
Og så sagde vi i fællesskab følgende ord:
53. Fæstnet på korset Her og Nu
bliver du nu, du Evige.
Her og nu er du tilstede i døden,
så døden ikke er mere.
Tom er den grav, som mennesker skabte.
Levende står du og smiler,
elsker hver stjerne og hvert et strå,
elsker hvert dyr og hvert menneske,
så døden ikke er mere.
Oh, her og nu er du i mit hjerte.
Mod og fortrøstning og kærlighed,
evighed favner og fylder mig,
så døden ikke er mere.
Så døden ikke er mere.
54. Mine naboer slap mine hænder. Jeg stod alene foran dette vældige lys. Og nu voksede det og opslugte mig helt.
Jeg rakte armene i vejret, strakte dem så højt jeg kunne, strakte hele min krop højt, højt op, men tog så armene langsomt ned igen, holdt dem fremfor mig, som for at modtage noget, lagde dem sammen foran mit bryst og bøjede mig dybt.
Pludselig sank jeg i knæ. Jeg græd, jeg rystede.
55. Og så var det, som om jeg blev gennemskyllet af en blidhed, en mildhed, der omsluttede og gennemstrømmede mig og alt omkring mig, og jeg husker at min sjæl vandrede omkring i denne mildhed og ikke kunne finde ende på den.
56. Igen følte jeg en hånd på min skulder. Jeg rejste mig langsomt. Jeg så ned i jorden. Jeg kunne umuligt løfte mit blik og igen se mod midten, men så tog min nabo mig i sin favn og gav mig et grundigt knus.
Jeg turde næsten ikke se på ham, men da jeg gjorde det, så jeg blot nogle dybe, strålende øjne, og jeg følte mig med ét stærk og klar og helt tilstede. Jeg så, at alle var ved at tage deres bedekåber på og jeg gjorde som de.
57. Tavse gik vi ud af rummet. Vi tog vores tøj på . Nogle gik over til bedehuset, nogle gik hjem. Jeg fulgtes med dem, som gik til fællesrummet og satte mig sammen med dem. Vi fik vist en kop te og nogle småkager.
Jeg hørte ikke efter, hvad der blev talt om. Jeg lyttede til stemmernes rige musik og så dybt betaget på dem, der sad omkring mig.
58. Aldrig havde jeg set så smukke mennesker før. Aldrig havde jeg følt mig så velkommen: jeg var en vidunderlig del af noget meget vidunderligt.
Og dog var alt så selvfølgeligt, så overvældende selvfølgeligt! Sådan er vi altså, tænkte jeg: Strålende og selvfølgelige. Guds børn.
59. Jeg stod op, tog afsked og ville gå hjem. Da jeg kom ud i entreen, var der mørkt og jeg kunne ikke finde døren. Men der var et svagt lysskær nede ved jorden. Jeg lagde mig på knæ og kravlede gennem en åbning ud i det fri.
Jeg rejste mig og så, at jeg stod udenfor jættestuen. Solen skinnede allerede klart i øst. Jeg så lyngen og træerne og indåndede taknemmelig den friske morgenluft.
60. Og jeg vidste, at alt var som det skulle være.