SolMånens Forlag
    v / D a n k w a r d  E.  N i e l s e n 
O-U-A
FØRSTE AFDELING:

ET ASA-HUS


1.
Sæmund sad i Havis Hal,
havbeskyttet sad den frode,
talte gennem bølgers brusen,
sang i blodets træ.

Sæmund sang med sind så sval
midt i gabet Ginnungi,
dér hvor begge verdner mødes,
ulvens gab og Menglåds skød.

Sæmund kvad en gammel vise,
baglæns hørte jeg dens ord,
kaldtes tusind år tilbage,
kaldtes frem til dette nu.

Sæmund tav sin viden til mig,
han var otte - jeg er ni,
rim er alle skjaldes tale,
stjerneord og runestav.

(Sæmund den Frode siges at have samlet den Ældre Edda.)

 

 


2.
I begyndelsen er Ragna overalt.
Når hun vil være frugtbar,
trækker hun sig sammen og skaber
i midten en mand ved navn Rok.

Før den tid er der ingen midte.

Rok sår stjerner i Ragnas kød,
da opstår verden:
Ragna rider Rok.

Deres latter!
Deres latter
føder mange, mange børn!

 

 


3.
Først er
Is og Ild,
Form og Kraft,
Nifel i nord og Muspel i syd,
imellem dem
Ginnungagab.

Ild giver liv til Is,
Ymir opstår,
af ham
Jætters og Rimtursers slægt.

Audhumbla opstår,
tidernes ko,
nærer med fire strømme mælk
verdens bestandighed.

Tre dage slikker Audhumbla af isen,
frem står en mand ved navn Bure,
af Bure en søn ved navn Borr,
Borr avler med gygen Bestla
tre sønner, de ældste Aser:

Odin, Vile og Ve.

 

 


4.
Odin, Vile og Ve, de tre
dræber rimtursen Ymir,
slæber ham midt ud i Ginnungagab.
Her bygger de verden af hans krop.

Asgård til guderne,
Midgård til menneskene,
til jætter og rimturser bygger de yderst
Udgård med strand mod det evige hav.

Inderst i verden står Navletræet
Ask Yggdrasil.
Ved den forenes himmel og jord,
ved den holdes verden oppe.

5.
Vile er det evige hav,
Ve er to træer som driver mod stranden,
Odin gir træerne menneskeliv,
skæbne og navn:
Ask og Embla.
Mand og kvinde.
Af dem kommer menneskene,
med dem vågner guderne.

Bifrost er asernes bro.

 

 

 


6.
Vile er marken om vinteren.
Ve er den når den vil sås.

Odin kommer,
Frigg former,
Tor ler,
Freja bærer frugt.

Da høster vi som vi har forstået.

 

 

 


7.
Jeg er i Intet,
i Altet bliver jeg til.

Øst bor Odin,
Frigg i nord,
Tor i vest,
Freja i syd.

Foroven bor Heimdal
på Himmelbjerget.
Under jordens dyb bor Hæl.

Syv er de aser med Loke
som ikke bor noget sted.

(Da jeg skrev dette vers var jeg ikke opmærksom på at Hæl ikke er en gud, men Lokes barn med jættekvinden Angerboda. Hæl fungerer kun som en hovedgud. Hun har i den menneskelige bevidsthed taget nornernes plads. Det er dem der bor i dybet, men vores forblændelse før Ragnarok gør, at vi ikke kender dem mere, men kun oplever Hæl.)

 

 

 


8.
Odins røst
lyder fra øst:
blod blive varm,
stærk blive arm!

Frigga fra nord:
gør frugtbar min jord!

Tor fra vest:
fælles er bedst!

Freja fra syd:
ramme mit stjernespyd!

Fra oven hylder
Heimdal hævede hoveder.

Hæl hvisker hæst:
hernede er du gæst!

Lokes latter
lyder overalt.

 

 


9.
Spyd Odin rammer
død Ymirs krop.
Liv tændes
i kødet.

Yngler fra roden
mangefuld form
Frigg.

Liv løsner fra jorden,
finder fælle,
kæmper med Tor
mod jætte og turs.

Frugt bærer Freja,
helheds fryd
er hendes stjernering.

Heimdal holder højt
hvælving for himlens magter.

Dybt under Yggdrasils rod
grunder i støbeform Hæl.

Loke låser,
Loke lukker op.

 

 


10.
Jårmungand snor sig fra Hæl
højt mod Heimdals trone,
Frigg skilles fra Odin,
Freja fra Tor.

Fenrir gaber fra Hæl
højt mod Heimdals trone,
Freja skilles fra Odin,
Tor fra sin moder Frigg.

Angst er i verden,
tveje og eje,
Tor taber tit mod Jårmungand,
Odin falder
hver dag i Fenrirs gab.

Ask og Embla
fanges i Balders favn.
Håd skyder,
Loke åbner
Draupnir,
Odins lås.

 

 


11.
Hyrokkin støder
Balders bålskib
Ringhorn mod Hæl,
lys blir i underverden.

Rind føder Odin en søn ved navn Vale,
da dør Håd.
Odin hænger
ni nætter
i træet under jorden.

Kød avler kød
ved Od.

 

 

 

12.
Når himmelfløjten lyder
og sjælene fryder,

når stjernetrommen høres
og hjerterne røres,

da er det slut med Ragnarok:
enhver har sit, enhver har nok.

 

 

 

HEDNINGEVERS

13.
Nagelfar-skibet strander i sod,
de gerriges gerninger gror op af graven.
Gribe, gribe, men ikke ta' imod:
det er Nagelfar-farernes lod.
Ej gir de videre gaven.

Er du nagelfar-farer? Kan du give slip? Kan du løsne? Kan du modtage og slippe livet i samme åndedrag? Kan du fyldes så hurtigt som lærken, fordi du kan give livet videre så hurtigt som den? Kan du finde løsningen? Eller strander du i den halvkvalte flammes sod - med kløerne klamret omkring dit liv, sort under neglene?
Giv dit liv fri, giv dig dit liv i vold, løs dine bånd, løs dine klør, frygtløs er den som er her. (Skibet Nagelfar bygges af de dødes negle, hvis de ikke er blevet klippet!)

 

 

 


14.
Hekse og huldrer,
hule de buldrer.
Jætter og trolde
elsker at bolle.
Dværge og diser
går rundt og fniser.

Dans træder Freja
og hendes Asynjer.
Fryd klæder Odin
og Aser i brynjer.

Frigg spænder mave,
regn falder i hendes have.
Tordenvejr!
Tor ler!

 

 


15.
At genfinde vores egen Ur-Tids
Rytme, sang og dans.
At genfinde kroppens egen rus.
At danse ind i fællesskabet.
At danse ind i en større helhed.

At overvinde de hæmmende kræfter
Og at understøtte de fremmende kræfter
Hvorsomhelst og nårsomhelst
Ved lyd og dans,
Med sjæl og krop.

Ved dansens fællesskab at befrugte
Hverdagens fællesskab.
Ved dansens helhed at fremme
Hverdagens helhed.

At skabe billeder, som kan blive til virkelighed.
At udtrykke sig selv her og nu
I samklang med tilværelsens kræfter.
For alles ret til fællesskab

 

 


16.
Lad stjernetrommen lyde
og alle mure bryde.

Lad ånd og rim
møde kød og slim.
Lad ånd og kød
rime liv og død.
Lad tungens tale tie:
i mødet blir vi frie.

Lad stjerneslangen danse frit!
Det er det første skridt.

Latter letter.

 

 

 

17.
Dragedansen bugter bølger
dragedansen bølgen følger
kraften vrider kraftens spor
sporet er hvor jorden gror

Dragedansen bølger bugter
over fjelde gennem slugter
under solen gennem luften
skriget sangen dansen duften

 

 

 

18.
Bålkastning
Danserne har hver sit kors, bundet af tørre grene, pyntet med visne blomster og al slags ting som kan stå for lidelse, skuffelse, afsavn, fejltagelser, vrede - alt som de ønsker forvandlet.
De kaster disse kors på bålet og synger:

Tids -og rummets kors skal brændes,
Livets strøm skal atter vendes.
Vandles korset skal af flammen
som når ormen skifter hammen:
op i vindens verden svæver
og igen i kraften lever.

Da er kroppen vore vinger.
Tyngde selv, den tyngde tvinger.
Kraftens krop opstå i mig!
Kraftens krop kan finde vej!
Kraftens krop er dig og mig!

Ikke hver på tværs, men sammen
danner ind- og udgang rammen
om den dør til livets bølge
som vi er her for at følge.

Bølge, følge, flyve, finde,
elske, opstå, løsne, binde!

Kor:
Finde og følge
binde og bølge!

 

 


19.
Sejr i skyggen

Der faldt en skygge på jorden
og skyggen skabte mit jeg.
Da skulle alt være i orden
og standset blev kræfternes leg.

Jeg skabte ikke skyggen.
Med skæbnebylten på ryggen
spurgtes jeg om jeg var sej.

Liv efter liv vandt jeg sejre,
men der var intet at fejre,
thi den som fanges i sejrens sæk,
blir væk,
og vækkes først af sin nød
i sin død.

 

 


20.
Oldemor!
Bollemor!
Troldemor!
I hvis mave alle bor!

Stjernehimlen er din hud:
Mangefold! Mangefold! er dit bud.

Oldemor!
Bollemor!
Troldemor!
Hvor din mave dog er stor!

 

 

21.
Huldren holder sit hornede barn.
Hyldemor giver die.
Dråber af dug gør guld af skarn.
Hornede børn gør os rige.


Læs bogen: