SolMånens Forlag
    v / D a n k w a r d  E.  N i e l s e n 
O-U-A

EN RING AF KRAFT

22. Der er tre brødre, de ældste aser, hvis navne er:
VILE, VE og ODIN.

23. VILE er den kosmiske ligevægt.
VE er ønsket om at blive til.
Tilblivelsen sker med ODIN.
Livet former og formerer sig ved FRIGG,
befrier sig fra jeg'ets og formernes tvang ved TOR
og bliver til frugt og fryd hos FREJA.

24. Odin og Tor er tilblivelseskræfter, mens Frigg og Freja er tilværelseskræfter. Livet er noget, som hele tiden bliver til for os, samtidigt med at vi hele tiden er levende.

25. Vile er den kraft som holder kosmos i ligevægt.
Ve strukturerer energien i den stoflige verden og åbner derved muligheden for livets opståen.

26. Odin er livskraften: den fortætning og forvandling af kosmisk energi, som finder sin virkeliggørelse i undfangelsen. Odin er den livsimpuls, som vi modtager hvert øjeblik hele livet igennem.

27. Vilje til at handle, til at knytte sig til livet, er Odins væsentlige udtryksform.

28. Frigg er Odins mage. Hvor Odin er som sæden, er Frigg som ægget. Begge skal blive ét, for at menneskene kan have både krop og kraft. Odin er viljeskraft, Frigg er form-ningskraft.
I Frigg slår kraften rod i verden, den formes, den formerer sig ud udformes til yderste fuldkommenhed.

29. Tor er søn af Odin og Frigg. Odinskraften er trængt ind i stoffet og har sammen med Frigg skabt det fuldfærdige menneske med dets afkom. Hos Tor befrier livskraften sig fra sin egen virkeligheds lukkethed omkring sin tilblivelse. Den åbner sig for andre mennesker, løsner sig fra sig selv og strømmer ind i tilblivelsen af en fælles menneskelig virkelighed.
Tor er viljen til at give sin livskraft til andre, til at knytte sit liv til fællesskabets liv, således at fællesskabet når den højeste grad af fuldkommenhed.

30. Odin, Frigg og Tor er af Asernes slægt. Freja er af Vanernes slægt.

31. Aserne er de guder, som styrer menneskets tilblivelse i overensstemmelse med dets egne indre love.
Vanerne er de guder som styrer menneskets tilblivelse i overensstemmelse med de kosmiske love.

32. Freja er af vaneslægt. Hun er formningskraft lige som Frigg. Odinskraften forvandles gennem Frigg til Tors-kraften, som strømmer ind i Freja. Den slår sin rod i den kosmiske virkelighed, indretter sig efter de konkrete jordiske og kosmiske forhold og kan nu opnå den fryd og frugtbarhed som opstår, når menneskeligt liv og kosmisk liv bliver ét. Herfra går livskraften tilbage til sin kilde - eller den fortættes igen og begynder en ny tilblivelse med Odin. Guderne er virksomme samtidig, de er en RING AF KRAFT.

33. Vile er ubetinget væren.
Ve er vejen mellem ubetinget og betinget væren.
Odin er betinget væren.
De tre er brødre, af samme art, ligeværdige.
Betinget væren er liv som vi almindeligvis forstår det.
Aserne er de kræfter som betinger menneskets tilblivelse.

34. Vile er mulighed, Ve er tilblivelse, Odin er væren.
Vilje til betinget liv, mulighed og skabelse.

Forløsninger
35. Løsning = Forløsning
Både tilblivelse og frablivelse er forløsninger.

36. Frugtbarhed er lig Fryd. Den opfattes som den høj-mulige tilstand lige før for-løsningen. Den er den sidste balance mellem til- og fra-kræfterne, lige før skiftet - forløsningen til liv eller død.
Dette drama udspiller sig i horizonten, hvor jorden og himlen mødes. Denne dobbelthed er Odin: livets og dødens gud. At opstå til livet eller at opstå til døden - begge er forløsninger af svævende, tætte tilstande.

37. Men ikke kun overgangen fra Freja til Odin i øst er en forløsningens overgang. En meget mere skjult forløsning, sjældent oplevet bevidst, er overgangen fra Odin til Frigg, deres elskov er dulgt. Når kraften har fundet sin vilje, sit middel og sit udtryk og bliver rodfast i Frigg, sker en forvandling af kraft til form, således at kraften bliver formende. Omkring det dybeste punkt i nord er der et højspændt felt af ligevægt.
Verdensskabelsens grundbillede kan her ses genspejlet:
Muspelheims Ild og Nifelheims Is mødes i Ginnungagab - og Midgård opstår. Her er en dyb kløft, som mange er faldet i. Her bor vi. Dette er slægtens rod i den gamle forståelse. Det er kun her vi kan slå rod, her er spalten mellem viljen og væren, fyldt med bølger af livsmulighed.

38. Anderledes er forløsningen i vest - fra Frigg til Tor. Her er mennesket skabt færdigt som en forening af vilje og kød - og i formeringen udtrykker kødet sin egen vilje.
Hos Tor vil dette færdige, skabte menneske lukke sig op for et andet færdigt, skabt menneske - "jeg'et" lukker sig op for "du'et". "Jeg" forandres til "vi".
Alle de kræfter som blev bundet til roden og formede mennesket, skal nu forandre deres tilknytning. De skal fraknyttes jeg'ets behov og tilknyttes vi'ets behov og betingelser. Her er igen en dyb spalte, fyldt med angst for at blive borte for sig selv, fyldt med lyst til at fortabe sig i fællesskabet.

39. Kraften løses fra at skabe sig selv, befrier sig fra kødets lov og bliver en med- eller modstræbende del af fællesskabets kraft. Livet træder ud af sit hylster og bliver aktivt udenfor sig selv. Dette er Tor.

40. Liv på jorden er muligt i mødet mellem det fastgørende (kulde, mørke: Nifel) og det bevægende (varme, lys: Muspel).
Denne livsmulighed er Odin. Odin er ikke livet selv, men livets vej fra den ubetingede væren til den betingede væ-ren i den jordiske virkelighed.

41. Jeg er i Intet.
I Altet bliver jeg til.
Kraft binder mig til Jorden.
Kraft former mig.
Kraft frier mig fra jord og form.
Kraft gør mig stjerne-lig.

Dette er Odin og hans mage Frigg.
Dette er Tor og Vanadis Freja.
Yderst fra midten er følelsens Ve
og Altets kraft i Vile.

42. Før vi kommer ind i altet, før vi bliver undfanget, er vi i Intet. I Altet er vi betingede, i Intet er vi ubetingede.
Odin skaber os som levende på denne jord. Han kaldes Alfader, fordi han er alle Asers og Asynjers ophav.
Hans kone hedder Frigg. Frigg er som ægget, Odin som sæden.
Frigg former. Frigg er formningskraft, Odin viljeskraft. Tilsammen danner de det levende menneskelegeme.
Tor er livets vilje til at gå ud over legemets lukkethed og åbne sig for medskabningerne. Tor er viljen til at blive del af de levendes fællesskab. Tor er viljen til at udvide og beskytte fællesskabet.
Freja er ikke af Ase-slægt, men en gudinde af Vanernes slægt. Hun skaber ikke de levende i overensstemmelse med deres egen lov, hun skaber os i overensstemmelse med altets virkelighed. Hos hende kan vi bære frugt, hos hende kan vi selv være frugtbare. Når altets liv og vores liv stemmer overens - da oplever vi fryd.
Når overensstemmelsen er hel, er vejen tilbage til Intet let.

43. Dette er en ring af kraft. Odin, Frigg, Tor og Freja er virksomme hele tiden på samme tid.

Asa tro

44. Asa-tro er troskab mod aserne. Aserne er de kræfter og former som betinger mennesket i dets tilblivelse.

45. Asa-tro er ikke noget man har
- det er noget man er!
De fleste er så forgjorte
af menneskehandling og mennesketanker
at de må kaldes asa-utro.

De kender intet til væren i vorden,
de lever ikke efter tilblivelsens love,
de retter sig efter deres egne og hinandens
vilkårlige påfund.

Aserne giver selvstyre.
Selvstyre giver verden fred.
Begyndelsen

46. I begyndelsen er der Nifelheim og Muspelheim, Isens og Ildens hjemsteder. Isen er den rene form, Ilden den rene kraft.
Imellem dem er der et svælg som hedder Ginnunga-gab, forblændelsens afgrund. Her mødes Isen og Ilden. Herved smelter noget af Isen og dråberne belives af Ilden.

47. Der opstår en Jætte ved navn Ymir. Han bliver stamfader til Rimturserne.
Der opstår en ko ved navn Audhumbla. Audhumbla slikker en mand ved navn Bure ud af isen. Bure har en søn ved navn Borr. Borr har tre sønner, de tre aser: Odin, Vile og Ve.
Disse tre dræber Ymir og slæber ham midt ud i Ginnungagab - i ligevægten mellem form og kraft. Her danner de jorden og himlen af hans krop.

48. De danner verden således: Inderst er Asgård, gudernes - Asernes - bolig. Rundt om Asgård ligger Midgård, menneskenes verden. Rundt om Midgård ligger Udgård, Jætternes og Rimtursernes hjem. Yderst ligger havet, som omslynger hele verden.

49. Der er syv hovedguder: fire af Asernes slægt, én af Vanernes slægt, én er en blanding af Aser og Jætter og én er af Jætteslægt .
Deres Navne er Odin og Frigg, Tor og Freja, Heimdal, Loke og Hæl.

50. Odin er livets vej fra Intet til Altet og fra Altet til Intet, derfor er han livets og dødens gud og kaldes Alfader. Han tænder livets gnist på jorden, han er den gud som skaber tilblivelsen i kødet. Ordet "Od" betyder livskraft, Odin betyder "livskraft-giveren".
Frigg er kødets - jordens - svar på livets kraft. Hun er formning og formering. Livet slår rod i hende, hun er vækstens og mangfoldighedens moder.
Tor er livets kraft, der stråler ud fra kødet og går ud i verden, hvor den forbinder sig med andres kraft. Tor er fællesskabets gud, han værger det mod kødets og mod kosmos' kræfter, mod rimturser og jætter. Tor gør livet til samliv med alt liv i verden.
Freja lader livet blive til i samklang med de ydre kræfter og former. Hos hende er vi frugtbare, idet vi fuldbyrder vores værk hos hende i form af afkom, ting og tanker. Hos hende finder vi al verdens enhed og dens fryd.
I himlens højde - nær Muspelheim - bor Heimdal og vogter guders og menneskers verden mod Jætterne. Han er tidens fader, slægtens skaber, det oprejste legemes ophav.

Under jordens dyb bor Hæl, nærmest Nifelheim. Hun er af jætteslægt. Hun er tyngdens moder, hendes hænder former alt, men hun har intet at forme, for det døde har ingen kraft. Hos hende bliver tid til altid og evigheden kan ikke ses.
Loke er den syvende As. Han er både As og Jætte - han er mennesket som ånd og kød. Han er nok den som færrest forstår.

51. Loke forstyrrer
gudernes harmoni
så alle vi mennesker
kan blive fri.

Ve
52. Før vi ånder ind og før vi ånder ud: dette er Vile.
At ånde ind, at ånde ud: dette er Ve.
Blodet som iltes, ilten som varmer kroppen: dette er Odin.
Fra det evige hav af liv blæser vi ind i verden og blæser tilbage til havet igen. Fra livgiveren Vile til dødspiseren Hræsvælg. Hræsvælg er livets og dødens port.

53. HRÆSVÆLG (=Lig-svælger) er, som vindenes ophav, næsten identisk med Vile. (Sammenlign indisk VAJU: livets og dødens bringer, vindguden).
Den samme mulighed for liv, som vi finder i den uorganiske materie, finder vi i Vile som den totale kosmiske mulighed for liv. Når denne mulighed begynder at blive til virkelighed, når den uorganiske materie bliver til muldjord, er den i en tilstand af Ve. Når livet bliver til på jorden, når den første indånding sker, når muldjorden bliver en del af en plante: dette er Odin.
Når livet forlader stoffet, er det også Odin. Efter en tilstand i Ve, hvor strukturen opløses, finder vi Vile. Vile er Ligsvælger, da vi går derhen, hvor vi kom fra. Vi er en udånding som bliver en indånding. Derfor er Hræsvælger Viles indånding, vores udånding.

54. Ve blæser os bort fra livgiveren Vile
firefold er vinden som bringer os
hid hvor guderne bor.
Herfra igen
blæser os Ve bort med firefold vinde.
Dødspiseren Hræsvælg
kalder os hjem.

55. Ve er det bevægende. Det er den Ve som presser os ud af moders mave. Og den Ve vi føler, når vi skal herfra.
Vile svarer til Ragnas kød.
Ve svarer til Rok
og Odin til stjernerne.

'Tam'
56. Om at tæmme. At tæmme er at gøre tam. Hvad er tam?
Odin kalder sig i Vegtamskvadet: Veg-tam, Val-tam's søn. Betydningen er: den Vej-vante, søn af den Kamp-vante.

Hvad er det at være "vant"? Nogle gamle guder kaldtes "Vaner". Deres væsen er overensstemmelse, identitet mellem bølge og partikel, mellem naturens love og naturens genstande, mellem liv og form, etc. Vanerne er de naturguder, der bringer menneskelivet i overensstemmelse med naturen - og dets egen natur. (Vane-troen er ikke så fjern fra kinesisk universalisme/ tao'isme).
Den "vej-vante" er altså den vej-identiske, og den kamp-vante er den kamp-identiske, således at Odin er den vej han går og den kamp han kæmper.
At tæmme Dragen er at være (i overensstemmelse med) Dragen.

Balders død
57. Balders skib hedder RINGHORNI, altså ring-horn. Navnet siger at det drejer sig om den kønslige forenings skib som sejler med Balder mod Hæl. Dette er befrugtningen efter parringen.

58. At Balder er i Hæl betyder at kraftens indtrængen i formernes verden nu er fuldendt og genskabelse af mennesket - ringen DRAUPNIR - nu er mulig. Således er Draupnir den kønslige forplantnings symbol. (I virkeligheden er Balder hos Nornerne - ur-mødrene -, men for os ser det ud som om han er hos Hæl.)

59. RIND er livmoderen, eller måske ægget, Odin er sæden som befrugter: Vale bliver til som gude-/menneskebarn inden natten er omme. Han er det befrugtede æg som sætter sig fast i livmoderen. Han dræber Håd, som er hadet, den frastødning mellem kønnene, som får Baldersfavntaget til at åbnes igen.

60. Håd dør, når forældrene forenes til et nyt menneske i det befrugtede æg. Vale er det af mennesket, som er bundet i kødet.

61. Når HYROKKIN, den stærke Jætte-kvinde (som formår at løsne Ringhorni fra stranden, så den kan flyde ude på søen) trækker i båden og der står gnister op og jorden skælver - er det befrugtningens øjeblik, som følsomme kvinder kan opleve som en kraftig hændelse i deres krop og sind. Ringhornis rejse på søen er den nye levende celles vandring mod livmoderen.

62. Balder så klart at der ikke er nogen grænse mellem indre og ydre, at indre og ydre er en helhed. Balderbevidstheden er kærligheden, som forbinder alt det, som synes adskilt. Derfor er hans råd så kloge og gode. Men de kan ikke udføres, da det blinde had (Håd eller Høder) endnu eksisterer.

63. Da Loke får Håd til at skyde Balder med misteltenen, skaber han samtidig Fenrisulven. Balder heler verden, Fenrir bider den over i to dele.
Misteltenen udskiller i den del, som borer sig ind i værts-planten, et sekret som standser træets cellevækst på dette sted: Mistelen kan standse vækst.

64. Balders helhed er kun delvis, begrænset til livet i altet, i tilværelsen. Menneskets helhed er anderledes, vort liv er både betinget og ubetinget, er i Altet som i Intet.

65. Balder måtte dø fordi han ikke kunne virkeliggøre sin godhed. Hans banemand Håd er meget stærk, men blind, og kan altså heller ikke virkeliggøre sin styrke. Derfor slår Vale ham ihjel umiddelbart efter drabet på Balder. Balder og Håd genopstår begge efter Ragnarok. Forsonede. De er to sider af samme sag.

De har deres blindhed - eller ensidighed - tilfælles. Håd kan ikke se den synlige verden og ikke være virksom i den, mens Balder ikke kan se den skjulte verden og derfor ikke kan være virksom i den.
Genfødt vil de være forenet kraft og kærlighed = kærlighedskraft.

66. Skabelsekræfterne, gudernene, bliver først til, når liv kommer fra Intet til Altet. De er ikke evige, ikke uforanderlige, de er menneskelige.

Tors sønner
67. Efter at Tor har slået rimturserne, slår han jætterne.
De indre organiske kræfter (rimturserne) forvandles af Tor til ydre organiske kræfter, fællesskabets kraft.
De ydre uorganiske formkræfter må besejres, for at menneskene kan stille deres værk i verden.

68. Når MODI og MAGNI, den ny Torsbevidsthed, tager styringen efter Ragnarok (Dit Ragnarok! Vores Ragnarok!) er er det ikke nok at besejre ved at ihjelslå. Da er det "at sejre" at få herredømme over den del af de uorganiske kræfter, som vi har brug for, uden at ihjelslå, men tværtimod ved at erkende og værdsætte.

Enekæmperen
69. Jo nærmere vi kommer dette øjebliks væren, des mere lukker den anden verden sig op.
Odinskraften kan man fyldes af, men ikke fatte, men fattes af den, og ved hjælp af den fatter man sin egen ufattelighed. Odin er den kraft som skaber os som levende på denne jord.

70. Einherjernes (= Enekæmpernes)mål: al livskraft totalt tilstede i dette kampens øjeblik! Det absolutte nærvær. Frygtløshed, fortids- og fremtidsløshed. At leve helt nu.
Einherjeren finder ikke modstanderen i den anden, i fjenden. Modstanderen er inde i os selv. Dødslængslen, livsleden, det store Nej til livet.
I gamle dage kaldtes kamppladsen Valen og var stedet hvor man valgte det ubetingede liv uanset døden. Derfor blev man af Valkyrierne ført til Valhal, hvor de, som valgte Odin (altså livet) sidder sammen med ham i de Valgtes Hal. Sådan er det også i dag, men Valen er nu inde i os selv, og Valhal er det sted hvor der altid er liv nok og intet forgår og hvor valgets fryd gentages og gentages - nej, aldrig holder op. Dette beskrives i et groft billede, når der siges at einherjerne i ét væk æder og drikker og slås deroppe i Valhal.

Odins sønner
71. Ragnarok er først og fremmest en beskrivelse af den individuelle og kollektive bevidsthedsforandring. Ragnarok er inde, når din verden bryder sammen. Efter Ragnarok genfødes Solen, thi

Vidar og Vale, Odins to sønner
træffer med Vid deres Valg.
Fra Valg-hallen stiger den Vidende,
vælger sit liv og beholder sit Vid.

72. Vidar har en enorm tyk sål - og det er Vale. Vidar er viden i sig selv, han er det ubetingede menneske, det værende.
Vale er det af rum og tid, af kræfter og stoflighed betingede menneske - enorm "tyk" i forhold til Vidar, fortættet og materiel, underkastet tilblivelse og forandring.
Begge, den evige og den timelige, er "Odins to sønner", er to måder at opleve samme Odinskraft på.

73. Fenrisulven har et gab, der når fra jorden og op i himlen. Dette gab sluger Odin.
Vi er hele tiden vidne til, at dette tvedelte gab sluger livskraften og livslysten. Dette gab er den adskillende tanke, to-tallets tvang, enhver besættelses mekanik, modsætningernes tyranni, halv- og delthedens forbandelse.
Men Vidar sætter sin fod med den tykke sål (Vale = kroppen) i Fenrisulvens gab og slider med hænderne dyret midt over. Dette er befrielsen.

74. Ingen, selv ikke Odin kan befri os, vi kan kun befri os selv. I denne befrielse ser vi Vidar, denne befrielse er Vidar i det øjeblik hvor han river Fenrisulven midt over.
Da er Vidar og Vale to sønner af samme Odin, uadskilte. Valen er i dig, Vale står hvert sekund på Valen i dit indre, du vælger hvert øjeblik, men lad Vidar vælge.

75. Af Vandmandstegnets to bølger er Vidar den øvre, Vale den nedre bølge.

Jeg er den hvirvelvind
som hvirvler det støv op
som jeg er.

Her er Vidar det første jeg, Vale det andet. Hvirvelvinden er Odinskraften som er tilblivelseskraften. Begge "jeg'er" er udtryk for denne kraft.

76. Vidar og Vale udgør ikke et dualistisk par, er ikke modsætninger, kan ikke sammenlignes med hinanden og kan ikke skilles fra hinanden.
Erkendelsen af Vidar og Vale som en uadskillelig enhed kan ikke nås med tanken. Den er i sin tankemæssige formulering en genspejling af en meget hel oplevelse. En oplevelse af det totale nærvær, af tidløshed og ubundethed, som einherjerne søgte i kampens sekund og vi ensomme kan få som svar på den formålsløse kærlighed.

77. Der fører ingen veje til friheden, thi friheden er her og nu. Fra her til her og fra nu til nu fører ingen veje.

78. Vidar er som cirklens midtpunkt, Vale som dens omkreds. Cirklen eksisterer ikke uden sit midtpunkt, ikke uden sin omkreds.

79. Et punkt er uden udstrækning, det er ikke betinget af tid og rum, er altså ikke-til. Omkredsen er en linie på en flade i et rum, er altså til i tid og rum. Cirklens formel er: Ikke-til er til. Mellem ikke-til og til ligger cirklens flade. Al opståen sker her.

80. Jeg er ikke-til som er til. Du er ikke-til som er til. Jeg kender dig som ikke-til og som til. Men så vidt jeg har forstået dig, kender du ikke dig selv som ikke-til. Du kender din betingethed, ikke din u-betingethed.

81. Der er en vej fra Vale til Vidar, for Vale og Vidar er uadskilte og hele, og denne vej går gennem den synlige verden og den usynlige verden, går gennem hele betin
getheden til det ubetingede. Denne vej er erkendelsens vej og kan kaldes Vidars vej, for Vidar er den vidende.
82. Den som kan se Vidar kan se. Vi er nødt til at kunne se tværs igennem os selv, og det kan de blinde ikke. Hele vores væsen må blive som et øje som ser Vidar, og først når Vidar ses helt, når Vidar selv ser med den vises væsen som øje, kan Vale ses.
Dette sker, når guderne mødes på Ida-sletten - og du selv er mødestedet.

Modi og Magni
83. At mage sit mod: Vi kommer ind i verden og skal finde vores plads og hævde vort liv. Dertil behøver vi mod. Mod er den kraft som får os til at gå mod verden, som får os til at bryde verdens modstand. Mod søger modstand, trussel kalder på mod.
Mod er selvhævdelse, vilje til at være til. Men mod skal mages.
At "mage" er at føje sammen på den rette måde. Umaget mod går ud over sit eget livs bredder og griber blindt ind i andre liv. Sådan er den gamle Tors mod. Hans opgave var at beskytte Asgård og Midgård mod alle angreb, at slå dem tilbage. Og Torsmodet i menneskene er nødvendigt for at beskytte gårdens, stammens, folkets liv mod udefra kommende trusler, er nødvendigt for at udvide folkets livsområde og livsmuligheder.
Men nu er der ikke mere plads til hensynsløse udvidelser, nu er vi blevet så stærke og snedige at enhver af vort mods handlinger kan få vidtrækkende, forstyrrende følger for hele klodens liv, eller dog i det mindste for vores umiddelbare omgivelser.
Derfor skal mod mages, det skal indpasses i helheden, mod er ikke kun udadgående. Som alt andet er mod dobbelt og hel og derfor lige så meget indadgående. Det er et spørgsmål om opmærksomhed. Når man lærer lige så meget af sit mod som man udtrykker med det, er modet maget, når modet ikke er blindt mere, men opmærksomt, er Tor genfødt i Modi og Magni. De er ligesom Odinskraftens Vidar og Vale et uadskilleligt par, ikke dualistiske. De er samme Torskraft, men i sin dobbelthed og helhed. Først når Magni kan ses, kan Modi blive fri, kan befrielsens mod opstå, det ubundne mod.
Den ufries, den besattes mod er ligesom den gamle Tor's, ikke som Modi's og Magni's mod, det er et blindt mod og skal mages. Da bliver det stort: Magni.
(Se BOH nr. 80 ff.: Ingen handling uden rekyl, "det du rører ved, rører ved dig", instant karma, handlingen og dens følger er ét.)

Genfødslen
84. Kan du se de to nye mennesker LIV og LIVTRASER træde ud af skoven? Det er de genfødte mennesker, den ny bevidsthed, det nye liv. Efter Ragnarok, efter at din, efter at min verden er styrtet i grus. Efter forvandlingen.

85. Frugtbarhed er den rette mulighed. Frugtbarhed er den store DYD ("TE" i taoismen) som vi er i lige før løsningen. ( "Lige før løsningen" er: lige før vi giver slip. Vi giver slip lige før vi oplever oplystheden, lige før vi når orgasmen, lige før vi bliver født, lige før vi dør.) Den største frugtbarhed ligner den største opløsning (12. hus eller Fiskene), fordi foroven og forneden har gennemtrængt hinanden så meget, et det ser opløst ud for den som opholder sig her forneden.

86. Hvor livet binder sig til de fysiske betingelser ved Odin og Frigg, løsner det sig igen fra dem ved Tor og Freja. Dette er opståens vej.
Da vi lever, dyrker vi opståens vej.

87. Freja ejer et smykke, der kaldes BRISINGI eller BRISINGAMEN. Dette smykke er stjernerne (mere præcist: Månen og dens bane skaber forudsætningen for at planeterne og kosmos kan være virksomme i livssfæren), fordi Frejas frugtbarhed er sammensmeltningen af den jordisk-menneskelige og den kosmiske virkelighed.

88. Forestil dig en cirkel med en prik i midten.
Odin: det dimensionsløse midtpunkt er hans søn Vidar, omkredsen er hans søn Vale.
Tor: Det dimensionsløse midtpunkt er hans søn Modi, omkredsen er hans søn Magni.

89. Den gamle Odins-oplevelse var, at Vales vej til Vidar var dødens vej. Vidar oplevedes ikke som det sted hvor alt opstår. Bevidstheden om Vidar og Vales enhed er endnu kun i sin vorden.
Den gamle Tor-oplevelse var, at Modis vej til Magni var uafhængig af Magnis vej til Modi. Magni kendtes mest som modstand, bevidstheden var koncentreret om Modi.
I Odin-oplevelsen var bevidstheden knyttet til omkredsen - Vale - og midtpunktet var gåden.
I Tor-oplevelsen var bevidstheden knyttet til midtpunktet - Modi - og gåden var Magni, omkredsen.

90. Der skal mod til at gå indad. Mere end til at gå udad. For vi er uøvede. Inderst er det store mod: Modi

Ragnarok
91..RAGNAROK er "de regerendes rok". Rokken har fra gammel tid været et billede på skæbnens hjul, hvorpå livstråden bliver spundet.
Når skæbne-hjulet, tidernes rok, drejer, vil de gamle guder synke, nye vil opstå.
Denne Rok er multidimensional og fremstår for os som rum og tid.

Yggdrasil
92. "Drasil" er et poetisk ord (en "Heiti") for "hest". "Ygg" er ét af Odins mange navne. "Ygg-drasil": Odins hest!
Odins hest: Livstræet, selve verdenstræet, navlesnoren og dens forgreninger i livmoderen og fosteret, i rod og krone. Odin rider på Yggdrasil.

Skabelsen
93. Skabelsen finder sted hele tiden. Den sker her og nu, er selve skabelsen af tiden.
Jeg er i Intet og Altet på samme tid. Jeg er i den ubetingede midte og bliver til i omkredsen - i mødet med de betingende kræfter. Disse kræfter kaldes guder.
Disse kræfter - guderne - findes kun i Altet, de er selv betingede af mit liv som bliver til. De bliver ikke til af Intet, de er ikke ubetingede som mit liv, de er ikke grænseløse og evige som Gud, de er bundne til tid og rum, stof og bevægelse. De er skabt af Nifel og Muspel, de er skabt af Gud. Men jeg er uskabt såvel som skabt, jeg er liv af Guds liv, i Intet som i Altet.

Fenrir og Midgårdsormen
94. Horizonten deler verdensoplevelsen i den indre og den ydre oplevelse, i krop og ikke-krop, i jeg og ikke-jeg.
Den kraft som får os til at opleve disse to verdener som adskilte, som ikke vil lade et hele opstå, er Fenris-ulven: Fenrir. Ulvens to kæber splitter verden, sluger livskraften: Odin.

95. Fra dybet stiger begæret efter fuldkommenhed op. Men det opnåelige, ejendom eller erkendelse, bliver formet efter dybets form. Det dybe vil ikke formes af det høje, men binde det høje, gøre det til sit eget. Dette er Midgårds-ormen: Jårmungand. Jegets begær.

Hæl
96. De som ikke kæmper livskampen, de som er trætte eller syge, fordi de ikke har lyst til livet, vandrer mod Hæl. Hæl er et hul hvor mennesket skjules: ren form, ren binding, ingen vilje, ingen kraft. (Hæl er både Hul og Hæl. Hæl skrives med "æ", fordi det er sådan navnet lyder, og fordi vores hæl er vores grundfæste i livet: det sted vi står.)

97. NIFEL-HÆL er skabt til dem, som selv ikke i Hæl længes efter liv, eller som stadig vil stjæle andres liv.

98. At kæmpe livskampen er at gøre sit liv muligt, at give det lov. Det er at ville leve, selv i alderdommen, i sygdommens sidste tid. Det er ikke at klamre sig til livet. Det er at give slip på livet, så det frit kan blive til, i liv som i død.

Læs bogen: