| ||||
ANDEN AFDELINGDEN VÅGNE158. Guderne danner tilsammen det rum, hvori runerne er virksomme. 159. Der var engang, hvor jeg næsten ikke turde
komme for tæt på de gamle guder. Jeg troede
endnu at jeg skulle føle den religiøse
følelse overfor dem, som jeg har lært i
samfundet. Det var noget med at "dyrke" og
at "tilbede", jeg endnu ikke havde forstået.
Måske forventede jeg at skulle føle noget,
jeg ikke følte. 160. Odinsvejen er at vågne til dette sted hvert øjeblik. At have mod til det. Ubeskyttet og uhæmmet af fortiden og alle dens forestillinger. Kun beskyttet af den totale parathed til at møde livet lige nu. At være kampberedt. Det er Odinsvejen. Den kan let synes krigerisk. 161. Kamp kan kun opstå i nuet. Kampen gælder livet her og nu. Krig stammer altid fra fortiden. Al fremtid er fortid, spejlet ind i et imaginært rum. Krigen kommer af fortids erindring og fremtids håb. Vrede kan føre til kamp, mens kun hadet kan føre til krig. Vrede kan opstå her og nu. Had kan kun fødes i fortiden. Had kommer af gammel vrede. Gammel vrede er gift. Derfor er Odinsvejen kæmpende, men ikke krigerisk. 162. I den gamle asatro mangler kærligheden.
Intet steds står der, at vi bør elske,
hverken guderne eller menneskene. Det er fejlen ved
Asa-troen. Set med nutidens øjne. Set med datidens
øjne, ser det anderledes ud: 163. Asatroen udviklede sig på baggrund af den
gamle oplevelse af medmennesket, de fleste boede endnu
i små bygder. Den solidaritet, der prægede
disse små samfund blev nu overført til
også at gælde lederen af flokken - man svor
ham troskab. Asatroens vise vidste godt, at en forandring
af dette samværsmønster måtte ske.
De så Ragnarok: at de gamle grundmønstre
- guderne - måtte dø eller forvandles. 165. Ragnarok betyder ikke, at de gamle guder ikke er virksomme mere. Men deres enerådighed, deres firedimensionalitet brydes. Vi overvandt tyngdekraften, da vi skød satelliter udenfor jordens tyngdekraftfelt. Det betyder jo ikke, at tyngdekraften ikke eksisterer mere! Ragnarok er overvindelsen af den psykiske tyngdekraft. 166. Loke er på mange måder den mest interessante
gud i asa-troen. Han er i hvert fald den morsomste,
ja, måske den eneste morsomme. Han finder på
gale streger, såsom at klippe håret af Siv,
Tors kone. Alle andre guder er stive og lidt kliché-
agtige, selv Tor med alle sine oplevelser er forudsigelig,
men Loke er levende. Han er "mennesket", det
specifikt menneskelige, han handler og dømmer
ud fra menneskelige motiver. 167. Overlever Loke Ragnarok? Der siges intet om, hvad der sker med Surt og Hymir og ham. Kun at verden genopstår og at fire gudesønner og to genfødte guder mødes i fred og fordragelighed på den nyfødte jord. 168. Beskrivelsen af Surt kan virkelig minde om atombomben: et sværd der lyser stærkere end solen. Men dette sværd er åndens sværd, åndens lys, der først kan skinne så klart, klarere end alle jordiske sole, når hele den gamle verden inde i os er brændt bort. Det er det lys, hvorved *Stjerneøjnene ser. 169. Einherjeren møder verden ud fra de mange dimensioner og ser hvad der bliver virkelig i den sanselige verden netop nu - og handler ud fra det. Det er netop først når man dybt inde og for alvor siger: "din vilje ske!", at man slipper alle sine meninger og færdige holdninger og reaktioner - fortiden! - og møder livet helt direkte. 170. De gamle havde en meget rodfæstet skæbnetro. Det viser sig i, at det er valkyrierne eller Odin der vælger, hvem der skal falde i slaget. For dem var det ikke et spørgsmål om at kæmpe mod skæbnen, være sur på den eller den slags, men udelukkende om deres holdning til skæbnen, om de var modige eller tapre, om de var dumme eller kloge. De kunne få et minimum eller et maksimum ud af deres skæbne, men de kunne ikke forandre dens forløb. De kunne have god eller ond lykke. De kunne til en vis grad forbedre deres lykke. Men de følte sig altid som brikker i et større - i gudernes - spil. 171. 'Energi' er ikke noget kraft-ord. Men 'kraft'
er et kraft-ord! 173. Det sted, hvor der er mest formkraft, kaldes brønden Hvergelmir. Her findes kun så meget bevægelseskraft, at formkraften kan blive til Nifelheim og flyde ud i Ginnungagab. Det sted, hvor der er færrest formkræfter, hedder Muspelheim. I mødet mellem Nifel og Muspel, mellem Is og Ild opstår verden som en skiftende blanding af form- og bevægelseskraften. 174. Tiltræknings- og frastødningskraften, centripetal- og centrifugalkraften er ikke det samme som formkraften og bevægelseskraften, disse to er overordnede størrelser. 175. Måske kan vi tænke på de "sorte huller", hvis vi vil danne os et nogenlunde godt billede af Hvergelmir. Den voldsomme tiltrækningskraft som selv lyset forsvinder i, er ikke helt det samme som formningskraften, men en af dens væsentligste bestanddele. Vi kan måske forestille os Muspelheim som Solen med sin voldsomme energi-afgivelse. Men Muspelheim er større, Solen er kun at regne som en gnist fra dens ild. 176. Og hvad er GINNUNGAGAB? Ginnunga-gab betyder "Forblændelsens tomrum". Hvilket ikke vil sige, at denne verden kun er en forblændelse, men at den ikke er varig, at den kun er et mere eller mindre tilfældigt fænomen - ikke en uforanderlig ur-tilstand. Jeg kunne også sige: vores verden er ikke virkelig i sig selv og af sig selv, den er en virkning af noget andet, noget større end vores sanser og tanker kan rumme. Af denne grund giver det god mening at kalde vores verden - det "sted", hvor den opstår - for "Forblændelsens tomrum". 177. Det første som opstår er Ymir. Ymir er kaos. Dernæst opstår en ko, som hedder Audhumbla. Denne ko skaber den orden i tid og rum, som er forudsætning for organisk liv. De fire strømme mælk er ikke kun de fire verdenshjørner, de svarer også til de grundforhold, som genspejles i de astrologiske fire faste tegn. Det er denne ur-livs-substansens ko, der slikker et menneskelignende væsen af isen: det er Bure, en mand, hvis søn Borr får tre sønner, som er de ældste aser. Hvem er Bure, hvem er Borr? 178. Af denne beskrivelse fremgår det, at de nordiske guder ikke er absolutte væsner, ikke kan sidestilles med den Gud, som er inde i alt og uden om alt og alligevel ikke noget sted og alle steder, den Gud, som vi ikke kan tænke eller forestille os, men kun kan opleve og tro på. De nordiske guder er heller ikke menneskelige, deres kraft og visdom er af en anden art og overgår langt menneskenes, men de er skabte og derfor dødelige som vi. 179. Jeg kunne godt sige: guderne er ikke virkelige,
de er blot billeder på visse af livets grundforhold,
de er blot personificeringer, de er ikke virkelige væsner.
Men sådan er det ikke. De er faktisk levende væsner,
de er, til en vis grad, personligheder, de er aktive
og kan handle som de vil. Blot fordi vi kan konstatere
visse abstrakte grundforhold i livet, behøver
vi ikke at nægte, at disse forhold er dele af
en bevidsthed - og denne bevidsthed kalder vi en gud. 180. Måske ordet "Einherjer" er for
fremmed, for vanskelig at forstå for den ydre
verden? Jamen, den ydre verden må vænne
sig til mine, vore, ord, eller lade være med at
læse hvad jeg skriver. 181. Hvad er Einherjeren for mig? Den del af mig, der ikke giver op, den del af mig der er årvågen og ubundet. Han er den modsatte af ham, der lægger hænderne i skødet og siger: alt er i Guds hånd - og så bøjer nakken - og giver efter for den slappe, uafgjorte, handlingslammede side i mig. Er det ikke det skønne ved at hugge brænde, at man er nødt til at være tilstede, i det mindste i hugget? 182. Jeg møder alting uden at andre kan hjælpe mig, dér, hvor mødet virkelig finder sted. Andre er til hjælp omkring mig, men ikke inde i mig. Andre kan forvirre mig, jeg kan forvirres af andre, andre kan hjælpe mig på vej til klarheden, men kun jeg selv kan finde vejen. 183. Jeg er ikke kun ene-kæmper, jeg er også
ene-elsker. Jeg møder min elskede her, lige akkurat
her, hvor ingen anden end jeg kan møde hende.
Jeg og kun jeg alene møder min skæbne.
Møder dette øjeblik, møder livet
med mit liv. 184. 185. "Ein-herjer" betyder ene-kæmper
- og også ene-hørger. En "hørg"
er et beskyttet, helligt sted, et lille tempel for guderne.
Sådan et tempel er einherjeren. Einherjeren beskytter
dette tempel og alle de væsner, som har fundet
plads i det. 187. I moders mave lærte vi vor egen krops runer, i denne verden lærer vi denne verdens runer. Når vi kan dem, kan vi vågne til den næste virkelighed, større end livmoderen, større end denne verden. Den Vågne er ikke bundet til tidens og rummets dimensioner. (I bl.a. taoismen findes smukke beskrivelser af vågne mennesker.) 188. Det er let at glemme at den tid, hvor einherjerne
var en livstype, er forbi. Det er også let at
glemme at Odin og de andre guder er døde, at
Ragnarok har været, og at det er de genfødte
eller nye guder, der nu regerer. 189. Liv og Livtraser lever af morgenduggen, mens Ragnarok står på. Hvad er morgenduggen? Det er det, som kommer fra himlen. Hvem er Liv og Livtraser? Eva og Adam? Nyfødte, i paradis? Nej. De er hver og én af os. Liv er Månen, Livtraser Solens stråler. Liv er det kvindelige, Livtraser det mandlige i enhver af os. De er evnen til at modtage og give liv. 190. Hvem er Tor? Den rå handlekraft? Nej, Tor er Troen, som ihærdigt bekæmper Rimturserne - vores kropsbundne ego-kræfter - og Jætterne - de ydre konkrete og abstrakte forhold, der truer vores menneskelighed. De er stenenes hårdhed og rummets tomhed, de er de tanker og forestillinger, som tager magt over vores og vort fælleskabs sind. 191. Men når Tor er lynet, der slår ned
og den torden, som følger efter, så er
han forbindelsen mellem himmel og jord, oplysningen,
åndens gennembrud til kødet, Guds kys,
den lille virkelighed der genfinder sig i den store
virkelighed, det er satori. (Satori er det japanske
udtryk for denne hændelse.) 192. Når vi ser Tor ud fra lynet, som er troen,
så ser vi, hvorfor han i Ragnarok må kæmpe
med Midgårdsormen "Jårmundgand":
lynet befrier os fra begæret, fra bindingen til
den lille virkelighed. 193. Derfor er det ikke rigtigt, som (den store sufi-mester) Rumi siger: "vær i verden, men ikke af verden." Nej: vær af begge verdener! Vær tilstede, ikke kun her, hvor vi kan spise og sanse og bevæge vore kroppe, men i alle verdener! Lad den store verden blive virkelig i den lille verden - lad Tordenen rulle! 194. Vidar dræber Fenrisulven. Fenrisulven er
den, som splitter alting ad, bider det over, så
verden for os ser ud, som om den er adskilt, som om
den eksisterer ud fra modsætninger. Som om verden
er en kamp. 195. Det er ikke tilfældigt, at navnet Vidar
minder os om Viden og navnet Vale om Val-pladsen: dér,
hvor kampen står, nej, dér hvor valget
står, hvor dansen går - det er denne jord,
dette liv, denne krop. 196. Håd og Balder genfødes som de eneste
af de gamle guder. Håd - eller Høder -
er hadet, frastødningen. Håd er meget stærk,
men blind. Og Balder er den tiltrækning, som vi
kalder kærlighed, han er favntaget, kroppenes
og sansernes forening. Han var meget smuk og mild, og
den viseste af alle, men hans råd kunne ikke følges.
Hans kærlighed er modsætningernes tiltrækning
til hinanden. Men tiltrækning og forening er ikke
kærlighed og enhed. 197. Hvad med kærligheden? Næstekærligheden,
kærligheden til Gud? 198. At Tor har med tredie kvadrant at gøre, ses af, at hans hammer ved ægteskabs indgåelse lægges i brudens skød. Han vier folk: syvende hus. Ottende hus er i høj grad hans kamp mod menneskehedens fjender, og niende hus er selve troens hus, vores stræben efter fuldkommenhed. På denne måde er han fællesskabets gud. Derfor var han også folkets gud. Mens Odin mere var guden for de meget jeg-bevidste. 199. "Sæmund sad i Havis Hal". Sæmund
betyder: den vises sind. Havis Hal er den Højes
Hal. 200. Mit mål er at gøre opmærksom på OPSTÅEN. Og at give en vis orientering om den verden, hvor opståen sker. Og kærligheden efter Ragnarok. Sindets forvandling, den ny verden. 201. Denne tolkning af den norrøne gudeverden er en digterisk forståelse. Den er ikke historisk-videnskabelig. Jeg fokuserer på Sæ-mund, og ser, hvad jeg kan formidle af hans samlede erkendelse. Den er dybest set uafhængig af aserne, af hans samtids religiøse tradition og skikke. Som al god erkendelse ligger den bagved de ydre fænomener. 202. Når man vågner holder troen op. Troen kan føre os til den tilstand, hvor den holder op. Det gælder kun om at vågne. 203. Hvorfor er det som allerførst opstår,
når Is og Ild mødes, et levende væsen:
jætten Ymir? Hvorfor er det ikke bare jord, sten,
materie? I den semitiske myte skaber gud himmel og jord,
men de er ikke væsner, de er døde, livet
kommer først med planterne og dyrene. 204. Hvorfor dræbte de første guder denne
Ymir, altså det stoflige univers? 205. På et tidspunkt vil "stedet",
hvorfra denne orden skabes, flytte sig. Dette sker i
Ragnarok. Her bliver den gamle orden - guderne - ødelagt
og en ny orden opstår. Men også her gælder
det: guderne er ikke døde, men deres livsmagt
er brudt, de beherskes nu af en højere orden.
206. Vi kan sige det enkelt: Først er der kun Is og Ild. Så er der den verden, som vi kalder den levende materie. Så er der gudernes verden. Og efter Ragnarok er der menneskenes verden. Is og Ild findes stadig. Den levende materie findes stadig. Gudernes verden findes stadig. Men nu er det mennesket selv - dets ånd - der styrer verden, dvs. giver den dens orden. 207. Beskrivelsen af verdens skabelse, orden og undergang har mange paralleler til den ydre verden. Den er dog primært en beskrivelse af menneskets egen tilblivelse og forvandling. Guder er indre kræfter, der bliver yderliggjorte, lige så vel som de er ydre kræfter, der bliver inderliggjorte. Hvorfor er det sådan? Fordi al vores erkendelse er antropomorf og antropocentrisk, uanset hvor abstrakt og objektiv vores nuværende videnskab synes at være. Vores forståelse af den er stadig en fortolkning, og fortolkninger er menneskelige. Vi kan ikke se verden fra et sted, hvor vi ikke er. 208. Der er ingen grund til at beskæftige sig med tidligere tiders myter, hvis disse ikke indeholder og genspejler menneskets holdning til livet og verden. Det er denne holdning, denne selvoplevelse i de gamle nordiske myter, vi kan bruge som en inspiration til vores egen livsholdning. 209. Vile, Ve og Odin er tre sider af den samme sag.
Vile er når viljen er i hvile. Da kan den handle
eller lade være. Vile er visdom. Visdom kan vælge
at handle eller lade være. 210. Vile: upolariseret energi. Alle muligheder 211. Vile: *Stjernen 212. Vile: Gud. 215. Vi kan sige: naturligvis tænkte de gamle nordboer ikke i begreber som fotosyntese. Men de iagttog denne verdens fænomener meget nøje. De iagttog dem ikke kun i deres omgivelser, men nok så meget i deres indre: den som lytter meget nøje til sig selv og ser på de indre billeder, vil opdage, hvor præcise de kan svare til den ydre verdens forhold. 216. Vale er den inkarnerede, Vidar den ikke-inkarnerede del af os. Vale er den, som dør på Valpladsen: jorden. Vidar dør aldrig. De to er uadskillelige. Eller bedre sagt: de er ét. Vi kan ikke sige at Vale er en midlertidig fremtrædelsesform af Vidar. Vale - kropsligheden - er lige så meget en side af os som vores højere viden, det varige - Vidar. Vi er kun i kraft af at vi er noget. Dette "noget" er Vale. 217. I dødens øjeblik vandrer vi over
til en anden krop hvor vi undfanges. Vidar og Vale er
samtidige, uadskillelige. Vi forlader aldrig jorden.
"Vi danner os mange kroppe i mange tider og mange
rum" (BOH). Vi er altid i himlen. Åben som skødet Døden findes kun som livet, der forlader en
krop. Det er ikke livet der dør. Det er kroppen
der dør. 218. Vi er altid samtidig i alle himle. Sådan som *Stjernetroen siger. Jeg kan ikke sige, at "himlen må vente", altså at jeg i himlen - når jeg en gang er død - vil se det, som jeg ikke kan se nu. Jeg kan heller ikke glæde mig til en hvilepause efter dette liv. Hvis jeg har evnen, kan jeg tage mig denne hvilepause nårsomhelst. Hvis jeg vil være i himlen må jeg sørge for at jeg kan komme der nu. Jeg kan udsætte det for andre gøremåls skyld, men jeg kommer der ikke blot fordi jeg dør fra denne krop. 219. Det hele kan og skal realisereres her og nu! Jeg
er ikke på et eller andet tidspunkt på vej
"op" til *Stjernen og på et andet tidspunkt
på vej "ned" fra den. Vi er altid alle
steder på verdenstræet, om vi erkender det
eller ej. 220. Vi har lært at vi gradvist skal blive mere
perfekte gennem mange liv på jorden for tilsidst
at forene os med guddommen igen. At vi skal "lære"
noget hernede. Men vi er altid forenet med guddommen.
Vi lever i verdenstræet og det lever i os. 221. Når jeg i samme øjeblik jeg dør, giver liv til et nyt menneske et andet sted, så er døden noget andet end det jeg har lært i dette samfund. Jeg vil prøve på at sørge for, at dette lille menneske, som jeg undfanges til at være, men som jeg ikke ved hvor er - i Afrika, i Kina, i Finland? - vil få de bedst mulige betingelser for sit nye liv. Jeg vil sørge for, at min sjæl, min livskraft eller hvad vi nu kan kalde det, der undfanges til min nye krop, vil være af den bedstmulige kvalitet, fordi den straks skal til at bygge et nyt liv op - mit eget liv! Jeg vil sikre dette barn - mig selv!!! - de bedste chancer i det næste liv. Et liv, der ikke kommer en eller anden gang, men nu, straks i døden. 222. Jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at få den bedstmulige død, den klarest mulige - måske så klar, at jeg kan se, hvor min livskraft går hen, så jeg kan sige til mine kære, hvor de kan finde mig. 223. Vales dag. Den dag Vidar vandrede fra krop til
krop. Den dag jeg forlod valen, den dag jeg valgte dette
liv. Hver dag falder einherjerne i kampen, hver dag
vågner de op til nyt liv. 224. Med hvilken slags glæde blev jeg undfanget?
Var det en god og rund glæde? Eller skyldes min
smerte at mine forældres elskov ikke var så
god? 225. Vi har kun et liv - det ubrudte jordeliv. Hvis
vi gerne vil leve i et paradis, er vi nødt til
at skabe dette paradis her. Måske inkarnerer vi
et andet sted i universet, men dette andet sted kender
vi ikke. 226. Når vi ved, at vi ikke vil forlade denne
jord, forholder vi os anderledes til den. Vi handler
anderledes når vi ved at det ikke er en abstrakt
menneskeheds fremtidige lykke og overlevelse, det gælder,
men vores egen lykke og vort eget fortsatte liv. 228. Man kan sige, at forskellen mellem denne og den
almindelige reinkarnationstanke ikke er så stor.
Men det er den: den aktualiserer hele livet. Det er
ikke "en eller anden gang", vi igen skal fødes
på jorden. Det er straks, nu, her, så snart
vi dør. Der er ingen udsættelse, ingen
illusion om pause eller hvile. Ingen illusion om at
have god tid. Selvom vi næppe selv ved, hvor vi
vil blive undfanget, er det os selv der inkarneres og
ikke en fremmed. 229. De ufødte børn er ikke oppe i en eller anden himmel, hvor de nuttede og lyserøde sidder og venter på det rette øjeblik til at komme ned igen. De ufødte børn er levende mennesker på jorden. Alligevel fører de ofte to mennesker sammen, for at de kan blive deres forældre - uden at de ved det. 230. Det er ikke en eller anden, måske renset,
sjæl, der lod sig inkarnere som mig, men måske
en dranker i en grøft? Det er derfor min nabo
er mit tempel. 231. Den evige opståens vej. Den er meget synlig.
Vi er ikke fanget ind af jorden. Vi er altid på
jorden. Og hvis vi ikke vågner, kommer vi ikke
i helvede, for så er vi i helvede. Vi er ikke
fanget på jorden, vi kan nårsomhelst komme
i himlen, vi er i himlen, i alle himle, hvis vi blot
ville vågne op til dem! 232. Det nytter ikke at stræbe. En plante ville
ikke vokse hurtigere, hvis den stræbte efter at
gro hurtigt. Men den ville slet ikke gro, hvis den ikke
stræbte efter at gro. At være i opståen
er at være vågen, ikke at stræbe.
Man kan umuligt stræbe efter at være her.
Man ville drømme endnu længere, hvis man
først i lang tid skulle stræbe efter at
vågne op. 233. Et eller andet sted er de fleste af os vågne.
Med denne del kan vi vække hinanden. Den vågne
del i dig kan tale til den vågne del i mig. Og
når denne samtale finder sted, kan vi høre
at den føres uden ord. Også når vi
taler. 234. Den gamle sætning: "som foroven - så forneden" siger, at alt altid manifesterer sig på alle planer, i alle verdener. Den siger ikke at vi skiftevis er forneden og foroven, men at vi er det samtidig. "Foroven" er Vidar, "forneden" er Vale. 235. Vi kan vandre op og ned ad Yggdrasil. Møde
forskellige verdener, alt efter hvilken gren vi befinder
os på. Hver gren er en bevidsthedsform, en livssituation,
et psykisk og fysisk landskab. På denne måde
kunne jeg rejse med træet til *Stjernelandet (BOH).
Mine rejser med Livstræet er rejser på Yggdrasil.
Samtidigheden er konkret. Shamanens træ er et
virkeligt træ. Det er usynligt, men virkeligt.
Enhver kan klatre op og ned ad det, enhver gør
det på en eller anden måde. 236. Hvorfor hængte Odin sig i Verdenstræet? Jeg hænger ikke i det. Hvorfor ofrede han sig til sig selv? Jeg ofrer mig ikke til mig selv. Jeg er Ratatosk, jeg vandrer omkring på det. Også jeg søger runerne. Men ikke ved ofring og hængning. Ikke ved at stikke mig selv med spyd, ved at sulte og tørste og fryse. 237. Himmeriget er i mig: Yggdrasil er i mig! Verdenstræet er i mig, jeg er i Verdenstræet. Himlen er på jorden. Hvor svært er det dog at føle jorden som et himmelsk sted! 238. Ragnarok er en opstigning ad Yggdrasil. 239. Når Tor optræder som brud viser han
vægtens tegn. Primært er alt over horisonten
af den ikke-menneskelige verden. Idet Tor i Vægten
skal giftes med et ikke-menneskeligt væsen, en
Jætte, men med sin hammer slår jætten
ihjel, befrier han hele tredie kvadrant fra det ikke-menneskelige.
Man kan se Skorpion som denne kamp og Skytten som sejren,
kort sagt. 240. Odin: vi kan ikke få en hest ud af Vægten, hvis han svarer til Vædderen. Men han har både Tyren og Tvillingerne i sig, og når han rejser - Tvillinger - har han en hest: Skytten. Odins Tvillingeside ses i hans mange navne, forklædninger og rejser. 241. Njord: han er den jordiske rigdoms og søfartens gud. Han bor på Stenbukkens plads. Han siges at bo ved havet. Dette hav er Krebsen, der ligger overfor Stenbukken. Hans kone Skadi elsker sine bjerge og fjelde. Hun bor på Krebsens sted, fjeldene er Stenbukken der ligger overfor. 242. Bygningen af muren omkring Asgård: det er
ikke sådan, at jætten ville have taget Sol
og Måne og Freja med sig, hvis det var lykkedes
for ham. Men hvis muren var blevet færdig, ville
guderne ganske enkelt have siddet i mørket, i
hvert fald i isolationen, og så forsvinder lyset
og frugtbarheden. 243. Udgårdsloke ejer principperne. Dem lader han optræde i legemlig form, som ild, ælde og tanke, mm. Disse principper kan troen ikke forandre. Men hvorfor hedder han Udgårdsloke? Betyder Loke stedfortræder? 244. Loke blev ikke straffet, fordi han fik Høder
til at skyde Balder. Høder blev straffet af Vale.
Loke blev straffet, fordi han afslørede gudernes
ringe moral og ufuldkommenhed. Han fører mennesketale
imod dem. Kun mennesker har moralske vurderinger. 245. Loke slås med Heimdal. De slår hinanden
ihjel. Loke er det lavere, Heimdal det højere
menneske, roden og kronen. Før Ragnarok er de
fjender - et andet sted slås de om Brisingamen
-, men efter Ragnarok er de forenede. Men hvad er det
lavere og højere menneske? 247. Odin og Fenrisulven er fjender. Odin er egokraft, der skiller os ud fra materien, mens Fenrir er den egokraft, der skiller os fra de andre mennesker. 248. Frej: hans dyrkelse som frugtbarhedsgud er en yderliggørelse af hans væsen. Han er Fiskene, Gerd er Jomfruen, Demeter. Han er fredens gud. Han er de himmelske vande, der frugtbargør jorden. 249. Freja er frugtbarhedens gudinde. Hun er det i dobbelt forstand: Vores frugt i verden bliver synlig i Njord, vores rigdom. Men frugten bliver til frø i Freja: Når livets frugt er livets sæd 250. Hos Njord er frugten frugt, afgrøde. Hos
Freja er den både frugt og frø. Hos Frej
er den kun frø. 251. Hvis jeg kendte alle navnene på alle de tolv guder, som der siges at være i Asgård, ville jeg skrive dem i stedet for de astrologiske tegn. Hvis jeg kendte deres runer, ville jeg bruge dem i stedet for. Men den interesserede læser får sandsynligvis størst hjælp af sammenligningen med tegnene, skønt det kan føre til en identifikation med vores forståelse af tegnene, som væsentlig er psykologisk. Denne her beskrevne verden skal forstås på mange flere måder end den psykologiske. 252. Hvorfor skal vi vide alt dette, når vi vil
vågne? Hvad skal vi bruge guderne til, når
de alligevel er døde efter Ragnarok? De er ikke
døde. De taber deres deres magt over os. 253. Kærligheden har et godt fundament i os.
Den indre asa-tro fører frem til den supersfæriske
erkendelse, oplevelsen af rummet hinsides rummet og
tiden hinsides tiden. Den fører frem til den
vågenhed som er forudsætningen for den frihed
og fred og kærlighed, jeg har set i mit indre
- og af og til også uden for mig. 255. Man har fra umindelige tider ment, at forfædrene - stjernerne - gav jagtlykke og frugtbarhed. Vanerne er guderne for den kosmiske baggrund. Derfor elsker Freja med alle aserne, eller de elsker med hende. Denne elskov er symbolet på de første tre kvadranters forening med den fjerde kvadrant. Symbolet på, at de kosmiske kræfter forener sig med de jordiske og de menneskelige kræfter. Dette er frugtbarhed. Symboliseret i morgenduggen. 256. Kun den stolte kan være ydmyg. Kun den uafhængige kan elske. Kun den frygtløse kan holde fred. | ||||
Læs bogen: | ||||
Sitemap - Login - Site powered by CMSimple. |