SolMånens Forlag
    v / D a n k w a r d  E.  N i e l s e n 
O-U-A
ANDEN AFDELING

DEN VÅGNE

158. Guderne danner tilsammen det rum, hvori runerne er virksomme.

159. Der var engang, hvor jeg næsten ikke turde komme for tæt på de gamle guder. Jeg troede endnu at jeg skulle føle den religiøse følelse overfor dem, som jeg har lært i samfundet. Det var noget med at "dyrke" og at "tilbede", jeg endnu ikke havde forstået. Måske forventede jeg at skulle føle noget, jeg ikke følte.
Mit forhold til guderne er ikke specielt religiøst. Min livsfølelse kan ikke kaldes religiøs. Jeg kan ikke føle at jeg føler det samme som de, som kaldes religiøse. Jeg har ligget under for en sproglig mystificering. Men jeg er troende. Jeg tror. Det er Tor der tror. Ved troen overvinder jeg jætternes og rimtursernes magt over mig: de ikke-menneskelige ydre og indre kræfter.
Latteren er et godt billede på troen - begge forbinder det øvre og det nedre i en befrielse. Tors hammer, Mjølnir, er lige som latteren, for den knuser alle de stivnede kræfter som vil have magt over os. Og ligesom Mjølnir vender latteren altid tilbage til den som ler.

160. Odinsvejen er at vågne til dette sted hvert øjeblik. At have mod til det. Ubeskyttet og uhæmmet af fortiden og alle dens forestillinger. Kun beskyttet af den totale parathed til at møde livet lige nu. At være kampberedt. Det er Odinsvejen. Den kan let synes krigerisk.

161. Kamp kan kun opstå i nuet. Kampen gælder livet her og nu. Krig stammer altid fra fortiden. Al fremtid er fortid, spejlet ind i et imaginært rum. Krigen kommer af fortids erindring og fremtids håb. Vrede kan føre til kamp, mens kun hadet kan føre til krig. Vrede kan opstå her og nu. Had kan kun fødes i fortiden. Had kommer af gammel vrede. Gammel vrede er gift. Derfor er Odinsvejen kæmpende, men ikke krigerisk.

162. I den gamle asatro mangler kærligheden. Intet steds står der, at vi bør elske, hverken guderne eller menneskene. Det er fejlen ved Asa-troen. Set med nutidens øjne. Set med datidens øjne, ser det anderledes ud:
Når man lever i små familie- eller stammesamfund, er det selvfølgeligt og nødvendigt, at alt bliver delt, at alle kan overleve. Man behøver ikke tale om kærlighed, end ikke have ord for den, for alle får deres og har deres plads og funktion.
Det giver heller ikke mening at tale om retfærdighed, for alt sker efter nedarvede mønstre. Først når menneskene i et vist område bliver flere og disse små samfund efterhånden opløses og bliver del af større strukturer, opstår ejendomsretten og en lagdeling af menneskene i stænder og specialiserede funktioner. Samtidig bliver menneskemængden så stor, at man nu kommer i kontakt med mange fremmede. Først nu bliver der behov for en abstrakt, dvs. fra individet og gruppen løst, retfærdighed. Og først nu er der en grund til at tale om den kærlighed, der går ud over familiens og stammens grænser.

163. Asatroen udviklede sig på baggrund af den gamle oplevelse af medmennesket, de fleste boede endnu i små bygder. Den solidaritet, der prægede disse små samfund blev nu overført til også at gælde lederen af flokken - man svor ham troskab. Asatroens vise vidste godt, at en forandring af dette samværsmønster måtte ske. De så Ragnarok: at de gamle grundmønstre - guderne - måtte dø eller forvandles.

164. De genfødte guder og overlevende gudesønner Modi og Magni, Vidar og Vale, Balder og Høder viser os den syntese af inde og ude, af jeg og ikke-jeg, som kærligheden er.

165. Ragnarok betyder ikke, at de gamle guder ikke er virksomme mere. Men deres enerådighed, deres firedimensionalitet brydes. Vi overvandt tyngdekraften, da vi skød satelliter udenfor jordens tyngdekraftfelt. Det betyder jo ikke, at tyngdekraften ikke eksisterer mere! Ragnarok er overvindelsen af den psykiske tyngdekraft.

166. Loke er på mange måder den mest interessante gud i asa-troen. Han er i hvert fald den morsomste, ja, måske den eneste morsomme. Han finder på gale streger, såsom at klippe håret af Siv, Tors kone. Alle andre guder er stive og lidt kliché- agtige, selv Tor med alle sine oplevelser er forudsigelig, men Loke er levende. Han er "mennesket", det specifikt menneskelige, han handler og dømmer ud fra menneskelige motiver.
Iøvrigt er han så vigtig en del af hele fortællingen, at jeg ikke kender nogen anden mytologi (religion) der har en tilsvarende figur. En skarnsunge. Det er fantastisk i sig selv, at vi har sådan en morsom gud. Hvad siger det om de gamles sind?

167. Overlever Loke Ragnarok? Der siges intet om, hvad der sker med Surt og Hymir og ham. Kun at verden genopstår og at fire gudesønner og to genfødte guder mødes i fred og fordragelighed på den nyfødte jord.

168. Beskrivelsen af Surt kan virkelig minde om atombomben: et sværd der lyser stærkere end solen. Men dette sværd er åndens sværd, åndens lys, der først kan skinne så klart, klarere end alle jordiske sole, når hele den gamle verden inde i os er brændt bort. Det er det lys, hvorved *Stjerneøjnene ser.

169. Einherjeren møder verden ud fra de mange dimensioner og ser hvad der bliver virkelig i den sanselige verden netop nu - og handler ud fra det. Det er netop først når man dybt inde og for alvor siger: "din vilje ske!", at man slipper alle sine meninger og færdige holdninger og reaktioner - fortiden! - og møder livet helt direkte.

170. De gamle havde en meget rodfæstet skæbnetro. Det viser sig i, at det er valkyrierne eller Odin der vælger, hvem der skal falde i slaget. For dem var det ikke et spørgsmål om at kæmpe mod skæbnen, være sur på den eller den slags, men udelukkende om deres holdning til skæbnen, om de var modige eller tapre, om de var dumme eller kloge. De kunne få et minimum eller et maksimum ud af deres skæbne, men de kunne ikke forandre dens forløb. De kunne have god eller ond lykke. De kunne til en vis grad forbedre deres lykke. Men de følte sig altid som brikker i et større - i gudernes - spil.

171. 'Energi' er ikke noget kraft-ord. Men 'kraft' er et kraft-ord!
Derfor siger jeg: Form og Kraft. Jeg kunne måske mere præcist sige: Formningskraft og bevægelseskraft. I dag ved vi at alt er energi. Men vi kan kun spore denne "energi's" virkninger, vi kender ikke dens væsen. Men kraft kender vi fra vores egen krop. Selvom vi ikke ved, hvad kraft er, kender vi oplevelsen af den.

172. Det er forkert at sætte formningskraften lig jordkraften eller materien, for den findes i hele universet, ligesom bevægelseskraften. Det er også forkert at sætte formningskraft lig med det kvindelige, skønt det kvindelige har en overvægt af formningskraften. Ejheller er bevægelseskraften lig med det maskuline, skønt det maskuline har en overvægt af bevægelseskraften.

173. Det sted, hvor der er mest formkraft, kaldes brønden Hvergelmir. Her findes kun så meget bevægelseskraft, at formkraften kan blive til Nifelheim og flyde ud i Ginnungagab. Det sted, hvor der er færrest formkræfter, hedder Muspelheim. I mødet mellem Nifel og Muspel, mellem Is og Ild opstår verden som en skiftende blanding af form- og bevægelseskraften.

174. Tiltræknings- og frastødningskraften, centripetal- og centrifugalkraften er ikke det samme som formkraften og bevægelseskraften, disse to er overordnede størrelser.

175. Måske kan vi tænke på de "sorte huller", hvis vi vil danne os et nogenlunde godt billede af Hvergelmir. Den voldsomme tiltrækningskraft som selv lyset forsvinder i, er ikke helt det samme som formningskraften, men en af dens væsentligste bestanddele. Vi kan måske forestille os Muspelheim som Solen med sin voldsomme energi-afgivelse. Men Muspelheim er større, Solen er kun at regne som en gnist fra dens ild.

176. Og hvad er GINNUNGAGAB? Ginnunga-gab betyder "Forblændelsens tomrum". Hvilket ikke vil sige, at denne verden kun er en forblændelse, men at den ikke er varig, at den kun er et mere eller mindre tilfældigt fænomen - ikke en uforanderlig ur-tilstand. Jeg kunne også sige: vores verden er ikke virkelig i sig selv og af sig selv, den er en virkning af noget andet, noget større end vores sanser og tanker kan rumme. Af denne grund giver det god mening at kalde vores verden - det "sted", hvor den opstår - for "Forblændelsens tomrum".

177. Det første som opstår er Ymir. Ymir er kaos. Dernæst opstår en ko, som hedder Audhumbla. Denne ko skaber den orden i tid og rum, som er forudsætning for organisk liv. De fire strømme mælk er ikke kun de fire verdenshjørner, de svarer også til de grundforhold, som genspejles i de astrologiske fire faste tegn. Det er denne ur-livs-substansens ko, der slikker et menneskelignende væsen af isen: det er Bure, en mand, hvis søn Borr får tre sønner, som er de ældste aser. Hvem er Bure, hvem er Borr?

178. Af denne beskrivelse fremgår det, at de nordiske guder ikke er absolutte væsner, ikke kan sidestilles med den Gud, som er inde i alt og uden om alt og alligevel ikke noget sted og alle steder, den Gud, som vi ikke kan tænke eller forestille os, men kun kan opleve og tro på. De nordiske guder er heller ikke menneskelige, deres kraft og visdom er af en anden art og overgår langt menneskenes, men de er skabte og derfor dødelige som vi.

179. Jeg kunne godt sige: guderne er ikke virkelige, de er blot billeder på visse af livets grundforhold, de er blot personificeringer, de er ikke virkelige væsner. Men sådan er det ikke. De er faktisk levende væsner, de er, til en vis grad, personligheder, de er aktive og kan handle som de vil. Blot fordi vi kan konstatere visse abstrakte grundforhold i livet, behøver vi ikke at nægte, at disse forhold er dele af en bevidsthed - og denne bevidsthed kalder vi en gud.
Yderligere: da asa-troen i det væsentlige er en indre tro, en beskrivelse og oplevelse af menneskets indre verden - i overensstemmelse med den ydre verden! - er det rigtigt at tale om "guder", for i vores indre verden er der intet, der ikke er bevidst og levende. Vi er godt nok ikke bevidste om hele vores indre verden, og kan med god grund tale om både vores personlige og om vort kollektive ubevidste. Det er netop herinde i os selv, vi kan genkende de ydre kræfter som guddommelige, som guder.

Nu ved vi altså, hvorfor vi kan kalde Ymir og Audhumbla og Bure og Borr og Odin og Vile og Ve for virkelige, levende væsener.

180. Måske ordet "Einherjer" er for fremmed, for vanskelig at forstå for den ydre verden? Jamen, den ydre verden må vænne sig til mine, vore, ord, eller lade være med at læse hvad jeg skriver.
Hvis jeg sagde: samuraj, ville rigtig mange (tro at) forstå mig. Så fremmede er vi for vores egen arv! Man vil sandsynligvis forbinde einherjerne med bersærkerne og andre tåbelige kraft-vikinger. Man vil næppe tro, at de gamle havde en så høj forståelse af sig selv og deres livssituation, som jeg påstår. Sådan er det, fordi vi er blevet vænnet til at se ned på vores forfædre af kirkens mænd.

181. Hvad er Einherjeren for mig? Den del af mig, der ikke giver op, den del af mig der er årvågen og ubundet. Han er den modsatte af ham, der lægger hænderne i skødet og siger: alt er i Guds hånd - og så bøjer nakken - og giver efter for den slappe, uafgjorte, handlingslammede side i mig. Er det ikke det skønne ved at hugge brænde, at man er nødt til at være tilstede, i det mindste i hugget?

182. Jeg møder alting uden at andre kan hjælpe mig, dér, hvor mødet virkelig finder sted. Andre er til hjælp omkring mig, men ikke inde i mig. Andre kan forvirre mig, jeg kan forvirres af andre, andre kan hjælpe mig på vej til klarheden, men kun jeg selv kan finde vejen.

183. Jeg er ikke kun ene-kæmper, jeg er også ene-elsker. Jeg møder min elskede her, lige akkurat her, hvor ingen anden end jeg kan møde hende. Jeg og kun jeg alene møder min skæbne. Møder dette øjeblik, møder livet med mit liv.
Dette er ikke kun en kamp, dette er dans. Kun jeg kan danse med min musik og mine fødder lige her hvor dansen sker. Jeg er også ene-danser.

184.
Jeg er
Einherjer!
Jeg taber
eller skaber
skæbnen! Kun mod,
klart,
rådsnart,
former min lod:
Om jeg synker eller med vinger
tyngden tvinger.

185. "Ein-herjer" betyder ene-kæmper - og også ene-hørger. En "hørg" er et beskyttet, helligt sted, et lille tempel for guderne. Sådan et tempel er einherjeren. Einherjeren beskytter dette tempel og alle de væsner, som har fundet plads i det.
På den måde er einherjeren den Vågne. Men det kan tage lang tid at vågne op. Kampen, elskoven og dansen er stærke magter.
Einherjeren er kun ét aspekt af den Vågne. At vælge livet selv i dødens stund er måske kamp, måske dans, måske en leg?
Vi må ud af Sidhats mørke skygge.

186. Var det ikke for at vågne, Odin pinte sig selv og hængte sig i et træ? Disse ni nætter er både de ni måneder i moders liv, hvor vi lærer de runer, hvorefter vi skaber os selv som selv-levende individer, og de svarer også til den tid, det tager at fødes fra "ginningen" - fra sindets begrænsning til sindets fødsel til selvlevende frihed!

187. I moders mave lærte vi vor egen krops runer, i denne verden lærer vi denne verdens runer. Når vi kan dem, kan vi vågne til den næste virkelighed, større end livmoderen, større end denne verden. Den Vågne er ikke bundet til tidens og rummets dimensioner. (I bl.a. taoismen findes smukke beskrivelser af vågne mennesker.)

188. Det er let at glemme at den tid, hvor einherjerne var en livstype, er forbi. Det er også let at glemme at Odin og de andre guder er døde, at Ragnarok har været, og at det er de genfødte eller nye guder, der nu regerer.
Det er disse identifikationer, der er nødvendige, men også forvirrende og pinefulde. De efterlader tomhed, når de skrider.

189. Liv og Livtraser lever af morgenduggen, mens Ragnarok står på. Hvad er morgenduggen? Det er det, som kommer fra himlen. Hvem er Liv og Livtraser? Eva og Adam? Nyfødte, i paradis? Nej. De er hver og én af os. Liv er Månen, Livtraser Solens stråler. Liv er det kvindelige, Livtraser det mandlige i enhver af os. De er evnen til at modtage og give liv.

190. Hvem er Tor? Den rå handlekraft? Nej, Tor er Troen, som ihærdigt bekæmper Rimturserne - vores kropsbundne ego-kræfter - og Jætterne - de ydre konkrete og abstrakte forhold, der truer vores menneskelighed. De er stenenes hårdhed og rummets tomhed, de er de tanker og forestillinger, som tager magt over vores og vort fælleskabs sind.

191. Men når Tor er lynet, der slår ned og den torden, som følger efter, så er han forbindelsen mellem himmel og jord, oplysningen, åndens gennembrud til kødet, Guds kys, den lille virkelighed der genfinder sig i den store virkelighed, det er satori. (Satori er det japanske udtryk for denne hændelse.)
Den torden, der følger efter lynet, er den voldsomme bevægelse, der sker inde i mennesket. Og den er også de handlinger, der følger efter gennembruddet.

192. Når vi ser Tor ud fra lynet, som er troen, så ser vi, hvorfor han i Ragnarok må kæmpe med Midgårdsormen "Jårmundgand": lynet befrier os fra begæret, fra bindingen til den lille virkelighed.
Troen fører jo kun hen til denne tilstand: at være ét med altet og verdenen hinsides altet. Når begæret, når bindingen er brudt, findes troen ikke mere. Når man når målet forsvinder vejen. På denne måde dør Tor.

193. Derfor er det ikke rigtigt, som (den store sufi-mester) Rumi siger: "vær i verden, men ikke af verden." Nej: vær af begge verdener! Vær tilstede, ikke kun her, hvor vi kan spise og sanse og bevæge vore kroppe, men i alle verdener! Lad den store verden blive virkelig i den lille verden - lad Tordenen rulle!

194. Vidar dræber Fenrisulven. Fenrisulven er den, som splitter alting ad, bider det over, så verden for os ser ud, som om den er adskilt, som om den eksisterer ud fra modsætninger. Som om verden er en kamp.

Først når Fenrir er død, kan Liv og Livtraser forenes, kan Vidar og Vale, Odins to sønner, afløse Odin. Da ved vi (Vidar), at al modsathed (Vale) er udtryk for enhed: Vidar.

195. Det er ikke tilfældigt, at navnet Vidar minder os om Viden og navnet Vale om Val-pladsen: dér, hvor kampen står, nej, dér hvor valget står, hvor dansen går - det er denne jord, dette liv, denne krop.
På denne måde er Vidar ånd og Vale kød.
Når ånden er i kødet og kødet i ånden, behøver vi ikke modtage livsgnisten af Odin, han behøver ikke mere give os liv, for da er vi i livet!

196. Håd og Balder genfødes som de eneste af de gamle guder. Håd - eller Høder - er hadet, frastødningen. Håd er meget stærk, men blind. Og Balder er den tiltrækning, som vi kalder kærlighed, han er favntaget, kroppenes og sansernes forening. Han var meget smuk og mild, og den viseste af alle, men hans råd kunne ikke følges. Hans kærlighed er modsætningernes tiltrækning til hinanden. Men tiltrækning og forening er ikke kærlighed og enhed.
Efter Ragnarok er frastødning ikke mere had, og tiltrækning ikke mere kærlighed. De er blot to - samtidige - bevægelser. Det er ét væsen, der bevæger sig, udad og indad.

197. Hvad med kærligheden? Næstekærligheden, kærligheden til Gud?
Det er jo kærligheden, der med meget få ord beskrives i slutningen af Vølvens spådom.
Solen får en datter, der skinner for os efter Ragnarok.
Hvad er Solen? Vores hjerte? Vores ånd?
Hvilket lys skinner dybt inde i dig?

198. At Tor har med tredie kvadrant at gøre, ses af, at hans hammer ved ægteskabs indgåelse lægges i brudens skød. Han vier folk: syvende hus. Ottende hus er i høj grad hans kamp mod menneskehedens fjender, og niende hus er selve troens hus, vores stræben efter fuldkommenhed. På denne måde er han fællesskabets gud. Derfor var han også folkets gud. Mens Odin mere var guden for de meget jeg-bevidste.

199. "Sæmund sad i Havis Hal". Sæmund betyder: den vises sind. Havis Hal er den Højes Hal.
"Havbeskyttet sad den Frode". Han sidder på en ø, han er omgivet af verdenshavet, af tidens hav, af drømmenes hav. Den Frode: den kloge, den vise.
"Talte gennem bølgers brusen" - tidens bølger skyller ind over mig, af tusind lyde er kun to eller tre brudstykker af ord.
"Sang i blodets træ" - blodets træ er både mit eget blod, som fortæller mig, hvilke af bølgernes lyde, der er ord, men også slægternes træ i mig, hele min skjulte viden gennem tiderne.
"Sæmund sang med sind så sval" - han er helt rolig, helt afklaret, udenfor al lidenskab, binding og begær.
"Midt i gabet Ginnungi" - inderst i denne verden, i forblændelsens centrum.
"Der hvor begge verdner mødes" - hvilke to verdener?
"Ulvens gab og Menglåds skød" - Ulvens gab er døden, Menglåd er et af Frejas mange navne, hendes skød er livets kilde. Dér, hvor ulvens to kæber mødes, forsvinder alting. Dér hvor Menglåds ben mødes, opstår alting. I denne præcise ligevægt mellem opståen og forgåen sidder Sæmund, derfor er han vis.
"Sæmund kvad en gammel vise" - det er denne vise, jeg prøver at fange og at oversætte.

"Baglæns hørte jeg dens ord" - selvom hans sang er som et træ, der vokser fra roden til kronen, hører jeg den, og må forstå den, fra kronen og ned til roden. (Jeg må fra min nutidige bevidsthed gå ind i den fortidige bevidsthed.)
"Kaldtes tusind år tilbage" - jeg må gå tusind år tilbage.
"Kaldtes frem til dette nu" - han må gå tusind år frem i tiden. Han? Hans ord, hans visdom, hans syn.
"Sæmund tav sin viden til mig". Ja, jeg hørte aldrig et ord, ordene opstod i mig. Hans visdom opstod i mig.
"Han var otte - jeg er ni". Otte er det gamle, afsluttede, ni er det nye som vokser frem. Han er fortid, jeg er nutid.
"Rim er alle skjaldes tale" - når det høje og det lave er perfekte genspejlinger af hinanden, lige som når rimfrosten viser kuldens og vandets form forenede - dette er skjaldekunst.
"Stjernesprog er Runestav" - Runerne er hernede, hvad stjernesproget er foroven. Som forneden, så foroven.
Dette er en temmelig dårlig forklaring på dette dybt mystiske digt. Burde ikke engang forsøgsvis forklares.

200. Mit mål er at gøre opmærksom på OPSTÅEN. Og at give en vis orientering om den verden, hvor opståen sker. Og kærligheden efter Ragnarok. Sindets forvandling, den ny verden.

201. Denne tolkning af den norrøne gudeverden er en digterisk forståelse. Den er ikke historisk-videnskabelig. Jeg fokuserer på Sæ-mund, og ser, hvad jeg kan formidle af hans samlede erkendelse. Den er dybest set uafhængig af aserne, af hans samtids religiøse tradition og skikke. Som al god erkendelse ligger den bagved de ydre fænomener.

202. Når man vågner holder troen op. Troen kan føre os til den tilstand, hvor den holder op. Det gælder kun om at vågne.

203. Hvorfor er det som allerførst opstår, når Is og Ild mødes, et levende væsen: jætten Ymir? Hvorfor er det ikke bare jord, sten, materie? I den semitiske myte skaber gud himmel og jord, men de er ikke væsner, de er døde, livet kommer først med planterne og dyrene.
Det er karakteristisk for vores mytologi, at der ikke findes noget dødt, selv nede i det dødeste af alt, i Hæl, er der liv, et skygge-liv.
Når Is og Ild mødes, opstår liv: jorden, himlen, alt er levende.

204. Hvorfor dræbte de første guder denne Ymir, altså det stoflige univers?
At dræbe er at tage livs-magt fra den som dræbes. Når aserne "dræber" Ymir, betyder det, at de tager magt over det stoflige univers, at de giver det struktur, at de skaber en vis orden i det.
Det er denne evne til at skabe en vis selvstændig orden i den uformede - kaotiske - stoflige verden, der er kendetegnet for bevidstheden og det organiske liv. Det er guderne, der skaber og opretholder denne orden.
Orden findes altid på forskellige niveauer, vi kan sige at der findes forskellige "steder" hvorfra orden kan skabes. I asa-troen ser vi den grundlæggende ordning i f.eks. Asgård, Midgård og Udgård, i verdenstræet Yggdrasil og i gudernes forskellige opgaver (funktioner).
Denne elementære orden må ikke stivne. Det er en levende orden, der udvikler og forandrer sig.

205. På et tidspunkt vil "stedet", hvorfra denne orden skabes, flytte sig. Dette sker i Ragnarok. Her bliver den gamle orden - guderne - ødelagt og en ny orden opstår. Men også her gælder det: guderne er ikke døde, men deres livsmagt er brudt, de beherskes nu af en højere orden.

I vores overleveringer får vi meget lidt at vide om den nye orden - den genfødte jord. Men de få oplysninger vi får, giver en klar forestilling om den retning, hvori vi kan søge "stedet" for den ny orden.

206. Vi kan sige det enkelt: Først er der kun Is og Ild. Så er der den verden, som vi kalder den levende materie. Så er der gudernes verden. Og efter Ragnarok er der menneskenes verden. Is og Ild findes stadig. Den levende materie findes stadig. Gudernes verden findes stadig. Men nu er det mennesket selv - dets ånd - der styrer verden, dvs. giver den dens orden.

207. Beskrivelsen af verdens skabelse, orden og undergang har mange paralleler til den ydre verden. Den er dog primært en beskrivelse af menneskets egen tilblivelse og forvandling. Guder er indre kræfter, der bliver yderliggjorte, lige så vel som de er ydre kræfter, der bliver inderliggjorte. Hvorfor er det sådan? Fordi al vores erkendelse er antropomorf og antropocentrisk, uanset hvor abstrakt og objektiv vores nuværende videnskab synes at være. Vores forståelse af den er stadig en fortolkning, og fortolkninger er menneskelige. Vi kan ikke se verden fra et sted, hvor vi ikke er.

208. Der er ingen grund til at beskæftige sig med tidligere tiders myter, hvis disse ikke indeholder og genspejler menneskets holdning til livet og verden. Det er denne holdning, denne selvoplevelse i de gamle nordiske myter, vi kan bruge som en inspiration til vores egen livsholdning.

209. Vile, Ve og Odin er tre sider af den samme sag. Vile er når viljen er i hvile. Da kan den handle eller lade være. Vile er visdom. Visdom kan vælge at handle eller lade være.
Ve er vinden. Ve er visdommen der har vilje til handling.
Odin er handlingen. Odin er visdommen som får krop.
Da Ymir var opstået, var der mulighed for enten at lade alting være som det var, eller at forandre det. Denne tilstand er Vile. Beslutningen om forandring er Ve. Selve forandringen er Odin.

210. Vile: upolariseret energi. Alle muligheder
Ve: polarisering af energi. Valg af mulighed.
Odin: (energi i) bevægelse. Virkeliggørelse.

211. Vile: *Stjernen
Ve: vejen fra *Stjernen til kroppen.
Odin: *Stjernen i kroppen.

212. Vile: Gud.
Ve: Helligånden.
Odin: Sønnen.
Men denne sammenligning bryder de kristne sig nok ikke om.

213. Vile: Solen.
Ve: Solstrålerne.
Odin: Det lys som rammer planterne. Sammen med Frigg opstår fotosyntesen.

214. Frigg er ikke kroppen. Ymir er kroppen. Frigg kan forme lyset og forbinde det med Ymir, med kroppen. Livet har ikke sin rod i Frigg, men i Ymir. Men det er Frigg, der gør, at livet kan slå rod. Og det er også Frigg, der kan få kroppen til at vokse. Det kan Odin ikke. Kun ved at hun binder ham, kan cellerne formere sig til en voksen krop og siden avle og føde børn med en anden krop. Kun ved at Odin hele tiden giver liv og Frigg hele tiden former liv, kan det kødelige liv finde sted på jorden. Odin bevæger Ymirs krop, Frigg giver bevægelsen form.

215. Vi kan sige: naturligvis tænkte de gamle nordboer ikke i begreber som fotosyntese. Men de iagttog denne verdens fænomener meget nøje. De iagttog dem ikke kun i deres omgivelser, men nok så meget i deres indre: den som lytter meget nøje til sig selv og ser på de indre billeder, vil opdage, hvor præcise de kan svare til den ydre verdens forhold.

216. Vale er den inkarnerede, Vidar den ikke-inkarnerede del af os. Vale er den, som dør på Valpladsen: jorden. Vidar dør aldrig. De to er uadskillelige. Eller bedre sagt: de er ét. Vi kan ikke sige at Vale er en midlertidig fremtrædelsesform af Vidar. Vale - kropsligheden - er lige så meget en side af os som vores højere viden, det varige - Vidar. Vi er kun i kraft af at vi er noget. Dette "noget" er Vale.

217. I dødens øjeblik vandrer vi over til en anden krop hvor vi undfanges. Vidar og Vale er samtidige, uadskillelige. Vi forlader aldrig jorden. "Vi danner os mange kroppe i mange tider og mange rum" (BOH). Vi er altid i himlen.
Årstidernes og døgnets skiften har fået os til at tro, at vi også skifter mellem liv og død. Vi har overført vores erfaring fra den sanselige verden til vores opfattelse af livet og døden. Men liv har ingen modsætning, liv kan ikke dø.

Åben som skødet
er døden
fødsel
fra krop til krop
mørk som min livmor
mørk som begyndelsen
blød
som det varme kød

Døden findes kun som livet, der forlader en krop. Det er ikke livet der dør. Det er kroppen der dør.
Vi dør ikke fra den kropslige virkelighed. Vi dør kun til en anden krop. Her eller i en anden verden. Nogle er længe om at dø, fordi de søger længe efter det rette sted at blive til igen. Andre dør brat, fordi deres nye livsmulighed åbner sig pludseligt.

218. Vi er altid samtidig i alle himle. Sådan som *Stjernetroen siger. Jeg kan ikke sige, at "himlen må vente", altså at jeg i himlen - når jeg en gang er død - vil se det, som jeg ikke kan se nu. Jeg kan heller ikke glæde mig til en hvilepause efter dette liv. Hvis jeg har evnen, kan jeg tage mig denne hvilepause nårsomhelst. Hvis jeg vil være i himlen må jeg sørge for at jeg kan komme der nu. Jeg kan udsætte det for andre gøremåls skyld, men jeg kommer der ikke blot fordi jeg dør fra denne krop.

219. Det hele kan og skal realisereres her og nu! Jeg er ikke på et eller andet tidspunkt på vej "op" til *Stjernen og på et andet tidspunkt på vej "ned" fra den. Vi er altid alle steder på verdenstræet, om vi erkender det eller ej.

Efter Ragnarok har vi forladt den sekventielle tænkning. Vi er fuldt tilstede i vores fulde tilstedeværelse.

220. Vi har lært at vi gradvist skal blive mere perfekte gennem mange liv på jorden for tilsidst at forene os med guddommen igen. At vi skal "lære" noget hernede. Men vi er altid forenet med guddommen. Vi lever i verdenstræet og det lever i os.
Vi er ikke som børn, der skal udvikle sig. Vi er ældgamle. Det eneste der skal udvikle sig er vores evne til at se hele livet og ikke kun den begrænsede del af livet, som vi lige nu oplever i denne krop.

221. Når jeg i samme øjeblik jeg dør, giver liv til et nyt menneske et andet sted, så er døden noget andet end det jeg har lært i dette samfund. Jeg vil prøve på at sørge for, at dette lille menneske, som jeg undfanges til at være, men som jeg ikke ved hvor er - i Afrika, i Kina, i Finland? - vil få de bedst mulige betingelser for sit nye liv. Jeg vil sørge for, at min sjæl, min livskraft eller hvad vi nu kan kalde det, der undfanges til min nye krop, vil være af den bedstmulige kvalitet, fordi den straks skal til at bygge et nyt liv op - mit eget liv! Jeg vil sikre dette barn - mig selv!!! - de bedste chancer i det næste liv. Et liv, der ikke kommer en eller anden gang, men nu, straks i døden.

222. Jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at få den bedstmulige død, den klarest mulige - måske så klar, at jeg kan se, hvor min livskraft går hen, så jeg kan sige til mine kære, hvor de kan finde mig.

223. Vales dag. Den dag Vidar vandrede fra krop til krop. Den dag jeg forlod valen, den dag jeg valgte dette liv. Hver dag falder einherjerne i kampen, hver dag vågner de op til nyt liv.
Vales dag er den helligste dag i dette liv. Den dag jeg døde, den dag jeg blev undfanget. Ingen ved hvilken dag det er.

224. Med hvilken slags glæde blev jeg undfanget? Var det en god og rund glæde? Eller skyldes min smerte at mine forældres elskov ikke var så god?
Hver gang vi elsker vil vi kunne undfange. Hver gang vil et menneske kunne dø for at undfanges af os.
Smuk elskov tiltrækker et menneske, som er smukt i sit væsen. Vi har stor frihed til at skabe vores og hinandens skæbne. Der er forskel på de mennesker, vi undfanger, afhængig af vores elskov.

225. Vi har kun et liv - det ubrudte jordeliv. Hvis vi gerne vil leve i et paradis, er vi nødt til at skabe dette paradis her. Måske inkarnerer vi et andet sted i universet, men dette andet sted kender vi ikke.
Vi kan kun komme i paradis, ved at forme livet på jorden så det kan blive paradisisk, og ved at lære at blive så harmoniske, at livet på jorden er paradisisk for os - uanset hvor og hvordan det forløber.

226. Når vi ved, at vi ikke vil forlade denne jord, forholder vi os anderledes til den. Vi handler anderledes når vi ved at det ikke er en abstrakt menneskeheds fremtidige lykke og overlevelse, det gælder, men vores egen lykke og vort eget fortsatte liv.
Selvmord er helt meningsløst, fordi vi vil blive født med det handicap som svarer til selvmordets karakter. Og mord vil være den største dumhed fordi man vil blive genfødt som morder. Når vi ikke kunne se den andens liv, vil vi få svært ved at få øje på vort eget. Når man ikke kan få øje på sit eget liv er man hos Hæl. Der er ingen soning i en eller anden fjern skærsild: alt som er gjort skævt her, skal også gøres lige her!

227. Det er ingen forbandelse, at vi aldrig kan undslippe det fysiske liv. Måske nogle tror, at vi som belønning for et godt liv her på jorden vil blive genfødt på en noget mere gæstmild planet. At Gud har skabt nogle "hvileplaneter" til særligt fromme mennesker.
Det er tværtimod en velsignelse at vide, at vi aldrig kan dø. Vi kan glæde os til at få lov til at blive som børn påny.

228. Man kan sige, at forskellen mellem denne og den almindelige reinkarnationstanke ikke er så stor. Men det er den: den aktualiserer hele livet. Det er ikke "en eller anden gang", vi igen skal fødes på jorden. Det er straks, nu, her, så snart vi dør. Der er ingen udsættelse, ingen illusion om pause eller hvile. Ingen illusion om at have god tid. Selvom vi næppe selv ved, hvor vi vil blive undfanget, er det os selv der inkarneres og ikke en fremmed.
Uden stort klarsyn kan vi heller ikke vide, hvem der døde, da vi blev undfanget, skønt det var os selv, der døde. Når man er blevet meget glad for et ungt par, kan man bede dem om at elske i éns dødsstund, så man har en chance for at blive netop deres barn! Hvilket digt!

229. De ufødte børn er ikke oppe i en eller anden himmel, hvor de nuttede og lyserøde sidder og venter på det rette øjeblik til at komme ned igen. De ufødte børn er levende mennesker på jorden. Alligevel fører de ofte to mennesker sammen, for at de kan blive deres forældre - uden at de ved det.

230. Det er ikke en eller anden, måske renset, sjæl, der lod sig inkarnere som mig, men måske en dranker i en grøft? Det er derfor min nabo er mit tempel.
Min nabo til højre kan være en, jeg i et andet liv var nært forbundet med, og min nabo til venstre kan være en, jeg i et andet liv vil blive nært forbundet med.

231. Den evige opståens vej. Den er meget synlig. Vi er ikke fanget ind af jorden. Vi er altid på jorden. Og hvis vi ikke vågner, kommer vi ikke i helvede, for så er vi i helvede. Vi er ikke fanget på jorden, vi kan nårsomhelst komme i himlen, vi er i himlen, i alle himle, hvis vi blot ville vågne op til dem!
Vi er ikke fanget i livet, for når vi også er i himlen, når vi er på jorden, er jordelivet himmelsk. Også til den tid vil vi forme vores verden efter vores oplevelse af livet.
Vi har et håb: At vi selv i dette eller det næste liv kan vokse så meget i vores livsoplevelse, at vi kan komme i paradis!
Det er vores kunst at finde ud af, hvordan vi kan udvide vores livsoplevelse. Hvor meget vi selv kan og bør gøre for os selv, og hvor meget vi kan og bør gøre for hinanden for at opnå dette mål. De usynlige verdener og de finere energier er realiteter. Erfaringen viser, at vi kan udvide vores livsoplevelse til dem. Heri har vi et stort håb, som vi selv kan opfylde.

232. Det nytter ikke at stræbe. En plante ville ikke vokse hurtigere, hvis den stræbte efter at gro hurtigt. Men den ville slet ikke gro, hvis den ikke stræbte efter at gro. At være i opståen er at være vågen, ikke at stræbe. Man kan umuligt stræbe efter at være her. Man ville drømme endnu længere, hvis man først i lang tid skulle stræbe efter at vågne op.
Nej, man drømmer eller man vågner, der er ingen stræben. Man kan ønske sig at vågne op, men dette ønske er et drømmeønske og må først holde op, før man kan vågne. Så længe man drømmer er man i drømmen. Kan vi ikke vække hinanden? Nej, for den drøm, jeg taler om, er vores jævne daglige bevidsthed. Og i drømme kan vi kun drømme, at vi vækker hinanden.

233. Et eller andet sted er de fleste af os vågne. Med denne del kan vi vække hinanden. Den vågne del i dig kan tale til den vågne del i mig. Og når denne samtale finder sted, kan vi høre at den føres uden ord. Også når vi taler.

Med denne vågne del i os vi kan se himlen og vi kan se, at den er meget større, end vi kan forstå. Den vågne del af os er del af denne store himmel. Og når vi først har set et lille stykke af himlen kan vi godt få lyst til at se mere og mere af den, vågne op til en stadig større himmel - og dermed til en stadig mere levende og smuk jord.

234. Den gamle sætning: "som foroven - så forneden" siger, at alt altid manifesterer sig på alle planer, i alle verdener. Den siger ikke at vi skiftevis er forneden og foroven, men at vi er det samtidig. "Foroven" er Vidar, "forneden" er Vale.

235. Vi kan vandre op og ned ad Yggdrasil. Møde forskellige verdener, alt efter hvilken gren vi befinder os på. Hver gren er en bevidsthedsform, en livssituation, et psykisk og fysisk landskab. På denne måde kunne jeg rejse med træet til *Stjernelandet (BOH). Mine rejser med Livstræet er rejser på Yggdrasil. Samtidigheden er konkret. Shamanens træ er et virkeligt træ. Det er usynligt, men virkeligt. Enhver kan klatre op og ned ad det, enhver gør det på en eller anden måde.
Vi er ikke alle shamaner. Men vi kan alle lære at klatre op og ned ad det træ. Vi vil altid møde de mennesker og hændelser, der svarer til det sted på træet, vi befinder os.
Det er ofte smerteligt for os, når vi begynder at vokse, at vi taber gamle venner, der ikke befinder sig det sted, vi nu er klatret hen til. Mange klatrer tilbage, for ikke at tabe trygheden. Andre bliver skilt eller ensomme. Indtil vi har lært at møde de folk, der er det sted som vi er nu. Livstræet er virkeligt. Det er fuldt af liv!

236. Hvorfor hængte Odin sig i Verdenstræet? Jeg hænger ikke i det. Hvorfor ofrede han sig til sig selv? Jeg ofrer mig ikke til mig selv. Jeg er Ratatosk, jeg vandrer omkring på det. Også jeg søger runerne. Men ikke ved ofring og hængning. Ikke ved at stikke mig selv med spyd, ved at sulte og tørste og fryse.

237. Himmeriget er i mig: Yggdrasil er i mig! Verdenstræet er i mig, jeg er i Verdenstræet. Himlen er på jorden. Hvor svært er det dog at føle jorden som et himmelsk sted!

238. Ragnarok er en opstigning ad Yggdrasil.
Opdager jeg blot lige pludselig, at alt i mig og omkring mig er stift og koldt og hårdt, - Fimbulvinteren?
Oplever jeg blot lige pludselig, hvor overskyllet jeg er af følelser, der er ved at drukne mig?
Og hvor forgiftet jeg er af bindingens begær, af Midgårdsormen?
Og oplever jeg ikke at hele min verden ryster?
Og oplever jeg ikke, hvordan lidenskaberne fortærer mig?
Og at Surt brænder mig øde?
Oplever jeg ikke, at tankerne raser som Fenrir og at fortidens uhyrer er over mig som trolde og jætter?
Er det ikke først, når jeg begynder at opleve alle disse ting, at jeg kan vågne op og begynde at klatre op ad træet?
Og vil jeg ikke, når jeg stiger til vejrs, helt selvfølgeligt se en ny sol og nye mennesker og nye guder?

239. Når Tor optræder som brud viser han vægtens tegn. Primært er alt over horisonten af den ikke-menneskelige verden. Idet Tor i Vægten skal giftes med et ikke-menneskeligt væsen, en Jætte, men med sin hammer slår jætten ihjel, befrier han hele tredie kvadrant fra det ikke-menneskelige. Man kan se Skorpion som denne kamp og Skytten som sejren, kort sagt.

At han har bukke foran sin vogn skyldes Vædderen overfor Vægten. Ligesom Freja i Vandmanden har katte (Løven) som trækdyr. At Frej's gris Gyldenbørste er Jomfruen, er sandsynligt, såfremt det gyldne er kornet, ligesom Sif's gylde hår siges at være kornet og derved antyder, at hun er en gammel frugtbarhedsgudinde.

240. Odin: vi kan ikke få en hest ud af Vægten, hvis han svarer til Vædderen. Men han har både Tyren og Tvillingerne i sig, og når han rejser - Tvillinger - har han en hest: Skytten. Odins Tvillingeside ses i hans mange navne, forklædninger og rejser.

241. Njord: han er den jordiske rigdoms og søfartens gud. Han bor på Stenbukkens plads. Han siges at bo ved havet. Dette hav er Krebsen, der ligger overfor Stenbukken. Hans kone Skadi elsker sine bjerge og fjelde. Hun bor på Krebsens sted, fjeldene er Stenbukken der ligger overfor.

242. Bygningen af muren omkring Asgård: det er ikke sådan, at jætten ville have taget Sol og Måne og Freja med sig, hvis det var lykkedes for ham. Men hvis muren var blevet færdig, ville guderne ganske enkelt have siddet i mørket, i hvert fald i isolationen, og så forsvinder lyset og frugtbarheden.
Vi står alle i fare for, at en jætte - umenneskelige tanker eller forhold - kan bygge en mur omkring os, så vi bliver utilgængelige og formørkede.
Men hvorfor er det Loke, der redder guderne? Fordi han kan tænke ud over sin begrænsning. Fordi han er menneskets stedfortræder.
Han omskaber sig til en hest og føder siden Odins hest Slejpnir, den ottefodede. Hvad er det for en proces? Slejpnir er umiddelbart ascendenten, med fire ben i den synlige og fire i den usynlige verden.
Vi kan se hele horoskopet som en borg. Hvis det var lykkedes jætten - her måske planetkræfterne - at lukke denne borgmur helt, ville vi ikke kunne komme ud. Men med asc. kommer vi ud - i begge verdener! Her bliver vi verden var!
Det skulle tage én vinter, at bygge denne mur. Hvad er denne vinter? Jættens navn kender vi ikke, men hans hest hedder Svadilfare. Hvad betyder dette navn? Svadil = sval, altså kulde? De kolde, kosmiske kræfter?

243. Udgårdsloke ejer principperne. Dem lader han optræde i legemlig form, som ild, ælde og tanke, mm. Disse principper kan troen ikke forandre. Men hvorfor hedder han Udgårdsloke? Betyder Loke stedfortræder?

244. Loke blev ikke straffet, fordi han fik Høder til at skyde Balder. Høder blev straffet af Vale. Loke blev straffet, fordi han afslørede gudernes ringe moral og ufuldkommenhed. Han fører mennesketale imod dem. Kun mennesker har moralske vurderinger.
Først indser vi gudernes utilstrækkelighed. Så bliver vi bundet af angst, fordi vi føler os uden beskyttelse eller orden eller tryghed. Når vi har været bundet i angsten længe nok og alting er stivnet, så ryster vi os - jorden ryster - og Ragnarok begynder. Det er Loke i os, der sejrer over aserne. Han anfører Hæl's skarer. Hæl og Fenrir og Jårmungand er hans børn med Angerboda.

245. Loke slås med Heimdal. De slår hinanden ihjel. Loke er det lavere, Heimdal det højere menneske, roden og kronen. Før Ragnarok er de fjender - et andet sted slås de om Brisingamen -, men efter Ragnarok er de forenede. Men hvad er det lavere og højere menneske?

246. Tors hammerslag i hovedet på Midgårdsormen: han slog den ikke ihjel, eftersom den er virksom ved Ragnarok. Han tæmmede den for en stund. Han tæmmede begæret. Det var nødvendigt, for at samfundet kunne fungere. Tor er den som binder menneskene sammen. Jårmundgand er den som binder verden til os. Begge er binding, den første er fællesskabskraft, den anden egokraft.

247. Odin og Fenrisulven er fjender. Odin er egokraft, der skiller os ud fra materien, mens Fenrir er den egokraft, der skiller os fra de andre mennesker.

248. Frej: hans dyrkelse som frugtbarhedsgud er en yderliggørelse af hans væsen. Han er Fiskene, Gerd er Jomfruen, Demeter. Han er fredens gud. Han er de himmelske vande, der frugtbargør jorden.

249. Freja er frugtbarhedens gudinde. Hun er det i dobbelt forstand: Vores frugt i verden bliver synlig i Njord, vores rigdom. Men frugten bliver til frø i Freja:

Når livets frugt er livets sæd
det er den sande frugtbarhed
thi livets frugt er enkelhed
og enkelhed er livets sæd.

250. Hos Njord er frugten frugt, afgrøde. Hos Freja er den både frugt og frø. Hos Frej er den kun frø.
Hos Odin vækkes den til aktivitet (Vædder). Den søger næring (Tyr) og den skyder rod og top (Tvillinger). Den finder rodfæste i Frigg (Krebs, modertegnet). Den udfolder sig i Løven og fuldkommengører sig i Jomfruen. Den befrugtes hos Tor i Vægten, skaber frugten i Skorpionen og modnes i Skytten.
Dette er de ni møer, som Heimdal er født af. Dette er de ni nætter, Odin hang i træet, dette er de ni guldringe, vi finder hver niende nat.
Draupnir er Odinsimpulsen, Vædderen. Efter denne følger otte andre ringe. Odinsimpulsen "føder" de andre otte stadier.

251. Hvis jeg kendte alle navnene på alle de tolv guder, som der siges at være i Asgård, ville jeg skrive dem i stedet for de astrologiske tegn. Hvis jeg kendte deres runer, ville jeg bruge dem i stedet for. Men den interesserede læser får sandsynligvis størst hjælp af sammenligningen med tegnene, skønt det kan føre til en identifikation med vores forståelse af tegnene, som væsentlig er psykologisk. Denne her beskrevne verden skal forstås på mange flere måder end den psykologiske.

252. Hvorfor skal vi vide alt dette, når vi vil vågne? Hvad skal vi bruge guderne til, når de alligevel er døde efter Ragnarok? De er ikke døde. De taber deres deres magt over os.
Vi må kende vores tilblivelse, vores betingelser, men vi er herre over vort liv. Hvor guderne før var vores herskere, er de nu vores hjælpere. Først da er vi vågne.

253. Kærligheden har et godt fundament i os. Den indre asa-tro fører frem til den supersfæriske erkendelse, oplevelsen af rummet hinsides rummet og tiden hinsides tiden. Den fører frem til den vågenhed som er forudsætningen for den frihed og fred og kærlighed, jeg har set i mit indre - og af og til også uden for mig.

254. Vanerne er frugtbarhedsguder. De forstås af mange som jordguder. Og de mener, at de derfor er forbundet med de dødes rige. Fordi de dødes rige for dem er i eller under jorden. Men i den indre vane-tro er de døde ikke i jorden, men i himlen - altså i det usynlige eller i stjernerne.
Det er nok den ældste tro fra jægertiden, at vores sjæle - forfædrenes ånder - er disse små lysende prikker deroppe. Det er vores ældste forestilling om os selv: at vi har rod i himlen, i disse små lysende prikker. Kun mennesker kan finde på at ligge på ryggen og stirre op i stjernehimlen. Dette er Heimdal i os. Derfor er vi af Heimdals slægt.

255. Man har fra umindelige tider ment, at forfædrene - stjernerne - gav jagtlykke og frugtbarhed. Vanerne er guderne for den kosmiske baggrund. Derfor elsker Freja med alle aserne, eller de elsker med hende. Denne elskov er symbolet på de første tre kvadranters forening med den fjerde kvadrant. Symbolet på, at de kosmiske kræfter forener sig med de jordiske og de menneskelige kræfter. Dette er frugtbarhed. Symboliseret i morgenduggen.

256. Kun den stolte kan være ydmyg. Kun den uafhængige kan elske. Kun den frygtløse kan holde fred.


Læs bogen: