258. Hvis vanerne ikke var himlens guder, havde der ikke været nogen grund til at lægge gravhøjene på bakker. Men ville snarere tro at ligene så var blevet kulet langt ned i jorden og i kløfter. Selve højens form er en genspejling af himmelhvælvet.

259. Hvad gør LÆRAD-visionen ved mit liv? (Lærad: et andet navn for verdenstræet: den rod der giver læ. Visionen: at se Lærad foran sig i sin uendelige storhed, højt op, dybt ned, at føle sig inde i den, at føle den inde i sig selv.) Den giver mig mod til at gå ned i de dybere regioner af den. Jeg er ikke så bange for Nidhugs rige mere. Det er ét træ. Jeg er dette træ. Jeg taber ikke kronen ved at gå ned til roden. Så længe jeg er Ratatosk, så længe kan jeg være hvorsomhelst på træet. Så længe jeg ikke gror fast.
Når vi altid er forbundet med det laveste som med det højeste, når vi slipper grebet omkring dette lille sted hvor vi i øjeblikket befinder os, når vi slipper tankens begrænsning og bliver hele det store træ var, som er i os og som vi er inde i, - så dør kødet aldrig, så vil det altid være i live.
Denne krop dør, men min kropslighed dør ikke. Og når min kropslighed ikke dør, er døden overvundet og den enkelte krops død er en selvfølgelig og nødvendig hændelse.

260. De ældste havde den tro, at vi efter et stykke tid i underverdenen ville blive født op til jorden igen. Denne "underverden" er de ni måneder i moders liv.
Odin der "ofrer sig selv til sig selv": livsgnisten dør fra det gamle liv for at opbygge et nyt liv. Dette er også Balder i underverdenen. (Underverdenen er ikke det samme som Hæl.)

261. Overførelsen af livsgnisten - jeg-kraften - foregår i dødstimen. I denne time trækkes alle energier bort fra livscirklen, de koncentreres i selve Lærads stamme, i den lodrette linier, der forbinder Heimdal og Hæl. Bevidstheden udvides (potentielt) til disse yderpunkter. Derfra stammer de mange himmels- og lysvisioner i dødstimen. Men også det store mørke, som mange oplever. Alt efter det liv, vi har ført, alt efter, hvad vi har øvet øjnene i at se.
I Lærads rod findes alle undfangelser. Eller bedre: så snart vi har trukket alle livsenergier tilbage fra den ydre kropslige verden sker undfangelsen i Lærads rod. Denne undfangelse ligger (altså) potentielt i os hele livet igennem. Vi kunne sige: vi dør ikke før det rette par forældre til vores nye krop har elsket med hinanden. Hvordan de elsker med hinanden vil svare til vores livsenergi.

262. Undfangelsens omstændigheder betinger fødslens omstændigheder, og disse betinger vores livs omstændigheder. Ved vores måde at leve på betinger vi både vores nutidige og vores fremtidige kropslige liv.

263. Efter ni måneder styrter Odin skrigende ned. Dette er fødslen, vi bliver jo oprindeligt født nedad. Og den begejstring, han oplever, er det nyfødte menneskes appetit på livet. Runerne og poesien er "ikke andet" end det nye horoskop og den nye livsmelodi.

264. Vi kan trække os tilbage fra jorden - hvis vi kan! - nårsomhelst. Og vi kan ønske at fødes på jorden. Men mellem jordelivene er der ikke noget ophold. Vi kan danne kroppe andre steder i universet. Vi kan i dag være rigtig mange, der har haft kroppe på andre planeter i andre solsystemer. Vi behøver ikke have haft menneskekroppe. Mange førstegangs jordlevende kvajer sig jo også temmelig meget. Men det gør de gamle sjæle jo også, blot af andre grunde.

265. Jeg er Lærad. Når jeg står ude og rækker armene højt i vejret, så højt jeg kan og vokser ved det, ser jeg Store Lærad derude og mærker den inde i mig. Dette er ikke en abstrakt Stjerne, men et konkret træ jeg kan se og mærke. Dets top er en stjerne, dets rod er jordens glødende indre - det lyser i begge ender.

266. NAVLETRÆET. Er stjernerne mine blade eller mine rødder? Begge dele. Vi suger næring af hinanden. Vi giver næring til hinanden. Vi er hinandens børn og livmødre. Sådan er det med Lærads krone og rod.
Måtte træet vokse i mig! Måtte krone og rod blive solidt forbundne!

267. "Ni kraftige sange fik jeg af den kloge søn af Bøltorn, Bestlas far.." Bestla er Odins mor, Borr er hans far, Bøltorn hans morfar, - hvem er så denne morfars kloge søn? Det er Bestlas bror, altså Odins morbror, men hvem er han?
".. og en drik jeg fik af den dyre mjød, østes med Odrører." Den "dyre mjød" er livskraften, "od".
De ni nætter, der går forud, er de ni nætter i livmoderen. Bestla er livmoderen. Først døde Odin fra sin gamle krop ("med odden såret") og nu ser han ned: "med et råb tog jeg runerne op og rev mig så løs." Og dermed er den ny Odin født. Undervejs fik han de ni sange af Bøltorns søn.
Når Bestla er livmoderen, hvem er så hendes bror? Livet skabes altid med begge køn. Livmoderen har en passiv, madgivende funktion og en aktiv, organ-formende funktion. Vores vækst i livmoderen er en fysiske forøgelse efter en plan, hvorefter væksten sker. Bestlas kloge bor er den visdom, hvormed vores legemer skabes. Denne visdom er "digtermjøden", (hvorved vi husker på, at poesi kommer fra poeion, hvilket betyder skabelse, at skabe.) Det er denne digtermjød, som Odin i en anden version stjæler fra Gunlød.

268. Hvordan opstod denne "digtermjød"? Den opstod ved at vanerne og aserne som tegn på deres fredsslutning (deres forening) "spyttede" hver og en i et stort kar. Nuvel, de "spyttede" næppe. Men de gjorde noget, som ligner det at spytte. Vanerne og asernes visdom forenedes og blev til den viseste mand af alle: Kvaser. To dværge, Fjalar og Galar, dræbte Kvaser. De sagde, at han kvaltes i sin egen visdom, fordi ingen kunne spørge ham tilstrækkeligt ud.
Kvasers visdom er ikke-jordisk. Ved at dværgene - jordkræfterne - "dræber" ham, gør de ham jordisk. De samler hans blod i to kedler, som hedder Son og Bodn og en kedel, der hedder Odrører.
Kvasir er det "himmelske" menneske. Kvasir svarer til *Stjernen. *Stjernen holder op med at være "Stjerne", når den går ud i rummet og tiden: i de tre strømme: hun, han og huan. Når noget holder op med at være det, det er, så siger vi, at det "dør". På denne måde "dør" Kvasir. Dette blod drikker Odin. Denne trefoldige energi bliver til jordisk menneskeliv.

269. Hvad er disse runer, som Odin tager op? Det er de strukturer i livet, de indre former, som i nogen grad kan ses i horoskopet. De er "livs-planen", derfor siger han: "ord blev til ord og avled nye, værk blev til værk og virked nye." Det er denne "frodige visdom", et menneskeliv begynder med, derfor får Odin "vækst og veltrivsel".
På denne måde bliver vi til "i det træ, som ingen ved, af hvilken rod det randt".

270. Hvad kan man bruge disse guder til?
Man kan strukturere sit verdensbillede med dem, man kan bruge deres navne. Men er de virkelige, kan de hjælpe en eller skade en? Og hvad kan de hjælpe en med og hvordan? Og hvordan får man dem til at hjælpe sig?

Kan man have et så konkret, nyttebetonet forhold til dem? Skal Gud eller guderne kunne bruges til noget? Gud skal ikke kunne bruges til noget, men guder skal.
Guder er forskellige udtryk for Gud, som vi kan forholde os til, som vi kan få et jeg-du forhold til. Guder taler ikke (eller meget sjældent) som vi mennesker, men de forstår mennesketale. Vi må lære at forstå deres tale. De kan tale til os gennem hændelser, stemninger, møder, indskydelser, billeder, drømme...

271. I en hvilkensomhelst situation, hvor vi behøver mod og evnen til at stå ved os selv, hvor vi skal have tillid til kraften i os, kan det være godt at kalde på Odin. Det er ikke kun i kampsituationer, men også når det gælder beslutsomhed til at løse umiddelbart nærværende problemer, når det gælder om at overvinde træghed og ugidelighed, eller når vi i vores møde med livet er blevet for sløret af at være sammen med andre mennesker, at det er godt at kalde på Odin, at få Odinsfølelsen: det absolutte hervær, vågenheden.

272. Men det hjælper ikke ret meget at kalde på Odin eller en af de andre guder, uden man har et klart billede af sig selv og denne Odinskraft inde i sig selv og udenfor sig selv. Odin er ikke noget begreb, han er en levende virkelighed hvert øjeblik.

273. Når det gælder hus og hjem og at hvile i sig selv og sin umiddelbare omgivelse, så er det godt at kalde på og visualisere Frigg. Også når det gælder børn og arbejde og ernæring, er hun en god hjælp. Hun er moderen inde i os alle, men også den beskyttende familiefar. Hun er barnet i os såvel som overlevelsesspecialisten. Ingen kender jorden og mulden som hun.

274. Hvad kan vi bruge dem til? Er de gamle vikingeguder? Hvis de er det, så glem dem. Hvis de er levende virkelighed for dig, så lev sammen med dem. De er bevidsthed, levende bevidsthed. De bliver til et væsen, du kan henvende dig til, så snart du siger DU til dem. Det samme gælder solen og månen og alt andet i den levende natur. Sig du til dem, som du vil sige du til mig eller til din familie. Så bliver de til væsner, der forstår dig og som taler til dig, blot du lærer at forstå dem.

275. Når du vil føle den kraft, der kommer oppefra og ind i dit hoved - hele universets uendelighed er lige over dit hoved! - når du vil mærke den suse ned i dig og ind i jordens dyb, da kan du tænke på Heimdal og forestille dig ham sidde deroppe ved regnbuebroen. Og du kan se Hæl for dig det dybeste sted du kan fornemme.

276. Alt dette kan du også gøre uden gudenavne. Blot er det meget svært at sige "du" til et væsen,
uden at kende dets navn.

277. Motivationen til at føre et klogt liv og at vinde så meget indsigt i livet som muligt, øges i betydelig grad, når vi ved, at vi ikke kan slippe fra at leve på jorden. Også motivationen til at gennemleve døden og genfødslen bevidst bliver øget, fordi glemslen er vores største fjende: hvis vi kunne huske alle vore tidligere livs erkendelser og indsigter, ville vi helt selvfølgeligt både vælge de bedstmulige forældre til vores næste krop, og også efter spædbørns-alderen kunne huske vores visdom. Buddha valgte de bedstmulige forældre, Buddha kunne huske alle sine tidligere jordeliv. Derfor kunne han vågne og som den vågne fortælle os, hvordan vi selv kan vågne.
Hvis vi er i stand til at overføre al tidligere livs visdom til et nyt liv, kan vi genfødes som oplyste. Dette er en betingelse for at kunne vende hjem til *Stjernen.

278. Er dette noget der på nogen måde står nedfældet i Edda"ernes forvrængede fragmenter? Jo, på nogen måde. Det er grundtrækket i hele vane-troen, og denne har skjult sig i asa-troen. Når vi opdager vane-troen (som er mere end frugtbarhedsdyrkelse) inde i vikingetidens krigeriske asa-tro, så opdager vi også det ubrudte jordeliv. Denne viden om vores kontinuerlige kropslighed kombineret med visionen af hele livstræet fra det yderste rum til jordens inderste kerne som ét levende hele er kernen i vane-troen.
Denne kerne giver mening til mange af de historier vi har hørt og i de ritualer, vi har læst om. Omkring denne kerne af gammel vane-tro lagde sig asa-troen. Dette er meningen med deres fredssluting og deres udveksling af gidsler. Da det ikke mere var bønderne, men krigerne, der havde magten, måtte religionen tilpasses deres livsstil.
På denne måde opstod den krigeriske asa-tro. En tro, hvor livet ses som kamp og som en række løfter og aftaler, som kan brydes såvel af guder som af mennesker. Denne krigeriske fase synes at have været nødvendig for at menneskene kunne udvikle en større jeg-følelse. En klar jeg-følelse er nødvendig for at kunne opleve kraftens ring, ja kraftens kugle, bevidst.

279. Hvorfor er det nødvendigt at opleve kraftens kugle bevidst, jeg-bevidst? Vi kan godt leve og genfødes i tusinder af år uden at have en udpræget jeg-bevidsthed, men vi kan ikke befri os fra denne bevægelse i kuglen, uden at vi er helt bevidste om os selv som absolut enestående individer. Livet kan leves kollektivt, men befrielsen kan kun ske individuelt.
Hvorfor er det sådan? Hvad er jeg-et? Jeg'et er fokuspunktet for den virkelighed, der hverken er tid eller rum. Denne virkelighed kalder vi den guddommelige virkelighed. Den rene jeg-bevidsthed er vores guddommelige bevidsthed.
Dette er i modstrid med de fleste religioner, som siger at vi skal opgive vores jeg. Men det er kun den del af jeget, der identificerer sig med sine evner og egenskaber og sine besiddelser, der skal opgives. Dette kan læres i kraftens kugle.

280. Når vi helt uden at vække eller møde modstand kan bevæge os med kraften i kuglen, kan vi gøre os fri af kuglen: af rummet og bevægelsen, af tiden. Men når vi kan bevæge os på denne måde i kraftens kugle, har vi næppe grund til at forlade den.

281. At genfinde guldtavlerne i græsset: det gør vi som børn, før vi igen gribes af Gullvejgs forbandelse: at sætte guldet - livskraftens billede - højere end livet. Det er jo selve forblændelsen, der fører til fødsel i mørket: at vi sætter alt muligt andet højere end livet. Derved skaber vi igen og igen Hæl og Midgårdsormen og Fenrisulven og vækker Surts vrede. Og må på ny opleve Ragnaroks rædsler.

282. Frigg bliver der ikke talt ret meget om. Hun er så selvfølgelig og så stilfærdig, at ingen rigtig lægger mærke til hende. Hun er temmelig tavs for de fleste. Hun taler som dyr og planter, hun taler som børn. Hendes visdom og verden egner sig ikke godt til heltekvad. Højene er hendes bryster, her giver hun liv til slægterne. Frigg kan man forstå med sin mave, sit hjerte og sine lemmer.
Frigg er god for fødsler, for maden og for søvnen. Når man vil bygge hus er det godt at bede Frigg om at lede en til det rigtige sted, at lade hende indrette huset og bygge det. Bygmesteren bør ære Frigg med sit værk, hvis det skal blive et sundt hus. Det er godt at give Frigg en æresplads i huset, et brændende lys og en skål med lidt havvand, for hun er også Ran, det store havs gudinde. Til hendes sal fører glemslens flod, thi vi kan kun se hendes prægtige bolig, når vi ingenting ved. Hendes bolig hedder Fensale. Her forstår vi fuglenes tale og hvad vinden hvisker i træerne. Fiskenes dans bliver til musik, muldvarpens skud til glæde.

283. Det er fristende at blive hos Frigg, men vi må ikke blive hos nogen af guderne. Kraften er en ring og en kugle, en bevægelse i supersfæren. Når vi er helt vågne, kan vi forlade bevægelsen i ringen og kuglen. Latter sker, når man vågner af en stor fortryllelse. Når man befries fra en tvang. Når man fødes. Derfor er det godt at bede Frigg om en god fødsel!

284. Gro gro grønne
markerne blir skønne
vinden den blæser
og regnen den gør våd

Kast muld på vor jord
så afgrøden gror

Dyrke dyrke landet
frodigt bliver sandet
vi som lever højt mod nord
kan ikke gøre andet

285. Så ordløs er Frigg, som når elskov går ud over al forstand. Så tavs er hun, som det lig, du ikke forstår. Smuk er hun, som de orme og fluer og biller og alle de bitte små levende væsner, som får liv af det døde kød! Smuk er hun som denne dags helt nyfødte løv, smukkest dog når hun svanehvid sejler i blomsternes sommerhav. Svanehvid også om vinteren, når hun sover i den store fred. Oh, at kysse hende ganske blidt på den klare pande!
Barfodet forstår man Frigg bedst. Sortmuldet hånd giver visdom. Din have - Friggs mave! Hendes regnorme arbejder for dig, hendes fugle hjælper dig hver dag. Den smule sved, du giver hende, er for intet at regne mod det hun gør for dig.
Ved sommersolhverv, når Solen står højest på himlen, brænder vi bål på Friggs bakker og i hendes dale. For at fejre, at Solen elsker med Jorden, at Jorden åbner sig for Solen. Med bålet brænder vi jorden, som solen brænder jorden.

286. Det er det, digteren i Havamal mener, når han siger at kvinden ikke bør roses, før hun er "brændt". Bag denne lidt kyniske bemærkning ligger der den visdom, at man ikke bør rose høsten når man lige har sået. Og bag denne visdom ligger den meget simple visdom, at man bør gøre hver ting til sin tid. Det har Frigg det bedst med.
Når du tænker på høsten, når du sår dine frø, ser du ikke den jord, du sår i. Når du tænker på høsten, ser du høsten og ikke jorden for dit indre blik. Og når du ikke også ser jorden for dit indre blik, når du arbejder med den, ser du den ikke en gang halvt. Når du ikke kender jorden, du sår i, hvordan skal du så kunne kende høsten?
Gullvejg får dig til at tænke på høsten. Hun er en uægte datter af Freja. En dag, da Freja besøgte Frigg, var Frigg ikke hjemme. Dybt inde i en af de inderste sale mødte Freja jætten Gymir, eller var det Hrym? Han er Gullvejgs fader.

287. Frigg har flere navne. Et af dem er SAGA. Det er smukt og let at synge. Hun er vort legemlige livs saga: alle runerne, hvorefter vi er skabt - skaber os selv - er i hende.

FJORGYN er også et af hendes navne. Fjorgyn er jordens gudinde.

288. Hvad kan man "bruge" Tor til?
Tor er tro. Både når man er tro mod andre mennesker og når man tror på noget højere, større end en selv. Derfor er han fællesskabets gud.
Når vi er vokset ud af vores kropslighed, som vi fik i Friggs tre verdener, når vi med vores liv og bevidsthed møder det andet menneske, møder alle de mennesker, der er anderledes end vi selv, mennesker som vi ikke er i familie med, så må vi tro på dem, må være trofast overfor dem og finde noget fælles, vi kan tro på og stræbe hen imod. For ellers fungerer fællesskabet ikke. Man må have samme mål og kunne stole på hinanden.

289. Fællesskabet har to hovedfjender: egoisme og abstraktion. Det er let at forstå at egoismen er en fjende af fællesskabet, men "abstraktionen"? Når mennesker holder op med at være mennesker for hinanden, men bliver reduceret til et eller andet antal, da er der tale om abstraktion. Når fællesskabets mål ikke er medlemmernes lykke, men nogle få menneskers magt over mange, så er der tale om abstraktion. Når fællesskabets tro ikke fører til lykke, men til afsavn og lidelse, er den bygget på abstraktioner.
Egoismen, begrænsningen til éns legemlige jeg, er et levn fra jætten Ymir, som var en rimturs. Vores krop er lavet af hans kød. Derfor er der noget af en rimturs - en is-trold - i os alle.
Abstraktion er jætternes væsen. De er ikke menneskelige. De er kosmiske eller jordiske forhold og lovmæssigheder. Deres liv er uden menneskelig varme. De er meget mægtige væsner. Når deres verden og dens tanker griber formende ind i vores verden, opstår abstraktionen. Penge er sådan en abstraktion. Staten er en abstrakt størrelse, ikke organisk forbundet med folkets liv. En gud, som man forestiller adskilt fra den skabte verden, er sådan en abstraktion.
Gaver er ikke abstrakte, venskab er ikke noget abstrakt, aserne er ikke abstrakte størrelse: de er menneskets iboende visdom, og visdom er aldrig abstrakt.

290. Det er disse to fjender: rimturserne og jætterne, som Tor beskytter os imod. Hver gang egennytte og egenrådighed, hver gang livsfjendske tanker og mål truer fællesskabet, slår Tor til med sin hammer.
Ja, gør han nu det? Blot Torsmodet ville vågne i os alle! Menneskelivet har aldrig før været så lammet af jætternes og rimtursernes greb! Aldrig før er vi blevet styret så meget af abstrakte idéers og indretningers magt! Aldrig har egoismen - ensomheden! - været større i verden! Tor! Hlorride! Vågn op og slå til! Så vort fællesskab kan grønnes, ligesom vore marker.

291. Tor er det godt at påkalde, når vi skal tale med embedsmænd eller politikere, med bankfolk eller såkaldte "arbejdsgivere". Tors hammer kan sammenlignes med latteren. Uanset hvor meget vi ler, vil latteren blive hos os. Når vi ler, bevæger mellemgulvet sig op og ned og forbinder på denne måde det øvre med det nedre. På samme måde forbinder troen det øvre med det nedre, det fjerne med det nære. Når vi forløses fra en anspændthed eller en tvang, løsner vi latteren. Når vi befries, så ler vi. Og hvilken rimturs eller jætte kan stå sig mod latteren? Ikke hånlatteren, Hæls latter, men den befriede latter, den som befrier. Sådan er troen: da holder angsten op. Da kender vi hinanden, levende blandt levende.

(Men religion og tro er noget så alvorligt i vores verden, at det måske er svært for dig at forstå og akceptere, at latter og tro hører sammen? Måske fordi den fri latter er så sjælden?)

292. Når livskraften er vandret gennem Odins tre verdener, gennem Sagas tre verdener og gennem Tors tre verdener, er mennesket skabt gennem alle ni verdener og bliver født til den ydre verden. Her er det ikke tilblivelsesguderne, men tilværelsesguderne der hersker. Disse guder kaldes "Vaner". De siges at være frugtbarhedsguder og nært knyttede til de døde. Der er tre vane-guder: Njord, Freja og Frej.

293. NJORD giver rammen - de objektive betingelser - for livskraftens tilblivelse i Odins tre verdener. Njord er den konkrete, objektive ydre verden, som den faktisk er, upåvirket af menneskers oplevelse af den. Odin er den meget subjektive oplevelse af at være til.

294. FREJA giver de objektive betingelser for livskraftens tilblivelse i Sagas tre verdener. Hun giver os de kosmiske kræfter, vi skal bruge for at kunne vokse og være frugtbare. Hendes halssmykke er månens sfære omkring jorden, som fanger alle kosmiske kræfter og gør dem duelige til naturens vækst. Derfor er hun frugtbarhedsgudinden, mens Saga er gudinden for familien og den frodige vækst.

295. FREJ giver livskraftens vækst i Tors tre verdener de ydre betingelser. Han er uendeligheden, hvor alt opløses og alt danner sig. Hvis ikke troen hviler i denne uendelighed, holder menneskene fast i hinanden og løfter ikke blikket op ad mod den verden, de ikke kan se. Frej er frugtbarhedens gud, fordi han befrugter menneskenes sjæle og fordi frugten hos ham er blevet til et frø, der spirer...
.. Spirer ind i Odins tre verdener og fortsætter med at kredse gennem alle verdener, indtil vi har fundet runerne.

296. HEIMDAL: Deroppe for enden af regnbuebroen vogter han vores verden. Hvad er regnbuebroen?
På toppen af Lærad sidder en ørn og på dens hoved sidder en falk. Hvad er dette træ Lærad? Hvad er det for en ørn?
Er det ikke to historier om det samme? Af hvilket stof er livets træ mon skabt? Forneden af jord, men foroven? Af regnbuelys? Af stjernelys? Som Odin siger: "det træ, som ingen ved, af hvilken rod det randt". Deroppe fra vogter Heimdal menneskenes verden, deroppe vogter den falkeøjede ørn over vores liv.
Hvis du med et nutidigt udtryk siger, at Heimdal og Ørnen er symboler på din højere bevidsthed, så er du på rette vej, men heller ikke mere. For de er hinsides din og min bevidsthed, og dog er de din og min. Men når du forstår dem med din højere bevidsthed, så tror jeg, du kan se dem, så tror jeg også at du kan se Lærad, Læ-Giveren, som også kaldes Ask Yggdrasil, Odins hest.

297. Hvorfor han mon hedder Heimdal? Når han nu sidder der højt oppe? Her på egnen bruger man ordet "dal" om en bakke. Heim betyder vel hjem? Andre mener at det betyder jord. Han er altså den "bakke", det høje sted, hvor vi har hjemme. Men hører vi da ikke hjemme på hele livets træ? Jo, vi gør, men når vi går ud af bevægelsen, når vi går hjem, vil vi gå højere op end regnbuebroen kan føre os.
Men det sker først efter Ragnarok, og så har Loke og Heimdal dræbt hinanden. Loke, det fiffige hverdagsmenneske, og Heimdal, vores englelignende væsen. Hinsides Ragnarok eksisterer de ikke mere. Da er modsætningerne borte og adskilthed findes ikke mere. Da ser vi inde fra og ude fra, nede fra og oppe fra på samme tid. Det er derfor vi kan være den, som vi selv skaber. Her er undfangelsen.

298. Guderne giver kraft. De giver ikke en eller anden abstrakt spiritualitet, men bevidst kommunikation med den anden verden. Ikke kun med de jordnære kræfter, men med alle kræfterne.

299. "Hyrokkin støder / Balders bålskib / ringhorn mod Hæl / lys blir i underverden.//
Efter at Ask og Embla har forenet sig i Baldersfavnen skilles de igen: Balder dør. Men nu er sæden påvej ind mod ægget: Hyrokkin er en jættekvinde - en urkraft - der sætter skub i denne rejse ind i "underverdenen", ind i livmoderens mørke. Balders bålskib: det er livsbranden, elskovsbranden - Ring og Horn er det kvindelige og det mandlige - der nu sejler ind i livets mørkeste, mest skjulte del: til undfangelsen i æggestokken. Derfor bliver der lys i underverdenen.

300. "Rind føder Odin en søn ved navn Vale /da dør Håd /Odin hænger /ni nætter /i træet under jorden //kød avler kød /ved Od" //
Kort efter at befrugtningen har fundet sted, sætter ægget sig fast i livmoderen. Denne hedder Rind. Når dette sker, fødes det nye menneske ind i kroppen. Denne kropslighed kaldes Vale. Derved at Vale - her endnu embryo - bliver levende, ophæves hadet, Håd dør. Håd, eller Høder, er den frastødning mellem Ask og Embla som fulgte efter Baldersfavnen. Nu er mand og kvinde forenede på en ny måde: i det nye menneske. Derfor siges det at Vale "dræber" Håd. Og i samme øjeblik, sammensmeltningen mellem æg og sæd er sket og embryoen begynder at gro i livmoderen, "hænger Odin i træet": livskraften begynder sin udvikling i de ni "nætter" under `jorden" - de ni måneder i moderens krop.
Digtet slutter derfor med denne konklusion: Kød avler kød ved Od. Od er livskraften, der får faderens kød og moderens kød til at avle kød - det jordiske liv.

301. Men forinden har vi læst om Jårmundgand - midgårdsormen - der skiller Frigg fra Odin og Freja fra Tor. Hvad er Jårmundgand inde i os? Det er denne slange, der rejser sig fra dybet, fra vores tungeste rødder, fra det sted, hvor livskraften falder dybest og slår rod, fra denne store ensomhed rejser jættekvinden Angerbodas yngel sig op og vil omslynge jorden: alt er mit! hvæser den. Helt oppe til regnbuetræets top vil den nå og galdre: du er kød, du er død, du er nød!
Men hvordan skal kraftens ring kunne flyde, når alt er kød og død og nød? Hvordan skulle Odin kunne møde sin Frigg, eller Tor vores Freja, når alt er "mit"? Når alt er "mit" er der jo intet "dit", og så tilhører du jo ikke dig selv, men mig, og så er du ikke! Så er dit liv i mine og dine øjne kun kød og død og nød!
(Det er sådan noget, de sorte præster binder os med, selvom de har honning i munden.) Mange jætter fik Tor bugt med, men denne Lokes jættesøn fik han ikke bugt med. Han fik kun tæmmet den, så at ikke kun "mit", men også "vores" kan være til i verden.

302. Vi læser om FENRIR, den Store Ulv, at den gaber fra Hæl helt op til Heimdals trone. Hvad er Fenrisulven i os? Det er Jeg-kraften, når den ikke følger kraftens ring. Når den bliver stående, hvor den blev sået, og kun kender ét: JEG! Og i dette Jeg er ens familie gerne indbefattet. Ud over dette jeg findes der kun "det andet", den "anden", men ikke noget DU, ikke noget VI.
Dette er Varulven: alt fremmed er mad eller fjende. Alt splitter den op i her og der, i godt og ondt og lyst og mørkt - og varulven holder sig under jorden, i mørket. Derfor kan Freja ikke møde sin Odin og give visdom til livskraftens vækst, derfor kan Frigg ikke møde Tor og give sine børn til fællesskabet. Og mærkeligt nok kan Tor intet gøre ved det, dette Lokes barn med jættekvinden kan blot bindes. Indtil Ragnarok.
Jårmungand hvæser: EJE!
Fenrir knurrer: TVEJE!

303. Og dog: Livet vil leve. Kraftens ring danser. Mand og kvinde - Ask og Embla - forenes på trods af al Tveje og Eje: de fanges i Balders favn. Men straks efter deres elskov skyder Håd: hadet, frastødningen får dem igen til at løsne sig fra hinanden. Balders råd er de bedste: lad al Eje og Tveje forsvinde! Men ingen kan følge hans råd, siger de gamle.
Nu er Balder sæden, der søger mod ægget. Odin - livs-kraften - giver ham ringen Draupnir med. Den ring, som hver niende nat bliver fuldtallig: ni ringe i alt. Når kraften har rejst gennem disse ni verdener, bliver mennesket født.

304. Og se nu Loke: det er ham, der lader det blinde had dræbe kærlighedens forening. Det er ham, der sørger for, at tiltrækningen mellem Ask og Embla ikke varer evigt. Derved overfører han kraften fra forældrenes forening til æggets og sædens forening: han åbner Odins lås, så der kan dryppe otte nye ringe fra den, hver niende nat.

305. Men før dette, har vi med få ord hørt om hvad de syv guder hver for sig gør. Så vi kan få en fornemmelse af dem inde i os og ude omkring os.

306. Vi ville være døde, hvis vi ikke hvert øjeblik blev gennemskyllet af livskraften. Odin rammer os hele tiden med sit spyd, med dette ildbor, der tænder liv i vort kød.
Livet slår hele tiden rod i os, i vores krop og udfolder sig i alle kroppens funktioner, i alle vores handlinger og gøremål, i alt det vi skaber. Her bliver kraften formet, for al skabelse er formning.
Nu løsner livet sig fra jorden, fra sin egen jordiskhed, og møder alle de mennesker, som skæbnen vil, vi skal møde. Vi bliver del af fællesskabet og kæmper mod egoismen og umenneskeligheden.
Når det lykkes os at være både JEG og VI, er vi vores egen og fællesskabets frugt. Den giver vi til verden, til helheden. Hvilken dans! Som mælkebøttefrø, som efterårsløv i vinden! Freja er vores kosmiske moder, hun er den kraft, af hvilken Odin skaber vores liv.

307. Men vi er ikke kun livskraft, vi er også livsånd. Vi kan se den stjerne, der stod lige over os, da vi blev undfanget, som vores livsånds kilde. Denne kilde vogter Heimdal, her øser han sin visdom. Dette er enden af regnbuebroen, her finder vi løvet fra det træ, der vokser ind i himlen.

308. Og dybt under os, dybere end det dybest vi kan forestille os, der er et sted, hvor alt er tyngde og tomhed. Her, hvor næsten intet bevæger sig, her har vi slået rod. Og her holdes vi fast, hvis vi ikke vil vokse. Her er ikke godt at være for levende mennesker. Hæl siger kun ét ord: NEJ.

309. LOKE - han er dig og mig, på godt og ondt. Han er som vi, halvt As og halvt jætte, halvt ånd og halvt kød. Han låser os fast, hvor han kan, hans tre børn med Angerboda, den jættekvinde, der hedder "den Ildevarslende", hjælper ham med det: Hæl, Fenrir og Jårmungand. Og han befrier os med sin hjælpsomhed, sin kløgt og snilde. Han forholder sig uafhængig af guderne, han gør som det passer ham. Det kan ingen gud. Han er den eneste af guderne der har humor og moral. Det er kun mennesker, der har humor og moral, guder har ikke den slags.

310. Men før vi hørte om hvad guderne laver, hørte vi om, hvor de bor. Dertil må vi vide, at livskraften ligesom "slår ned" i den østlige horisont og så bevæger sig ned over nord mod vest, hvorfra den går mod syd og igen mod øst.
Nu er det klart, at Odin - livskraftens giver - bor i øst, hvor han giver os kraft og varme.
Frigg bor i nord, hvor den langsomme kraft kommer fra. Når Odins hurtige spyd-kraft møder Friggs langsomme kraft, kan kroppen blive levende og jorden blive frugtbar.
Tor bor i vest, for her møder vi hinanden. Her flyder kraften hurtigt og ubesværet, men mange kræfter krydser hinanden, og det giver strid.
Når kraften er parat til at stå alene i verden, rammes vi af de kosmiske stråler. Hos Freja er vi en del af den store helhed.
Men lige over os er der et sted i universet en stjerne. Dér sidder Heimdal og hilser på os, når vi går op ad den regnbuebro der fører derop. Det er derfor vi mennesker går oprejste på jorden.
Men Hæl, tyngdens moder, trækker i os og vil holde fast på os. Men hun ved, at vi aldrig virkelig kan fanges.
Det sørger Loke for. Han ler ad alle disse guder, men det bekommer ham ilde.

311. Men før vi hørte om, hvor guderne bor, hørte vi at "jeg er i intet, i altet bliver jeg til". Vedvarende væren findes ikke i altet, i den målelige verden, her er alt tilblivelse. Alting bliver hele tiden - langsomt eller hurtigt - til noget andet, alt er i bevægelse. Vedvarende væren kan vi kun finde i den verden, hvor der ikke findes bevægelse, ikke findes forandring. Denne verden findes ikke i den målelige verden, her er den et "intet". Dette intet kalder nogen Gud, andre Nirvana.
Men forinden har vi jo hørt, hvordan verden blev skabt.

312. Hvorfor kalde det et Asa-hus? Fordi vi er inde i disse kræfters virkningsfelt. Det er det specielle ved at være født på jorden. Efter Ragnarok er vi ude af dette hus. Selvom vi er inde i det.

313. Lokes fejl er at han ikke kan hæve sig over guderne. Hvis han kunne det, ville han ikke blive bundet af dem. Han er i niveau med dem. Heimdal er den del af os som ikke synes bundet. De to er adskilte. De vil efter Ragnarok forenes.

314. Ragnarok beskriver dødsprocessen: Vinteren er vitalitetens svinden i alderdommen og den stivhed der indtræder, når livskraften forlader kroppen.
Ulven der sluger Solen er bevidstheden der slukkes.

Midgårdsormen er følelsesbindingerne, der frigøres og oversvømmer sjælen.
Loke med alle sine Hæls skabninger er de bindinger fra dette liv, vi også vil møde i næste liv.
Fenrir er den der bider selve livstråden over, men dermed forsvinder også al adskilthed.
Surt er den brand, den opløsningsproces som frigør enkeltdelene. Den gennemgår sjælen for at blive født igen, samle sig igen i en embryo - som beskrevet i Balders død og i Odins selvoffer.
At Tor og Odin genfødes som deres to sønner, betyder at de nu er forenede med deres modsætning. Modsætningerne er tilstede samtidig og dermed ikke modsætninger mere. De er blevet helheder. Liv og Livtraser er æg og sæd (livstråd). For det nyfødte barn er verden nyfødt. Det har en ny sol, alle muligheder ligger uskyldige foran det, det kan bare lege med guldtavlerne. Indtil Gullvejg forfører det, indtil det igen splittes i Loke og Heimdal, indtil det næste Ragnarok kommer...
Men vi kan gennemleve Ragnarok og stadig leve i den samme krop. Vi kan opleve vores sjæls, vores verdens Ragnarok. Og blive genfødt i dette liv. Få kan det, måske flere vil kunne det med tiden. Vi kan i dette liv "ofre os til os selv", hænge os i træet og samle runerne op. Få kan det, flere kan lidt af det, mange synes tvunget til at opleve den ene eller den anden af Ragnarok-faserne i dette liv. Nogle bliver hængende i træet i lang tid. Andre dør hurtigt, ved sygdom eller ulykker eller mord. Hvis vi ikke i levende live var vågne kan vi måske have svært ved at finde den rette ny-undfangne krop. Der er mange slags død og mange slags fødsel.

315. Du kan sige, at du selv eller en anden, som du stoler meget på, har været i himlen og har set, at alle mennesker efter jordelivet kommer derop. Hvis de ikke går til helvede, hvilket nogle tror. Du kan synes at det er indlysende, at vi dør fra kroppen til en kropsløs tilstand, hvorefter vi enten vågner ved dommedag, eller vedvarende skifter mellem en kropslig og en kropsløs tilstand.
Men denne tanke, denne erfaring skyldes, at man kan være meget fikseret på et bestemt område af Lærad. Når man er nær roden af den, ser alt meget fysisk ud for én. Hvis man bevæger sig højere op, kan man både opleve livets fysiske og ufysiske aspekt.
Når man ved selvdisciplin eller pinsler, ved meditation eller vision får mulighed for at se områder meget højt oppe på Livstræet, ser alt himmelsk eller klart ud. Nogle føler en stor tomhed når de befinder sig på en af de øverste grene. Men de ser kun dette stykke af Lærad, de ser ikke hele træet. Derfor forekommer menneskene, eller sjælene, ånderne, som de ser deroppe, som om de kun var i himlen.
Det kan også være at du selv måske kan huske, at du en gang har været i himlen mellem to liv på jorden. Men det har intet at sige. Teoretisk kunne du lige nu gå dette sted hen, fordi du er i det. Himlen og alle dens variationer er jo alle lige her. Træet er i dig, lige så vel som du er i træet.

316. Vi er altid på jorden. Vi er altid i himlen. Vi kan lære, at være lidt mere i himlen her på jorden, og vi kan lige så godt gøre det nu. Så kan vi måske huske det, næste gang vi bliver undfanget og født - altså næste gang vi dør.
Og vi kan lige så godt begynde nu med at opføre os sådan på denne jord, at det bliver en fornøjelse at fødes ni måneder efter vores død! Det er nu. Erkendelsen af det ubrudte jordeliv medfører ganske enkelt, at vi kun gør ondt værre, ved ikke at gøre tingene bedre nu.

317. Du kan sige, at alle de kloge enten har sagt at vi genopstår ved dommedag, eller at vi fødes igen og igen til jorden. Du har måske aldrig hørt om nogen, der har sagt at vi bliver på jorden uden afbrydelse. Men hvilken effekt har disse to hovedstrømme haft på menneskeheden? Har den udviklet sig, så vi nu har en højere moral og et mere menneskeligt forhold til hinanden end for et par tusinde år siden? Det er der intet, der tyder på. Færre kan udnytte flere end nogensinde før. Har vi indpasset os bedre og bedre i livets helhed her på jorden? Nej, tværtimod. Fra at være harmløse snyltere er vi blevet til rovdyr overfor alt andet liv.
Men erkendelsen af det vedvarende liv på jorden medfører, at der ikke er nogen udsættelse. At det er dumt at vente til det næste eller næste liv med at komme i himlen, og at det er dumt at udskyde skabelsen af et virkeligt paradis for alle på jorden.
Hvorfor for alle? Fordi vi alle sammen er en del af det store Træ, og menneskeheden på sin vis også er ligesom et stort træ. Og når en del af træet er sygt, er hele træet sygt. Derfor lider vi også under fjerne menneskers lidelser. Når vi elsker - og det er det samme som at blive ét med hele træet -, bliver vi også ét med hver af dens grene og blade.

318. Det kan måske være skræmmende for os at tænke, at der ikke er nogen hvilepause efter dette liv. Men det er der ikke. Det er nu, vi må lære at hvile i livet, ligesåvel som at vokse i det. Det er jo det evige menneske, der altid er fuldkomment, vi må tænke på: det er hver og en af os! Det evige menneske er fuldkomment på den måde, at det hele tiden er helt fysisk og helt ufysisk og alle blandinger derimellem.

319. Det er ikke spor klogt at leve, som om man skulle dø i morgen. Det er klogt at leve, som om man skulle leve altid - for det er det vi skal. Gudskelov bliver vi fornyet med mellemrum, så vi kan holde til det.

320. Frej og Freja giver os glæden ved at deltage i universet som et hele. Det er først, når kraften flyder fra stjernene til os og ned i jorden og fra jorden flyder op gennem os til stjernerne, at den sande FRYD opstår. Jorden er ikke alene, den lever og vokser sammen med alle andre planeter og stjerner i hele verden.
Gennem Frej og Freja møder vi jordens eget liv blandt stjernerne. Det er dette samliv med stjernerne, der får frugtbarheden til at slå rod i Frigida, i jorden. Derved bliver mekanisk reproduktion forvandlet til stadig fornyet kreativ skabelse: frugtbarhed.
Af dette kan ses, at frugtbarhed er meget mere, end et stort antal afkom. Frugtbarhed er langt mere afkommets kvalitet. Det er denne kvalitet, der afgør, om et væsen og en art er livsduelig. Det har vore dages svineavlere og hønsefarmere, kornproducenter og bomuldsdyrkere glemt.

321. Penge kender til renter og afkast, men ikke til frugtbarhed. Derfor er penge så farlige for livet, de er en jættekraft der forener sig med rimtursen i os alle. De, som ikke vil lade sig styre af turser og jætter, bliver udstødt af pengenes samfund. Det betyder at de må fryse og sulte og dø.
Vi må leve med pengene, ligesom aserne måtte leve med midgårdsormen. Og ligesom Tor gav denne orm en ordentlig en for panden, så den ikke skulle herske over hele verden, sådan kan vi også give pengene en for panden, så de ikke behersker os. Og vi kan bede Tor om at kaste sin hammer, hver gang vi i fællesskabet eller i vort eget sind lader pengenes tanker vinde over livets tanker. Alt for let bliver en ven en skyldner, alt for let bliver en fremmed til en tigger!

322. Jegbevidstheden følger jegkraften, for de er to sider af samme sag, men erindringen om tilknytningen til den døde krop forsvinder i glemslen. Den dødes bevidsthed oversvømmes af Ormen og brændes af Surt. Den udslettes ikke, men renses, der sker en glemsel.
For dem, som har gennemgået Ragnarok uden at dø, er det muligt at huske det tidligere liv. Det er væsentligt fra dem, vi har vores viden om det ubrudte jordeliv. Men også de, som kan se Træet som en helhed, fortæller om den evige tilblivelse.

323. Det enkelte liv er som den bølge, der skyller op mod stranden, det nydøde, nyundfangne liv er som den bølge, der skyller tilbage til havet. I tilbageløbet dannes den nye bølge. Det er dette tilbageløb, vi normalt ikke kan huske. Måske fordi alting er omvendt der. Den tilbageløbende bølge er vores vækst i livmoderen, vores ophold i det, der ofte kaldes "underverdenen".
Livmoderen er ikke kun et begrænset sted. Samtidig med at vi vokser i de ni måneder (som er ti månecykler), er vi bevidste i den ikke-fysiske verden. Denne bevidsthed er fundamentalt forskellig fra den bevidsthed, vi har som fødte. Den er derfor vanskelig at huske. Det som vi husker fra den, kan ofte forekomme skræmmende og livstruende.
Men først når vi forstår os selv ud fra begge bølger, kan vi få et nogenlunde helt billede af Det Store Liv, det liv, som vi altid er. Indtil vi forlader bevægelsen igen...
Men selvom vi ikke kan huske vores "underjordiske" tilblivelse, og derfor heller ikke kan huske vores tidligere liv, har vi denne viden i os, vi opbygger vores krop og vore relationer til verden ud fra hele det tidligere livs erfaringer og indsigter. Dette er ikke en fremmed tanke for dem, som i forvejen har erkendt de gentagne jordeliv, dem som i forvejen tror på reinkarnationen.

324. I de kendte reinkarnationstanker ligger der oftest indbygget en forestilling om tre faser: jordelivet, påfølgende ophold i én eller anden form for helvede, hvor tidligere livs fejl bliver mere eller mindre korrigeret og tilsidst et ophold i himlen før den ny fødsel til jordelivet.
Andre forestiller sig den som to-faset: jordeliv - himmelliv - jordeliv, etc. Men alle regner med et ophold mellem jordelivene, også de kristne, som tror på opstandelsen ved dommedag. De er ikke i stand til at at se den absolute kontinuitet i jordelivet. De er måske ikke i stand til at udholde tanken om det ubrudte jordeliv, de tænker ud fra deres ønske om at have en form for hvilepause mellem livene.
Og når de nu trækker deres bevidsthed bort fra opholdet i underverdenen, har de heller ikke nogen chance for at se denne kontinuitet og at forstå dens naturlighed, ja - i ordets bedste forstand - selv-følgelighed. Og da deres erindring om eller erfaring med det ikke-fysiske liv synes dem så meget større, renere, sandere, har de en tendens til at undervurdere jordelivet. Og deraf kommer så meget af den elendighed, vi ser og oplever alle vegne...!

325. Hvordan ser de underverdenen? Lige som Hæl beskrives: halvt sort som jorden, halvt hvid som mennesket. For livskraften er jorden sort, den selv er hvid. Det beskrives som et mørkt sted: der er mørkt i livmoderen, der er mørkt i kødet. Det beskrives som et sted hvor man er lammet og ikke kan handle: mens den fysiske handlingsevne opbygges, kan man kun vente og ikke handle.
Men livskraften, jegkraften handler: ligesom den tilbageløbende bølge bygger en ny bølge op sammen med havet, således bygger vi et nyt liv op sammen med moderen. Så enkelt er det.

326. Pinen ved opholdet i "underverdenen" er, at vi på grund af hele det tidligere livs dumhed ikke kan opbygge det perfekte legeme og de perfekte forudsætninger for et vellykket jordeliv. Vi er stympere og oplever os som utilstrækkelige. Når bevidstheden samtidig tror sig i himlen, og kun i himlen, vil den heller ikke være tilbøjelig til at gribe ind i tilblivelsesprocessen med sin overordnede indsigt.

327. Vi burde virkelig ved enhver graviditet bede den nyundfangede menneskeånd om at være helt tilstede i denne tilblivelsesproces. Vi burde gøre alt for at den gravides livsomstændigheder er sådan, at den ufødtes ånd uden hindring kan være virksom i opbygningen af sit nye legeme.
Vores forestillinger er så utilstrækkelige, at vi udsætter den vordende moder og hendes tilblivende barn for hvadsomhelst af ufrugtbare eller skrækkelige tilstande. Vi ser blot, at hun er gravid, at der så kommer et barn - og hvad så? Hvor dets ånd kommer fra, hvad det er for en ånd, ved vi ikke, tænker ikke over det. Det kommer bare sådan plumpende. Mange tror endda at det ikke har nogen bevidsthed, at denne bevidsthed først skal opbygges gennem tiden.
Men det er en ringe tro, en meget utilstrækkelig forståelse af livet. Heri ligger ikke kun den generelle disrespekt for livet, men også den manglende respekt for eget liv. Denne manglende respekt for eget liv giver sig udtryk i ord som "selvopholdelsesdrift" og "egoisme". Det er fysiske forsvarsmetoder.

328. ORMEN DER ÆDER SIG SELV. Hvis vi følger livets lov og integrerer hele Yggdrasil, bliver vi fri for BEVÆGELSEN, hvorved Ormen æder sig selv: dens herredømme er en illusion. En yderst virkelig illusion, mens den opleves under Ormens herskerskab, en uvirksom illusion for den som er VÅGEN.

329. Ragnarok opleves af alle, når de dør. Ragnarok kan også opleves før vi dør. Den som har gennemlevet Ragnarok uden at blive ødelagt, er vågen. Den Vågne lever med denne verden, flyder med dens bevægelse. Den vågne kan forlader denne verden uden at efterlade sig spor.
"Ormen der æder sig selv" er også den gamle Uruboros-slange, der bider sig selv i halen: det ubrudte kredsløb af fødsel og død, det ubrudte jordeliv. Den fysiske eksistens er ubrudt, samtidig med døden sker undfangelsen i et nyt legeme.
Denne undfangelse sker ikke nødvendigvis på jorden. Den som bliver undfanget kommer ikke nødvendigvis fra jorden. Vi danner også legemer andre steder i universet. Vi har mange slags erfaringer. Men disse erfaringer glemmer vi ved fødslen og i de første barneår, i hvert fald her på jorden. Nogle få siges at have haft en ubrudt erindring af alle deres liv, andre siges at have fået genvakt deres erindring om deres tidligere liv.

330. "Ormen der æder sig selv" opfordrer os til at bryde ud af denne cirkel. Dette kan gøres ved at vi begynder med at vandre op og ned ad Livets Træ. Når vi har erfaret dets dybeste rødder og dets yderste blade højt oppe, når vi nårsomhelst har kendskab til hele træet inde i os selv, er vi "vågne". Da er Ragnarok - verdens undergang - forbi, og vi har fået en ny jord og en ny himmel.

331. Ragnarok er ikke den ydre verdens undergang. De kampe, der beskrives, sker ikke i den ydre verden, den verdensbrand, det hele ender med, sker ikke i den ydre verden. Ragnarok er den totale forvandling af det indre menneske, befrielsen fra Ormens herredømme. Denne forvandling sker udelukkende ved vækst og opvågnen. Denne vækst og opvågen kan være yderst smertefuld og yderst frydefuld.
Denne vækst kan ikke ske, uden at den sker i fuld overensstemmelse med dens betingelser. Disse betingelser sættes af det sted, hvor vi vokser: jorden. Den yderste tilpasning og den yderste befrielse går hånd i hånd.

332. Indtil vi bliver større end denne verden, vil denne verden være en fortolkning: vi kender kun vores fortolkning af alle de sanseindtryk og tanker, vi modtager. Det er denne fortolkning vi tror på - vi er nødt til at tro på den for at kunne leve. Og som regel synes vores fortolkning at være anvendelig i forhold til vores betingelser.
Grundlaget for vores fortolkning er vores kollektive myter. Disse er ofte så indbygget i vores fortolkningsmønster, at de ikke genkendes som myter, men opleves som selvfølgelige sandheder. Mange dele af disse myter synes helt utilgængelige for formuleringer, og derfor for tanken. Myternes grundelementer er guder. Vores fortolkning af verden har guder som sit fundament. I vores verden kaldes de som regel ikke "guder", men de er guder. Sjælen forstår ikke abstraktioner, sjælen forstår billeder og sammenhængende helheder.

333. Det er ikke sikkert, at vi altid ved, hvad og hvordan vores sjæl forstår. Ofte har vi for travlt med at forstå med vores hoved til, at vi lytter til hvad vores sjæl forstår. Derfor kan vi f.eks. nemt tænke, at vi er ædelmodige mennesker, mens griskhedens gud bor i vores hjerte. Det er sjælen, der giver os livsfølelsen. Derfor kan vores bevidsthed og vores livsfølelse være meget forskellige.

334. Guder er ikke abstraktioner. De er levende virkelighed. De er vores urbilleder af verden og dens virkninger på os. De betinger vores forhold til verden. Og de virker på os, fordi en god frugtbarhedsgud f.eks. giver os et godt forhold til jordens liv, mens en dårlig frugtbarhedsgud får os til at efterlade goldhed, hvor vi har været. Lidt forenklet kan vi sige: på den ene side er guderne den virkelighed, vi forholder os til, på den anden side er de selve vores måde at forholde os til denne virkelighed på. De er både den ydre verden - som vi kun kender middelbart - og vores forhold til den.

335. Men de er ikke kun den ydre verden og vores forhold til den, de er i endnu højere grad vores indre verden og vores forhold til den. For - når alt kommer til alt - er både vores ydre og indre verden: forestillinger.
Befrielsen begynder, når vi gennembryder disse forestillinger. Det betyder ikke at forestillingerne om den indre og den ydre verden forsvinder. Men at vi ikke mere er slave af dem.

336. Hvorfor mister TYR sin hånd, da Fenrir bindes? Hvem er Tyr? Det er TUI, hvilket er TUISTO, den ældste germanske gud, efter sigende. Tuisto er den dobbelte, beskrevet i BOH som livstræet: Et Y med to grene forneden, magen til dem foroven. Den dobbelte gud betyder at Tuisto er HUAN, tokønnetheden i én gud. Det er den første frugtbarhedsgud.

Da menneskene begyndte at løsne sig fra jorden og dens krav, blev krigere og handelsmænd, da Loke opstod, opstod også Lokes børn og blandt dem Fenrisulven. Fenrir er den adskillende tanke, den der skiller det nedre fra det øvre, etc.. Dermed taber Tuisto, Tiu, Ty eller Tyr sin magt. Man kan ikke både dyrke krig og frugtbarhed. Tyr fremstilles godt nok som krigsgud, men han er ikke på noget tidspunkt involveret i nogen kamp.

337. Der er mange rimturser og mange jætter i sproget: der er mange egoismer og mange abstraktioner i sproget. Abstraktioner som sådan kan være nyttige og af det gode, hvilket vi kan se af, at aserne ofte var gode venner med nogle jætter. Men de måtte ikke komme ind i Asgård: de må ikke komme ind i vore hjerter - eller hvor vi hver især tror, vi styrer vort liv fra. Så må vi bede om Tors hammer, så livsfjendskhed og løgn ikke vinder indpas i vort fællesskab. Tors hammer er ikke kun latteren, den er også klar disakcept: at jage jætterne og rimturserne hjem, hvor de hører til.

338. Vil du se en lille rimturs i fællesskabet? Den er der når du ikke ærer gæstfrihedens bud. Når du ikke lukker et menneske ind fordi du vil beholde alting selv. Og hvad med en lille jætte? Det er når vi stiller samme krav til alle mennesker, uanset køn, alder, sundhed, karakter. Nej, det er en stor jætte.

339. I meget gamle dage så man livet som en hånd: vi vokser ud af håndroden og bliver til lillefingeren og ender i tomlen, som er alderdommen, hvorefter vi går ned i håndroden igen. Håndroden er stammen, hvorfra vi fødes igen.

340. Hvis kendskabet til Lærad ikke er nogenlunde grundigt, vil menneskene kunne føle sig så kropsbundne, at de enten ikke magter livet og giver op, eller de vil blive så fikseret på den kropslige verden, at der ikke vil være nogen trang til at løfte sig ud af den. Det er på denne måde kundtskaben om det ubrudte jordeliv kan blive skadelig. Derfor har den været skjult.

341. De, som besøger Valhal, kan se mennesker rejse sig og leve og kæmpe og dø, og rejse sig og spise og drikke og kæmpe og dø... Hvis man ikke ser hele træet, kan man ikke se, at disse "einherjer" er levende menneskers sjæle. Enten har de seende ikke set, at ét døgn i Valhal svarer til et helt liv på jorden, eller også har de ikke villet fortælle det.
Der står et sted, at Freja modtager halvdelen af de "faldne" hos sig. Måske er det dem, som ikke går videre i jordelivet, men enten er befriede (hvilket jeg tvivler på) eller også fortsætter et andet sted i universet (hvilket jeg hverken kan bevise eller modbevise). Sandsynligvis skal det forstås sådan: det halve af mennesket er hos Freja, hvilket vil sige, at vi halvt er i det jordiske og halvt i det kosmiske. Vi er halvt under jorden og halvt over den, så at sige.

342. Alt over jorden - horisonten - er i princippet af en anden slags end vi selv. Historien om Tors ikke fuldbyrdede giftermål med jætten Trym handler om dette: først møder vi yderverdenen som ikke er menneskelig. Derefter erobrer vi vores del af den - det kan vi kun gøre i fællesskab. Derved bliver trefjerdedele af cirklen menneskets domæne. Men vi husker også, at hver trediedel af den sidste fjerdedel svarer til én af de foregående af cirklens fjerdedele.
Ser vi på ascendenten, hvor Odinsimpulsen trænger ind i jorden - vi bliver undfangede - ser vi at den foroven er åben for Freja, forneden for Odin. De to står sammen som mulighed og virkelighed. Og vi er altid i muligheden og i virkeligheden!

343. Hvad sker der med dem som ikke "falder i kamp"? De siges at være i Hæl eller endnu længere nede i mørket og kulden. Også dette er dele af os selv: de dele som vi ikke gav liv, de dele som vi fratog liv. De dele af os, som er tunge og stivnede, mere eller mindre ubevægelige. Ja, det er vores "synder": alt det i vores liv, som modarbejder eller modarbejdede livets frie flyden. Det, som vi var bange for, det som fik os til at give op. Det liv i os eller andre som vi fornægtede, enten ikke hjalp eller også slog ihjel.
Denne del - vores Hæl-del - tager vi med ind i det næste liv, såfremt det ikke døde under Ragnarok. Det hæmmer og formindsker vores livsoplevelse i den næste krop. Her er den østlige karma-lov fuldt virksom. Et menneske som dør med en blind sjæl, vil næppe fødes med en seende sjæl. Vi lærer ikke at lukke sjælens øjne op i moders liv. Det kan vi kun lære i vort eget, vågne, selvstændige liv. Altså her og nu.

344. Men i moders liv får vi igen og igen runerne, vi drikker igen og igen af skaberkraftens drik, af "Odrører". Vi får den form og den kraft, som vi behøver, for at vågne op. Hvert nyfødt barn er fyldt med al den visdom, som det har behov for i livet. Hvert nyt liv er en ny chance for at vågne. Og den vågne kan frit vælge at forlade livets kredsløb eller at blive i det. Helt vågne mennesker kan vælge at blive i livets kredsløb eller at vende tilbage til det.

345. I den del af vores verden, som ikke kan blive levende for os, hersker jætterne. Jætterne må aldrig herske over os. Vi kan være venner med dem. Vi kan nyde deres visdom og skønhed. Vi kan respektere deres verden. Men deres og vores verden må forblive adskilt. Vi er levende. De er døde - i forhold til os. Computerverdenen er sådan en kæmpe-jætte. Hvornår tjener den os? Hvornår hersker den over os? Hvordan kan vi beskytte os mod dens overgreb? Hvem kan hjælpe os?
Det kan Freja. Hun er frugtbarhedens gudinde. Ikke kun den fysiske frugtbarhed. Også den medmenneskelige, også den åndelige. Hun frugtbargør vores forhold til den kosmiske virkelighed. Hun gør, at abstrakte interstellare mønstre og love kan blive levende virkelighed for os.
Når vi følger livsstrømmen fra fællesskabets Tor til frugtbarhedens Freja, behøver vi ikke være i tvivl om, hvad der er menneskeligt og hvad der er levende. For hos Odin fik vi jegkraften, som slog rod hos Frigga, hvor den fik krop og form og kødelig familie. Den steg op til det liv, som vi lever med hinanden og er nu helt parat til at møde den ikke-menneskelige verden. Åh, hvor energien suser i denne ring af kraft!

346. Når vi ikke går med cirklen, og hopper lige over fra Odin til Tor og skiller alt under horisonten fra, da eksisterer fællesskabet alene i den ydre verden for os. Uden det underjordiske - det individuelle - er fællesskabet fremmed i verden og det kan kun føre til krig. Mussolini gjorde det, Hitler gjorde det, Stalin gjorde det: alle fascister gør det - dette er Fenrisulven! Hitler var helt vild med ordet "ulv". Alle bider de det enkelte menneske i sin egen verden bort fra fællesskabets krop. De gør Odin og Frigga til deres tjenere idet de siger, at det enkelte individ kun er til for fællesskabet. Og det kan jo aldrig gå godt.

347. Guderne er ligeværdige. I kraftens ring er genveje dødelige. Når den stolte, selvbevidste enekæmper hos Odin bliver gjort til helt for fællesskabet, har kraften fået en forkert vægtning.

Hvert menneske har brug for at være helt i sit eget liv. Kun derved, at fællesskabets helt er helten i sit eget liv, kan fællesskabets helt undgå at blive til legitimation for magtlystne individer. Magtlystne mennesker frygter mennesker, der er helte i deres eget liv. De gør alt for at knække denne helt i enhver af os.

348. Alle revolutioner er sproglige revolutioner. Den som kan forandre sprogets indre sammenhæng og styre denne forandring, har magt.

1. Disse ord, navne og begreber, og disse sammenhæng i tanker og syn, er en sproglig revolution, et oprør mod de herskende ordtolkeres domme. Deres begrebsapparat er ikke adækvat når det gælder vores liv. De fleste af deres vurderinger er helt hen i skoven. Netop: i skoven af deres vildtvoksende begrebsverden, helt borte fra al kontakt med det denne bog handler om.

350. Jeg tvivlede på ordet
indtil jeg sang -
da kunne jeg synge
hele dagen lang!

351. Hvordan kan nogen tale om ubevidsthed, når det gælder vores mave, når det gælder planter og dyr? Ved ikke hver eneste af os, hvad vi skal optage, hvad vi skal bruge, hvordan vi dagligt skaber og opretholder os selv?
Men hvor ved vi det? Hvordan ved vi det? Det er Friggas bevidstheds, det er Saga: vores eget kropslige livs saga, vores egen kropslige viden om livet og dets forløb i os og omkring os.

352. Vi laver frugtbarhedsritualer, fordi de holder os i kontakt med naturens orden.
Vi tror ikke mere på, at verden bliver opslugt af kaos, når vi blot en enkelt gang undlader at fejre dette ritual.
Eller? Er denne verden ikke temmelig kaotisk? Går den ikke under?

353. Den grønne middelvej
mellem trommen
og stjernerne

354. Guderne er som softwaren i computeren. Vi ser den ikke, ligesom vi ikke ser guderne. Men ved hjælp af dem bearbejder vi vores informationer, både dem vi modtager og dem vi giver ud. Det svarer til det individuelle horoskop kombineret med arv og miljø. Men guderne er (som regel) kollektive aktions-/reaktionsformer. Og de er som regel ubevidste. Den jødiske monoteisme, som er en grundpille i den kristne kultur, tillader ikke andre guder end sig selv. Men denne gud, som er udenfor sin egen skabelse, er så abstrakt, at vi ikke gennem "ham" kan få et nært forhold til livet. Han er konkret, når han optræder som israeliternes stammegud, men abstrakt i den kristne religion.

355. Der er en Gud hinsides alle guder, der er en guddommelig virkelighed hinsides vores virkelighed. Den kan ifølge sin natur ikke fattes af forstanden og ikke beskrives med fornuftige ord.

Guder er noget andet. De er levende virkelighed. Dem har vi et levende forhold til. Gennem dem har vi et levende forhold til virkeligheden. De er kollektive indbildninger om verden. Gennem disse kollektive indbildninger møder vi verden. Derfor er de så mægtige. For igennem dem oplever vi verdens virkning på os.
Der er her ikke tale om nogle gamle guder eller guder fra fremmede lande. Der er tale om de guder, vi er ubevidste om og som vi (derfor) ikke giver navn. De er ikke idéer. De inspirerer til visse idéer og umuliggør andre. De er ikke psykiske billeder. De er med til at skabe visse psykiske billeder men umuliggør andre. De er strukturer i den kollektive drøm, der hele tiden bliver til virkelighed.

356. Når vi f. eks. siger, at "det kun er fair, at begge parter i et forhold får fuldt udbytte af deres elskov", så er det sportsguden og ikke elskovsguden, der har sneget sig ind i elskovssengen. Når vi taler om fuldt udbytte, er det pengeguden, der taler gennem os. Når vi taler om begge parter, er det retfærdighedens gud, der taler gennem os. Men hvor er kærlighedsguden? (Ordet gud forstås her som fælleskøn og bruges fordi det er ordets grundform). Hvor er den sitrende glæde, man kan føle for den anden, denne overvældende hengivenhed, selvom man måske ikke havde videre "udbytte" af bolleriet? Hvis vi nu sagde: "det er kun fair, hvis begge parter føler dyb hengivenhed for hinanden" - ja, så fungerer sætningen ikke mere. Det må være, fordi kærlighedsguden ikke trives så godt med sport og penge og retfærdighed. I hver fald ikke på elskovslejet.
Her taler vi om de guder vi har - eller som har os! Vi må blive bevidste om dem, vi må navngive dem, vi må efterse de myter og de konkrete og rituelle handlinger, som holder dem i live. (Er det måske ikke et ritual at gå window-shopping? Som holder liv i vareguden? Eller når man går rundt i disse varetempler og køber noget - når man nu slet ikke har brug for at købe noget som helst?)

357. Vi må efterse vores guder, fordi mange af dem ikke synes af være særlig gode guder, fordi vi alt for ofte synes at have et rigtig dårligt forhold til os selv, hinanden og vores verden.
Her hjælper det ikke at bede til nogen helgen eller at stræbe efter oplysning. Det fjerner os blot fra et meget konkret stykke arbejde i en meget konkret verden: at rydde op i vores helt elementære forestillinger, i alt det, som synes os selvfølgeligt og normalt.

358. INSTANT INKARNATION. I denne livserkendelse er befrugtningen afhængig af døden - et ganske bestemt menneskes ganske bestemte død. Og omvendt: døden er afhængig af en befrugtning, for ellers kan livet ikke forlade den døendes krop.

359. Vækst kan stimuleres og plejes, men ikke skabes.

360. Eddateksterne handler ikke om kærlighed. LIVET UDEN MODSTAND kan kun leves i kærligheden. DEN VÅGNE er i kærligheden. Kærligheden er en selvfølge for den Vågne. Måske er det derfor, der ikke er grund til at tale om den?

361. Kunne ikke lyset fange -
og det gjorde hjertet bange
at det ikke kunne bygge
hus af egen skygge

362. Er universet levende eller dødt? Er det bevidst eller ubevidst? Disse spørgsmål er langt mere afgørende, end vi i almindelighed tror. Er vi levende i forhold til en død eller en levende virkelighed? Er vores bevidsthed den eneste der findes? Er universet dumt? Svaret på disse spørgsmål afgør vores holdning til vores liv og vores død. Er vi alene? Lever vi i en venlig eller uvenlig verden? Og kan vi blive venner med den?
Hvis vi bruger vores liv som kriterium for, hvad der er liv, og vores bevidsthed som kriterium for hvad der er bevidsthed, så lever vi ensomme i en mørk og dum verden. En sådan verden kan man kun leve i efter bedste evne, men man kan ikke leve sammen med den. Man kan ikke blive venner med den.

363. Hvis vi indser vores bevidstheds begrænsning og åbent ser på verden, kan vi nemt se, at alt er levende - blot anderledes end vi, og at alt er bevidst - blot anderledes end vi. Og når verden både er levende og bevidst for os, kan vi nemt sige "du" til den. Det er forudsætningen for at vi kan blive venner med den. Kun hvis vi bliver venner med verden - og lytter til vores ven! - kan vi blive venner med hinanden.

364. Kundskaben om det ubrudte jordeliv er kun god for dem som kan lide at leve. Den er en trusel mod alle, som ikke kan lide at leve på jorden og måske hellere ville være engle.
Vi kan jo lære at være som engle på jorden. Vi kan jo bare kravle op ad træet.
Kan vi bare det? Hvis vi vil blive i denne verden med vores opmærksomhed, kan vi ikke bare sådan forlade den og flytte højere op ad træet.
Vi er nødt til at strække os, at vokse. Det kan vi ikke, uden at vi trækker en del af vores energier bort fra grenene: fra vores engagement i de ydre ting i verden, eller fra vores engagement i sociale, emotionelle relationer. Vi må samle os, ikke sprede os, for at vokse!
Vi forsager ikke verden når vi samler os, tværtimod! Vi udvider vores verden. Vores verden vokser, når vi vokser op ad træet. Og når vi synes at vi er vokset tilstrækkelig højt op, kan vi igen vokse ud i verden.
Det er godt at standse op i væksten en gang imellem og vokse ud i verden, for det giver et sikkert fundament. Mange har alt for travlt, og så kommer de til at ligne vedbend, der hager sig fast op ad stammen: det er de "troende".

365. Efter døden kommer vi i himlen og i underverdenen. Når hele vores engagement i det fysiske kun er nogle få nyundfangne celler, er resten af vores livslegeme strakt ud over et stort stykke af Lærads stamme. Nogles legemer strækker sig højt op, andres strækker sig langt ned ad stammen, nogle strækker sig langt op og langt ned. Nogle oplever mest salighed, nogle mest kval.

366. Der findes ikke nogen absolut sandhed. Der findes mere eller mindre menneskelige sandheder. I vores kultur akcepterer vi alt for mange umenneskelige sandheder.
Alle sandheder er en del af en mere eller mindre sammenhængende historie. Den historie, vi alle mere eller mindre ubevidst tror på i vores kultur, er ikke særlig menneskevenlig. Den er ikke god. Det gælder om at finde en bedre historie. En bedre sandhed. Verden kan blive bedre for os og vore efterkommere, hvis vi vil, hvis vi tør tro på det.
Hvordan kan man lade være med at tro på, at verden kan og vil blive bedre, når man har børn?

TILFØJELSE:
367. Livet opstår i mødet mellem orden og kaos. Tekster som disse opstår meget nær mødestedet mellem orden og kaos. Derfor er der meget lidt orden i dem. Hvis der var mere orden i dem, ville de fjerne sig fra kaos. De ville gå mere ind i tiden, blive mere tidsbundne. Kaos har forandringskraft. Det har orden ikke.

368. Asatroen opfordrer ikke til dyrkelse af guderne i almindelig religiøs forstand. Den opforder til at bryde ud af gudernes ring, ud af deres tvang, hen til den umådelige frihed, den Vågne opnår - efter Ragnarok. Men for at kunne befri sig for guderne - dette gælder også alle de ikke erkendte guder i den nuværende civilisation - må man kende dem, akceptere deres virkeområde, komme i harmoni med dem: løsne sig fra dem ved at integrere dem.

369. Alt er bevidsthed. Dyrekredsen er et grundmønstret for vores kontakt med både vores egen og den kosmiske bevidsthed, som spejler hinanden. Guderne er mødet mellem vores bevidsthed og den grundlæggende bevidsthed, derfor er de levende og virksomme: virkelige.

370. Vi er via vores bevidsthed herrer over guderne, lige såvel som de via deres bevidsthed er herrer over os. Hvis vi vil, kan de tjene og lystre os, ligeså vel som vi må tjene og lystre dem. Jo bedre vi forstår dem - det vil sige os selv og vores uforanderlige betingelser - des bedre vil vores liv være.

371. Den optimale tilpasning giver den optimale frihed. Den optimale frihed er at kunne handle lige præcis som man vil.
Dette inkluderer at man ikke vil handle imod guderne men kun med dem. Da guderne er fællesguder, kan ingen fri handling være imod fællesskabet og dermed ejheller mod den enkelte i fællesskabet.

372. Den optimale frihed medfører et gnidningsløst liv. Et gnidningsløst liv giver mulighed for at forlade rum-tids-universet og deltage i den større virkelighed, nårsomhelst man vil det. Det menneske som har opnået denne grad af fri-villig-hed kan siges at være vågnet op af bundetheden, af begrænsethedens illusion.
At opnå denne tilstand af vågenhed er asatroens egentlige mål, dens ideal. Først den vågne kan bryde det ubrudte jordelivs automatik og frivilligt vælge inkarnation og diskarnation.

373. Alting opstår. Kun det bundne sind ser forfald og død. Vi er selv i høj grad herre over, hvordan vores individuelle og kollektive liv opstår - om det opstår i harmoni med guderne, med menneskelivets grundforhold, eller i dissonans med dem. Derfor er vi også i høj grad herre over, hvor meget individuel og kollektiv glæde og lidelse der skal være på jorden.

374. Hver mand, hver kvinde
danser og kæmper hver dag,

så kampen bliver smuk
og dansen vågen.

Der er to grundbevægelsesformer i asatroen: dans og kamp. Dans er den absolute hengivelse, kamp er det absolute nærvær. Dans er kollektiviteten, deltagelsen i det menneskelige og det kosmiske fællesskab. Kamp er individualiteten: kun den enkelte kan vågne op, være vågen. Ligesom dansen ikke er imod nogen, men med musikken, kan den sande kamp ikke være en kamp imod nogen eller noget: den er altid for nogen eller noget. Den kamp der er imod noget kan kun tabe, den kamp der er for noget kan altid vinde.
Altså kæmper vi ikke mod vores fjender, for så ville vi være bundet af dem, men for vores liv, for livet, for så vil vi være frie.

375 Således forbinder dansen og kampen det kollektive med det individuelle, det ikke-tænkelige med bevidstheden, det modtagende med det afgivende, hvilen med aktiviteten, deltagelsen med udskillelsen, cirklen med dens midtpunkt.

376. Når vi er vågne overfor guderne vil de vække os. Når vi henvender os til dem, vil de tale med os. Når vi har tillid til dem vil de handle igennem os. Vi skal ikke dyrke dem, ikke tilbede dem. Vi skal erkende dem, opleve dem, være sammen med dem - for de er sammen med os, uanset om vi kender dem, tror på dem eller ej. De er en del af os som vi er en del af dem.

377. Vi må omgås dem med samme respekt, som vi omgås os selv og hinanden. Vi kan bygge huse til dem og tage dem med ind i vores huse. Vi kan finde steder i naturen som udtrykker dem og hvor vi føler at vi bedst udtrykker os i forhold til dem. Vi kan finde individuelle og kollektive handlinger og ord, som hjælper os i vort samvær med dem. Vi kan have højtider i årets løb som hjælper os med at forstå vores opståen i de grundlæggende mønstre. Men vi må undgå enhver højtidelighed. Enhver højtidelighed i forhold til guderne er selvhøjtidelighed.

378. Alvoren kommer af sig selv fordi vi tager vores liv alvorligt. Glæden kommer af sig selv, fordi vi glædes ved vort liv.