DEN GRØNNE MUNK

En hedning møder en munk. De falder i snak. Og det de siger til hinanden, har vi næppe hørt før. For det er ikke nogen almindelig hedning, og det er slet ikke nogen almindelig munk. Denne munk følger en anden tradition end den vi kender fra de kristne kirker. For ham var Jesus en glad mand - selvfølgelig, fordi Gud er glæde. I hans tradition var Jesus et virkeligt menneske, han var gift og kunne lide at feste med vennerne, netop fordi han var Guds søn. Han frelste os ikke ved sin død, (for det var Bar Abbas der hang på korset) men ved sit liv, sine handlinger og sine ord. Eller, som munken udtrykker det: han viste os vejen til vores egen frelse.
Deres samtaler er ikke kedelig teologi, men levende menneskers virkelige ord til hinanden. Mange kirkekristne vil få inspiration til en ny forståelse af evangeliernes budskab. Og alle de, som nok kan lide Jesus, men ikke bryder sig om kirken, dens mænd og historie, dens dogmer og ritualer, vil her møde en glad og kærlig kristendom, uden præster og autoritære ordfortolkere - en kristendom der er enkel og så grænseløs, at også dyr og planter omfattes med respekt og kærlighed. En kristendom der leves uden store ord og falbelader og netop derfor kan føre til foreningen med Gud.
Idet vi følger deres samtaler, kan vi more os over hedningens ofte lidt tørre skepsis og ironi, mens vi glædes over munkens troskyldige selvfølgelighed, hans visdoms enkle munterhed. Og det er velgørende at opleve at Jesus' livsbekræftende lære nu bryder ud af sin historiske baggrund og bliver universel. At den går det næste skridt efter reformationen, hvor den brød ud af pavedømmets enerådighed, og nu befrier sig fra alle de gamle historier, der har tynget dens glæde og indlysende enkelhed.
Og hvad med hedningen? Jo, han synes ikke at han har brug for at tro på noget fremmed, på en mand fra en gammel historie. Han kan nøjes med det han lever i: for ham er det guddommelige nærværende overalt, helt uden en gudesøns mellemkomst.