RUND ASA TRO

er en poetisk fortolkning af den nordiske mytologi, som vi kender den fra den ældre og den yngre Edda. At være poetisk betyder i denne forbindelse at skabe eller opdage en form for orden i et tilsyneladende kaos. Det betyder samtidig at tolkningen ikke er videnskabelig, men inspireret af historiernes indre liv.
I vers og korte prosastykker møder vi ånden i den nordiske gudelære. Vi ser hvordan vores verden er opbygget og hvilke processer vi må igennem, for at blive frie og selvansvarlige mennesker. Vi ser hvordan guderne er en levende virkelighed i vores daglige verden og hvordan deres oplevelser og handlinger genspejler vores eget sinds mønstre.
Her forstås vores egen ældgamle gudelære på en sådan måde, at den gamle asatro bliver menneskelig og fyldt med usentimental godhed og visdom. Denne asatro er rund. Den viser at alle tilsyneladende modsætninger er integreret i et rundt og helt verdensbillede.
Smag på denne gamle livslære! Du vil se at den er bedre for os og langt mere fyldig, end de modeller vi prøver at overtage fra fremmede kulturer, fra indianere, tibetanere, hawaiianere, arabere eller hvor vi ellers henter dem fra. Lad os lære af dem alle - men lad os så vende hjem til vort eget, så vi kan holde op med at være fremmede for os selv.

Lidt om
Rund Asatro

Når vi kender vores guder, kan vi befri os fra dem ved at samarbejde med dem på alle niveauer, hvoraf kærligheden er det højeste.

Når vi har befriet os fra guderne – de betin­gende, skabende kræfter – bliver vi selv guderne lig. Befrielsen sker – symbolsk set – ved at vi  løsner os fra overfladen og trænger frem til cen­trum af vores betingetheds kugle i tiden. I dens centrum vil vi finde det som er større og mindre end rummet og tiden.

Det inderste i alt er altid tomt for det som er udenom. Dette inderste kaldes gud eller kærlighed, nirvana eller evighed og har mange andre navne.

Befrielsen fra gudernes herredømme sker i Ragnarok. Efter Ragnarok genopstår guderne som par. Den ene part er i centrum, den anden på overfladen. Man kan ikke sige at de arbejder sammen, fordi de er ét. Men for os kan det se sådan ud, så længe vi endnu sætter skel mellem centrum og overflade.

Så længe vi endnu er betingede af guderne, ligger vi bundet som Loke på tre sten. Det er de tre Norner som er døde for os, deres livsskabende kræfter er forstenede. Vi føler os næsten som i døden. Dette er Fimbul-vinteren, den store vinter. Livet, bevidstheden vil dog  ikke dø, men lutres. Fimbulvinteren følges af den store brand med jætten Surt og Muspellsønnerne. Først er vi som polernes is, så er vi som jordens glødende indre.

Når jegkraften (Odin) slår dualismen (Fenris-ulven) ihjel, dør de begge, da jegfølelsen og dualismen betinger hinanden. Når troskraften (Tor) slår begæret (Midgårdsormen) ihjel, dør de begge, for al stræben mod himlen er bundet til jorden.

Men når det inderste og det yderste forenes, er Ragnarok forbi og verden opstår på ny. En ny verden. En verden vi er hjemme i. Det udtrykkes sådan i Vølvens Spådom: »Da vil usaaet /Agre spire...”«

Det hele er meget enkelt. Forestil dig en kugle. Forestil dig at du er midt inde i kuglen. Under dig har du din rod. Over dig har du det sted som du vokser hen imod. I øst ser du livsgni­sten komme ind i kuglen. Den går mod nord hvor den slår rod i jorden. Den går mod vest hvor den møder andre af sin art. Den går mod syd hvor den møder den ydre verden. Den går mod øst og går rundt og rundt. Så hurtigt at den altid er over det hele. Sådan ser kuglen ud, i stjernernes visdom og i virkeligheden.

Når vi vil forholde os til den og fortælle om den, må vi bruge ord og billeder. Vi behøver guder. Guder er grundforholdenes forhold til os og vores forhold til dem. De er levende, lige så levende som de er for os.

Når vi nu igen ser kuglen omkring os, ser vi i dybet under os de tre Norner, de tre livsformen­de kræfter. Over os ser vi guden Heimdal. Fra øst mod nord ser vi Odin, livgiveren. Fra nord mod vest ser vi Frigg, livformeren. Fra vest mod syd ser vi Tor, troskraften. Fra syd mod øst ser vi Freja, livsglæden.

Inde i kuglen ser vi Loke - det er dig. Vi er alle hver for sig Loke. Han er både guddommelig og jordisk. Han har tre børn med en jættekvinde, der hedder Angerboda - »den Ildevarslende«. Disse tre børn er vores begrænsede måde at opleve kuglen på: Nederst, hvor Nornerne er, bor Hel. Hun skjuler Nornerne. Fra Hel og på begge sider op til Heimdal snor midgårdsormen Jårmungand sig og begærer hele verden for sig selv. Fra øst mod vest ser vi ulven Fenrir der bider verden i to stykker.

Og selv om vi har travlt med mange ting, ligger vores sjæl lige som Loke på de tre forstene­de Norner - og venter på Ragnarok. Når Sigyn går for at tømme sin skål, rammes vi af slangernes gift og vågner i stor smerte. Da længes vi måske efter den store frihed hinsides Ragnarok.